CEPOS' NYTÅRSKUR

I stedet for at spå om fremtiden - og da frem for alt ikke vor egen - kan vi glæde os dekadent over når tidligere profetier er gået i opfyldelse. Således har vi herfra engang moret os over CEPOS- drengene der med pueril kostskoleprosa udbasunerer ortodoks liberalisme i den tydelige forvisning, at de altså dermed indskriver sig i åndseliten og er alle pengene værd.

Forleden blev der atter moro, for Martin Klågerup fremturer som sin egen karikatur. Ja, selv Peter Wivel kolporterede i en leder forleden det budskab at folk er det værd som nogen vil betale. En ægte førstegangsliberalist - f.eks. en sær gymnasiast der selv udtænker dette from scratch - ville jeg gratulere for den tanke: for vist er det en ægte tanke - men ikke etablerede og modne mænds mekaniske og komisk selvfornøjede overtagelse deraf.

Hr. Klågerup fik heldigvis i Information kontant svar på tiltale fra Herløv Lund, arbejderbevægelsens erhvervsråd. Ja, undskyld vi sådan leger samfundsrelevante, men alt kan bruges som afsæt. Modargumentationen gik på dokumenterede fakta såsom gennemslag af social arv selv hos de bedst præsterende arbejder- og negerbørn : tænk blot på Louis Armstrong og Charlie Parker; samt på eksistensen af højst ulige arbejdsmiljøer i henseende til ulykker og helbredsrisko.

Kort sagt er lighed for loven og dermed lige ret til alle uddannelser og jobs ikke ensbetydende med lige muligheder - også selv om man skam også vil have frihed til at forvalte sine forskellige muligheder som man nu vil, herunder dumme sig, investere eller hvad nu. Alternativet urkommunisme er ikke en nødvendig følge af at undsige den ortodokse liberalisme.

Nok om den konkrete virkelighed, for den er der bedre folk til at takle. En liberal ur-tænker ville dog nok svare, at selv det med de dårlige arbejdsmiljøer skyldes at de dovne har bragt sig i en situation uden bedre valgmuligheder. De kan desuden frit nægte at arbejde, men også det har konsekvenser. Javel, men man kan jo godt have en rimelig minimumsstandard af hensyn til såvel de dovne, uforskyldte stakler samt den berømte sammenhængskraft i samfundet, dvs. også til gode for alle os andre. Uden standarder vil sikkerhedsniveau og arbejdsmiljø givetvis være ringere for langt de fleste, uanset deres flid og initiativ.

En ur-liberal ville endvidere modsat dagens dussin-kopier med et ægte dybsind kunne hævde, at resultaterne af eget arbejde principielt er ens "ejendom" i en hartad biologisk forstand: Ja, for en abe gider ikke bygge en hytte, hvis dens ret til at beholde den slet ikke respekteres - ja, selve dens intention om at bygge hytten udspringer jo af et ønske om at bruge og altså eje den, når den er færdig. Sådan opstår al menneskeskabt "ejendom", så den er per definition god nok: hyttens status af ejendom er ikke noget, vi efterfølgende vedtager i et sprognævn eller parlament. Det er et primært faktum.

I medfør af denne tankegang må man også indrømme, at hvis en anden abe vil betale mig fyrsteligt med banan-optioner for at bygge en lige så fin hytte til ham - så er det hans eget frie valg, for jeg tvinger ham ikke. Og selv hvis min byggekunst er i top, udnytter jeg nok mit specielle monopol, men jo ikke noget misliebigt monopol: altså, jeg udnytter ikke min "ejendomsret" til al dyrkbar jord eller til alle beboelige hytter i kongeriget, eller til alle arbejdspladser.

Forskellen mellem de to slags monopoler er velkendt stof: Der bliver ikke mere jord af at jordpriserne er høje, men hvis vi betaler dygtige tømrere højt, så vil flere vælge at blive tømrere snarere end at sidde og fedte med deres dumme blog; og det resulterer i flere og efterhånden billigere hytter, efterhånden som markedet mættes, og tømrere bliver lige så almindelige som bloggere. Men sikke en larm det dog vil blive med denne hamren døgnet rundt. Nå, men alt kan tilsyneladende tilgives, bare det er samfundsrelevant. Ausschwits er stjerneeksemplet.

Men når direktions-og bestyrelsesdrenge får så fyrstelige vilkår, skyldes det jo ikke at de har et ægte talent- monolpol: i realiteten er de oftest ligesom kulturpaverne uhelbredeligt normale, men har tilsammen et monopol af den forkerte slags: og derfor kan disse indbildte kritikere af fagforeninger og anden "kollektivisme" i flok vedtage at de er så og så mange millioner værd. Og da de desuden tilhører samme netværk og snart sidder i bestyrelser, snart i direktioner, så er det naturligvis i deres alles interesse at fastholde dogmet om de store mænds nødvendighed og ret til den løn de åbenbart er værd. I realiteten vedtager de deres egen løn, for det er samme folk der sidder på begge sider af forhandlingsbordet. Igen lige som i kulturlivet, råd og nævn, redaktioner osv. Mekanismerne er de samme.


Nok om emnet. Cepos-drengene indbilder sig at være åndelig elite, men de er nogle kedsommelige Sorø-drenge, selv om de da nok skal have ret i nogle ting. Det morsomste er dog at disse indbildte overmennesker ufrivilligt bekræfter vor hyppige undsigelse af den moderne medieånd: for det er blevet en demokratisk ret at være elite og stjerne, og så kommer det jævne i højsædet, for flertallet vælger i enig flok og med alle hånde alibier at udgrænse det ualmindelige. Bevares, en del virtuos trivial pursuit bliver der plads til - men det er nu også lidt træls dybest set. Cepos-folkene er altså ingen undtagelse fra tidens homogene kultur-demokrati, for også de har bare fundet en taknemmelig fold, hvor de har carte blanche som nyttige tanke-aber for velkendte interesser.
I dagens avis profeterer Klaus Riskær derimod at miljøproblemer måske vil fremtvinge en ny samfundsånd på trods af magthaverne - og at nettets betydning også dér vil være stor som stedet for nye oprør. Lad os håbe det.

Avisernes skæbne blev der ikke spået om, men nok nævnte udvanding og medie-homogenitet vil måske snart vække folks trang til noget mangfoldigt og ægte. Ja, hvem ved, det ender måske med at de vil betale os hvad vi er værd. Med al den pensionsopsparing burde det være en smal sag - men hidtil har de haft negativt monopol på at vedtage, hvor lidt vi er værd, vel vidende at vi modsat disse "elitære" flokdyr er alt for dumme til at organisere os effektivt. Hvortil kommer vor sære form for arbejdsnarkomani, der yderligere ville svække indtrykket af vor krævende positur. Det er ligesom i asymmetriske parforhold: selv om den svage part æder alt, har hun skam et ægte helvede, så hendes jammer er ikke hykleri.