CEPOS' NYTÅRSKUR

I stedet for at spå om fremtiden - og da frem for alt ikke vor egen - kan vi glæde os dekadent over når tidligere profetier er gået i opfyldelse. Således har vi herfra engang moret os over CEPOS- drengene der med pueril kostskoleprosa udbasunerer ortodoks liberalisme i den tydelige forvisning, at de altså dermed indskriver sig i åndseliten og er alle pengene værd.

Forleden blev der atter moro, for Martin Klågerup fremturer som sin egen karikatur. Ja, selv Peter Wivel kolporterede i en leder forleden det budskab at folk er det værd som nogen vil betale. En ægte førstegangsliberalist - f.eks. en sær gymnasiast der selv udtænker dette from scratch - ville jeg gratulere for den tanke: for vist er det en ægte tanke - men ikke etablerede og modne mænds mekaniske og komisk selvfornøjede overtagelse deraf.

Hr. Klågerup fik heldigvis i Information kontant svar på tiltale fra Herløv Lund, arbejderbevægelsens erhvervsråd. Ja, undskyld vi sådan leger samfundsrelevante, men alt kan bruges som afsæt. Modargumentationen gik på dokumenterede fakta såsom gennemslag af social arv selv hos de bedst præsterende arbejder- og negerbørn : tænk blot på Louis Armstrong og Charlie Parker; samt på eksistensen af højst ulige arbejdsmiljøer i henseende til ulykker og helbredsrisko.

Kort sagt er lighed for loven og dermed lige ret til alle uddannelser og jobs ikke ensbetydende med lige muligheder - også selv om man skam også vil have frihed til at forvalte sine forskellige muligheder som man nu vil, herunder dumme sig, investere eller hvad nu. Alternativet urkommunisme er ikke en nødvendig følge af at undsige den ortodokse liberalisme.

Nok om den konkrete virkelighed, for den er der bedre folk til at takle. En liberal ur-tænker ville dog nok svare, at selv det med de dårlige arbejdsmiljøer skyldes at de dovne har bragt sig i en situation uden bedre valgmuligheder. De kan desuden frit nægte at arbejde, men også det har konsekvenser. Javel, men man kan jo godt have en rimelig minimumsstandard af hensyn til såvel de dovne, uforskyldte stakler samt den berømte sammenhængskraft i samfundet, dvs. også til gode for alle os andre. Uden standarder vil sikkerhedsniveau og arbejdsmiljø givetvis være ringere for langt de fleste, uanset deres flid og initiativ.

En ur-liberal ville endvidere modsat dagens dussin-kopier med et ægte dybsind kunne hævde, at resultaterne af eget arbejde principielt er ens "ejendom" i en hartad biologisk forstand: Ja, for en abe gider ikke bygge en hytte, hvis dens ret til at beholde den slet ikke respekteres - ja, selve dens intention om at bygge hytten udspringer jo af et ønske om at bruge og altså eje den, når den er færdig. Sådan opstår al menneskeskabt "ejendom", så den er per definition god nok: hyttens status af ejendom er ikke noget, vi efterfølgende vedtager i et sprognævn eller parlament. Det er et primært faktum.

I medfør af denne tankegang må man også indrømme, at hvis en anden abe vil betale mig fyrsteligt med banan-optioner for at bygge en lige så fin hytte til ham - så er det hans eget frie valg, for jeg tvinger ham ikke. Og selv hvis min byggekunst er i top, udnytter jeg nok mit specielle monopol, men jo ikke noget misliebigt monopol: altså, jeg udnytter ikke min "ejendomsret" til al dyrkbar jord eller til alle beboelige hytter i kongeriget, eller til alle arbejdspladser.

Forskellen mellem de to slags monopoler er velkendt stof: Der bliver ikke mere jord af at jordpriserne er høje, men hvis vi betaler dygtige tømrere højt, så vil flere vælge at blive tømrere snarere end at sidde og fedte med deres dumme blog; og det resulterer i flere og efterhånden billigere hytter, efterhånden som markedet mættes, og tømrere bliver lige så almindelige som bloggere. Men sikke en larm det dog vil blive med denne hamren døgnet rundt. Nå, men alt kan tilsyneladende tilgives, bare det er samfundsrelevant. Ausschwits er stjerneeksemplet.

Men når direktions-og bestyrelsesdrenge får så fyrstelige vilkår, skyldes det jo ikke at de har et ægte talent- monolpol: i realiteten er de oftest ligesom kulturpaverne uhelbredeligt normale, men har tilsammen et monopol af den forkerte slags: og derfor kan disse indbildte kritikere af fagforeninger og anden "kollektivisme" i flok vedtage at de er så og så mange millioner værd. Og da de desuden tilhører samme netværk og snart sidder i bestyrelser, snart i direktioner, så er det naturligvis i deres alles interesse at fastholde dogmet om de store mænds nødvendighed og ret til den løn de åbenbart er værd. I realiteten vedtager de deres egen løn, for det er samme folk der sidder på begge sider af forhandlingsbordet. Igen lige som i kulturlivet, råd og nævn, redaktioner osv. Mekanismerne er de samme.


Nok om emnet. Cepos-drengene indbilder sig at være åndelig elite, men de er nogle kedsommelige Sorø-drenge, selv om de da nok skal have ret i nogle ting. Det morsomste er dog at disse indbildte overmennesker ufrivilligt bekræfter vor hyppige undsigelse af den moderne medieånd: for det er blevet en demokratisk ret at være elite og stjerne, og så kommer det jævne i højsædet, for flertallet vælger i enig flok og med alle hånde alibier at udgrænse det ualmindelige. Bevares, en del virtuos trivial pursuit bliver der plads til - men det er nu også lidt træls dybest set. Cepos-folkene er altså ingen undtagelse fra tidens homogene kultur-demokrati, for også de har bare fundet en taknemmelig fold, hvor de har carte blanche som nyttige tanke-aber for velkendte interesser.
I dagens avis profeterer Klaus Riskær derimod at miljøproblemer måske vil fremtvinge en ny samfundsånd på trods af magthaverne - og at nettets betydning også dér vil være stor som stedet for nye oprør. Lad os håbe det.

Avisernes skæbne blev der ikke spået om, men nok nævnte udvanding og medie-homogenitet vil måske snart vække folks trang til noget mangfoldigt og ægte. Ja, hvem ved, det ender måske med at de vil betale os hvad vi er værd. Med al den pensionsopsparing burde det være en smal sag - men hidtil har de haft negativt monopol på at vedtage, hvor lidt vi er værd, vel vidende at vi modsat disse "elitære" flokdyr er alt for dumme til at organisere os effektivt. Hvortil kommer vor sære form for arbejdsnarkomani, der yderligere ville svække indtrykket af vor krævende positur. Det er ligesom i asymmetriske parforhold: selv om den svage part æder alt, har hun skam et ægte helvede, så hendes jammer er ikke hykleri.

OM GUDS DATTER: "Have you met miss Jones?"

Globale ateister udgiver nu i kor deres snusfornuftige skolestile i bøger og dagblade. Men den borgerlige presse mobiliserer så alle hånde vendekåber, der efter at have redet på kapitallogik,postmodernisme og alt efterfølgende nu "forsvarer" kristendommen og kommer på forsiden.

Netop fordi det på en måde huer mig, ærgrer det mig når adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter nu skal gøre sig interessante også på denne vis. De har intet rigtigt på hjerte, men assimilerer sig og scorer alt med deres vidunderlige parvenu-hæmningsløshed. De er som græshopper... At de urette siger noget vås, er kun ret og rimeligt: Det værste er derimod når de i flok siger noget sandt af aldeles udvendige grunde - og kalder det forskning: For hvad vi gør i flok og i embeds medfør, må være videnskab - ja, og vi er ovenikøbet tillige kontroversielle enere hele banden, for vi vil have: det hele...

Den sympatiske Niels Gunder fra Berlingerne præsenterede således en af landets mange Qvortrupper som "en af landets intellektuelle sværvægtere", der altså nu pludselig forsvarer folkekirken og omegn. Gunder er glad og dertil langt mere storsindet end jeg selv: altså, samme Qvortrup skriver jævnligt ret hæderlige kommentarer i Information - no offense, men ingen helt uvildige personer har nogensinde spontant sagt: "Læste du den klumme af Qvortrup i går?" .Og det er som bekendt det eneste kriterium for noget ualmindeligt.
Intellektuel sværvægter er vel noget anderledes dybt, genuint osv. end sådan at være en ung medieprofessor der snakker dueligt og normalt med om det samme som alle andre.

Nå, men det morsomme er nu, at selv den hæderlige Niels Gunder, der er for god til den efterhånden ret onde Berlinger med deres groft sagt-panel nu også på kronikpladsen, - at selv Niels Gunder åbenbart ikke længere kan tro at nogen er intellektuelt tungtvejende, hvis han eller hun ikke er adjungeret professor ved Syddansk Universitet på linie med vor tidligere omtalte super-plagiator. Dette er morsomt, for som kristen påtager den rare Gunder sig dog at kunne tro på, at Jesus var Guds søn, skønt han blot var en udstødt prædikant. Men at en filosof af nogen kvalitet ikke har et embede - se det overgår derimod langt Kierkegaards "absolutte paradoks". Og der må trods alt være måde med absurditeten.

Samme syndrom ser man i hele kulturbranchen - med risiko for at gentage vor evige omkvæd inden vort næste overraskende punkt på aftenens menu: de priser nemlig kun afdøde individualister, fordi alle andre gør det. En ener uden opbakning ville de aldrig kunne tro på. Og når de i skåltaler sorgløst namedropper til "enere" som "Johannes" (Riis), "Søren Ulrik", og hele den øvrige skattefri Bermudabande, som de ellers benægter eksistensen af - så er det ikke engang for at prale, men blot et elementært og spontant udtryk for abers helt igennem "andetstyrede" og udadvendte spejdervæsen, der slet ikke kender til at fastholde en sandhed helt uden støtte, eller blot tænke over noget helt frit uden gruppens mandsopdækning. De kan derfor heller ikke tro det muligt for andre.

Hvis sådanne naturer en dag undlader at name-droppe, da først ville det være koketteri, for det ville kræve opbydelse af stor beslutningsenergi at trodse deres naturlige og inderlige afhængighed af et anerkendt bagland. De tror derfor altid på den gud der kan tilbyde dem den bedste verdslige stilling i livet: Deres normalitet gør dem ligeledes velegnede til brede personalekontakter med hurtigte, sådan tilpas direktøragtige armbevægelser, men ikke uden en vis naivt afvæbnende charme til at forskønne deres drengede og komplet ubevidste tilløb til magtfuldkommenhed. Så er der dog mere gehalt over Niels Gunder, hvis ellers han fremover kan undvære støtte fra Farum Universitetscenter.

Nå, men for nu at være imødekommende over for de vantro, så må vi indrømme, at det ville være mærkeligt at tro, at NN var Guds søn, blot fordi NN talte ejegodt og viist: "Fru Mortensen nede i stueetagen er så ejegod og taler meget viist - så selv om hun er på bistand og venter på en hofteoperation, så må hun bestemt være Guds datter".
Ikke sandt - ræsonnementet er sympatisk, men utroligt. Endnu mere utroligt er det som sagt, at så mange brave og umiskendeligt normale mennesker formår at købe den, hvorimod de er anderledes skeptiske og vantro i deres vurdering af blot menneskelige kvaliteter uden officielt bagland og iso-certificering.

Om nævnte fru Mortensen kunne man vel nok sige: "Gid hun dog var Guds datter!". Men ikke, at hun sandsynligvis også er det. Det underliggende argument måtte i så fald være, at så god kan en almindelig dødelig ikke være. Men hvorvidt det vitterlig er lettere eller tværtimod endnu sværere for Gud at være så god, er jo ikke let at afgøre. Så kort sagt: Trods al vor sympati for den idealistisk renhjertede Kierkegaards Jesus-retorik, så vidste han jo nok på bunden, at helt uden mirakler og andet godt er troen vitterlig grebet ud af luften.

Kierkegaards og alle troendes underliggende argument må tværtimod være, at den sande Gudssøn viser sine kvaliteter på en så paradoksal og undseelig måde, at det overstiger hvad almindelige klamphuggere ville kunne bedrive af plagiater. Med andre ord en ny udgave af historien om Kong Salomons visdom: For de ydre kriterier for barnets sande moder er rigtignok subtile - men de er der ikke desto mindre.

Men mindre end Guds søn kan ofte gøre det. Forleden blev jeg således positivt overrasket af en meget stor skovejer og milliardærarving i Småland, som tidligere har truet med landsens ulykker, hvis jeg går i hans skov - hvilket ingen ellers lovligt kan forbyde. Gudskelov vidste han ikke at jeg samme dag ulovligt havde fældet en del mindre grantræer med en uhyggelig japansk foldekniv for at gavne tjuren på strategiske steder.

Nu viste han pludselig stor gæstfrihed og indviede mig i sin trofæsamling. Han havde dog aldrig skudt en tjur - for så talrige er de altså ikke. Altså en sand gentleman-jæger. Den hidtil så macho-agtige rigmand viser sig at have haft en hjerteinfarfkt, bypass-operation osv. - og værdsætter altså nu en sær og harmløs sjælsfrænde. Magtens ensomhed ...

Desværre er han imod naturreservater, fordi han frygter turisme. Men alle skovejere har desværre ikke som han råd til at lade naturhensynet styre driftsformen, og de skove bliver sgu ikke ligefrem overrendt.
Han fodrer kongeørne med skudte vildorner: Fotodokumentationen var overbevisende, og jeg får endog lov at bivåne det snart mod absolut tavshedspligt. Men jeg tror nu ikke af den grund at han er Guds søn. "Have you met miss. Jones?" God Jul!

INJURIERS BEBUDELSE...

Ligesom Det Nye Testamente ikke er helt så radikalt forskelligt fra Det gamle (i henhold til troværdige jøder), som det ofte påstås - er bloggens og de trykte meders universer nok beslægtede. De jævne vil uden tvivl med alle midler sætte sig ind i, hvorledes man "hitter" og vil endda herunder ved en art digitale netværker jobbe hinandens kurs op. De gode er ikke spor forhippede til den slags - og formår det derfor ikke den dag de vittelig skulle have begrundede ønsker om lidt hjælp. De jævne ekcellerer derimod her som overalt i netværker som livets løsen og sørger på alle digitale net-måder for at deres navne skal dukke op med alt deres person vedrørende, sågar skolestile.

En anden spådom herfra er den, at ligesom i den trykte presse er det langt lettere at komme gennem med nedrakning af andre end med noget der er godt og genuint i sin egen ret. Redaktører og andet typografisk godtfolk under dig til nød at blive stjerne for en dag, hvis du derved kan have held til at reducere en mere etableret stjerne grundigt. For i sådanne tilfælde har du så at sige verdens jalousi med dig i stedet for imod dig, hvilket er en afgørende faktor.

Vi har allerede konstateret det for vor eget vedkommende: For hvis jeg googler mig selv, kommer evig og altid et blogindlæg (oprindelig trykt i Information) om Dahl, Stjernfelt, S.U.T op - simpelt hen fordi vore fortrin her bliver brugbare og derfor så at sige tilgivelige, fordi de her bidrager mere til nævnte herrers fald end til vor egen opstigning. Passionerede fjender af d' herrer sørger altså emsigt for at den historie dukker op ved samdrægtigt daglig at klikke det frem - og velbekomme. Andre ting herfra der ofte popper op, er omvendt aldeles harmløse og skal følgelig fremhæve vore harmløse sider - som ellers ikke står i nogen høj kurs og i virkeligheden rager de fleste moderne mennesker en pap-and.

Vi tænker her på alt det med naturfredning - hvilket minder mig om, at også i pressen samt mange andre sammehænge har jeg ofte været udsat for med tilbagevendende kraft at blive gjort til "naturmand", skønt de da netop her kunne finde langt solidere fagfolk. Men se det harmløse og det fagligt ringeagtede misunder ingen dig, så det får du lov til at beholde - som om det var dybere at mene noget om spin end at vide noget om planternes formering eller noget tredje. Det er jo også derfor at den høje status af "forfatteri", filosofferi, kunstneri osv. er så ødelæggende for det genuine, der så bliver en forargelse og en trussel mod majoritetens forfængelighed.

Nå, men så kommer manipulationerne - hvor folk med omhu roses for det forkerte. Undertiden som en art deal: Således har jeg sågar oplevet at få honorar for bestilte artikler der ikke blev bragt - fordi den pågældende redaktøren for enhver pris ville undgå at det blev trykt, idet det kom for tæt på pagtens ark: ikke spor kontroversielt, men såmænd bare bedre end forventet. Altså en geskæftigt storsindet venlighed, som i virkeligheden er det modsatte. Den brave redaktør forsøgte så at gøre mig til "naturmand" - indtil han opdagede at personlighed er ret emne-neutral og derfor ikke lader sig hindre af harmløse emner: For kun jævne skribenter er et produkt af deres emner. Eksempelvis er den meste humor sarkasme og ret beset et produkt af sin kærkomne genstand. Groft sagt...

Tværtmod: Jo beskednere emne - ja gerne slet intet - desto mere afsløres de "endogene" kvaliteter: kun dårer flokkes om at skulle skrive om det alle andre har så travlt med at skulle votere om. HerreGud, lad nu Peter Høegh være - faktisk har jeg sympati for ham, netop fordi han har begået noget der er "yt"på bjerget. Måske burde man derfor læse det.

Nå, nævnte selvbedrag om "kun naturmand" kan formodentlig fungere gå så glat, fordi mange jævnere typer slet ikke kan fatte, at et menneske kan have flere lidenskaber på en gang, og derfor i forvejen nærer en art vantro overfor de de ser - og da især hvor det gælder lidenskaber uden synderlig nytteværdi for ens sociale og materielle fremgang. I ved: "Hvem er han i virkeligheden"? I en universitetsrelateret studiekreds oplevede jeg engang det samme, ligeledes bag lutter venlighed.

Det er en forståelig illusion at tingene skulle gå finere til i højere sammenhænge. Ganske som skåltaler, julefrokoster, festlige rose-taler, børnefødselsdage og andet godt er nøjagtigt ens i alle lag, så er også manipulationer og selvbedrag over alt de samme. Ikke spor mere raffinerede i højstatus- sammenhænge - snarere tværtimod, fordi folk netop lader sg narre af den høje status, også i deres egne livsløgne. Altså igen:-glem al om uddannelse og cv, især i vore dage, vor alt er netværker samt plagiater.

For nu at tage ved lære af vor sene erkendelse om det praktiske liv agter vi i de næste to indlæg at bringe groft injurierende materiale om ovennævnte stjerner på banen. Lur os, om det ikke vil hitte på Google. Men hvis vi dermod opfandt den dybe tallerken eller sågar den flade, så ville ikke en mors sjæl lade sig mærke med det - med mindre de kan tjene penge på de, hvilket desværre er svært på vort eget felt.

FORESPØRGSEL

Tro os, det er skønt at få lov til andægtig som et barn at lytte til fagfolk under fire øjne og med ret til at stille dumme spørgsmål - samt til helt at glemme sig selv. En mediciner kom herunder for skade at nævne et syndrom som man tidligere havde navngivet efter den tids begrænsede kundskaber - dvs. efter sygdommens mest påfaldende ytring, som endda ikke engang er obligatorisk. Det morede mig og kunne inspirere til en sproglig overvejelse inden for vor egen art faglighed, men desværre har jeg glemt sygdommens navn, og vor fagmand melder også pas.

Ganske vist havde han senere omtalt et lidt lignende eksempel, idet fænomenet inkontinens tidligere blev kaldt prostatisme - indtil man(?) opdagede at også kvinder kunne få det, trods mangel på prostatatakirtel. I øvrigt lyder prostatisme mere som en trosretning end som en sygdom - om ikke andet så den tro at al inkontinens beror på forstørret prostatakirtel.

Nuvel, af en eller anden grund raser jeg over ikke at kunne huske det andet syndrom. Jeg er heri lige så irrationel som når et barn i et stormagasin har tabt sin moder af syne og herefter afviser den ene elskeligt imødekommende og barnløse dame efter den anden, snart med uforstilt væmmelse, snart med knusende indifferens.

Ha, her lykkedes det os sgu at gøre ny brug af et ord i en anden sammenhæng, idet vor mediciner også nævnte medicinens brug af generelle termer i fagspecifikke betydninger. Et af disse ord var just ordet "indifferens". Jeg besluttede så som en art privat kompensation for ovennævnte erindringslakune at gøre helt ordret genbrug af min seneste anvendelse af nævnte ord i denne vor helt nye sammenhæng. Logikken heri er måske ikke spor overbevisende, men ikke desto mindre uigendrivelig.

Nå, vor mediciner nævnte også hvorledes medicinske fagfolk gerne bruger udtrykket "det store dyr i åbenbaringen" om noget positivt utopisk, stik modsat den rette bibelske brug med betydningen "anti-Krist". Lidt ligesom med udtrykket "bjørnetjeneste".
Gad vide om vor egen drøm om at huske førstnævnte medicinske syndrom beror på en art deja vue uden reelt oplevelsesgrundlag. Kan nogen derude mon hjælpe os med dette vort eget lille dyr i åbenbaringen? I må altså undskylde, men jeg har en middagsaftale og skulle nødig gå glip af forretten. Men tænk over det imens. Og samtidig kunne Weekendavisens Lars Bukdahl jo passende spekulere over, om dette mon er litteratur eller hvad. Hvem ved, måske kan vort eksempel lære ham at elske Carsten Jensen. "What is this thing called love?"

MIG OG DYNE-LARSEN

Den Sydamerikanske stat Guiyana har tilbudt Storbritanien at overtage ansvaret for deres regnskove på et areal fem gange Danmark - mod at støtte landet finansielt. Slå til, for helvede, og gør lige så med Rusland, Irak og Iran, som ganske vist mangler både skove og atombomber - for lad os ikke være smålige, men plante skov i stedet. Skovrydning andrager hersomhelst endnu i dag hele 20 % af CO2 stigningen.Også jeg tilbyder hermed ethvert ansvar for min daglige materielle drift til højstbydende moderlige instans, vel at mærke med den klausal, at min egenart herunder respekteres til fulde.

Ha, I troede lige at jeg skulle til at missionere, blot for "også" at demonstrere et uadadvendt politisk engagement. Den slags vil forblive undtagelsen, for når det gælder incitamenter til handling, er det jo urkomisk at bruge sin blog, thi i agitationens verden må man jo gå efter mængden. Derimod er kvalitet inkommensurabel med udbredelse og passer derfor langt bedre på bloggen.

Men hvad har kvalitet så at gøre med CO2? I og for sig kun lidet, men CO2 kan være en indikator for andet skidt og da i særdeleshed for reduktionen af den totale biologiske mangfoldighed.
En pige fra Seattle fortalte mig at hun blev så deprimeret som biolog at hun slog over i den politiske videnskab for at ændre skidtet indefra. Hendes største bekymring var at tabet af artrigdommen bl.a. grundet lovlig hurtige klimaskift ville medføre et tilsvarende tab af vore mentale udviklingsmuligeder - altså ganske som med tidens tab af kulturel mangfoldighed.

Den tankegang kan jeg lide i stedet for al den golde kultursnak, også selv om vi alligevel er intetanende om en masse underlige arter. Det klæder os så at sige at betragte det som helligt, og selve den tanke udvikler os eller forhindrer os i at synke ned i tidens rene dekadence i form af snart pengesmarthed, snart tom anerkendelse for dels charlatenerier, dels plagiater kaldet kultur.

Nogen burde skrive en bog om kunsten at holde bøtte - men selv gider jeg ikke og foretrækker efterhånden selv at holde bøtte, hvilket vel også er mere konsekvent. Yogier og andre har sgu ret, af og til må vi slukke for sproget og meditere på en fysisk oplevelse, farve, lyd, det rene nærvær eller hvad nu - blot vi kan undgå prætentiøse fablerier om det rene fravær, skriftens metafysik og andet nonsens.
For også finkulturen er efterhånden en ren zoologisk have af tøjlesløs menneskelig forfængelighed helt uden "grounding". Når anerkendelsen rendyrkes til et autonomt projekt i sig selv, frikoblet af andre gøremål, går det galt. Det skal føles rigtigt, og det kan andre også afgøre for os, hvis vi selv skulle komme i tvivl.

Forfængelighedens grænseløshed skulle synes at være værst hos alle os løsgængere uden en så at sige materiel social rolle i CO2-udløsende produktion - men i vore dage tror snart også den halve skare af arbejdstagere at de skal præstere et eller andet kulturagtigt for enhver pris. Og det værste med folk med påstået identitet er, at de er piskede til at leve op til den, og det kan de kun gøre på én måde i tidens målbarhedskultur.

Dyne-Larsens selvbiografi er derimod den ægte vare og anderledes rørende, for modsat al andet kultur er det vitterlig mandens egen historie, den være nu nok så trist.Eller hvad mener I om "Karriere Kafé"?

Alt er som sagt plagiater these days, for ingen får nogen skæbne, kommer i spjældet, i koncentrationslejre eller står til søs.Nej de vil blive berømte ud i den blå luft - men landsbysmeden savnede ikke anerkendelse, fo hans hestesko var gode nok, så længe ingen heste klagede. Men derfor bliver aviserne stedse kedeligere: Flere sider, længere artikler i samme sprog, samme fødselsdagstaler, samme emner, samme lukkede og beskyttede kredsløb, hvad de end gør - for generalerne lytter ikke til infanteristernes melding, og kongerne lytter ikke til generalerne.

Nej, vi vil kun høre og bekræfte os selv, selv når vi kalder det fornyelse og dobler op. Omtrent som USA og Irans atomprogram - ja, der var den sgu igen, verdenssitúationen, som vi ellers har bandlyst fra vort sublime helle. Og hvis I alligevel ikke keder jer, så er det sgu ikke på grund af verdenssituationen, men på trods af den - med al respekt for verdens larm og dennes bidrag til vor mentale udvikling ved sin blotte anderledeshed end vore egne tomme fantasier.

Til gengæld vil vi så ikke oftere høre beskyldninger om selvoptagethed, for alternativet er i længden endnu værre. I øvrigt bliver mange mennesker akkurat så selvoptagne som vi presser dem til at blive ved at kaste dem tilbage i deres udvejsløse eksistens hver gang de forsøger at komme ind i verden - hvorefter vi så kan spotte dem for nævnte brist efter devisen "Hvad sagde vi?"

Nej, gammeldags og guldalderagtigt sagt hører der "geni" til overbevisende at plagiere sig selv - dvs. det bliver noget med ledemotiver, underlige tilbagekoblende sammenfald og referencer, ja næsten en slags tankemæssige rim: Men lad det for Guds skyld ikke blive manér, og i øvrigt er det da heller intet krav.

Nå, nu skal I høre hvorfor man ikke kan bure folk inde for plagiat. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand som også hans seneste offer bar, så vil Columbo snart opdage sammenfaldet: Men som teknisk bevis holder det ikke, når ingen af genstandene konkret har tilhørt ofrene, men tværtimod alle er dokumenterede køb under reglementerede forhold og inklusive moms.

En sjælden gang er der så en Esmann, der forløber sig og stjæler et stykke gammelt wienerbrød i en butik, og så er Fanden løs i Laksegade, for det var lige godt et nummer for skrapt. Men de fleste af tidens stjerner er langt værre. De mimer kort sagt i døgndrift, men de rimer ikke - dvs. de rimer kun på hinanden. Selv deres kritikere mimer de løbende, ligesom når de indfødte med respektfuldt tøvende, men alligevel underspillet bæven spiser den frygtede slanges gift for at opnå immunitet. Men de ved det næppe selv, og de der løfter dem til stjernerne for alt det de ikke er og aldrig har været, ved formodentlig slet intet.