JUDAS, TØGER OG HEDEGAARD - FORBRYDELSENS ELEMENT

Forleden faldt mit blik på nogle ligefremme fodboldtyper på den lokale. Vor lille maler havde endnu engang berørt Judas med flere bibelske og islamiske temaer. En ung mand af nævnte observans ønskede af en eller anden grund at beskænke vor trofaste stamkunde som et pålideligt holdepunkt i tilværelsen - og da han hørte hvem vi talte om, udbrød han med foldboldagtig rutinesikkerhed: ”Nåja, Judas – det var ham der angav Jesus; jamen egentlig ville han det nok slet ikke!” Kort efter gentog han sin fodboldkonversation med sine ligesindede, ganske ligesom en fodboldspiller forbigående let sætter sig ind i håndboldspilleres mentalitet.

Vi blev aldeles overraskede over ynglingens spontane association, der jo ikke beroede på bibelkundskaber eller tro. Hans umiddelbare indsigt i jalousiens væsen kom i et magisk glimt som en komplet selvfølgelighed, som om han og Judas var gamle fodboldkammerater. Men sådan må det have været, for Judas var jo en af disciplene og har derfor stået mesteren nær. Indtil det altså blev for meget: For bestikkelsen var givetvis ikke motivet, men kun det udløsende påskud – og at den unge mand havde ret, bekræftes jo også af Judas’ efterfølgende selvmord. Men det er godt set: Alle de der ”ikke forstår” osv. osv. , forstår i reglen kun alt for vel - og just deraf kommer som regel hele misæren.

Jeg er som den unge mand heller ikke så bibelkyndig igen, men er heller ikke bleg for at tage Biblen forfængelig. For det forholder sig her som med offentlige personers indbyrdes ros: Vi har næsten altid et håndfast motiv, og lige som ved samhandel er et jordnært motiv da også yderst befordrende for venskabelig tone og omgang: I sin iver efter at forstå hvordan kunderne tænker, ender man nemlig med næsten at holde af dem. Således måtte jeg le da en ung litterær ”skvadronør” (med Rifbjergs ord om ham, for Rifbjerg er jo altid afvæbnende uforstilt omkring sit til forhold indbildte rivaler) i Politiken i forbifarten roste sin redaktør som værende ”fantastisk” uden at fortælle hvorledes – idet han nøjedes med at tilføje, at det skam ikke var for at smigre. Men det var åbenbart heller ikke for læsernes skyld, for de fik slet ingen forklaring…

Naturligvis er det altid fantastisk for en dreng sådan at ”få lov” af både farmand og onkel, men sådan generøsitet har ofte en mere jordnær grund, lidt a la Arkimedes lov: ”Et legeme nedsænket i vand fortrænger samme mængde vand som selv den vejer". Ja, tampen brænder - og sig så ikke at vi ikke tilbyder jer en vis dannelse.

Nå, men det er utvivlsomt også mere betryggende at blive ophøjet af selviske grunde end af personlig nåde – idet sidstnævnte jo ifølge sagens natur er lunefuld og ikke lader sig beregne endsige bestille, uanset om nåden kommer fra Gud eller mennesker. I øvrigt kommer man altid længere i verden ved at tjene andres forfængelighed end sin egen – hvilket atter må være lettere for dem der i så henseende kan gøre en dyd af nødvendigheden.

I går aftes faldt jeg så i snak med en distvingeret, nydelig men aldeles ukrukket engelsk genteman med en levende association og et civiliseret sprog. Han fortalte i en anekdotisk sammenhæng en passant hvorledes en stenrig person med fælles bekendte omgående havde vendt ham ryggen og var gået sin vej, da han adspurgt om sin profession fortalte at han var ”a gardener”. Han tolkede det som om et brat fald i modpartens agtelse, uagtet at han just havde fortalt om et eller andet litterært – for han læser angiveligt the Times’ literary supplement, der vist skal være særdeles lødigt.

Min egen tolkning er nu snarere, at velhaveren er blevet skræmt og stødt i sit private verdensbillede omkring sammenhængen mellem ydre og indre: Hvis blot vor gartner havde været komplet "illeterate", så havde rigmanden ikke reageret så uhøfligt. Det er ganske som når standspersoner undlader at svare på breve som ikke er entydigt indsmigrende: De føler sig stødt over at blive tiltalt eller tilskrevet i en ligeværdig stil og tone af folk der slet ikke er ”entitled” til det. De klapper derfor i som østers og vælger så at sige Judas’ reaktion med en automatik, der er lige så pålidelig som den hvormed vor unge mand straks forstod at tolke Judas. Der er både tale om fornægtelse og om et forsøg på at indbilde modparten at man ringeagter ham eller hende – en iver som dog netop viser den respekt der bestrides.

Avantgarden er i øvrigt ikke spor bedre, og selv dens mest provokerende alumner tåles i virkeligheden kun på bjerget fordi de ved en vis karaktermæssig umodenhed eller endda "lousiness" røber, at også de vist tilhører "forbrydelsens element" - omtrent som når pressens veletablerede fra forskellige aviser skinhelligt rakker hinanden ned for træk som de alle indbyrdes fornemmer at de nu også selv besidder. Således var de andre aviser ikke sene til at påtale, da Politiken dummede sig alt for åbenlyst i sit litterære kammerateri med Gyldendal. Men tro ikke at de andre er så forfærdelig meget bedre, for selv undtagelserne dyrker jo blot deres egne små trekanter i stedet, jvf. vor både famøse - og fatale - kronik 18.7 herom i WA. Selv om det nu skal indrømmes at de andre aviser er anderledes hævede over smiger og derfor i ytringsfrihedens hellige navn sagtens kan tilgive vor ligefremme blog....
Nå, men med forbrydelsens element tænker vi også på det forhold, at hvis nu nogen mirakuløst skulle komme for skade at gøre noget godt, så vil også det i reglen blive enten rakket ned eller fortiet.

De selvretfærdige anklager mod Politikens ublufærdige Bermuda-dans minder os faktisk om Tøger Seidenfadens egen hyppige forebyggende brug af ordet "uskøn" i de seneste år - for det ord bruger han vist ubevidst som slangeserum for selv at kunne sige sin avis immun mod sådanne "uskønne" træk, når han ser sig i spejlet og herunder af og til får en sjov fornemmelse af at der er et eller andet vigtigt han har glemt - men hvad pokker var det nu? Nej, det var nok bare dumme tankespind hinsides verdenssituationen, som jo afhænger af vor redebone dom og kommentar.

I øvrigt skylder vi at sige at en avis ikke er nogen person, men består af ansvarlige individer af samme art og race som hominiderne på de andre aviser, ja sågar som folk i helt andre brancher - problemet er bare at de sjældent ved det selv og derfor alligevel gerne opfører sig som loyale stammeaber - groft sagt -, og fornærmes som forbundne kar, hvis nogen siger noget sandt om en kollega. De der udstødes af stammen, tages på den anden side aldrig i forsvar af nogen - for de er jo ganske rigtigt ikke længere medlemmer og befinder sig derfor hinsides ethvert loyalitetsbånd. Det gælder bl.a. kvinder der kan se og tænke selv og ikke skjuler det nok.
Åhja, hurra for logikkens lille tabel: For "oplysningens ånd" er kun noget der står i bøger og kaldes almendannelse.

Nå, men hvis nogen redaktør skulle skrive lignende besindige ord i nær fremtid, ved I hvor han har det fra, idet det her forholder sig ligesom med ovennævnte nervøse og magiske brug af ordet "uskøn": For med Niels Bohrs ord om hesteskoen over døren til hans sommerhus: "Jeg tror personligt ikke på den slags, men jeg har hørt at det virker også selv om man ikke tror". Sådan er det også med de kulturradikales søde små forsvarsmekanismer - ja, jeg har sågar set dem gøre korsets tegn, da de hørte om hvorledes elefanten fik sin lange snabel.

Og VERDENSSITUATIONEN? Nåh den - hør sig os engang, tror I at dette er en avis? Eller med en antik britisk pensionatsværtsindes formanende ord til sine gæsters støjende børn : "You behave in my house as if it were a hotel!" Men lad gå, for nytår er jo en ret prosaisk fest. Well, Cepos-drengene bedyrer at den økonomiske recession i 30erne såvel som i dag mest skyldtes statsindgreb i pengenes frie strøm - samt at klimaet i vor tid er blevet koldere og ikke varmere, ligesom isdannelsen samt isbjørnenes antal ved polerne er forøget "likförbannat", uanset hvad alle andre konstaterer. Endnu findes der heldigvis også idealister der holder på at Jorden stadig er flad og endnu ikke spor rund på gulvet - og vi andre kan kun håbe på at de har ret.

Allahs fred være også med den korsfæstede Lars Hedegaard, der i længden var alt for stor en profet for sin hjembys borgerlige presse og derfor til sidst begrædeligt blev svigtet af sine allernærmeste og mødte flygte fra de røde over til hovedlandet, hvor jo Danmarks uglesete samaritanere bor... For ak, sagde vi det ikke nok: Jo højere folk er på strå, desto mere uhøflige er de gennemgående, fordi de skal være og forsvare så meget som de ikke er, og de har det slet ikke spor let med alle deres lunefulde pensionsordninger. Men i et tidligere indlæg har vi givet Lars Hedegaard den smukkest tænkelige anbefaling til historien - og kan kun tilføje at nu lærte vor korsfarer måske omsider, at det hæderkronede moderne borgerskabs æresbegreber i hårdnakket uforsonlighed langt overgår muslimernes: For uden hverken Gud eller Allah i ryggen afhænger al vor lykke af hvor meget vi selv kan pumpe os op til, og derfor tåler vor ære slet ingen ridser i lakken. "Oplysningens ånd", den moderne lille katekismus på det honette arbejdmarked, gør endda oftest det hele endnu værre.

Men i dag fik jeg et oprigtigt afslag der i sig selv vitterlig var en helt umiskendelig anbefaling, sagt helt uden ironi. Dampmaskinen forbedres ikke væsentligt, og på samme vis havde jeg friseret og opdateret et filosofisk samleværk, der for fire år siden kom retur fra Gyldendal med et lakonisk og nærmest uartigt svar - som tydeligt viste at en eller anden hæderkronet mandsling må have forhørt sig hos en anden hæderkronet mandsling. Men denne gang var det rigtignok helt andre toner, men det valgte forlag var blot denne gang mere kommercielt mainstream, og det er jo en helt ærlig sag - omtrent ligesom en god kriminalfilm kan være fuldt så menneskeligt lærerig som de film der anmeldes i kulturmagasiner.

Ærlighed og høflighed er ellers sjældne varer i de højere kredse - men da vi jo tilhører samme art, kan forklaringen kun bero på statusstress, som åbenbart er et særkende for os primater. At vi selv undertiden tager Over-Danmarks underlødige forsvarsreaktioner lidt tungt, skyldes indrømmet selv samme statusstress - men vejen til at gennemtvinge nævnte status består i så fald i at blæse hele banden et stykke og stole på folkeviddet. Hvis de "mægtige" flokdyrs eneste forsvar er at ignorere, så må man tage konsekvensen og slå dem alle i hartkorn.

Folkeviddets gunst på tværs af kredse, alder og fag vinder de nemlig aldrig på den måde, og kun deres ydre status giver dem en skuffende lighed med noget spændende - og dette gælder også de i egne øjne alternative (læs: infantile) varianter af Bermuda. Ingen af dem er alternativer - men samtidig skylder vi at sige, at i alle miljøer findes der hæderlige mennesker, selv på Bermuda. Men de går rigtignok meget stille med det...

Egne nytårsforsæt? Udover at det jo i nogle henseender er en privatsag, er vi nok ofte oppe mod den hurdle at når vi sådan stempler vore kære medmennesker for deres "fejl", forhærdes og forværres disse som regel blot. Vi begår alle fejl, men alle vil vi have en chance for i al diskretion at forbedre os. Hvis nogen derimod stempler os og fastnagler os til en skamfuld "identitet", vil vi være tilbøjelige til at forsvare den og fremture i tykhovedet trods. En grund til dette kunne være, at selv hvis vi "forbedrede" os på grund af andres kritik, så ville vi frygte herefter at fremstå som deres nikkedukker og som mekaniske produkter af deres kritik - og dermed som andenhånds og utroværdige: Kort sagt ville vi måske fremdeles blive moralsk underkendt trods vor forbedrede opførsel, som vore moralske opdragere nemlig ville få æren for.

Tilsvarende er det vore erfaring at når mennesker fornemmer at vi måske kunne opfatte dem som passivt medskyldige, så begynder de først for alvor at opføre sig som medskyldige. Derfor er social udelukkelse ofte gyseragtigt selvforstærkende: For den hemmelige skam hos alle de medskyldige får dem til at forsvare den "identitet" de på bunden skammer sig over, ved indbyrdes solidarisk forhærdelse. Men uh hvor de bliver grimme at se på, for ligesom Judas har de det ikke spor let. Undtagelserne har et helt anderledes afklaret blik og ansigt end dette grumsede Judas-fjæs. Ejendommeligt så synlige disse ting er.

Problemet med dem omvendte strategi at vende den anden kind til er imidlertid, at hvis vi udviser bejlende diskretïon og langmodighed, får vi lov til bekvemt at sejpines ihjel, for selv om vi så undgår hadet, kommer der skam ingen barmhjertig samaritaner: For alle udspekulerede og praktiske menneskeaber fornemmer jo, at sådan selvbeherskende tålmodighed alene skyldes fromme forhåbninger, som vi kan få lov at rådne af . Kun ved selv at fremture kan vi overvinde chimpanzerne, for enhver kan jo se forskellen - og det er nok en stor synd ikke at stole trygt på sine medmenneskers evne til at fornemme den forskel. Ja, den synd er måske vor største...Ja, havde vi haft tro, ville det hele måske have været pærelet, som gamle Søren sagde. Men alt for megen selvtillid klæder os som bekendt heller ikke. Gud bevare Verden!

Epistel fra Holberg til Jørgen Stein Bagger

HOLBERGS PRIS TIL STEIN BAGGER


Ak, ak, monsieur Bagger! End ikke en Holbergs indflydelse formår i vore plebejiske dage at promovere en prisværdigt lærevillig åndsfælle til kongelig benådning. Men er De end ikke med Georg Brandes smukke ord om mig selv en ”genial arbejder”, så burde dog alene ét af de citerede prædikater rigeligt begrunde Deres forhåbninger om beskjeden anerkjendelse med kongelige vederlag for at bringe vort lille land på verdenskortet – ganske som jeg jo selv på min tid gjorde det, om så også kun efter ringe evne og derfor i knap så spectakulær målestok.

Men tiderne er ikke til kongelig spøg, for i vore ængsteligt intrigante dage er efterhånden kun fiskerkonerne morsomme, og der er snart hverken fisk eller fiskerkoner tilbage: Thi vor tids democratiske titeladel overgår i barnlig ustyrlighed alt hvad jeg i min tid gjorde mig lystig over, og savner dertil oftest ganske format og gavmildhed. Men på den anden side ville det rigtignok også være kjønt, hvis alle granvoksne mænd sådan skulle leve af kjerlighed og kildevand: Thi mod det første ved en besindig mand at gardere sig ved idelig udsættelse af så vidtløftige skridt; og rygtet om det sidstes helsebringende kraft forekommer os ligervis stærkt overdrevet: Thi der er just tilflydt os troværdige rapporter om en kernesund tømrerkarl fra Bornholm, som efter indtagelse af gammelt kildevand, fordærvet alene ved naturens egen kraft, sygnede hen og døde på få dage.

Men hvorledes holder vi da os selv og vor egen ånd i live? Alene i kraft af jævne, men begavede folks trofaste billigelse. Herom er nemlig at sige, at mens velbårne mænds rosende ord langtfra altid står til troende, men i vore dage ofte må tolkes omvendt grundet barnligt intrigante hensyn – så bifalder vi langt højere den anderledes uskyldige barnlighed, som ses i ufordærvede naturers umiskjendelige begejstring over at bivåne formelige kunststykker udi værdiernes og guldæblernes høyere jonglørkunst indtil både tredje og fjerde potens. Jævne folks glæde over sådanne overdådige og eventyrlige indslag i den byrdefulde hverdag kan nemlig ingen betvivle.

Men det forekommer os her at samfundets velbårne støtter såre ofte uretfærdigt frakjender det jævne folk dømmekraft og retsind under henvisning til Janteloven – men vor egen erfaring er tværtimod at endskjønt nævnte lov så flittigt beklages af eliten, så tjener den tværtimod just denne gruppes protectionistiske reservation over for alle høyere intelligjenser – når lige undtages de intrigante exemplarer deraf som på sjakalers og hyæners vis florere i høye råd.

Vi har nemlig ofte observeret at de styrendes hemmelige skam over nævnte uskjønne justits ytrer sig i storladent uforpligtende beklagelse over Janteloven – såvel i den flyvende post som i nærværelse af næsegrus devote godtfolk på krostuer og hos bartskæreren.

For de velbårne smykker sig altid gjerne udover egne dyder med just de fortrin som de så hidsigt frakjender langt mere berettigede folk af jævnere proveniens; og skryder ligervis over at måtte døye den selv samme begrædelige skæbne som de aldeles utilsløret tiltænker deres indbildte rivaler. Ja, mange mennesker forekommer os udi denne kunst at være de rene jonglører. Skjønt – er det nu også ret og billigt at kalde for kunst slige fortrin der jo alene beror på barnagtig mangel på kjendskab til deres egen sjæls luner og griller? For det forholder sig her omtrent ligesom når brave folk så flittigt lønner det mediokre for desto lettere at kunne fortie hvad deres egen fornuft dog langt høyere ville bifalde – hvis blot den fik lov til at råde uden at skulle forledes af deres hjerters rænkefulde råd.

Nej, vi har lært at sætte vor lid til jævne folk fra landet: Thi de begriber dog, at hvis det ganske land efterhånden skulle bebygges, og den ganske befolkning herefterdags skulle ernære sig ved at belåne dette byggeri og al dets nymodens bløde og globale indmad i anden og tredje potens højt op over ethvert tag – hvor skal der så blive plads til at dyrke de kålhoveder hvoraf dog folk leve? Thi endskjønt mangt et ubeskedent hoved kræver langt mere plads end noget kålhovede uden af den grund at være hverken visere eller mere retfærdigt, så må selv et sådant hoved dog begribe, at uden mad og drikke duer helten ikke.

Skjønt jeg således desværre ikke formår at udvirke den kongelige håndsrækning og benådning som De har ytret ønske om, så vil jeg til gengjæld byde Dem desto mere velkommen på den høyere comoedies parnas, hvor mit ord måske endnu har en smule vægt: Thi De har ved at gjøre nogle få rigmænd kjede af det været det ganske folk til den allerhøyeste moro – men ej kun til lyst: Thi det er jo nationens og tidens egen dårskab som De har fået os til at le så hjerteligt ad, at det vil blive husket lige så længe som ”Sorgagre”.

NEDERLANDSK VINTERLANDSKAB

”Du er en vist en dårlig menneskekender, professor!”, sagde en lokal værtshusholder sent i går aftes. Nuvel, things ain’t what they used to be, for han har skam en fortid som pædogog for hårdhudede unge – men det gav for få drikkepenge i forhold til indsatsen. Sådan er det også med alle os der i stedet for at blive professorer har valgt at slå os op som menneskekendere mod løbende drikkepenge – kun for at få at vide af byens sande menneskekendere, at vi nok alligevel har valgt galt i livet. Men dette er vel så til gengæld en desto mere overbevisende anbefaling - for nu at gøre en dyd af selv samme professorale konsekvens, som de gamle romere vist havde en særlig retorisk betegnelse for, som jeg har glemt.

Den citerede replik kom sig af, at jeg stod uforstående overfor at værtshusets slagfærdige kvinde med sin egenartede rå charme åbenbart er blevet fyret – endda angiveligt også tidligere på en række andre værtshuse. ”Hun talte jo som en havnearbejder”. Nåja, også det kunne hun på en sjov og sød måde når det behøvedes - men det var vel heller ikke så ringe i denne tid, hvor Carsten Jensen snart er den eneste overlevende sømand, og hvor hele den intrigante middelklasse skam kan bande på skrift og bruge alle hånde kulturradikalt frisprog fra privatsfæren – men altid andenhånds, og altid i flok og kor. Og ”provokerende” – åhja, over for alle de andre kulturbander, men helt følgagtige i egen flok, selv om de undtagelsesvis på skift kan flirte yderst forsigtigt med provokatørens og oprørerens attråværdige rolle under den øvrige bandes loyale tilråb: "Oh, hvilke tapre enegængere vi kan bryste os med at give plads i vor midte!"

Ja, for man kan altså kun være oprører i sin egen kreds, religion eller nation: For sunde og ligevægtige muslimer kan jo dårligt forarges over at vi kristne hunde tror og siger en masse dumme ting, svarende til vores vantro på at vi f.eks. kan være oplyste i flok. Kioskmuslimen kan derfor oftest i kundeplejens hellige navn klare en harmløs joke om Muhammed, bare den siges i en venskabelig tone af gensidighed.

Nå, men vi var nu et par stykker der gættede på, at hvis damen ovenfor åbenbart var problematisk, turde det have at gøre med kollegial jalousi på spindesiden snarere end med kundernes utilfredshed. At holde os på det jævne det tjener os bedst – så kan vi altid kalde det post-avantgarde eller hvad nu, men for Guds skyld i flok: For ”It’s only a paper moon”.

Vor bibelstærke maler havde just for tiende gang fortalt om den forargelse det vakte da Marie Magdalene salvede Jesus med nardusolie svarende til en normal årsløn: ”Hun har sikkert været Jerusalems flotteste skøge, og det har derfor virket som en ren provokation på alle de hellige.” Og derfor udbryder Judas forarget, at de penge burde have været brugt på de fattige. Hvortil Jesus jo svarer, at ”De fattige har I altid blandt jer, men mig har I kun kort tid”.

I næste linie fortælles så, at Judas gik hen og angav Jesus. Vor mand læser rapporten helt jordnært som en psykologisk årsagssammenhæng, og vist giver det også god psykologisk mening. På samme vis afbildede de gamle hollændere jo også Golgatha med vindmøller og ariske bondeansigter i snedækte landskaber.

For sagen er jo den at det usædvanlige blot er det klassiske og findes til alle tider, herunder også både Judas og Jesus. Der er heri også noget så at sige demokratisk: Tænk blot på, at hverken berømte mænd eller berømte kvinder er spor smukkere, interessantere eller mere charmerende efter nogen som helst målestok, end hvad du med noget held kan spotte i byens forretninger og udskænkningssteder. Det gælder personlighed, udstråling samt enhver art talent. Som helt ung tror man derimod at de rige og de berømte er gjort af et særligt stof, men det er en hormonal vildfarelse.

Selv om udseende og udstråling i og for sig fordeles helt vilkårligt og i den forstand uretfærdigt, så er der dog en vis social retfærdighed i at disse ting ikke på mindste vis korrelerer med klasse og social status – lige bortset fra hvad mangel på tro og selvtillid kan ødelægge. Selv ”aristokratiske træk” er ikke spor mere almindelige blandt den resterende landadel end blandt nutidens endnu mere udryddelsestruede bønder og arbejdsmænd. Naturens egen uretfærdighed er sig selv nok – og når vi her nævner det banale som enhver kan se, og som let udarter til karlekammersnak, er det kun fordi her er noget velgørende evident – om så også med forbehold for individuel smag.

Derimod er det sværere at udrydde sociale illusioner om ”talent” og ”personlighed” af enhver art. Men dermed forholder det sig på ganske samme vis, og på den måde er førnævnte ”banale” markører gode som rettesnor. Og ganske som før nævnte unikke tjenerinde havde en langt interessantere råcharme end de første tyve kendte skuespillerinder, således er det naturligvis også med mænd, både indvendigt og udvendigt. At vi mennesker kan blive speedede og høje af social medgang og rift om dem, er en anden ting, men det skal man ikke lade sig narre af – det har vi alle prøvet i en eller anden grad, og lært at det kan få en brat ende. Vintersolhverv...

De så at sige banale ting er derfor gode at få forstand af, fordi de modsat alt det åndelige ikke lyver: Læg altså ikke mere i den sociale skæbne end den fortjener, og tro på at de fleste mennesker ligeledes foretrækker Magdalene frem for tyve veldresserede fotomodeller. I det symmetrisk modsatte kønsperspektiv forholder det sig givetvis på samme måde, trods eksistensen af et vist uomgængeligt forsørgerperspektiv.

Magdalenes senede charme svarer i åndens verden ligeledes til alt det som ikke kan samlebåndsfabrikeres på universitetscentre, managementkurser eller i kommercielle virksomhedskulturer. Uanset hvor protektionistisk de end hænger sammen som ærtehalm, for vi lever i en tid af bandekultur med en meget tynd fernis.

Og derfor straffes det hvis man som Magdalene har noget særligt, som de andre ikke har, for man må skam godt være både smuk, farlig og dygtig, blot man er det på samme måde som tusinde andre. Og af samme grund har al vor opreklamerede sociale mobilitet snart sejret sig selv til døde i et trist og sjælløst overopbud af lurmærket ensartethed i vort hjemlige X-faktor af komiske indbyrdes "udnævnelser". For trods al kanoniseret udenadssnak om "Oplysning" og individets åndsfrihed vækker de uomskårne i ånden over alt vantro hos de enfoldige - og nådeløs forargelse hos dem der på bunden ved bedre. De i egne øjne "tolerantes" hellige og gratis bekymring for de sociale "restgrupper" er også komisk, for disse er efterhånden omtrent de eneste der ikke er omvandrende kopier.

Men heldigvis er den efterhånden blevet så tyk, at de fleste fornemmer det: For man kan snart end ikke være neger uden autorisation og certifikat. Nej, bedst at være lidt underkendt, for så snart noget får status, vil alle være det, og så kommer alt til at handle om at "få lov" og blive "udnævnt" af nomenklaturaens små kommissærer med deres henrivende skåltaler - kort sagt de bonede gulves bornerte farce af klatrende ligemageri. En farce fordi "the real thing" altid fremkommer under komplementært modsatte betingelser af tilpasningens, kopieringens og rivaliseringens sociale stræben - betingelser der tragikomisk nok er forbundet med et socialt inkognito, hvis bord har det med at fange. Komponisten Rued Langgaard var efter sigende et stjerneeksempel og blev i sin levetid blot betragtet som en særling. Og de få der forstod bedre, har nok ikke gjort indsigelser...

- Som vikar på en indvandrerskole har jeg en iransk bondesøn uden land – en kristen kurder – på 18 år, der angiveligt aldrig har gået i skole. Men på to år har han med imponerende ihærdighed lært et forbløffende hæderligt dansk, og bøgernes grammatikøvelser kæmper han sig uden mindste skoletræthed igennem helt uden alfabetisk fortid. Og han er i øvrigt yderst høflig og værdsættende, hvilket også gælder mange af de andre. Den høflighed ser vi ikke meget af for tiden i de bedre kredse; så på den måde kan elementære problemer åbenbart være forædlende, selv om vi jo helst vil undgå dem selv.

Men at opleve sådanne folk kan forhåbentlig redde os fra at blive kuldslåede menneskeforagtere. Man er trods alt også selv kun et menneske og er jo ikke faldet ned fra Månen – selv om menneskeforagtens afsæt kan bruges som en dårlig erstatning for positivt selvværd. Men ude hvor vi møder de elementære vilkår, er der ikke plads til menneskeforagt, for dér vil vi uvægerligt knytte os til de mennesker vi behøver, og dem der behøver os, og vil ikke fryse fast i et generaliseret forsvarsberedskab – som ellers kunne skaffe os flere fjender, end vi behøver...

Når vi mennesker ikke er bange, er vi jo som regel meget søde, og det er nok derfor at stadig flere med god uddannelse vælger den mere taknemmelige del af servicebranchen uden for megen status at kæmpe for. Når selv en meget velmeriteret psykiater og overlæge betror én at hospitalernes lægeverden er "direkte ond", så er det ligeledes tankevækkende og bør få velkendte klokker til at ringe...