YTRINGSFRIHED - MEN NÆPPE OM PLAGIAT...

I gårdagens resumé af eget værk opregner professor Frederik Stjernfelt sammen med sin juridisk kyndige yngre arbejdsfælle Jacob Mchangama en række argumenter for og mod ytringsfrihed.

De finder herunder bl.a. frem til, at ytringsfriheden er en betingelse for retvisende information og dermed for en reel valgfrihed: I den forstand altså en primær rettighed, uden hvilken de fleste andre rettigheder mister deres mening.

Indiskubelt sandt: For når vi diskuterer at indføre eller indskrænke andre rettigheder, så giver dette jo kun mening, såfremt diskussionen foregår på et informeret grundlag med åbenhed for korrektioner af selve dette grundlag.

Tillad mig dernæst at fortælle, at ovenstående overvejelser helt eksplicit indgik i et kapitel om grunde til demokrati samt sådanne logiske minimums-rettigheder i min bog "Filosofiens Univers" (C.A.Reitzelz forlag): En filosofisk grundbog og reelt et "livsværk" med rødder fra den aller pureste ungdom - og som just Frederik Stjernfelt anmeldte i Information 1992.

Det pikante er nu, at Frederik Stjernfelt kom let om det ved i samme korte åndedrag at anmelde både ungdomsbogen "Sofies verden" og en tredje bog, hvorfor der blev tale om en diplomatisk "ikke-anmeldelse".

Denne endte dog med de forjættende ord, at for den som ville længere end filosofiens to-tre første skridt, måtte han atter anbefale Prof. Friis Johansens bog om oldtidens filosofi - som Stjernfelt nu allerede kort tid før havde viet en hel side i samme avis. En henvisning der desuden ikke gav nogen mening i forhold til et originalt filosofisk arbejde, der jo skal måles med en anden alen end et solidt historisk værk.

Dertil var beskrivelsen "filosofiens to-tre første skridt" notorisk forkert, eftersom bogen indeholder stribevis af originale forsøg (tossede eller ej): såsom f.eks. et princip-bevis mod Marx' lov om den faldende profitrate, samt en diskussion af en overset "metafysisk" mystik i Marx' gamle begreber om "arbejdskraftens værdi respektive merværdi.

Men herudover bidrag omkring en række af de klassiske filosofiske problemer foruden klargørende overvejelser om det tegnbegreb som Stjernfelt jo ligeledes siden har slået sig op på - bl.a. med en hidtil uset tese om, at alle sproglige ytringer må ses som faktuelle tilkendegivelser - herunder dem som kaldes performativer. Men også overvejelser omkring hvordan det første tegnsprog mon kunne se ud, når to kloge aber uden sprog på en øde ø første gang møder hinanden. Med mere.

Men vi behøver slet ikke langsommeligt at dokumentere, at Stjernfelts varme anbefaling af ikke at slå sig til tåls med filosofiens to-tre første trin i kravlegården må være foretaget mod bedre vidende. Nej: For når den selv samme Stjernfelt nu hele 24 år senere kan finde de selv samme overvejelser om ytringsfrihedens logiske primat værd at belære hele vor dannede offentlighed om: - da beviser dette at den unge anmelder af samme navn for 24 år siden umuligt kan have opfattet den samme tankegang som en ren bagatel.

Den omvendte rækkefølge forekommer derimod ofte, idet ørneunger, når de omsider har lettet fra reden, med foragt undgår siden at vedkende sig den efterhånden også noget svinske kravlegård, som nogle af os andre desværre grundet vore medfødte mangler nu engang er henvist til aldrig at forlade.

Krumtappen i vor bevisførelse er imidlertid, at det her netop er den modne Stjernfelt, som nu efter 24 lysår skimter glimtet fra kravlegården.

Nu kan det sagtens tænkes at Stjernfelt forlængst har glemt alt om den kravlegård, hvis to-tre første skridt åbenbart må have været syvmile-skridt. Men derimod er det uomtvisteligt, at hans ikke-anmeldelse i sin tid vitterlig var ikke alene sagligt ukorrekt, men også lodret uhæderlig og mod bedre vidende.

Nu forældes så gamle overtrædelser ganske vist strafferetligt: javel, men den pengemand der har misbrugt investorers betroede midler, må dog stadig stå til regnskab økonomisk, når forholdet kommer for en dag, idet nutiden jo ellers får lov at forlænge og fornye den gamle uret.

Den garvede kriminolog vil dog ikke standse her, men vil gå videre og slutte: At den som allerede har vist sig kapabel til én uhæderlighed i ærens fagre navn, dermed også kunne mistænkes for anden uhæderlighed i samme høje regi: Ikke mindst ihukommende at usandhed sjældent er et mål i sig selv, men i reglen et middel til at opnå fordele, som sandhedens lys desværre ville have blokeret.

Kort sagt har vi derfor ingen grund til at gøre den generøse antagelse, at såfremt Stjernfelt nu blot havde erindret støvet gammel arv og gæld, så ville han som den fortabte søn omsider have vedkendt sig kravlegårdens pædagogiske fortrin.

Men hvad mere er, så har vi grund til at tro, at den gamle usandfærdighed hos en ellers notorisk begavet og sandhedskærlig mand netop tjente til at lette den kærkomne overdragelse som bærer frugt selv så længe efter.

Retsvæsenet tager i de fleste lande viseligt højde for, at løgn ikke ligesom ytringsfriheden er en logisk primær forbrydelse, men tværtimod blot en logisk følge af den forbrydelse som nu engang fordrer mørke og dølgsmål. Og derfor dømmes en forbryder rettelig ikke hårdere, selv om han længst muligt har søgt at vildlede efterforskningen og omgå sandheden.

Vi vil derfor heller ikke dømme hårdere i vor sag, men nøjes med at påtale at her er vitterlig er foregået en ekspropriation, som åbenbart stadig står ved magt. Jeg har tidligere udtrykt en vis grund til at mistænke noget lignende i forbindelse med Søren Ulrich Thomsens og Frederik Stjernfelts bog om "Den negative opbyggelighed". Men dette skal nu være glemt - selv om det vel ikke ligefrem letter forsvaret for Djævlens advokat: såfremt nu ellers denne dygtige mand med sit hang til at tage sig endnu bedre betalt end sin travle kollega Kammeradvokaten, skulle kunne afse tid til at befatte sig med denne Dante'ske bagatel.

Åh ja: For vi på bunden anstændige mennesker er skam selv de første til at skamme os over den selvoptagethed som det fordrer at opholde offentligheden med at bevise en uret som slet ingen andre i denne verden har ondt over. Men kunne ikke også en pågreben indbrudstyv i økonomisk nød klandre den selvretfærdige villa-ejer for hans egoisme og forkælelse i denne globale jammerdal?

Jo - ideelt set. Og derfor lader mangen villaejer da også tyven slippe med skrækken og stikker ham måske endda undseligt en hund til at klæde sig lidt bedre på før hans kommende omskoling til hæderlig borger - hvilket sidste jo som rigeligt fremgået kræver sin mand..

Men i de tilfælde hvor synderen omvendt er økonomisk gunstigere stillet end offeret, forekommer en sådan human teodicé komplet håbløs, endog for for Gud selv. Ja, med mindre da tyven ligesom Blekinge-banden overdrager de konfiskerede værdier til uselviske formål. Men noget sådant har vi nu ikke hørt om i forbindelse med vor egen banale sag - som vi derfor endnu engang undskylder så uskønt selvhævdende at have bragt på bane.

Vort uselviske alibi for sådan selvretfærdig formastelse er da også hermed langt om længe at kunne indfri Frederik Stjernfelts forjættende efterlysning i sin tid af et udvidet filosofisk kursus. Jo sandelig: Den som søger, skal finde - og hvem ved: Måske om små 24 år.....

NB. Professor Jacob Mcangama er utvivlsomt helt uden indsyn i de her beskrevne forhold.