1. GAMMEL DANSK OMSIDER ANERKENDT
Svenske forskere har længe undret sig over de velkendte sundhedsfremmende virkninger på broderfolket af langvarig og regelmæssig indtagelse af Gammel Dansk. Ganske vist er der autoritativ enighed om, at dobbelte doser af forebyggende såvel som helbredende medicin ingenlunde giver dobbelt sundhedseffekt, men tværtimod kan være skadelige. Men den positive nyhed i den forbindelse er nu til gengæld, at Gammel Dansk efter nærmere undersøgelser heldigvis ikke længere bør regnes som medicin.
------------------------------------------------
2. GAMMEL DANSK STADIG MISKENDT
Semikolon som grammatikkens "trickster"
Gammelt dansk er ingenlunde det samme som Gammel Dansk - og heraf ser I nytten af grammatik. Således læste jeg for nylig en glimrende artikel om det kultiverede gamle tegn 'SEMIKOLON' af kriminal-forfatteren Susanne Staun - der i øvrigt ganske lige som lejemordere i arbejdstiden ikke skyer nogen art perverteret grusomhed: Utvivlsomt fordi overlægedatteren fra Frederikssund modsat så mange andre kultiverede borgere er for intelligent til at tage al den opreklamerede kultur helt alvorligt.
Pointen er her ikke den, at vold skam også er stipendieberettiget kunst, som enhver fræk abe kan udøve og enhver forsigtig abe efterfølgende kan ævle løs om med alle hånde korrekte og kultiverede forbehold i københavnske kulturtillæg og magasiner. - Nej, pointen er at sådan er kultiverede mennesker såre ofte selv – på bunden...
Semikolon kan i henhold til Susanne Staun – der nemlig rettelig ikke tolererer perversioner i sprogets sublime verden – ikke helt erstattes af snart punktum, snart komma, snart 'kolon' (der tillige kan betyde tyktarm), og snart tankestreg; men det kan selv erstatte dem i mange tilfælde, hvor de pågældende tegn selv kunne virke lovlig bastante.
Selv bruger jeg nu sjældent semikolon som et diskret forklarende kolon: da bruger jeg oftest tankestreg: ”Jeg kom for sent - hun var faldet i søvn". Omvendt bruger jeg almindeligvis kun tankestreg for at udtrykke en ægte tankeforbindelse, til forskel fra et tilfældigt ”for resten”, hvor jeg foretrækker semikolon: ”Jeg besøgte boldklubben; den har for nylig skiftet navn”. Og dog: For jeg ville nu nok snarere skrive ”Jeg besøgte boldklubben – der for nylig har skiftet navn”. Tankestreg foran ”der” er nemlig så atypisk og så at sige affekteret, at det fungerer som en kunstpause der tydeligt signalerer tankens parentetiske ”for resten”.
Susanne Staun gør i øvrigt morsomt opmærksom på, at de fleste nu om stunder kun bruger semikolon i forbindelse med uddeling af smileys - et tegn som vi gammeldags til gengæld nødig uddeler: ingenlunde af smålighed, men fordi vi nemlig frygter at dets kredibilitet er på niveau med Grækenlands herostratiske drachmer. På den anden side kunne dette i grunden siges om næsten al menneskelig anerkendelse - hvilket dog er overflødigt at fortælle de af vore læsere, hvis intelligens er endnu større end deres forfængelighed.
Nuvel, nogle vil dog nok fortsat bedyre, at semikolon er indført af lutter politisk korrekthed over for brave og hårdt arbejdende analfabeter uden kendskab til hverken komma eller punktum – omtrent ligesom Viktor Borge engang forestillede sig, at koncertflyglets midterste pedal måtte forstås som et särlige ortopädisk hensyn til trebenede pianister. Kort sagt kunne man tro, at det forholder sig med semikolon, som det efter nogle moralisters gæt forholder sig med de sorte tangenter på klaviaturet: At disse er indført af lutter politisk korrekthed som en art symbolsk kvoteordning til fordel for kulturborgerskabets mest manicurerede og veldresserede negerdamer.
Dette er dog en overdreven politisk søforklaring og må ses som patologiens positive modstykke til fænomenet ’konspirationsteorier’: idet vi jo i vort specielle tilfælde har at gøre med patologiske teorier om vidtgående hensyntagen til særlige grupper – ikke at forveksle med hverken ’teorier om patologisk hensyntagen til særlige grupper’, eller ’teorier om særlig hensyntagen til patologiske grupper’.
Derimod var det alene udtryk for en tidligt udviklet virkelighedsnær global og marxistisk bevidsthed, når jeg som barn nærede den frejdigt fordomsfrie formodning, at de sorte pletter på bananerne rimeligvis turde være negrenes fingeraftryk: For når nu skosværten åbenbart klæber så fortrinligt til negre, så kan den vel også utilsigtet af og til klæbe til bananer…Ja, at antage andet ville vel endda i grunden være en smule diskriminerende - over for bananerne! Eller også ville det være at antage at den sorte farve selv er diskriminerende over for bananer – men hvis det er slemt at diskriminere, så er det følgelig også ret slemt uden belæg at beskylde andre – skosværte som mennesker – for at være diskriminerende.
Hvis det derimod ikke var slemt at diskriminere, så ville det heller ikke være slemt at beskylde andre for at gøre det. Ja, for se – heri ligger der nemlig en interessant logisk trinfølge, som først (dvs. allerede for mange år siden) bringer mig til at tænke på Bertrand Russell – og dernæst på, at jeg these days umuligt i ædru tilstand uden honorar kunne begå en filosofisk ligefrem og regelret analyse helt uden svinkeærinder: Ingenlunde blot fordi selv den alligevel ville blive honoreret med den velkendte anonyme fagkonsulent-smiley om fraværet af en ”rød tråd” af hensyn til bogklubbens trebenede analfabeter – samt af kollegiale hensyn til forlagets mest etablerede stjerne, der nemlig sjovt nok netop har fået den selv samme lyse idé, om så også med den umiskendeligt professorale kluntethed i udførelsen der borger for en anderledes respektabel soliditet; - nej, som sagt ikke så meget derfor - skønt det er den mest nærliggende undskyldning for vor kroniske forsømmelighed, ihukommende at mesteren modsat klamphuggeren kun siger det én gang – men fordi gjentagelse af allerede for længst opnåede og beherskede niveauer ikke fænger vor interesse tilstrækkeligt, idet vi nemlig så foretrækker at sublimere sagkyndigheden til et show.
Ganske på samme vis er grammatik, kjerlighed og musik jo også alle tre er fænomener, der kun kommer virkeligt til deres ret i den sublimt transcenderende udførelse on location snarere end i den eftersnakkende og drøvtyggende bagklogskabs ædrueligt flaskesamlende studenterarbejde ud på de blå timer, hvor alt det sjove alligevel for længst er enten drukket eller gået hjem i seng: Hvilket nemlig kan illustreres med forskellen på en frit og letsindigt svævende havørn over Furesøens vover, og så den selv samme ørn 50 år senere, i mølædt og udstoppet tilstand med klogeligt sammenklappede vinger stående på kommoden i rektors kontor, tæt flankeret og mandsopdækket som i Tokyo’s metro af solidt indrammede, men ligefuldt for længst gulnede hædersbevisninger, som skolen og dens ypperste elever i tidens løb har indkasseret for en tilsvarende sagtmodig verdslig vedholdenhed.
Nuvel, apropos digressioner (bemærk venligst paradokset): Hvilken forbindelse er der egentligt talt mellem semikolon, plagiater og vore egne anderledes udskejende associationer? Ganske som den begavede plagiator i medfør af sin inderste natur må og vil plagiere alt, således kan semikolon i henhold til Susanne Staun plagiere næsten alle andre grammatiske tegn. Og i begge tilfälde aldeles risikofrit: For verden foreträkker altid det der ligner den selv mest, frem for den ägte vare...
Endvidere består der en symmetri i, at ganske ligesom en etableret plagiator endog kan slippe afsted med at plagiere selv sin egen tilforordnede retspsykiater, - således kan anderledes ekstravagante forestillingsrækker omvendt på falderebet gøre inspireret brug af selv de mest mekaniske plagiater. For trods semikolons i henhold til vor kriminologiske kollega Staun altid redebone og omstillingsparat stedfortrædende vikartjeneste i tilfælde af punktummers, kommaers, koloners og tankestregers stedse hyppigere sygemeldinger – angiveligt grundet mobning på arbejdspladsen, eller rettere: grundet angivelig mobning på arbejdspladsen – så kan ingen dog frakende bemeldte tegn en helt egen genialitet. Disse var ordene…
Og dog, og dog: For bemærk sluttelig, at skønt vor historie er sammensat af to i enhver henseende – også kvantitativt – uensartede stykker uden mindste logiske forbindelse, idet det ene stykke hverken er opstået eller kan anskues som en digression i forhold til det andet – så udgør de dog nu tilsammen et organisk og logisk sammenhængende hele. Og ganske ligesom vandrefalken kun ville gøre sig fortjent til drontens smørede grin, hvis den insisterede på at netop dronten skulle udstede og underskrive et certifikat på dens flyvefærdighed - således tør også vi trygt overlade vor historie i læsernes varetægt uden først at have rådført os med klogeligt anonyme fagkonsulenter…
P.S. Vi skylder afslutningsvis at meddele, at en god bekendt for nylig henledte vor opmærksomhed på Søren Kierkegaards ungdommelige første forsøg "Striden mellem den gamle og den nye sæbekjælder" - velsagtens ment som en skjult opfordring til at tage handsken op. - Nu arbejder vi imidlertid grundet en art iboende hormonal komplementaritet på denne redaktion aldrig nogensinde i projekter a la "so ein Ding muss ich auch haben" - hvilket nemlig ville være at plagiere velkendte folk, der med anderledes bravour og helt uden indsigelser dyrker just nævnte litterære genre.
Kort sagt konstruerede vi først til allersidst vor overskrift som en hilsen både til Kierkegaard og min bekendt.
