EN BARONS ÅRSREGNSKAB UDI KUNSTEN AT FÅ FIASKO

OM AT "OWNE" BIL, FÆSTEBØNDER - OG SKOV

Selv i et bibelbælte glemmer man alligevel let hvor Moses i sin tid købte øllet, - men desto mere glædeligt var gensynet med en gemt flaske flaske Glen Grant. Måtte straks drikke mig mod til ved udsigten til næste dags praktiske udfordring i anledning af årlig bilinspektion: Påklistring af genstridigt og løbsk bakspejl, ikke at forveksle med sidespejlene, der jævnligt ryger af ved uventet modkørende trafik: Ensretning er nemlig default indstillingen her i firmaet, men budskabet synes ikke rigtigt at trænge igennem. Har vi mon et oversættelsesproblem? Ja, vi spørger bare.

- Nuvel, et bakspejl skal jo ikke monteres glas mod glas, skønt kontaktfladen her ellers er optimal. Ikke desto mindre måtte jeg efter omsider at være lykkedes i mit forehavende konstatere, at et spejl kan sidde omvendt på mere end én måde i et tredimensionalt univers: Således kunne jeg nemlig i spejlet konstatere, at min lynlås var gået gået op... Til gengæld gik bilen for første gang gennem synet helt uden anmærkninger eller blot anbefalinger - hvilket viser at biler er i stand til at udvikle sig og grundet denne Münchhausenske modvilje mod entropiens lov følgelig er at betragte som levende væsner.

På hjemvejen inspicerede jeg mine mest afsides fæstebønder, der imidlertid syntes at have opgivet ævret under de sumpede betingelser - vi lever i et tabersamfund af jammerkommoder og kældermennesker: Her tilbyder man dem ærligt arbejde og personlig udvikling, men i stedet drager de til storstaden for at forsumpe på vor regning. Kongen - den slappe populist, som ikke kender sin besøgelsestid og ikke fatter, at han derved kun køber sig en stakket frist - støtter dem naturligvis heri, men det er jo os adelige der må betale gildet, for jorden dyrker ikke sig selv. Nej, op på træhesten, så skulle I snart få se løjer...-

- Et nyt dansk verbum med for mig uigennemskuelig betydning er "at owne": "Ole Birk Olsen owner SF på det spørgsmål, hvornår mon Danmark skal være i økonomisk balance." - Samtidig bedyrer en bekendt, at hun i en mere letfattelig forstand "owner" sit eget konsulentfirma: Det hedder jo også "my own room". Man kan efter sigende ikke eje mennesker, men man kan heldigvis owne dem: Således blev en geskæftigt hjælpsom rådgiver engang brysk afvist af en estimeret amerikansk byfornyer af belastede byområder med denne replik: "Det er mine niggere!"

- Jeg "owner" for min egen del efterhånden betragtelige arealer af svensk skov, som jeg i smug plejer efter selektive principper, som enhver normal skogbaron helst ville have sig frabedt. Af samme grund spørger jeg sjældent om lov, men tager mig på den anden side heller ikke betalt, idet arbejdet bærer lønnen i sig selv: I dag således to urhaner i forårsagtigt humør - for just urfuglene og tjurerne betragter jeg som mine klienter og smertensbørn. Som "Gudfaderen"s trofaste familiesagfører ildevarslende lakonisk betror en træg forhandlingspartner, således kan også jeg nemlig sige: "I have got only one client..." - Urfugle holder nemlig ikke af juletræer, idet de fortrænger blåbær, tyttebær og enebærbuske - så selvsåede invasive jule-horder påtager jeg mig at fjerne fra bedre lokaliteter uden beregning, inden de når at gøre skade - for øvrigt også i allerede fredede områder, thi der savnes mandskab til pleje. Plantet infanteri af juletræer bøjer mig dog for, om end mere af realisme end af lovlydighed.
Men som med alt andet i mit liv gælder forresten også her: I samme øjeblik det jeg laver, opdages og geskæftigt bliver behæftet med både status og penge, sætter the usual suspects og deres kloner sig på det i samdrægtig flok, for det er nu engang min karma. Kort sagt finder jeg ingen grund til at have is i maven og vente på Godot i form af kontraktlige opdrag, alt imens græsset gror og horsemor død.

Men kunne man mon så ikke i stedet kombinere denne min quijotisk irrationelle lidenskab med en veltimet og anderledes indbringende jule-frækhed? Højst sandsynligt, men vi idealister og arbejdsheste inkognito tænker overhovedet ikke i sådanne baner - og når vi endelig forsøger, forregner vi os i reglen. Personlighedstyper, formoder jeg...

For vi tilhører nu engang ikke den kategori der forstår at sælge deres skriverier allerede inden de har begået dem, idet de klogeligt holder sig til slet skjult kopivirksomhed: For hvordan kan et forlag nemlig uden at slå sig selv på munden afvise noget, som ret beset allerede er blevet både publiceret og verbost anmeldt de bedste steder. Og vi mennesker står os nu engang bedst ved nogenlunde samtidig at sige og gøre nogenlunde det samme - thi det borger umiskendeligt for originaliteten.
- Nuvel, skoven på billedet forsøger jeg omvendt at få fredet mod al hugst, da den er af en ganske særlig karat - hvilket som sagt ikke helt skal forhindre mig i fortsat skønsom manicure.
Den forlængst ukendte landskabs og portrætmaler Ruben Gelardie gjorde mig opmærksom på en bitte bog fra -60 begået af en siden hen berømt finlandssvensk lyriker og maler Rabbe Enckell: "Kunsten at få fiasko" (Hasselbalcks bibliotek). Den skulle være paradoksal og vittig, men også opbyggelig, og ikke helt ubeslægtet med osv. Og som han sagde: Henviser du til lurmærkede folk, der har tænkt noget lignende, har man sværere ved at afvise dig.

Han har aldeles ret: For den hæderkronede og organiserede normalitet vil altid kun hæfte sig ved den subjektive "fornærmethed" eller hvad nu, som man indrømmet deler med hundreder - men stædigt forbigå såvel dens individuelle objektive grund som dens objektive, emergente, hvis ikke spektakulære frugter. Nuvel, men det opbyggelige i fiasko er vel bl.a., at ikke alt holder niveau, samt at det er synd at fælde træer til papirmasse, før de er modnede til tømmer. Nietzsches gamle dictum "Alt hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere" er dog nok så apropos - vel ikke som faktuel sandhed, men desto mere som ideel leveregel: Kan du forvandle det her til noget emergent, så at du dog får noget for pengene, nu du alligevel må betale prisen?

Naturligvis vil som sædvanlig næsten ingen på bjerget indrømme det, selv om man i det dulgte nidkært overvåger selv dine mindste troppebevægelser, ganske som ravnene med trofast skinsyge vogter på ørnens og rovdyrenes færd. Men også det forvandler du så bare til noget emergent: - hvorved du til sidst ender som den bisætning, der ganske vist komplet har tabt forbindelsen med både sit ophav og sin naturlige plads i tilværelsen - men som til gengæld hævner sig ved at emancipere sig selv som hovedsætning. Den Europæiske Centralbank ville muligvis her gøre indsigelse, men den der selv bor i et glashus, bør som bekendt ikke kaste sten - hvortil jo kommer at det dog undertiden forekommer at en sæbeboble emanciperer sig helt overbevisende.

"KUNSTEN AT FÅ FIASKO" er hermed bestilt fra et oversøisk antikvariat i Aarhus i samfulde tre eksemplarer. Så kan det vel ikke gå helt galt - og dog, og dog: Ingen i dette land har således i årets løb fældet så mange juletræer som jeg - som sagt ligeledes oversøisk i de svenske urfugles tjeneste - og alligevel er jeg omtrent den eneste i landet der ikke selv ejer et. Men med fiaskoen går det mig heldigvis som regel betydelig bedre, og den er med til at holde mig i form. Man skulle jo nødig ende med at ligne en udlevet og dekadent adstadigt omvandrende succes - endsige som den uskyldige "Amagermand", der for tiden anerkendes uforbeholdent og landsdækkende for morderiske bedrifter, som han jo i virkeligheden slet ikke ville være i stand til at udrette. - Bedrageren Stein Bagger havde det af samme grund slet ikke så sjovt som folk tror, for også han levede jo kun på lånt tid i sus og dus.

RETTEN TIL RIGET

Ole Thyssens kronik i Information 15.11 i liberalistisk ånd var et opkog af hans tidligere skriverier herom – og han har heri selskab med både sin lejlighedsvise kampfælle Henrik Dahl og Frederik Stjernfelt/Søren Ulrik Thomsen med deres pamplet "Den negative opbyggelighed". Det ville være under bæltestedet at indvende at Thyssen ikke selv bidrager til landets bruttonationalprodukt og i øvrigt er dyrere i drift end en førtidspensionist: For hans tænkning kunne jo godt være uvurderlig.
Thyssen kan også have ret i, at jo lettere det er at opnå beskyttet status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten. Imidlertid er det at være en beskyttet eksistens uvægerlig forbundet med lav status og derfor almindeligvis ikke noget man tragter efter, med mindre man vitterlig er eller føler sig psykisk og socialt invalideret.
Dog kunne man godt forestille sig at det giver ringere status i ens eget miljø at have et ufaglært lønarbejde end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud, er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der omsider har fundet sin rette hylde, og hvis bidrag de i øvrigt risikofrit kan annektere i kollektiv tavshed. Thyssen og meningsfæller må derfor tage højde for, at den arbejdsløse ægyptolog på lang sigt måske vitterlig gør klogt i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til Akmet eller Ali. Selv løb jeg dog i sin tid med aviser, men havde så også en palæstinensisk far...
Vor konstatering erindrer os om den økonomiske makrosandhed, at der jo slet ikke er så mange ledige jobs, ej heller for de initiativrige. Og i den situation er det Thyssens vinkel at de bedste får jobbet, og at taberne så vælger at forlange status som ofre - en betragtning han frejdigt her i efterlignernes århundrede har lånt fra historikeren Henrik Jensens bog "Ofrenes århundrede" - der dog ikke vinklede den ideologisk.
Ganske som i calvinismens tid økonomisk velstand var et tegn på at man nød Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Thyssen nemlig tydeligvis, at grønt lys i tilværelsen i sig selv borger for ens berettigelse og kvaliteter samt ikke mindst: At mindre velkomne bidragydere følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der ikke i almindelighed en sådan nødvendig kobling. I den offentlige anerkendelsesverden, hvor det ikke er bestilleren der betaler showet af egen lomme, handler det oftere om, hvem vi har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende i henhold til kvaliteter.
I vor egen musegrå stræbsomhed er vi dybest set ikke altid ret interesserede i at anerkende andre – men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang og ærinde fremstår som oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvemme anledninger og talismaner for desto mere konsekvent at afværge ubudne talenter, der ingen fordele har at tilbyde os. Et udvalg, en redaktør eller forlagskonsulent vil ofte være ikke blot naivt forudindtaget, men også lidt stolt over at have med en berømthed at gøre, for det smager allerede lidt af fugl.

Dertil kommer at når vi præmierer noget allerede præmieret, har vi ryggen fri, selv hvis det mod forventning skulle vise sig at blive et flop – hvilket især for nyere og mere ubeskrevne blade såvel som for dovne sjæle spiller en rolle. Derfor vil en Thyssen og andre "krigere" - for nu at bruge hans egen terminologi - sjældent blive afvist, hvor meget han end gentager sin ode til Mærsk. Men det beviser jo ikke hans genialitet eller sandfærdighed som tænker eller stilist.
Derimod kan det i det enkelte tilfælde være salgsøkonomisk korrekt, at en kändis læses af flere end en mindre kendt. Sidstnævnte betragtning holder dog ikke over tid: For en avis, TV-station eller et forlag der konsekvent vægter kvalitet over kändis-effekt, kan meget vel ende med at få flere læsere, blot man tillige sørger for variation i stil og indhold.
Thyssen overser med andre ord, at især i tider med overskud på arbejdskraft vil ens succes på felter hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparationer og blikkenslagerarbejde ikke være et mål for kvalitet. At ”få lov” handler tværtimod om alt det som den moderne middelklasse og jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?”. Kvaliteter spiller stadig en rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden vække være en ulempe, og dels vægtes sociale forcer samt vor egen fordel ved at anerkende dig langt højere.
I private virksomheder vil man derimod altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid sælge bedre end en dårlig bil. Dvs. hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre, skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris eller misinformation, et uheldigt ry fra ældre tider eller ulighed i reklame-volumen.
Men sådan er det ikke altid i åndens verden, hvor så meget andet end kvalitet kan styre vor efterspørgsel. I særdeleshed er det meningsløst i offentlige anliggender at gøre en sådan ”calvinistisk” betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke identisk med dem der faktisk må betale gildet.
En anden side af den sociale udvælgelse som Thyssen helt overser, er det forhold at vor grad af succes ofte har at gøre med vor evne til at udnytte allerede opnåede fortrinsstillinger til at intrigere for dermed at bringe uvelkomne ”rivaler” i et umuligt lys eller i på anden vis omgå dem uden risiko.
Selv kolleger, der ikke elsker os, vil nemlig ofte se med milde eller endda "blinde" øjne på vore små intriger, for ej heller de ønsker flere bejlere med andre og måske mere glorværdige kvaliteter end deres egne. Den akademiske verden er notorisk fuld af den slags kalkulationer, og vel i dag mere end nogensinde - og modsat hos Mærsk er der her ikke en sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Naturligvis kan jeg ikke kan ane hvor megen af sin personlige lykke lige netop Ole Thyssen kan skrive på den konto, men det kan næppe passe at han er ubekendt med disse forhold.
Vore overvejelser omkring succes kan forlænges til en analyse af begrebet mislykkethed. Social-økonomisk mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte på knust livsmod, skyldfølelse, lav selvtillid, manglende opbakning fra familie og miljø, etnisk mistro osv. Den ubevidst calvinistiske Thyssen ignorerer konsekvent hele denne psykologiske flora; eller også vil han måske her indvende: ”Vel findes der også begavede skvat, ganske som der findes begavede psykopater – men det er da kun rimeligt at menneskers karakter spiller en rolle for deres sociale skæbne.”
Men en sådan betragtning ville åbne for en meget ondartet og hyklerisk strategi: Lad os som anmeldere, som medlemmer af faglige ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som forlagskonsulenter, eksaminatorer osv. spænde ben for alle de talenter, som kunne frygtes at sætte vort eget lille lys under en skæppe: For hvis de ikke kan tåle mosten, viser det at de er nogle skvat, og den slags er verden ikke tjent med. Lad stå hvad ikke kan falde...
Hvis det thyssenske kompagni imidlertid i en trængt situation vitterlig skulle betjene sig af dette argument, kan det tilbagevises som usagligt: For vist er det godt at i det mindste nogle psykopater samt andre som er inkompatible med enhver arbejdsplads, sis fra inden de når at lave ulykker. Men med i dette arguments badevand følger rigtignok en bunke mere eller mindre fortræffelige folk, hvis eneste ”karakterbrist” i givet fald er erhvervede og just beror på at vi så konsekvent spænder ben for dem – noget vi desværre langtfra altid er i stand til, men desto mere eftertrykkeligt just i de tilfælde hvor de pågældende står uden bagland og forbundsfæller.
I forlængelse af Thyssens calvinistiske betragtningsmåde kunne man endvidere sige, at jo højere løn man får, desto større må man være – og følgelig rangerer en Thyssen langt over en arbejdsløs. En sådan psykologisk mekanisme er da også en realitet: Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne og herunder tænke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden høj status som frynsegode, ville de blive meget forargede – skam ikke af grådighed, men fordi de ville føle det som en fornærmelig reduktion af deres person.
Bliver man behandlet som stjerne, kommer man hurtigt til at opleve sig som stjerne og mister snart enhver selvkritik; og behandles man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært slet ikke at blive anfægtet deraf i svage stunder. I begge tilfælde tager vi fejlagtigt og i Calvins ånd verdens dom for pålydende. Og for nu at vende os til kristendommens mindre anløbne udgaver fra før Calvins tid, kunne vi tværtimod sige: At sådan overtro er en synd mod Den Hellig Ånd.

Kompagniet af fordums marxister fra direktørhjem, som efter en opportun postmoderne periode i dag bekvemt og unuanceret hylder læren om at være sin egen lykkes smed, overser at de selv er blevet båret igennem hele vejen, bl.a. i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt, hvor universiteterne ansatte alt hvad der kunne krybe og gå. De tager med andre ord slet ikke højde for hverken konjunkturbestemt arbejdsløshed eller strukturelt bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke meningsfuldt kan henføres til uhensigtsmæssige strømninger eller offer-mentalitet.
Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst, når man kan få konsulenthonorarer samt lektor- eller professorgage uden at overanstrenge sig i sandhedens tjeneste?

KVINDERNES KRIG

Kvindernes blodige meningskrig i strid med alle FN-konventioner er underholdende og fik med Politikens Per Michael Jespersens nylige indspark et tiltrængt maskulint islæt. Men erfaringsmæssigt er det risikabelt at forsøge sig som opmand i et værtsshusslagsmål. For der sker her let det samme som jeg engang oplevede i Dyrehaven, hvor den svagere af to kæmpende hjorte i stedet kastede sig over mig, så jeg formelig måtte søge tilflugt hos dens overlegne modpart: For jeg vidste jo at jeg som kombattant var langt under hans værdighed. Muligvis digter jeg her en smule på virkeligheden on location – men mere spændende er virkeligheden altså ikke, for den er noget opreklameret .

Tidligere på året gav LA’s mand i Havanna kvinderne en uforbeholden bredside i ”Damefrokosten”, idet han noget ugalant pure frakendte kvindekønnet alle civiliserede dyder, uagtet alskens yngelplejeinstinkter. Men damerne lod ham skam galant komme til orde – på samme måde som fordums rødstrømper ofte blev neutraliseret ved at man galant indrømmede dem spalteplads nok, om ikke ligefrem til bekvemme selvmål, så dog til at afgive en grundigt forebyggende injektion af deres dengang endnu ret uorganiserede bakteriestammer. Sådan taktik kaldtes dengang ”repressiv tolerance” – men vi bør ikke gentage os selv, for det er der så mange andre små drenge i titelland der frygteligt gerne vil.
At forsøge sig som mægler er derimod anderledes betænkeligt, for i tilfælde af jævnbyrdighed mellem de stridende parter vil disse ofte enes om at bruge den rare idiot som belejlig syndebuk på konfliktløsningens alter: For begge parter kan på den vis kan aflyse eller udsætte deres slidsomme og farlige holmgang uden at tabe ansigt. PM tillod sig således at anføre, at kvindekrigen foregår i en forkælet elite af højtråbende damer. Men en samdrægtig damefront parerede prompte og overbevisende med den lige venstre, at også mændenes debatter jo mest udspilles på business class.

Ikke desto mindre kan man af og til godt få den oplevelse at en endnu meget begrænset kreds af hårdtslående damer tilstedes ubegrænset plads i forhold til hvor repræsentative de mon er. En suveræn undtagelse fra tidens overuddannede tristesse er imidlertid her den begavede skøge Susanne Møller, der spontant excellerer i hvad der ellers fattes i vort fagre nye DK: Sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke, som Storm P. kaldte det.
I den særligt brutale filial af kvindekrigen der handler om prostitution, siger fru Møller således ikke kun, hvad en og anden rapkæftet moster fra et lurmærket ”undervisitetscenter” vel også nok kunne finde ud af: Nemlig at luderen skam ikke sælger sin krop, men kun en bestemt tidsbegrænset ydelse, ganske som andre håndværkere. Nej, fru Møller tilføjer i forbifarten og helt uden Forfatterskolens endsige den sakrosankte meningspoet SUT’s velsignelse: at det hun tilbyder, bedst kan lignes med en halv times brydekamp eller nogle fælles øvelser.

På den måde får hun så at sige kastreret sine allerede i forvejen blegnæbbede modebattører ved at opløse prostitutionskrigen i en guddommelig latter, som ingen BNP-bekymrede uddannelsesministre nogensinde har taget højde for i al deres socialpædagogiske geskæftighed på nationens vegne. Samme fru Møller er for resten også en af de kvinder som man i et svagt øjeblik kunne overveje at gifte sig med – men dels er hun allerede gift, og dels hedder hun trods alt ikke Mærsk, så lige den krig dropper vi i håb om større medgift...
-------------------------------------------------------------------------

SUSANNE MØLLER, KARL MARX´ MERVÆRDI-LÆRE OG DEN KOGNITIVE SEMIOTIK

Fra Mærsk til Møller
I vort magnum opus way back "Philosophiens Univers" (C.A.Reitzel), som blev fortiet og dernæst stykkevis og delt plagieret af det philosofiske etablissement såvel som af lovende aspiranter med sans for kronisk netværkeri og fortløbende indlæring af hvad drengene på tinge p.t. taler om - thi dette er den klassiske maskuline vej til fremgang, ganske som jo alle spin-doktorer er begyndt i den samme opløbne drengeklasse fra journalisthøjskolen, og ganske som en rockerbandes ungdomsafdeling efterhånden bliver lige skrappe til alle de samme ting, med samme jargon osv., for i tidens fylde at forfremmes til partimedarbejdere og kommende departementschefstillinger og ministerposter....

– Kort sagt, i vort magnum opus fra Kierkegaards nu ligeledes posthume gamle forlag, kunne man læse…. . Åh, tillad os her en digression, idet vi kommer i tanker om Storm P.’s replikskifte: ”Hvad siger ikke Holberg?” – ”Ork - masser, masser forsikrer jeg Dem!”.

Men nu ikke flere afbrydelser, om vi må bede! Nuvel - endnu kortere sagt: I vort gamle, men ingenlunde forældede magnum opus, som i fremtidens danske philosophi-historie vil blive efterlyst som et kausalt nødvendigt missing link, der ligesom planeten Pluto først vil blive forudsagt ved logisk deduktion ud fra dens virkninger og sidenhen empirisk påvist af bibliofile arkæologer… - Åh tillad os her endnu en –denne gang dog absolut nødvendig – digression, idet vi nemlig her ikke kan udelukke den risiko, at det tværtimod vil gå vort værk som det gik med restoplaget af Anders Fogh Rasmussens magnum opus ”Minimalstaten”, der nemlig siden hen blev opkøbt og destrueret af hans eget parti Venstre, for ikke at skade dettes renommé. Den store forskel i vort analoge scenario er imidlertid her, at da vi ikke selv har noget parti, vil det i stedet være det modsatte parti der opkøber og destruerer restoplaget af vort værk.

Kort sagt, i vort gamle magnum opus står der meget, men ligesom i Holbergs tilfælde ingenlunde alt, thi skønt alt ingenlunde er kedeligt, så er "Alt" det likförbannat. – Hvilket tillader os den sidste digression, at dette skam ikke er vor eneste parallel til Holberg: Således fortæller en professor i en nylig udgivelse, at ”Holbergs problem, var at han nødig ville sige tingene på en kedsommelig måde, hvis han kunne sige dem på en morsom måde”.
Hvorvidt dette problem nu tillige er professorens eget, ville her være en ganske unødig digression at indlade sig på – hvilket ikke desto mindre gør det nødvendigt for os at tilføje, at det også ville være en højst uskøn antagelse, idet det nemlig ikke klæder mennesker – og da slet ikke en biograf – at rose andres storhed for dermed i virkeligheden tillige indirekte at rose os selv. Tværtimod er der netop storhed i at kunne rose andre for træk som man ikke selv har.

Kort sagt vil vi slet ikke indlade os på nævnte overvejelse, så lidt som på overvejelser om forskellen på humor og på den anden side den sarkasme der i pressen ofte lanceres under nævnte kategori. Kort sagt vil vi - nu hellere end posthumt - løfte fligen for det af mange bitte afsnit, hvori vi efter års inkuberen var i stand til at gennemlyse Karl Marx’ gamle begreb om ”arbejdskraftens værdi”. Marx kongstanke var her, at arbejdskraftens værdi blot vil sige hvad det koster at brødføde arbejderen og hans familie – hans arbejdes værdi er derimod langt større, og profitten (uha!) fremkommer da som forskellen mellem hans løn (arbejdskraftens værdi) og det udførte arbejdes salgsværdi. Marx' forklarer således profitten som forskellen i værdien af den vare han køber - arbejdskraften - og værdien af den vare han siden sælger: det udførte arbejde.
Vor analyse var her, at Marx ved at opfinde en særlig størrelse ”arbejdskraftens værdi” kunne føle sig som en ny Newton, der for at forklare kapitalens kosmiske urværk måtte indføre visse konstanter og visse naturlove. Arbejdsgiveren kan således sige: ”Sorry, men i henhold til ”Das Kapital” kan jeg nu engang som profitmager kun købe værdien af Deres arbejdskraft, og den er nu engang ikke nær så stor som arbejdets værdi. Men i øvrigt ønsker jeg Dem og Deres familie en rigtig god jul og et godt nytår!”.

Men i virkeligheden (lød vor bagkloge lille analytiske korrektion) er det som arbejdsgiveren køber, jo ikke en sådan abstrakt størrelse, som han aldrig selv har tænkt på: For al handel er dog per definition en bevidst transaktion. Kort sagt er det rigtignok alene det udførte arbejde der interesserer arbejdsgiveren, for det er jo produktet deraf han sidenhen skal sælge på markedet. Arbejderens forplejning er ham derimod ærlig talt temmelig fremmed.
Men heraf følger, at Marx’ uklanderlige matematik philosophisk set dog er misvisende: For hvad der sker, er reelt at arbejdsgiveren køber det udførte arbejde så billigt som muligt for dernæst at sælge produktet så dyrt som muligt. Og forskellen skyldes hverken naturlove eller ”kosmiske konstanter" såsom de to kunstigt adskilte størrelser (’arbejdets værdi’ og ’arbejdskraftens værdi’): Nej, forskellen beror alene på forholdene i jernindustrien plus elementær psykologi: I mangel på bedre alternativer vil især den uorganiserede arbejder nemlig være nødt til at affinde sig med et meget lavt bud på værdien af sit arbejde – så meget mere som han jo selv ved, at arbejdsgiveren i modsat fald pærelet kunne finde mange andre, der af de selv samme grunde ville affinde sig med lugten i bageriet.

Nuvel, kort sagt var ovenstående alene en indledning til vort egentlige ærinde med dagens tekst. Da vi nemlig ikke noksom formår at prise den lykkelige skøge Susanne Møller for både vid, karakter og skønhed, kom vi nemlig til at mindes hendes ord, at en luder ingenlunde sælger ”sig selv”, som bedemøllernes almindelige beklagelse jo lyder. Således afgiver hun ikke mere suverænitet som borger end enhver anden lønmodtager: Det som fru Møller sælger (og vi tror hende ubeset i hvert eneste ord), er alene en bestemt tidsbegrænset ydelse.

I den forbindelse – just som læseren måske aner en spirende parallel til Marx ovenfor – er det sidste chance for at indføre den digression, at fru Møller her udover elementær skarpsindighed dokumenterer morsom fantasi af den art som Gud og hvermand nu om dage tilskriver sig selv under navnet ”kreativitet”. For hør her, hvorledes hun nemlig fortsætter: Hun tillægger nemlig dernæst, at den ydelse hun tilbyder, er at betragte som ”en halv times brydekamp” eller som ”nogle fælles øvelser”.

Her kunne nogle læsere måske finde det oplagt med en digression til den nye videnskab ”kognitiv semiotik”, hvis største mysterium i øvrigt er fraværet af en ældre og ikke-kognitiv semiotik – ganske som kemikerne jo skelner mellem organisk og uorganisk kemi. Ja, faktisk gjorde en kemiker os for nylig opmærksom på denne parallel, for tværvidenskabelighed er nu engang en god ting.

Nuvel, nævnte semiotiske digression finder vi selv ikke spor oplagt, eller med Queen Victorias hyppige ord, når noget ikke behagede hende: ”We are not amused”. Ikke desto mindre bør vi ikke udelukkende gøre hvad der behager os, for der er jo også noget der hedder pligt. Så i forbindelse med disciplinen ”kognitiv semiotik” skylder vi at give at hastigt gæt på, på hvad sådan noget mon kunne være: For vi vil nemlig hævde, at dette just er hvad fru Møller fremturer med. Når tanken bevæger sig i – med Storm P.’s ord – ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”, falder skællene fra vore øjne, idet vi da straks ser forskellen på talentet og den forlæste og iso-certificerede klamphugger, som enhver samfundsstøtte kan være helt tryg ved. Det besynderlige med det velvalgte billede on location er nemlig, at på trods af at det jo kun er et billede og dermed hentet fra et helt andet gebet end det, der egentlig tales om, så bevirker det dog en øjeblikkelig præcisering og samtidig en mental energitilførsel.

Billedet leder tanken til en ganske bestemt betragtningsmåde, et bestemt aspekt, som på det omhandlede felt selv kan fremstå lidt diffust, men som ved den valgte sammenligning bliver lysklart. Energitilførslen til den mentale proces skyldes i sin tur, at billedet ofte hentes fra et mere saftigt felt end det omhandlede. Hertil kunne man nu indvende: Men gives der da noget saftigere felt end det i fru Møllers tilfælde omhandlede? Nej, men hvis nu fruen behager at udtrykke sig billedligt for at opnå nævnte præcision hinsides alle snerpede grimasser, så må hun nu engang hente sine billeder fra at andet felt end det hun egentlig taler om. Men for ikke at falde i energiniveau gælder det om dog at vælge noget, der er så saftigt og konkret som muligt: såsom ”en brydekamp” og ”nogle fælles øvelser”.

Til den indvending at her i lige dette tilfælde ligefuldt bliver tale om et energitab, trods al respekt for såvel brydekampe som fælles øvelser, må vi frelsende svare: Nuvel, men da vi samtidig finder enhver art variation opløftende, så bevirker denne uindbudte indføring af så at sige vævsfremmede områder immervæk en livgivende injektion: Thi hvad hjælper nok så præcise billeder, hvis vi ikke formår at holde os vågne under foredraget?

Et andet eksempel på ”kognitiv semiotik” kunne være, hvis vi om vor egen borgerlige karriere sagde, at vort eget kroniske lod i livet har været at ”Den pige er sgu for god til ham”. Her er det langt mere oplagt end i fru Møllers tilfælde at der sker en energitilførsel ved hjælp af saftigere emner end det der i virkeligheden sigtes til. For mens det nemlig, hvad pigerne angår, ofte har været os muligt at afslutte eller forkludre forholdene selv uden hjælp fra rivaler, så forholder det sig på ærens slagmark omvendt sådan, at højt betitlede rivaler-udi-egen-indbildning lige fra dag 1 fortløbende har tænkt om vore ideer: ”Den pige er sgu alt for god til ham!” Omtrent som hvis det pludselig faldt Marx’sølle arbejdsmand ind at ville have profit oven i hatten, på linje med direktøren for det hele – og den går sgu ikke Granberg!

Vi forudser nu, at læseren omsider har indset at kognitiv semiotik i virkeligheden er dagens emne. Intet kunne imidlertid være mere forkert, for kunden har heldigvis ikke altid ret: Således måtte også jeg f.eks. forleden sande at købt taletid til mobilen ikke kan gøres ugjort, uanset tekniske komplikationer. Nej, dagens emne er forholdet mellem plagiat og originalitet. Thi vor ovenfor gennemlyste ejendommelige parallel mellem vor marxistiske ekskurs og så fru Møllers tale om at hun kun sælger en ydelse og ikke sig selv – kunne få den indbildske krakiler til at overveje, om hun mon skulle have været inspireret af vort førnævnte apokryfe og forbudne opus magnum. Ingen antagelse kunne være mere forkert – udover den allerede kasserede antagelse, at kognitiv semiotik nok var vort egentlige ærinde.

Nuvel, hvorledes kan vi nu udelukke, at fru Møller engang må have læst i vort værk? Ja, for det første sørgede fagfæller som nævnt for billedligt talt at opkøbe restoplaget, for ikke at dette skulle komme for skade at gavne vort renommé. Men nu øjner læseren nok atter morgenlys: For vort saftige billede af den veluddannede normalitets kollektive bondesnuhed er jo atter et ufrivilligt knæfald for og et skoleeksempel på den endnu sørgeligt underkendte videnskab ”kognitiv semiotik” – eller i det mindste vor egen gisning fra hoften om, hvad en sådan videnskab mon går ud på.

Men tro os, vi lader os ikke længere distrahere fra vort egentlige ærinde, nemlig at dementere enhver forestilling om at fru Møller skulle have været inspireret af vort magnum opus. Kort sagt kan fru Møller umuligt have været inspireret af os, idet fagfæller for længst ved nævnte "restopkøb" (billedligt talt) sørgede for alene selv at blive inspirerede. For det andet er den antydede parallel allerede i sig selv så subtil, at den kræver en – beskedent sagt – ikke ubetydelig portion skarpsindighed at opdage. Hvis fru Møller virkelig (og det tror vi bestemt!) er skarpsindig nok til at gennemskue nævnte subtile parallel, så tiltror vi hende skam også evner til selv at gennemtænke sin metiers grundlove også helt uden vor hjælp.

Dette ses måske lettere ved et tænkt eksempel: Antag at en matematisk model for, hvad ved jeg i atomernes verden, viser sig at have en underfundig og dyb lighed med en matematisk model for noget helt andet. I så fald ville det være misvisende heri at se et tegn på inspiration eller lån - for hvis der på forhånd slet ingen grund var til at forvente nogen analogi, så må denne være noget som man først efterfølgende opdager. Hvad der sker, er derfor snarere, at de to forskere uafhængig af hinanden og ad aldeles forskellige veje på hver sit felt har tænkt sig frem til på overraskende vis beslægtede forestillinger.

Ihukommende det ældgamle princip om ”Occams ragekniv” – nemlig ikke at gøre sig flere hypotetiske antagelser end strengt nødvendigt for at forklare det der skal forklares – er der følgelig ingen som helst grund til at antage, at fru Møller skulle have læst vort værk. Så meget mere som nævnte emne kun var en ren biting i værket - i øvrigt helt på linje med alt andet i det værk: Thi vi er gode demokrater og hader at gøre forskel,

Men der er en tredje og sidste grund til at forkaste den antagelse, at fru Møller skulle have fået inspiration fra vort for længst i sammenbidt tavshed bandlyste værk. Og her må vi faktisk slutte af med vort sidste ufrivillige (thi vi lider tydeligvis af semiotisk inkontinens) knæfald for den kognitive semiotik: For en person der så suverænt utvungent behersker "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke", skønt hun angiveligt knapt bestiller andet fra morgen til aften end nævnte fælles gymnastiske øvelser – en sådan person tiltror vi gerne kapacitet til alt.

Det der nemlig altid adskiller plagiatoren fra den ægte vare, er at plagiatoren kan være nok så velstruktureret, klar og i særdeleshed fyldig (!) – men aldeles savner skitsens og den snarrådige intuitions helt umiskendelige fingeraftryk og associationernes uforlignelige ørneflugt. Og når desse træk alligevel undtagelsesvis findes, er det altid udvendigt og aldeles uorganisk påklistret: Hvorefter den stædige efterforsker da også snart kan finde, at der ganske rigtigt var tale om et helt bogstaveligt citat....

Modeksemplet er når genuint originale mennesker undertiden generøst citerer andre: For selv da formår de at indlejre citatet i en højere original idé, som er deres helt egen. Et eksempel kunne være de store jazzmusikere, der kunne citere fremmede, ja undertiden tilsyneladende helt vævsfremmede melodistumper på en måde, der dog understregede og berigede den melodi som de i virkeligheden improviserede over. Således kunne Art Tatum citere fra ”Rhapsody in Blue” når han spillede andre og mindre ting af Gershwin – og vel at mærke altid med den forbløffende virkning, at tilhøreren tænker: ”Ja, sådan skal den melodi jo spilles!”. Næste gang spiller han melodien på en helt anden måde, og vi siger atter: ”Ja, sådan skal den melodi spilles!” Og tredje gang hører vi måske en anden artist spille melodien lige så overbevisende på sin egen måde, og måske med helt andre citater.

Tilsvarende leverede Oscar Peterson engang sammen med en trompetist ”Take the A-train” som en vildt fejende vals – mens Errol Garner engang fik Ellingtons gamle kendingsmelodi til grangiveligt at efterligne lyden og rytmen af et damplokomotiv der starter - omtrent ligesom nogle venligt stemte læsere alt for generøst nu tiltror os evnen til en efterligning som ellers hidtil ingen autoriserede Kierkegaard-kendere er kommet blot i nærheden af... Og hermed vil vi – stoisk ihukommende at den uhelbredelige normalitets sikreste og mest trofaste kendetegn er evnen til hursomhelst at benægte fakta – selv slutte. ..

FREUD, BRAAD THOMSEN OG BLIXEN

I ANLEDNING AF BRAAD THOMSENS BLIXEN-BOG
TOLKNINGER SAMT OVERVEJELSER OM BEGREBET SUBLIMERING

En bog med en overbevisende hovedpointe og mange berigende tolkninger. Som Henriksen ender Thomsen med at tage Blixens sidste ord til sin svigerinde for pålydende, trods alt: "Fader tag den kalk fra mig..." Ja, men godt at han ikke gjorde det... Jeg køber altså de samlede indicier for en dødsbundet faderbinding, der dukkker op igen når alt går skidt helt efter Freud -drejebogen: energierne søger tilbage til tidlige fikspunkter.

Blot 3 ting:1. Dels behøver en historie ikke altid at skulle illustrere sin egen psykologiske baggrund af, jeg havde nær sagt tilfældige "dagrester" - forfatteren ved per definition selv hvad hun vil sige med historien, og det er så dens mening. Så selv om man kan sandsynliggøre en inspirationsmæssigt tvingende baggrund, er det ikke ensbetydende med at fortællingerne skal tolkes sådan, altså at dette ligefrem er budskabet. Så meget mere som læserne i så fald ikke har en kinamands chance for at forstå uden at kende hendes historie på en måde der nu engang er eftertidens privilegium. I den udstrækning Blixen bør tolkes freudiansk, betyder det således, at hun -men ikke nødvendigvis fortolkeren selv !- må være freudiáner. Og det må man så gøre plausibelt.

2. En svaghed ved allegorier i forhold til i videste forstand realistiske historier er, at allegorien påstår en sammenhæng, men slet ikke beviser den: Hvis du er operasangerinde, er det rigtignok ikke sjovt at teatret bryder i brand. Men heraf følger ikke, at sublimering er dømt til at ende katastrofalt."You can't have everyting," så hvis man udtrykker sig i allegorier, vinder man muligvis noget kunstnerisk "merværdi", men taber helt sikkert i psykologisk bevisførelse: For analogien er jo netop en påstand, for reellt er der tale om vidt forskellige fænomener - i modsætning til så at sige "real-analogier", som hvis Newton skiftede sine æbler ud med pærer, bananer eller sten. - Nuvel, dette hindrer jo ingenlunde en Blixen i (som jeg selv) rent sprogligt at være en puritaner med den gamle indstilling at "sex er noget man gør, ikke noget man taler om" (citat min bedstefar). Og den for min og senere generationer både kryptiske og kedelige abe-historie er et eksempel - men jeg kan jo kun kan sige dette fordi hun med sit "a la Greque" osv. her netop ikke taler i allegorier, men blot med omsvøb og allusioner en masse. - Og ja, den indlagte anekdote med "svigermor og kejseren af Østrig" i evigheden er for resten rigtigt, rigtigt morsom - langt hinsides fucking intrigante Bermuda & omegn.-

Mit 3 og sidste punkt er i forlængelse af 2. Selv om operabranden ikke umiddelbart evident kan oversættes til sublimeringens sammenbrud - så kunne det índrømmet godt være Blixens mening. Men i så fald bør der ikke ligefrem være modsigende omstændigheder. Jeg tænker her på, at den elskede unge sangerinde jo faktisk havde både elskere og tilbedere - men at de var for sølle. Kort sagt levede hun netop ikke i cølibat trods sin englestatus - og det samme gælder jo Blixen selv i hendes bedste afrikanske år. Den hævdvundne selvbiografiske tolkning af operabranden er jo svær at afvise som forlæg og baggrund - og så er det nærliggende at tro at hun næppe bevidst bruger den til at illustrere noget helt andet.

Ægte ubevidst drømmearbejde er jo som bekendt en anden sag. Kort sagt er der her nok kun belæg for at sige, at branden er en katastrofe der ophæver den paradisiske og utopiske tilstand af "Yes you can have everything!" til fordel for noget anderledes stykkevis og delt - idet hun, der har været i paradis, jo under ingen omstændigheder prosaisk vil nøjes med blot en af delene blot for i småborgerlig forstand at "hænge sammen" og kunne skrive et CV plat nok til at kunne bruges i det virkelige liv. Det samme tror jeg gælder Ariel-pigen i "Stormen": Drømmen om druknedødens velsignelsesrige forening er da ikke en af-sublimering, men netop sublimeringens apoteose. Blixen selv måtte jo også fravælge og betalte prisen - men ikke i form af et formeligt libidinøst sammenbrud. Det sidste sker nok ret sjældent.

Hvorfor dør Pellegrina så? Tja, det er da en god dramatisk slutning, der ligesom i din "Vertigo" bevarer gåden. Og fortidens tre parallelle spor har jo nu bogstaveligt talt indhentet hende i forsøg på at fange og fiksere hende i hver sin indbyrdes uforenelige rolle - roller der jo desuden alle er passé. I den sammenhæng kan man jo også tænke på Heloise's ord om tiden der til sidst tager alt fra kvinden.Til slut en aldeles herlig parallel, skønt jo atter så tragisk, beretning Thomsen lægger ud med Albert Aylers musik.- Også jeg kunne vel nævne forsøgsvise paralleller til både dette og hint, men dels er jeg jo mand, dels lever vi i en trods alt rig epoke. Men sjovt er det da, at når nu menneskene er så forvissede om at det at være uden for flokken er den rædsomst tænkelige skæbne - at det da alligevel ofte er just den skæbne de med sådan omhu tiltænker deres næste...

I øvrigt kan man spørge sig selv hvornår vi kan tillade os at tale om sublimering. Hvis i en drøm eller et surrealistisk skuespil to personer er indbyrdes uforenelige i den forstand at den ene aldrig optræder samtidig med den anden, så har vi her en af betingelserne – for en erstatning udelukker jo det den skulle erstatte og omvendt. Derudover må der nogle ligheder til før vi kan sige: Aha, det er dog i virkeligheden den samme i forklædning. Der må være nogle sære fællestræk og ledemotiver hinsides tilfældighed – og i tilfældet med et skuespil kunne det være symbolske småting, der i og for sig i det virkelige liv ikke ville være tungtvejende som identitetskriterier. Og endelig skal der være en åbenlys forskel: For at det samme er det samme, er der jo intet underligt ved, så at sige. Identiteten skal være paradoksal, således at påstanden derom ujmiddelbart skal virke tvivlsom.

I tilfældet med libidinøs sublimering må således på den ene side være en umiddelbar forskel i handling og bevægelser, samt i ens sociale indlejring af det: Libidinøs kunst er ikke omgærdet af samme privathed som primær libidinøs udfoldelse; aktiviteten er fysisk set en helt anden; en stor del af sindsbevægelsen også. Men udover den allerede nævnte uforenelighed og usamtidighed mellem libidinøs udfoldelse og kunst så bør der dog være noget fælles til at begrunde påstanden. Et sådant forhold kan være hvis den sublime erstatning dog ikke er mere sublim, end at den må ventes at øge sandsynligheden for en senere normal driftsopfyldelse. For ganske som meget blodrige mennesker kan udholde krævende og teknisk tørre eksamensperioder for at opnå muligheden for et vellykket verdsligt liv, gælder det den kunstneriske udfoldelse.

Imidlertid er en sådan hensigtsmæssighed ikke nok til at vi betragter al fremtidsrettet arbejdsflid som sublimeret libido. Hvis det ikke skal ligne en noget "okkult" påstand, men ejheller blot være en common sense konstatering af, at "al energi" må bruges på ens eksamensarbejde, så skal det helst smage lidt af fugl, trods al sublimering. Således kan vi jo tale om erotisk ladet musik og kunst, men næppe om erotisk ladet fysik og matematik. Hvis energien så at sige skal kunne øremærkes og genkendes ved en aha-oplevelse som "erotisk energi", så skal den dog have en mere konstant væsenskerne. Og heri ligger vel også at der ikke er så forfærdelig langt fra den sublimerende aktivitet til den aktivitet den erstatter, hvis de rette betingelser var til stede uden ledsagende komplikationer.

Husker ikke om Freud også nävner sublimering i forbindelse med aggression, eller om han anser det for forbeholdt libidoen. Men nevertheless er det undertiden en realitet. For i samme öjeblik processen udvikler eventyrlige sider og som et svävefly slippes fri af den igangsättende kraft, så glemmer man denne og tilgiver lattermildt sine agtersejlede små plageånder - indtil de i vanlig ordning sörger for at det ikke kommer på tryk- i hvert fald ikke i ens eget navn.

- I øvrigt tilsendte jeg i kollegial ånd Braad Thomsen denne kommentar, som han i hvert fald endnu ikke har protesteret mod, hvilket vi vælger at opfatte som en anbefaling - og følgelig en god grund til nu at "indvie en lidt bredere kreds end blot dig og mig" - for nu at citere en svensk jägmästare, som jeg way back overtalte til at lade afsætte et frivilligt urskovreservat i Småland.
- I øvrigt beror selv kvalificerede "kändisers" notoriske hæmning over for uopfordret fraternisering altid på en instinktiv frygt for at se deres så møjsommeligt tilkæmpede status udsat for inflation - eller det er værre. Alt sammen rørende menneskeligt og ofte nok såre velbegrundet i en verden hvor mennesket er menneskets ulv - og derfor på ingen vis nyt for denne redaktion...Allerede Freud selv turde jo heller ikke indvie Jung i sine drømme for "ikke at miste min autoritet". Hvortil så må føjes at Freud her gentog Ødipus' fejlgreb, idet netop dette præventive forbehold gjorde en ende på mesterens autoritet. I hvert fald i henhold til Jungs anekdote.

MR. GUTENBERG, I PRESUME...

Om plagiatsager

Sagen omkring Penkowa er som Stein Bagger-affæren en folkekomedie, der får os til at spørge: Hvis toppen af snyderiets isbjerg er så høj, hvor bred er da ikke bunden? Men i forlængelse af dette spørgsmål må vi nævne en anden spektakulær form for videnskabelig uredelighed: Plagiat. David Favrholdts bog om videnskabelig uredelighed for et par år siden berørte ikke emnet meget, selv om der i tidens løb også herhjemme har været dramatiske sager – såsom Bent Fausings doktordisputats og Frank Esmanns Kissinger-biografi.
Plagiatets psykologi er nu gjort vedkommende på munter vis, takket være så forskellige personager som Oberst Gadaffis akademiske doktor-søn og den nødtvungent afgåede tyske minister med det forrygende navn "Guttenberg" – der nemlig forholder sig til det gode navn "Gutenberg" på en måde der illustrerer emnet glimrende. Begges doktordisputatser blev for nylig afsløret som plagiater. Yderligere en tysk toppolitiker Koch-Mehrein er nu blevet afslkøret som "falsk doktor". Og også en fremmelig dansk medicinsk forsker er nu genstand for en undersøgelse grundet anklage for doktor-plagiat. Hvorfor sker det så ofte, hvordan går det til - og hvordan beviser man det?
Videnskabsmænd er ganske som vi andre forfængelige, samt udrustede med ofte begrundet stolthed. Videnskabens historie er selv på topniveau, fuld af plagiater, som først siden er kommet for en dag. Jeg er nået frem til fire oplagte psykologiske bud på de første to spørgsmål.
1. Ganske som ubeskyttet materiel ejendom før eller siden vil blive konfiskeret, og ganske som frugtbare lande uden en hær før eller siden vil blive besat og annekterede af større naboer, således vil også attraktiv åndelig ”ejendom” blive stjålet, hvis den er ubeskyttet. Status bliver let en besættelse, og vel oftest i det maskuline univers – og da gælder ingen regler, men desto flere tricks... Og det så meget desto mere som der jo i mange tilfælde tilkommer økonomiske motiver i forbindelse med patenter. 2. Plagiering af idéer er pærelet – og derfor desto mere uimodståelig: For mens kun en mester kan ”plagiere” et fremmed modersmål, Rachmaninovs klaverkoncerter eller et tennis-mesterskab, så kan afgørende guldkorn og tankekæder oftest stå på få linier – resten er knofedt, som enhver med sponsorering, ambition og grønt lys forude kan præstere. Og det er let at slippe godt fra det, blot man husker at omformulere det.

3. Plagiering hindres endvidere ikke af skam, for det sker oftest ubevidst: Dette beror på at et ambitiøst ego ville såre sin egen stolthed ved at indrømme over for sig selv, at dets geniale ide ikke er dets egen. Derfor er der i reglen tale om selvbedrag - og det kan forklare de groteske tilfælde hvor skurken slet intet gør for at udviske sine spor. For selv dygtige folk gennemskuer sjældent deres eget sinds irgange. Det er således mit indtryk at selv begavede ”alfa-hanner/hunner” sjældent har for megen selvkritik, jævnfør en instinktiv frygt for selvironi - undtagen i dennes kokette form med modsat fortegn. Denne iagttagelse giver god mening, for en vigtig ”alfa-egenskab” må i følge sagens natur være evnen til kronisk at ”booste” sin egen selvtillid og reducere ”rivalernes” - om så også ubevidst og under iagttagelse af urbane former: For uden denne evne kan det være svært at beholde sin dominans. 4. Idé-ran har altid det gode alibi, at ingen kan udelukke at andre nogenlunde samtidig har fået den samme idé: "Tiden var svanger" - og det er historisk veldokumenteret, at flere ofte samtidig har fået den samme lyse ide. Skulle man mod forventning blive opdaget, har man således altid denne gode forklaring at falde tilbage på.

Men hvis nu ovenstående er sandt, så burde der vel egentlig være svindlere overalt? Det er der nok også - men heldigvis er der to måder at afsløre dem på.
1. Hvis ulven og ræven ofte går i hinandens spor, behøver det ganske vist ikke at bero på snylteri: For måske jager ræven og ulven de samme byttedyr; eller måske spiser deres respektive byttedyr de samme planter; eller deres respektive byttedyrs respektive foderplanter vokser måske på de samme steder. Sammenfaldet af rævespor og ulvespor behøver derfor ikke at være udtryk for nogen slags afhængighed mellem de to rovdyr.
Men hvis nu i langt de fleste tilfælde ulven har gået først - så er den eneste rimelige forklaring den, at ræven snylter på ulvens bytterester. Men i det enkelte tilfælde kan sporenes sammenfald naturligvis bero på en af de førstnævnte årsager eller sammentræf: Ikke alle ræve er snyltere, og selv snyltende ræve snylter ikke altid.
Men tendensen taler ikke desto mindre sit entydige sprog; og således også med mennesker: Mangen toneangivende åndsfyrste har i tidens løb virtuost og anderledes fyldigt kunne sige alt hvad andre har sagt kort før; mens andre typer omvendt har haft en tilbøjelighed til på deres felt at se ting før andre – og på den vis får man aldrig kørekort som plagiator. Kort sagt: Der gives sjældent tekniske beviser, men ofte "circumstantial evidence". Denne evidens beviser måske intet i det enkelte tilfælde, men sladrer ikke desto mindre højst signifikant om, hvilken af de to kategorier man som psykologisk type tilhører.
2. Endvidere er idé-ran ofte muligt at spore psykologisk: For netop grundet menneskers ubevidsthed i deres plagiering, vil de typisk også bruge de samme karakteristiske udtryk, associationer, billeder og vendinger som forlægget. Og ganske som den nærige er akkurat lige så nidkær en forhandler hos urtekræmmeren som hos ejendomsmægleren, således gælder nemlig også her, at det store gentager afslørende sig i det små. Og sammenfald i det små og vilkårlige er langt stærkere bevis end sammenfald af en genial idé. Her er tale om en art ”magisk tænkning”, hvor man ubevidst forsøger at overtage en andens ”sjæl”. Og det ekstreme udslag af sådan ubevidst kannibalisme er de ret sjældne skandalesager, hvor vi har teknisk bevis i form af en bogstavtro kopiering langt ud over hvad selve idé-indholdet lægger op til. Sådanne sproglige ekkoer kan du derfor bruge som en art ”radioaktive sporstoffer”, der sladrer om hvor dine indfald havner. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand magen til en som hans seneste offer bar, så vil det på samme måde være et afgørende fingerpeg.

- Men selv om kommissær Columbo ikke kan være i tvivl, så kan morderen dog stadig drilsk dokumentere at alle disse beklædningsgenstande skam er lovformeligt købt og derfor ikke kan kobles teknisk til mordene. Og dokumenteret dygtige folk har dertil det alibi, at de jo før har demonstreret høje kvalifikationer og således har troværdigheden på deres side: ”For Store Mænd har rigtignok ingen grund til at stjæle fra de små.” Nej vel - men just derfor bliver sådan ubegrænset tillid altid før eller siden misbrugt: Den hyppigste form for plagiat består derfor muligvis i at etablerede stjæler fra mindre kendte – for den modsatte trafik straffes hårdt, mens folk uden megafon kan få lov at råbe i ørkenen så meget de lyster.

Videnskabens historie er fuld af eksempler på at de førende først fortier eller latterliggør og dernæst stjæler andres ideer. Læs f.eks. Bill Bryson’s videnskabshistoriske bog ”En kort historie om næsten alt”. David Favrholdt kan have ret i, at videnskabsfolk selv må være de bedst skikkede til at kritisere hinandens vandel - men har de også altid interesse i det?

Sagen er jo den at så længe vi er fair indbyrdes og kun konfiskerer fra folk udenfor hierarkiet– så kan vi let blive enige om det gamle princip om herremandens ret til den første nat: ”Ius primae noctis”. Selv i en røverbande hersker ofte moral – men den gælder i følge sagens natur kun inden for banden. Den fælles interesse vil således i reglen sejre over retsindet – og derfor behøves der anke-instanser.

I denne forbindelse skal det især huskes, at mens en nok så kluntet og konventionelt skrevet artikel i et officielt fagtidskrift regnes som uomgængelig forskning - så er det frit frem for enhver at plagiere selv nok så lysende tekster skrevet i uformelt regi. For "illegitime kombattanter" har i følge sagens natur ingen ankeinstanser eller klageorganer at henvende sig til, idet selv hæderlige officielle fagfolk ikke har mindste interesse i at indrømme deres eksistens - lige undtagen hvis de vrøvler slemt.

Og derfor har vi heller ingen interesse i fælles tyveriforsikringsordninger med de uautoriserede rivaler - som jo tværtimod mest effektivt neutraliseres ved at vi alle i fællig løbende konfiskerer deres resultater i tavshed. Med de autoriserede rivaler er det en anden sag: For vist er også de uvelkomne, men dem kan vi ikke vifte af uden dermed samtidig at undergrave vor egen autoritet, der jo er af ganske samme støbning. Nuvel, men copyright-loven gælder dog os alle - åhja, men som sagt kun i tilfælde af vidtstrakt sprogligt sammenfald.

Høj begavelse medfører ganske som al anden ”forkælelse” ofte et mere tøjlesløst begær. Og selv om man kunne tro at en gruppe af meget dygtige folk også måtte være dygtige til at gennemskue sig selv, er de ofte mindst lige så dygtige til at bekræfte hinanden i deres fælles sandheder – hvortil jo kommer at stor viljestyrke ofte spiller intellektet et puds. For hvor der er en vilje, er der også en vej.
Det er således trods vore to sikre sporingsmetoder stadig ret risikofrit at plagiere, og derfor vil det ske igen og igen - og da især i en tid hvor alle føler sig pressede til at være ”kreative” stjerner. Men det selv samme karrierehysteri vil også resultere i stadig flere plagiater af den spektakulære art. Desto mere glædeligt er det derfor at en tysk gruppe nu har udviklet en genvej til digital sporing af sådanne bogstavtro plagiater.

P.S. At ovenstående såvel som tidligere ting om samme emne er blevet omgående og kommentarløst returneret uden forbehold endsige konstruktive redaktionelle fif fra flere af vore ansete kulturaviser - må enhver tænke sit om... For ikke blot kan også denne artikel altså risikofrit plagieres af Tordensskjolds soldater; selv uden denne tragikomiske yderlighed illustrerer vor artikel dertil pointen: At hvis du ikke er autoriseret, kan du have al mulig grund til at klage og nok så sindrig evidens - men det gør ingen forskel, for som en enfoldig svensk havnearbejder engang sagde til en politiserende kollega: "Ja, jag vet, Gösta: Du har alltid varit kommunist - men det kvittar vad du säger: För det är ändå Kungen som bestämmer!"


Som et yderligere P.S. kunne vi tilføje, at når netop originale mennesker typisk er dårlige til at indgive pedantisk veldokumenterede klager, er det af den kognitive grund, at de dermed sprogligt måtte være på niveau med de typer, der egner sig mere til komisk opremsende selvpromovering end til at barsle og udvikle idéer. Kort sagt ville det indebære en skjult "indirekte meddelelse", der ville undergrave den direkte meddelelse ved at stille den i et latterligt og utroværdigt skær.

En anden grund er den sjælelige, at mens en platugle naturligvis heller ikke kvier sig spor ved at forsvare sig på enhver tænkelig vis, da hun/han per defintion ikke har sin sjæl i klemme og jo i forvejen ikke plages af fine fornemmelser - så kan den der fået sit barn kørt over, slet ikke udholde at tænke på sagen endsige køligt dokumentere forløbet, og er således psykisk desto mere forsvarsløs, jo grellere sagen er. Hun kan højst stole på at den indirekte meddelelse har sin egen umiskendelige evidens der ikke kan forfalskes af typografisk ISO-certificerede klamphuggere.

DETTE ÅR I JERUSALEM

· Johannes Riis, Bjørn Bredal (lig paven den unævneliges tvungne stedfortræder p.t. på uriasposten), Anne Knudsen samt Rektor Ralph Hemmingsen, professor Jørn Lund med en lang række andre honoratiores har omsider kastet håndklædet i ringen og sendt os en uforbeholden undskyldning på de respektive institutioners vegne for årtiers hartad systemiske mishandling, snart i offentligt og snart i privat regi - tillige med tilbud om et æresdoktorat for den formelig "atomare" og hidtil usete artikulationsgrad hvormed vi løbende gennem årene har beskrevet mekanismerne i Bermuda.

 - For kendetegnes den sande forsker ikke just af at det emne, man småligt byder ham – det udforsker han så i medfør af personlighedens langt hen ”emne-neutrale” væsen, hvorved han ender med at tilføre emnet en status, som man slet ikke havde kunnet forestille sig? Konsekvensen heraf er da også normalt den at man med den for magten egne barnlige forurettelse snarest konfiskerer resultaterne og overdrager dem til en anderledes hæderlig stileskribent. Men dette fremprovokerer nu blot en yderligere artikulationsgrad i det elementare - og i dette våbenkapløb er kopisternes kompagni dømt til at tabe før eller siden, af grunde der er akkurat lige så systemiske, som da sidstnævnte adjektiv ovenfor forekom første gang. 1. De hovedinvolveredes diplomatiske delegation tilbød os først en almindelig doktorgrad for at antyde en ordinær kommensurabilitet, som vi naturligvis ikke kunne lade os spise af med. Læg nemlig her mærke til at når anerkendelsen omsider kommer, er det gerne i form af en ubevidst uforskammethed, som brave borgere ikke ænser. Den bagvedliggende instinktive kalkule er, at hvis man afslår det tilbudte kompromis, vil man fremstå som en latterligt opblæst nar. · ‎2. For det andet gjorde vi det fra første færd klart, at trods det sene tøbruds imødesethed (for nu i forbifarten tillige af tilføre modersmålet et nyt adjektiv af lutter euforisk overskud) kan her lige så lidt som i tilfældet med Libiens udenrigsminister - for slet ikke at nævne Kadaffi-sønnerne med deres falske doktorgrader - blive tale om frit lejde, men højst om fri proces: hvilket sidste atter alene bevilges i medfør af de nødstedtes sørgelige bankerot og som en diskret og værdig gestus af overskud fra sejrherrens side. For modsat vore plebejiske modstandere har vi aldrig yndet at fremture i smagløs fornedrelse af de undertvungne, men tværtimod altid på stedet tilgivet dem, blot de til gengæld ville unde os en hjerteligt latter. · ‎3. Det fortælles da også at den store Saladiin, som nutidens arabiske herskere grundløst ynder at påberåbe sig, ved generobringen af Jerusalem 1.april 1187 bevilgede de kristne vandaler, der havde druknet byen i blod 100 år før, helt frit lejde, mod tilbagelevering af beslaglagt gods og guld. - Begrebet renter opererede man nemlig ikke med. Må vi her erindre om hvorledes Heisenberg i sine erindringer fortæller, at Niels Bohr tidligt belærte den purunge tysker om storheden i vore forfædres angelsaksiske frihedsånd - modsat den germanske ubetingede lydighed over for Stat & Kommune. Bohr fremhævede i særdeleshed højmodigheden mod såvel sejrherren som de undertvungne som den nordiske individualismes unikke dyd og den endelige sejr over det indre barbari.- Nuvel, som fremgået var denne generøsitet nu slet ingen angelsaksisk opfindelse, idet de brave og redeligt analfabetiske vikinger noget måbende havde lært den af Saladin. Måtte bestyrelsen for Bermuda besidde en lignende lærevillighed - hvilket vel i betragtning af dens vidtgående alfabetisering på godt og ondt ikke burde være noget helt urimeligt forlangende.- Tak, disse var ordene, og hermed vil vi bede delegationen om skyndsomst atter at forlade vor borg, i hvilken lejlighed vi kan forsikre dem om fuldtallig eskorte hele vejen hjem til Bermuda.

DETTE ER IKKE MUHAMMED

Med en bekendts ord er det en menneskeret at være idiot. Men bl.a.Juristen Sune Skadegård Thorsen har argumenteret for Jyllands-Postens skyld i den lidte skade på Danmarks arabiske eksport samt på vor ære ud fra tre hæderkronede principper hentet fra Romerretten og Erstatningsretten: Dels tilstedeværelsen af en uansvarlig hensigt; dels et uomtvisteligt årsagsforhold mellem den bevidste handling og den resulterende ulykke; og endelig det forhold at de vanvittige følger var om ikke tilsigtede, så dog forudsigelige for aktøren selv. Ved at hævde at misæren var en forudsigelig følge af Muhammed-tegningerne, antyder Skadegård Thorsen dog, at forløbet just var, hvad man kunne vente sig af muslimer; men også en sådan udtalelse kan opfattes som injurierende. Hvis Jyllands-Posten omvendt friholder sig med, at man netop ikke forudså reaktionen, fritager det ikke bare avisen for juridisk skyld: Den kan sågar rose sig af (at have haft) et ret harmløst billede af muslimer. Hells Angels Anderledes forholder det sig, hvis Jyllands-Posten forudså konsekvenserne. Men selv hvis det så var en forbrydelse ikke at tage højde for dem, så var det dog kun en afledt og sekundær forbrydelse: Ganske ligesom det kun ville være en afledt forbrydelse at sladre til Hells Angels om, at en navngiven person har udtrykt ønsker om broderskabets uddøen. For at sladre til Hells Angels derom er jo kun forkasteligt, forudsat at Hells Angels antages at reagere derpå som en bande psykopater. En antagelse som det ligeledes ville fornærme broderskabet at offentliggøre. Men vist kan dumdristighed være forbryderisk, selv hvis hensigten ikke er umoralsk. Sådan grov uhensigtsmæssighed kan sammenlignes med hvis en turist i et fremmed land fremturer med en gestus der i den stedelige kultur betyder “Ned med kongen!” For selv hvis turisten ikke deler nævnte holdning, så ved han udmærket, at hans ytring af de lokale vil blive opfattet som helligbrøde. Men at ytre noget, vel vidende at det vil blive opfattet som en provokation, vil jo normalt kun den gøre som vitterlig ønsker at provokere. Så bordet fanger, selv om ens ytring er harmløs i ens egen tegnverden. Accepter drilleriet Man kan altså ikke påberåbe sig immunitet i kraft af en art ‘dobbeltkontrakt’. Af samme grund klæder kvinder sig fornuftigt i lande, hvor let påklædning tages for et signal om prostitution. Teologen Katrine Winkel Holm forfægter dog den uindskrænkede ytringsfrihed: Selv bevidst blasfemi anser hun for legitim. Men denne skyldopfattelse holder med Skadegårds ord ikke i byretten, hvis også de forudsigelige konsekvenser medtænkes. Men derudover er der forskel på at drille folk for kritisable forhold, som de ovenikøbet selv er herrer over, og at åle dem for deres tro, kultur, sprog eller egenskaber som for det første er harmløse, og som de for det andet hverken selv har valgt eller formår at ændre. Folk må finde sig i at blive kritiseret og drillet for umoralsk opførsel: Hvis de klager derover, indrømmer de jo at have handlet på en måde, de ikke vil stå ved - og da rammer anklagen blot dem selv. Således udtrykte en af Københavns størrre platugler forargelse over mit brud på forretningslivets blufærdighedslov, fordi jeg havde fortalt andre at jeg igen havde været dum nok til at låne ham penge. Men at drille folk med deres tro og kultur har derimod ingen sådan moralsk og specialpræventiv pointe og kan derfor ikke blåstemples moralsk. Jyllands-Posten burde derfor under tegningerne i Magritte’s ånd have skrevet: “Dette er ikke Muhammed!” (Bragtes i Information 2007 med samme overskrift. Skønt på ingen måde i mangel af upubliceret materiale fandt jeg denne både blogegnet og dertil stadig aktuel. Mit jesuitisk sindrige "Det kan du selv være"-argument for Jyllandspostens relative uskyld har forresten siden været genbrugt af anderledes hæderkronede meningsberettigede....Jeg genlæser sjældent egne ting og slet ikke for at stedfæste ekkoer - men jeg faldt over den på nettet og så at alt var godt, eller mere ydmygt sagt sagt: Desværre ville jeg ikke kunne gøre det spor bedre i dag)

VOR TIDS HEKSEPRØVE- FRA SUSANNE MØLLER TIL PENKOWA

(Bragt i Damefrokosten 21.8)

I prostitution ser nogle gode og fornuftige kvinder et anslag mod den kvindelige værdighed. ”Kvindens ret til sin seksualitet” ses da som et skalkeskjul for alle mænds ret til sex. Imidlertid har også kvinder ret til at købe sex – hvortil jo kommer, at sælgeren bevarer retten til at sige: ”Ikke i aften skat!”
I denne profession er diskrimination nemlig tilladt: For forholdet mellem sælger og køber er ikke kun sagligt – ganske som i valget af kørelærer eller terapeut. Nogle kvinders skam over fænomenet afspejler måske deres viden om at mange gifte medsøstre i så fald også burde skamme sig: For vi skammer ikke over undtagelserne, men over de repræsentative… Vi mænd skammer os således ikke over vore pædofile ”brødre”.

Møller, Penkowa og Bjarup Riis
Det slog mig ved gensyn på Youtube af den famøse TV-duel mellem Annegrete Bjarup Riis og sexarbejderens talsmand Susanne Møller, at sidstnævnte i alle henseender gav indtryk af at være et begavet menneske: Hendes mimik, gestikulation, øjnenes livfulde spil, hendes diskrete smil, hendes måde at tale på – og det hun sagde. Hendes skriftprøver på nettet som i aviserne giver samme umiskendelige indtryk af et facetteret menneske.
Men Susanne Møller får mig også til at tænke på Milena Penkowa, inspireret af en bekendt der spøgefuldt sagde, at sidstnævnte næsten kunne ligne en estisk luder – der i parentes bemærket er talrige som Indonesiens muslimer og af samme grund ikke bør omtales nedsættende. Men selv om ingen betvivler Penkowas dygtighed, slog det mig, at hvis man sammenligner hendes fremtoning med Susanne Møllers, så ligner denne en Harvard-stjerne, mens Milena Penkowa mere ligner – Anne Grethe Bjarup Riis.

Sammenligningen kan føre os videre til at belyse, hvorfor nogle progressive kvinder ikke kan snuppe Susanne Møller. Susanne Møller er selv inde på det når hun i sin blog-prøve “En luders dagbog” sætter sig for som en art antropolog at forstå hvad der sker i hovedet på de kulturdamer der i sin tur forsøger at gøre sig kloge på, hvad der sker i Susanne Møllers hoved.Det er aldeles utvungent og så langt fra globaliserede universitetskoder et begavet menneskes forsøg på ud fra egen erfaring og intuition at analysere en gåde i hendes liv.

Susanne Møller når bl.a. frem til at kulturfolkets væmmelse ligner hendes egen skamfølelse ved synet af kvinder der lader og ydmyge af mænd og uden modstand giver afkald på deres værdighed – hvoraf hun slutter at kulturdamerne ligeledes ser hende som inkarnationen af et ligestillingsproblem.Den stakkels luder?

Det er en høflig analyse, for Susanne Møller er mand for i tavshed at føre analysen et skridt videre. Den mulighed antyder hun, når hun ofte bemærker at det er som om alle ludere for enhver pris skal være stakkels ofre der må hjælpes og umyndiggøres. For måske sætter Susanne Møller nogle gloriøst emanciperede kvinder i relief på en måde som de føler reducerende: dels fordi hun provokerende ikke behøver at gifte sig opad kulturelt, socialt eller økonomisk for at opnå selvagtelse og myndighed; og dels fordi hun ved uafficeret af andres dom at vælge et så klassisk fatalt skridt nedad i status stiller den normale emancipations lige så klassiske veje i forlegenhed.

Dette er vel undtagelsen, men for Susanne Møller åbenbart muligt, fordi hun udstråler noget som mange kvinder drømmer om: retten til at bevare sin kvindelighed uden at give køb på sin selvstændighed. Det er ikke sjovt at skulle pukle ihærdigt med ærlige og i Penkowas tilfælde også uærlige midler for ad åre at komme til tops i samfundet, gerne med en socialt magtfuld mand ved sin side – for så at overstråles af en uautoriseret der ikke kunne drømme at spille andre roller end sin egen – endsige forfalske papirer, resultater og udtalelser.

Og her når vi så frem til vor lille analyses tredje trin: Nemlig at en Susanne Møller “heksestatus” minder om den status som outsidere, alternativt uddannede samt alle hånde “uomskårne” talenter for enhver pris holdes fast i af de etablerede meningsberettigede på det pågældende felt. Ingen har interesse i at vedgå at der findes mennesker som på en mere intuitiv og erfaringsbunden baggrund når dybere ned i emnet end de selv – og så oven i købet uden at gøre stads af hverken hotte nye navne eller kendte gamle ditto – ej heller i form af nidkær pukken på kærkomne kritikpunkter, der kan bruges som stillads til selv at svinge sig støjende op.

Selv om også sådanne talenter helst vil anerkendes, falder det dem typisk ikke ind at gøre anerkendelsen til et selvstændigt projekt – og endnu mindre først at undersøge, i kraft af hvilke sociale koder anerkendelse udvirkes her i verden. Nej, de betragter tværtimod naivt anerkendelsen som en simpel psykologisk konsekvens af deres virke.De glemmer imidlertid her at tage de andres vilje i ed, den evige faktor der hedder: “Hvilken interesse har vi andre dog i at vedkende os den slags – med mindre vi da taler om noget ”Long ago and far away”, som vi selv kan bruge til i biografiens form at lade en håbefuld analogi til vor egen beskedenhed skinne igennem så tommetykt, at selv Prins Knud må fange pointen?”

Ligesom en Susanne Møller således for enhver pris må gøres til en stakkel – en stakkel som vi dog ikke desto mindre gerne fratager enhver personlig indrømmelse – ligeledes fastholder vi i kollektiv tavshed de ubudne som værende snart indbildske stakler og skrækeksempler – snart øretæveindbydende ”folkefjender”.

Nutidens hekse
Vi kan gennemføre analogien yderligere: Således er der noget ejendommeligt selvforstærkende i heksenes udstødelse af det gode selskab. For når folkefjenderne først er sat uden for, antager de skræmmende form af ikke blot ”det ukendte”, men tillige af alt hvad vi i vor rædsel og dårlige samvittighed kunne forestille os fra deres side. På samme vis må åbenlyst begavede sorte i sin tid have været en sand pestilens for en del sydstatshvide. Jo mere inderligt vi derfor forstøder dem, desto mere afskyelige vil de genopstå som truende nemesis-dæmoner. Og hadets styrke er et mål på den hadendes betrængte integritet.Middelalderens berømte “hekseprøve” er således skåret over en universel læst og er en reel konstant i menneskelivet: For desto mere overbevisende ”heksen” formår at overleve vore forsøg på at umuliggøre hendes liv, desto mere skrækslagne bliver vi for en styrke vi ikke forstår.

Nuvel, analogien til de tilværelsens ubudne bliver nu åbenlys, også hvor der er tale om mere udramatiske konstellationer. For rigtigt mange mennesker har i skole, arbejdsliv eller foreningssammenhænge oplevet, at når de først har fået status af uvelkomne fremmedlegemer, så vil alt hvad der ellers førhen ville have kvalificeret dem, nu blot yderligere bidrage til den kollektive afsky – den fortrængning hvorved vi sågar formår at ekspropriere det én gang hævdvundne i kraft af en art magisk ophævelse af fortiden til en for tanken utilgængelig dødzone, at sammenligne med om tiden før The Big Bang.

De udelukkede hekse og andre vildskud stiller ved ethvert fortrin stiller os andre i fornærmelig forlegenhed ved at devaluere vore egne fortræffeligheder og ved som ”Det Andet” at udhule vore egne ISO-certifikater. Helt jordnært kan vor iagttagelse illustreres med den velkendte erfaring, at når tidligere kolleger møder en uretfærdigt fyret medarbejder, oplever de det som noget truende, som de ikke kan have at gøre med: ”For hvor hvad er vore egne anbefalinger værd, når man kunne fyre NN?”

Det konstruktive modbillede hertil er nu, at når først man har sluppet folk ind i varmen, blegner deres frygtindgydende fremmedhed og påmindelsen om egen medskyld. Hvis heksen først lukkes ind, så vil de fortræffeligheder der før vakte vor afsky, tværtimod føles som gruppens egne fortræffeligheder: Ligesom en skoleklasse kan være stolte over den elev der har vundet en pris eller er blevet udtaget til en konkurrence på et højere niveau.

Hin enkeltes succes hævder nemlig klassen i forhold til skolens andre klasser. Ja i tilfælde med et internationalt perspektiv kan sågar hele skolen opleve at have del i hin enkeltes meritter og ære. De fortrin der hos den inkluderede således kaster ære og glans over hele gruppen, bliver derimod en lodret hån mod gruppen, når hin enkelte først er udelukket fra den.

Der er heri en næsten Blixen’sk – og derfor hartad blasfemisk – skæbneironi: For i forlængelse af samme tankegang kunne vi jo sige, at hvis blot Gud dog ville slippe Lucifer ind i himlen igen, så ville selv Lucifer atter gøre himlen hæder.Men har du først heksens status, forbliver enhver ”alternativ” retfærdiggørelse et yderligere slag i ansigtet på os. Og heri er det ikke en stakkels forfulgt Milena Penkowa, men en Susanne Møller der giver os et nutidigt antropologisk eksempel på heksens karakteristiske skæbne i Janteland. .

HAVREGRØD & STUK - OG BLIXEN...

Praktiske uheld kan være lærerige. Under eftersøgning af min nøddeknækker kom jeg til at vælte en gryde med havregrød + quinoa. Jo, sidstnævnte er helt bestemt værd at notere, men kom alligevel ikke til at gøre nogen forskel.

Under rengøringen af gulvet kommer jeg nu i min iver iver til at trampe i gryden med den resterende grød - men dét kan nu undskyldes: For hvilken normal person forventer at der står en gryde med grød på gulvet? Så langt må I følge mig, værre står det dog heller ikke til.

Men nu kommer lærdommen: Efter grødens fjernelse viste gulvet sig i en renere - ja formelig platonisk - stand end jeg mindes at have set det før: Det var selve gulvets "idé" der alkymistisk emergerede af urstoffet som ånden af sin flaske. Og det erindrede mig så atter om en bekendts gamle råd til reparation af mit gamle stukloft i K: Et lag havregrød binder og fjerner al løs stuk og maling, inden man bygger op igen. -

Nuvel, det er endnu ikke blevet til noget: For som en mand med stor jordforbindelse foretrækker jeg dog til hver en tid én skål havregrød på gulvet frem for ti skåle i loftet.

- Hvad har nu alt dette med Blixen at skaffe? Åh, en hel del, for fortæller Baronessen ikke, at djævelen i nødens stund lærte hende den lille kunst til enhver tid at forvandle ulykker og forbandelser til velsignelser.

P.S. Imidlertid var det nok klogest at vente med at lave havregrød igen, til jeg har fundet min nøddeknækker. - Læg så her mærke til dette udsagn, der isoleret talt er komplet absurd og derfor ren Zen - men som ikke desto mindre fremstår som logisk og meningsfuldt i lyset af vor indledning. Hermed har vi formået omsider at levere et skudsikkert bevis for hvad man ligesom Fermats Teorem nok har vidst i århundreder ud fra erfaring og mavefornemmelse, men uden at kunne belægge det strent logisk: Man bør altid læse brødteksten, inden man går i gang med fodnoter og efterord.

ALLAH & SONS

FRA DAMASKUS...
Arvesynden er kommet for at blive – og vi skribenter er kommet for at anmelde den. Var der ingen dårlige nyheder, måtte vi derfor selv opfinde dem, som da Jyllandsposten af lutter kedsomhed over sine kanon-ortodokse molboabonnenter foretog sit blasfemiske eksperiment med den islamiske verdens fornemmelse for pressefrihed. Selv blev jeg snydt for fornøjelsen, idet jeg selv på samme tidspunkt foretog et anderledes autentisk eksperiment on location: i Damaskus.

Meget kan man sige om de indfødte, men udover at besidde en ypperlig madkultur er de bilister af Allahs nåde og klarer sig helt uden vore egne skolastiske ritualer på vejbanen: Til Søren Krarups og andre gudsgaranterede sekularisters glæde står der nemlig intet om trafikregler i Koranen, der tværtimod giver bilisterne hvad bilisternes er. Men frem kommer man alligevel mirakuløst uskadt – i Jylland ville man derimod ryge på hospitalet og derfra blive sendt anbefalet lukt i Hjørring Statsfængsel. Myldret af fodgængere anses af motoriserede muselmænd hverken for en tilstrækkelig eller nødvendig grund til uhøfligt at forsinke betalende turister, så folk advares i stedet fortløbende, så de på lige fod med Allahs øvrige kreaturer såsom høns og duer kan nå at sprede sig – omtrent som dengang Det Røde Hav på lignende vis måtte vige for de fremstormende israelitter.

Flittig håndtering af båthornet er nemlig i verdens ældste by det magiske sesam for at bestå køreprøven samt overleve i det byzantiske virvar – og af samme årsag akkompagneres turistens færd af et kakafonisk og synkoperet lydtæppe der slående påkalder Gershwins symfoniske digt fra modernitetens eventyrlige ungdom "An American in Paris". Den glædelige barselnyhed fra det danske kongehus med dets anderledes uheldige trafikkultur blev loyalt og uden karikaturer kolporteret i Damaskus Tidende – thi Allah kender til alt, og statsoverhoveder er nu engang statsoverhoveder.

Kriminalitet kendes derimod ikke i Damaskus, så som skribent kunne jeg heldigvis benytte lejligheden til at anmelde et grovt tyveri desto mere højlydt: Thi mit kamera blev som på et flyvende tæppe borttryllet af en hastigt bortilende taxichauffør. Mon ikke han havde lært et og andet i Vesten, ja måske havde han sågar lært kunsten under et periodisk virke i Århus, hvor et par stedelige pressefotografer jo derfor på lignende vis måtte gøre en dyd af nødvendigheden og omskole sig - til karikaturtegnere.

Nå, til sagen hører, at vi først pruttede med chaufføren for i henhold til de lokales råd ikke at skubbe prisniveauet op i et for dem urimeligt leje. Men han insisterede altså på det helt frie marked, og i hans oplyste øjne var det vel os andre der opførte os som forkælede bavianer og derfor fik løn som forskyldt. Måske skiftede kameraet altså ejer med Allahs gode vilje, og det skal hermed honoreres.

Da jeg derfor på en busstation så det obligatoriske billede af den nu hedengangne præsident Assad og hans to sønner, tog jeg mig den frihed at spørge: "Who is this guy – I see his picture everywhere? Allah and his two sons, I presume – you see, our God had only one son, and they killed him. Allah is wise." Ingen krumsabler blev draget, kun et høfligt smil. Det blev anledning til en senere refleksion: Hvis man med sin facon signalerer at man forventer modpartens indforståethed med en spøg, så opfattes den ikke som en provokation. Hvis man derimod tydeligvis hverken ønsker eller forventer delagtighed, så tages ens blotte hensigt som en hån – så det er rimeligvis den distancerende udelukkelse snarere end selve ordene der sårer.

Det samme gælder nok Jyllandspostens eksperiment: "I muslimske bonderøve forstår ikke dansk humor – se selv!"Indforståethed kan dog også bringe én i uføre. Da jeg på en stationskafé så en politibetjent give en plagsom og lidet betalingsdygtig kunde et spontant los i røven, måtte jeg slå en latter op ved denne herlige utyngethed af uniformens formalitet. Thi jeg har allehånde hæmninger – blot ingen moralske: Sådan luksus har jeg ikke råd til, for nok skal man elske sine fjender, men sgu ikke på læsernes bekostning. Og på det helt frie marked gælder, at hvis man kun lønnes ringe, har man ikke den sædvanlige gode undskyldning for at skrive noget bras. Jo, Allah er vis – men hans profet skrev noget bras. Nuvel, men da ordensmagten nu skulede fælt til mig, reddede jeg mig fra anholdelse med et skuldertræk og et overbærende nik i retning mod den uheldige kunde – der skulle betyde noget i stil med: "Jeg kender ikke det menneske". Sandelig – Allah er stor.

GUDFÆDRE, NETVÆRKER OG SOCIALE REBTRICK

(Bragt som kronik i Information 31. 12)
Mimicry kaldes dyrs og planters evne til at efterligne andre arter for enten at tiltrække eller afskrække dem.
Dem, der kunne finde på at spise os, afskrækker vi enten ved at ligne arter, der omvendt kunne tænke sig at spise dem, eller ved at ligne arter, der ville give dem mavepine.
De arter, som vi selv kunne tænke os at spise, vil vi derimod tiltrække enten ved at ligne nogen, de selv gerne vil spise, eller ved at ligne nogen, de gerne vil parre sig med.
I menneskelivet findes lignende mimicry-fænomener. Mennesker ønsker at gifte sig opad også i overført betydning ved at omgås folk, der er dem overlegne i rigdom, magt, social kontaktflade, viden eller evner. Formålet er at få del i den overlegnes fordele i livet i kraft af uddelegering.
Men hvorfor skulle den rige uddelegere magt og goder? Fordi selve evnen til at gøre dette er en vigtig del af hans sociale bytteværdi: En Joakim von And gider ingen jo omgås.
Denne bytteværdi er nok det, der normalt kaldes status. Status er blevet en kliché, og ligesom med andre klicheer må vi vende bøtten og spørge: Hvad handler det egentlig om?
Fordelen ved status må være en større adgang til alle de goder i livet, som enten er af social art, eller som formidles socialt: Kort sagt næsten alle goder bortset fra helbredsfaktorer samt medfødte potentialer. Selv materielle goder er socialt formidlede for vi ansætter jo folk på deres sociale ansigt. Ja, vi kan endda antage, at social status biologisk set kun har værdi, fordi den giver bedre adgang til højere levestandard og dermed også bedre forplantningsmuligheder.
At narre fattigrøvene
Disse to goder er atter koblede på den måde, at uanset personlige egenskaber må det være vigtigt for en potentiel partner, hvilke materielle vilkår man kan tilbyde sit afkom ellers kunne gode gener endda blot føje spot til skade. Også selve vor tiltrækning til materielle fordele må vel yderst forstås i forplantningens perspektiv: Materielt gode kår giver os både længere tid og mere rum til at forplante os.
Vor overvejelse omkring status forklarer også, hvorfor den rige overhovedet kan have interesse i at give andre end den helt nære kreds del i sin rigdom. Denne krumtap er vigtig, når vi hævder, at mennesker ved en art mimicry ønsker at omgås bedre stillede ved at fremstå som deres ligemænd for at få del i deres goder. Den stenrige opdager snart forskellen; men blot du selv virker uafficeret af den og også selv yder efter ringe evne så virker din mimicry. For en stor høvding behøver mange undersåtter.
Noget lignende gælder når Dronningen gæster et firma: Hendes besøg virker som et indiskutabelt lurmærke just fordi det er under hendes værdighed at besøge enhver biks. Men firmaets vælde og adel virker atter tilbage og højner Hendes Majestæt ved et Münchhausensk trick: For et så stort firma nøjes ikke med en ringere gæst end landets ypperste.
En anden fordel ved at kende bedre stillede folk er at man dermed kommer til at ligne dem og således ikke kun får del i deres materielle fordele med den afledte status det giver, men også opnår øjeblikkelig status udadtil ved at give andre indtryk af at kunne tilbyde dem fordele som dem, de kunne opnå som ven af den virkelige rigmand.
Hvor vi først så på fordelene ved at narre (smigre) den rige, så taler vi nu om fordelene ved at kunne narre de andre fattigrøve. Men læg mærke til, at for at narre de andre fattigrøve må vi narre den rige først: For det er jo kun ved at narre ham til at omgås os som ligemænd, at vi bliver i stand til også at narre fattigrøvene til at opfatte os som hans ligemænd.
Studieværterne
Disse overvejelser er belysende for vort forhold til det offentlige livs impresarier i form af allehånde studieværter, forlæggere og andre dørvogtere. Disse forskellige gudfædre har mulighed for at forhøje andres status ved at bevilge dem eksponering, omtale og taletid. På den anden side er meget af deres egen status afledt af kvaliteten af dem, de inviterer og ophøjer.
Den blotte rå magt til at invitere giver dem nok nogen status men ikke den del man kunne kalde personlig respekt. Og derfor er det offentlige livs mange studieværter lige så afhængige af dem, de inviterer, som deres gæster er afhængige af at få lov til at mænge sig med dem offentligt.
Nuvel, vil dette så sige, at en studievært, en forlægger, en redaktør osv. uden videre ønsker at invitere de ypperste for selv at fremstå som de ypperstes ligemænd?
Næppe altid, og ved nærmere eftertanke forstår vi hvorfor: Ganske som med rigmændene er her nemlig tale om mimicry; og hvis mimicry skal virke, så må forskellen ikke være for tyk. Gudfædrene vil derfor nok gerne gifte sig opad, men ikke så højt, at forskellen bliver åbenlys. Derfor fremgår formatet hos en redaktør, forlægger eller studievært af deres naturlige præferencer.
For selv om ingen studievært vil afvise en Nobelprismodtager og den glans, denne ville tilføje hans program, så vil han dog blandt folk, der ikke har modtaget nævnte pris, ofte foretrække typer, der heller aldrig risikerer at få den. I det første tilfælde drypper nogen afledt status på degnen; hertil kommer at de to i det mindste har en helt igennem reglementeret adkomst fælles.
En bekendt og jeg lo i sin tid, så tårerne trillede, da Michael Meyerheim havde Tor Nørretranders i studiet på udgivelsesdagen for Mærk verden og profetisk sluttede af med de selvopfyldende ord:
»Tillykke med succesen!«
Michael Meyerheim tilbød således succesen i bytte for et stænk professoral parfume.
Magtens mænd
Men et helt uofficielt talent tilbyder ingen sådan returkommission og sætter endda ved sin væsensfremmedhed let en meget reglementeret modpart i komisk relief. Algebraisk udtrykt: »Jo bedre du er end mig, desto højere officiel status må du tilbyde for at neutralisere min naturlige afsky.«
Af samme grund vælger magtens mænd ofte ufarlige typer som deres højre hånd og kronprins. Men så længe gudfædrene undgår at ophøje åbenlyse tumper, vil folk bevare så megen respekt for deres dømmekraft og ærlighed, at de vil tænke:
»Hvis Gudfader virkelig kendte egnede emner til en Nobelpris eller en Oscar, så ville han rigtignok også invitere dem ergo må de, som han faktisk inviterer, også være landets ypperste. Og de, der jamrer over at være forbigåede, må følgelig være fallenter.«
Kort sagt står vi over for et paradoks: Skønt mangen gudfaders sande format måles på hans naturlige præference for det bundnormale, vil han i udøvelsen af denne præference søge at camouflere den: For både i verdens tillid til hans ærlighed og dømmekraft og i vor forventning til hans hverv ligger en tiltro til, at de som han præmierer, vitterlig er ypperlige. Og derfor vil vi slutte, at også gudfaderen må være en ypperlig person men kun hvis slagsiden ikke er for åbenlyst.
Kong Lear
Derfor ser vi i det offentlige liv en symbiose mellem gudfædre og gæster, der jobber hinandens sociale kurs op ved en art gensidig mimicry: Min modpart er som bekendt en meget stor person ergo må også jeg være ret betydelig på mit eget felt.
Den gensidige afhængighed beror på, at ingen af dem isoleret nyder lige så høj status som de opnår ved deres Münchhausenske trick. At det foregår ubevidst, er ikke mere mærkeligt end at mange psykopaters tricks udøves helt automatisk. For ganske som psykopaterne efterhånden erfarer, at selv de tykkeste løgne glider ned og derfor ikke behøver at spekulere over hvorfor sådan erfarer gudfædrene og deres gæster ligeledes, at deres rebtrick virker.
Dertil kommer, at deres forfængelighed ingen interesse har i at komme på sporet af sagens rette sammenhæng. Og derfor regner vi heller ikke med, at nogen vil gøre stads af os i anledning af dette stykke psykologisk algebra. Karen Blixen skriver et sted: »Et menneskes karakter kan bedømmes på, hvordan det ville have behandlet Kong Lear«.
Hvis hun har ret, står det rigtignok sløjt til med vor søde lille elite: For vi må konkludere, at når en af det offentlige livs gudfædre stilles over for to i hans egne øjne lige berettigede forfægtere af den samme sag, så vil han vælge den, der kan gøre gengæld med mest returkommission i kraft af renommé, fryns og sociale netværker.
Ja, selv i det tilfælde hvor den svage part er den klart mest berettigede eller sågar barnets sande mor, vil han/hun trække det korteste strå: For enhver indrømmelse af at verdslig medgang og officiel lurmærkning ikke altid er en uomtvistelig garanti, ville jo være en indrømmelse af at gudfaderens egen status så heller ikke nødvendigvis står helt til troende. Og af samme grund vil selv en hæderlig bankdirektør nok hellere præmiere en professor i astronomi end et isoleret astronomisk geni.