TOPOLOGISKE OVERVEJELSER

 

Borneo er med eller uden sine orangutaner en halv gang større end Frankring og dermed verdens tredje største ø efter Grønland og Ny Guinea. Men den eurasiatiske landmasse er jo ret beset ligeledes omkranset af vand og lader sig følgelig som alle øer omsejle. Det er derfor alene i kraft af konspiratorisk konvention, at førstepræmien (thi ”førertrøjer” er lige så bandlyste i mit vokabularium som de lige så fortærskede tørklæder og forhuder) går til Grønland i stedet for til bemeldte retmæssige vinder.

Men dette er nu alligevel hensigtsmæssigt, idet selv de som beklager verdens uretmæssighed, ville hade fuld retfærdighed endnu mere: For selv hvis Borneo beklager sin tredjeplads, så måtte landet i henhold til fuld retfærdighed nøjes med blot at være medtaget langt nede på en alenlang og komplet uinteressant liste af ligeberettigede middelmådigheder. Men ikke nok med det: For heller ikke den eurasiatiske landmasses notoriske førsteplads - selv når vi ser genem fingre med Panama-Kanalen – er interessent, men nærmest en selvfølge.

At vinde er nemlig ret beset kun pikant forudsat et element af uretfærdighed eller ren tilfældighed som i lotteri: For hvis de bedste skulle honoreres helt retvisende, ville verden måske bare blive endnu kedeligere. Jeg mindes for resten her, dengang et medlem af den engang så hæderkronede svenske Nobel-kommité i forbindelse med årets indstillinger rammende tilføjede: ”Vi ska här inte heller glömma, at det hela samtidigt är väldigt barnsligt....”

I stedet for retfærdigheden kunne man foreslå et objektivt common sense kriterium: Hvis en landmasse består i mere end den halve klode, bør den ikke længere betragtes som en ø, idet det sørgeligt marginaliserede verdenshav tværtimod nu bør ses som en indsø i verdens-kontinentet Pangaia.

Verdenshavet kan også have form af et smalt tøndebånd af vand hele vejen rundt langs verdensskontintets grænser – et tøndebånd der følgelig (!) selv må omkranse en ø. Men tøndebåndet er stadig at betragte som en sø – og fjerner vi atter øen fra søen, bliver dette helt indlysende.

Toplogisk-matematisk set er der imidlertid ingen forskel på, om verdenshavet er større eller mindre end kontinentet: I begge tilfælde består en ”jordomsejling” i, at man uden at krydse kontinenten langs vand omskriver dets grænser. Og hvis havet indskrænkes til blot en stor sø i kontinentet, ja da vil en jordomsejling principielt foregå på akkurat samme vis. Blot er der det praktiske forhold, at så snart landmassens areal overstiger den halve klode, da vil en ”verdensomsejling” blive stadig kortere jo større kontinentet bliver: Hvorimod en verdensomsejling vil blive stadig længere ved et voksende kontinent – så længe kontinentet altså omfatter mindre end den halve klode.

Just det praktiske aspekt er grunden, til at dagligsproget ikke bruger det topologiske begreb om øer og søer, som aldeles relativerer størrelsesforholdet og dermed tillige afgørelsen af om noget kan betragtes som en ø i havet eller som et verdenskontinent med en stor indsø. Når det ligefuldt intuitivt stritter imod hårene at kalde en tur rundt i verdenskontinentets bitte indsø for en jordomsejling, så beror den fornemmelse ingenlunde på topologiske principper, men alene på de praktiske kriterier som dagligsproget må prioritere.
Uanset hvor lille verdenskontnentets indsø er, så vil en sejtur søen rundt matematisk set være at betragte som en gyldig jordomsejling. Blot ligger Jordkontinentet da på "ydersiden" af søen - hvilket i sin tur ikke er spor mystisk, idet hvor oplevelse af hvad der omskriver hvad, alene beror på størelsesforholdet og således principielt set er lige så relativt som polaritet *op-ned'i verdensrummet. 

Men topologien er sjovere end alle simultane og redundante kommentarer i ”real time” til det samme debatemne, som straks efter er rettelig glemt - så lad os fortsætte med det herligt uaktuelle spørgsmål, hvor lille et verdenskontinent kunne konstrueres på en sådan vis, at det dog forbliver topologisk umuligt at omsejle.

Svaret viser sig efter nogen eftertanke grundet som sædvanlig djævelsk lediggang er, at lyde, som følger:
Hvis nu Jordens landmasse alene bestod i to tøndebånd vinkelret stillede mod hinanden ligesom to forskellige længdegrader på en globus, eller ligesom på den ene side et tøndebånd rundt om Ækvator og et andet tøndebånd fra pol til pol: Da ville de to tøndebånd krydse hinanden og indskrive fire forskellige indsøer. Men helt uanset hvor smalle vi gør disse to rundtgående tøndebånds undselige landstrimler, så bliver det en topologisk umulighed at sejle ”rundt om landmassen”.

For hver af de fire indskrevne søer muliggør jo nok en sejlads langs en enkelt af verdens fire land sektioner, hvorimod ingen sejlads langs hele landmassens rand er mulig. Topologisk set spiller det arealforhold mellem vand og land, som både vor praktiske intuition og vor jordbundne sprogfornemmelse læner sig op ad, således ingen som helst rolle for en jordomsejlings mulighed eller umulighed.
-------------------------------
Om topologien har vi hermed tillige praktisk bevist, at hvis den ikke i forvejen fandtes, da måtte vi opfinde den: sagt med Guds egne ord om Voltaire i den svære stund, hvor Gud kom i moderne tvivl om både Moses og alle de efter denne opkaldte og ret beset noget uoplyste skikke.

OMSKÆRING UDEN HUMOR

 

Vort fra naturens hånd moderate lager af barmhjertighed må snart rationeres, når vi fra én side presses til bekymring for de som omskæres – og fra modsat side til omsorg for de stakler som ved en lov fremover måtte gå glip af denne velsignelse.

Hvis nogle jøder i al denne omsorg for de omskårne frygter anti-semitisme, så er det ikke komplet irrationelt: For det er næppe naturligt at bekymre sig om så små onder og har derfor ofte andre grunde såsom humanitær-politisk korrekthed – måske undertiden tilsat anti-semitiske islæt. De fleste omskårne jo overlever trods alt, og kun få beklager sig.

Men et symmetrisk modspørgsmål kan sandelig også stilles til de mange hædersborgere, som med landsfaderlig patos engagerer sig i denne jødiske arv uden selv at have andel i den. For også den omsorg kan forekomme affekteret og handler nok ofte om at promenere egen glorie.

Rigets berettigede kan nemlig i længden sjældent undslå sig for tillige at insistere på deres forbilledlige menneskelige værdighed: Et fænomen som Coppola skildrede i "Godfather" med en sådan skønsomhed, at filmen formåede at blive kult selv "inden for murene".

Såfremt omskæring nu alene var en muslimsk skik, ville nok knap så mange brave æresborgere gide forsvare ritualet med højstemt retorik. Nok så besynderligt er det, at skønt vort land ingenlunde savner velformulerede folk af jødisk baggrund, så fører deres grundtvigianske sympatisører an i defensoratet af deres antikke praksis: En patroniserende ambassadør-tjeneste som ville være mere motiveret i tilfælde af uuddannede minoriteter.

Fuld religionsfrihed har vi i forvejen ikke: Dyrkere af Kali eller Astarte må således ikke praktisere menneskeofring. Helt så slem er omskæring jo så ikke: Og derfor bør vi tage humorens mistelten i ed. Men det holder lige hårdt på begge sider; og man kunne retorisk spørge, om nu også den berømte jødiske humor er blevet genstand for den omskæring, som hidtil har været forhudens privilegium.

Hur som helst må det være en trøst, at man ved omskæring ikke løber samme risiko som ved henrettelser, der kan ramme uskyldige, samt amputationer, der undertiden går ud over det forkerte lem:

Sidstnævnte mulighed kan nemlig ved omskæring alene forekomme i de sjældne tilfælde, hvor et drengebarn er udrustet med et symmetrisk reserve-organ ligesom tilfældet er med nyrer, øjne og ører. Men ved sådant overskud er skaden jo dels til at leve med - dels kunne det være anledning til en eksperimentel undersøgelse af, hvorvidt omskårne organer i et livstidsperspektiv klarer sig bedre eller ringere end deres uomskårne siamesiske tvillingeorgan.

Og det minder mig sluttelig om Viktor Borge's vits: "Do you know why there are always three pedals on a grand piano? - Well, the the pedal in the middle is there to separate the two others: which might be bad news for people with three feet...."

-----------------------------------------


AFSLUTTENDE  UVIDENSKABELIG EFTERSKRIFT

 Dette mig bekendt eneste bidrag i den trælse og rent fagligt uinteressante sæsondebat med islæt af den i samme bidrag efterlyste dimension - blev som sædvanligt ukommenteret afvist af alle de aviser som i en årrække dog antog mig som bidragyder: Hvilket afføder det spørgsmål, om instanser der var så mange år om at gennemskue en sølle prætendant, ikke lige så godt kunne tage fejl nu og at have haft ret i første hug - om så også af vanvare snarere end af de rette grunde.

Man blev anerkendt, fordi man var anerkendt - og på samme i dag afvist, fordi ens udelukkelse er etableret. Snart skyldes det åndelig dovenskab ("det tilbud behøver vi ikke engang at læse"), snart kammeratlig fejhed mod bedre vidende; men for det tredje er der i vore dage en socialrealistisk hob af ubodelige praktikanter og hattedamer af begge køn indkomne med fire-toget, som med naiv oprigtighed går ud fra, at alt hvad der ikke enten er en efterligning eller en pedantisk kritik af tidligere indslag, må være i bedste fald irrelevant og måske endda skruptosset.
Alene det slet ikke at forsøge at "ligne" vil nemlig forekomme naive pratikanter akkurat lige så uafbalanceret og kikset, som det forekommer de mere garvede i branchen øretæveindbydende fornærmeligt: For standen hærges i måske endnu højere grad end moderne humaniora af løbsk kopivirksomhed helt ned i billedbrug og karakteristiske sproglige idiosynkrasier. 

Når de heldige i riget begrunder deres ret med verdens dom, kan det ses som et præsenilt tegn: For sådan åndelig slaphed tyder på at de allerede føler sig gamle - og mennesker har som bekendt den alder de selv føler. Når de heldigste af de miskendte tilsvarende lidt paradoksalt begrunder deres berettigelse med, at de skam engang nød verdens anerkendelse, så kan det indrømmet minde om, når zionister med drømme om Stor-Israel henviser til "historiske rettigheder": samt om når alternative cancer-behandlinger med omhu henviser til i autoriseret regi diagnosticerede og efterfølgende rask-erklærede cases.

Men i de alternatives paradoksale tiltro til den etablerede videnskab er der nu intet rigtigt paradoks. For mens ingen jo betvivler den etablerede diagnostiks autoritet, er der god grund til forhåndsskepsis  - men jo ingenlunde altid tilsvarende autoritative modbeviser mod - alternative kure. Og derfor er det kun følgerigtigt, når seriøse alternative behandlere i god tro alene henviser til autoritativt dokumenterede sagsforløb.   

Parallellen til de heldigste af de miskendte er desto tydeligere, idet de mest lovende og bedst dokumenterede aternative behandlinger er udarbejdede af meriterede medicinske og biokemiske forskere, der efter et traditionelt karriereforløb valgte at gå deres egne veje - med de officielle institutioners evalueringsbojkot som følge. De blev således "alternative" alene i kraft af deres udelukkelse.

 Dette beviser ganske vist ikke, at de har ret, så lidt som alverdens "miskendte" burde anerkendes - med endnu større kollegial betrængthed som følge end den, som de indtil da beklagede. Men det indikerer dog ligefuldt, at enkelte af dem måske alligevel kunne have ret. Parallellen til de heldigste af de miskendte omfatter tillige mekanismerne i deres udelukkelse: For selv om udelukkelse i nogle tilfælde sker i god og oprigtig tro, og selv om vitterlig udelukkelse mod bedre vidende nok oftest beror på de medicinske koncerners indflydelse på de forskningsinstitutioner, som de sponsorerer og ofte selv er repræsenterede i, - så har al social udelukkelse tillige en psykologisk side:
 Den som vælger at gå sine egne veje, forholder os nemlig ved sin provokerende mangel på afhængighed af vor godkendelse den højagtelse, som vi forventer - og gør sig dermed fortjent til at blive betalt med samme mønt.  Og dette gælder i særdeleshed i de tilfælde hvor vi meget vel selv ved, at den pågældende ingenlunde er så tovlig som vi indbyrdes såvel som udadtil foregiver at mene. Den ultimative straf og endegyldige løsning består i så utilgivelige tilfælde i, at vi andre generøst må tage både æren og straffen for hvad hin vankundige ved et rent tilfælde faldt over uden selv at formå at formulere endsige efterprøve og begrunde det retvisende.

Parallen til de mosisk omskårne, der forlængst er velfortjent reducerede til en indledende digression og en parentes i vor diskurs, er måske knap så indlysende. Men de vise vil nu alligevel kunne hævde, at ganske ligesom forhudens arkaiske emballage vel ikke er den aller vanskeligste ting i verden at måtte undvære - således skulle de mest velforvarede vel også nok være i stand til at leve uden tinglysning hos instanser, hvis altid inspirerende og underholdende selskab de jo i grunden på ingen vis savner i det daglige...

DETTE minder mig sluttelig om, dengang jeg sammen med en bekendt transporterede et klaver til en nyligt pensioneret psykiater fra Gentofte Sygehus. I den efterfølgende konversation med generøse drinks til såvel musikalsk chauffør og ditto assistent, spurgte jeg psykiateren, om han ikke savnede sine hospitals-kolleger. "Nej - men derimod savner jeg mine patienter...." lød svaret.
  
Og da jeg efterfølgende bragte den så velskrivende psykiatri-professor Erling Jacobsen fra Århus på bane - fortalte hans københavnske kollega, at han et par år før havde taget sit liv - vist nok som følge af vedholdende kollegial mobning just grundet sine fortrin. Så selv velfortjent anderkendelse er åbenbart ingen livsgaranti - og da især ikke hvis man forventer den fra de forkerte.