I
gårdagens resumé af eget værk opregner professor Frederik
Stjernfelt sammen med sin juridisk kyndige yngre arbejdsfælle Jacob
Mchangama en
række argumenter for og mod ytringsfrihed.
De
finder herunder bl.a. frem til, at ytringsfriheden er en betingelse
for retvisende information og dermed for en reel valgfrihed: I den
forstand altså en primær rettighed, uden hvilken de fleste andre
rettigheder mister deres mening.
Indiskubelt
sandt: For når vi diskuterer at indføre eller indskrænke andre
rettigheder, så giver dette jo kun mening, såfremt diskussionen
foregår på et informeret grundlag med åbenhed for korrektioner af
selve dette grundlag.
Tillad
mig dernæst at fortælle, at ovenstående overvejelser helt
eksplicit indgik i et kapitel om grunde til demokrati samt sådanne
logiske minimums-rettigheder i min bog "Filosofiens Univers"
(C.A.Reitzelz forlag): En filosofisk grundbog og reelt et "livsværk"
med rødder fra den aller pureste ungdom - og som just Frederik
Stjernfelt anmeldte i Information 1992.
Det
pikante er nu, at Frederik Stjernfelt kom let om det ved i samme
korte åndedrag at anmelde både ungdomsbogen "Sofies verden"
og en tredje bog, hvorfor der blev tale om en diplomatisk
"ikke-anmeldelse".
Denne
endte dog med de forjættende ord, at for den som ville længere end
filosofiens to-tre første skridt, måtte han atter anbefale Prof.
Friis Johansens bog om oldtidens filosofi - som Stjernfelt nu
allerede kort tid før havde viet en hel side i samme avis. En
henvisning der desuden ikke gav nogen mening i forhold til et
originalt filosofisk arbejde, der jo skal måles med en anden alen
end et solidt historisk værk.
Dertil
var beskrivelsen "filosofiens to-tre første skridt"
notorisk forkert, eftersom bogen indeholder stribevis af originale
forsøg (tossede eller ej): såsom f.eks. et princip-bevis mod Marx'
lov om den faldende profitrate, samt en diskussion af en overset
"metafysisk" mystik i Marx' gamle begreber om
"arbejdskraftens værdi respektive merværdi.
Men
herudover bidrag omkring en række af de klassiske filosofiske
problemer foruden klargørende overvejelser om det tegnbegreb som
Stjernfelt jo ligeledes siden har slået sig op på - bl.a. med en
hidtil uset tese om, at alle sproglige ytringer må ses som faktuelle
tilkendegivelser - herunder dem som kaldes performativer. Men også
overvejelser omkring hvordan det første tegnsprog mon kunne se ud,
når to kloge aber uden sprog på en øde ø første gang møder
hinanden. Med mere.
Men
vi behøver slet ikke langsommeligt at dokumentere, at Stjernfelts
varme anbefaling af ikke at slå sig til tåls med filosofiens to-tre
første trin i kravlegården må være foretaget mod bedre vidende.
Nej: For når den selv samme Stjernfelt nu hele 24 år senere kan
finde de selv samme overvejelser om ytringsfrihedens logiske primat
værd at belære hele vor dannede offentlighed om: - da beviser dette
at den unge anmelder af samme navn for 24 år siden umuligt kan have
opfattet den samme tankegang som en ren bagatel.
Den
omvendte rækkefølge forekommer derimod ofte, idet ørneunger, når
de omsider har lettet fra reden, med foragt undgår siden at vedkende
sig den efterhånden også noget svinske kravlegård, som nogle af os
andre desværre grundet vore medfødte mangler nu engang er henvist
til aldrig at forlade.
Krumtappen
i vor bevisførelse er imidlertid, at det her netop er den modne
Stjernfelt, som nu efter 24 lysår skimter glimtet fra kravlegården.
Nu
kan det sagtens tænkes at Stjernfelt forlængst har glemt alt om den
kravlegård, hvis to-tre første skridt åbenbart må have været
syvmile-skridt. Men derimod er det uomtvisteligt, at hans
ikke-anmeldelse i sin tid vitterlig var ikke alene sagligt ukorrekt,
men også lodret uhæderlig og mod bedre vidende.
Nu
forældes så gamle overtrædelser ganske vist strafferetligt: javel,
men den pengemand der har misbrugt investorers betroede midler, må
dog stadig stå til regnskab økonomisk, når forholdet kommer for en
dag, idet nutiden jo ellers får lov at forlænge og fornye den gamle
uret.
Den
garvede kriminolog vil dog ikke standse her, men vil gå videre og
slutte: At den som allerede har vist sig kapabel til én uhæderlighed
i ærens fagre navn, dermed også kunne mistænkes for anden
uhæderlighed i samme høje regi: Ikke mindst ihukommende at usandhed
sjældent er et mål i sig selv, men i reglen et middel til at opnå
fordele, som sandhedens lys desværre ville have blokeret.
Kort
sagt har vi derfor ingen grund til at gøre den generøse antagelse,
at såfremt Stjernfelt nu blot havde erindret støvet gammel arv og
gæld, så ville han som den fortabte søn omsider have vedkendt sig
kravlegårdens pædagogiske fortrin.
Men
hvad mere er, så har vi grund til at tro, at den gamle
usandfærdighed hos en ellers notorisk begavet og sandhedskærlig
mand netop tjente til at lette den kærkomne overdragelse som bærer
frugt selv så længe efter.
Retsvæsenet
tager i de fleste lande viseligt højde for, at løgn ikke ligesom
ytringsfriheden er en logisk primær forbrydelse, men tværtimod blot
en logisk følge af den forbrydelse som nu engang fordrer mørke og
dølgsmål. Og derfor dømmes en forbryder rettelig ikke hårdere,
selv om han længst muligt har søgt at vildlede efterforskningen og
omgå sandheden.
Vi
vil derfor heller ikke dømme hårdere i vor sag, men nøjes med at
påtale at her er vitterlig er foregået en ekspropriation, som
åbenbart stadig står ved magt. Jeg har tidligere udtrykt en vis
grund til at mistænke noget lignende i forbindelse med Søren Ulrich
Thomsens og Frederik Stjernfelts bog om "Den negative
opbyggelighed". Men dette skal nu være glemt - selv om det vel
ikke ligefrem letter forsvaret for Djævlens advokat: såfremt nu
ellers denne dygtige mand med sit hang til at tage sig endnu bedre
betalt end sin travle kollega Kammeradvokaten, skulle kunne afse tid
til at befatte sig med denne Dante'ske bagatel.
Åh
ja: For vi på bunden anstændige mennesker er skam selv de første
til at skamme os over den selvoptagethed som det fordrer at opholde
offentligheden med at bevise en uret som slet ingen andre i denne
verden har ondt over. Men kunne ikke også en pågreben indbrudstyv i
økonomisk nød klandre den selvretfærdige villa-ejer for hans
egoisme og forkælelse i denne globale jammerdal?
Jo
- ideelt set. Og derfor lader mangen villaejer da også tyven slippe
med skrækken og stikker ham måske endda undseligt en hund til at
klæde sig lidt bedre på før hans kommende omskoling til hæderlig
borger - hvilket sidste jo som rigeligt fremgået kræver sin mand..
Men
i de tilfælde hvor synderen omvendt er økonomisk gunstigere stillet
end offeret, forekommer en sådan human teodicé komplet håbløs,
endog for for Gud selv. Ja, med mindre da tyven ligesom
Blekinge-banden overdrager de konfiskerede værdier til uselviske
formål. Men noget sådant har vi nu ikke hørt om i forbindelse med
vor egen banale sag - som vi derfor endnu engang undskylder så
uskønt selvhævdende at have bragt på bane.
Vort
uselviske alibi for sådan selvretfærdig formastelse er da også
hermed langt om længe at kunne indfri Frederik Stjernfelts
forjættende efterlysning i sin tid af et udvidet filosofisk kursus.
Jo sandelig: Den som søger, skal finde - og hvem ved: Måske om små
24 år.....
NB.
Professor Jacob Mcangama er utvivlsomt helt uden indsyn i de her
beskrevne forhold.
No comments:
Post a Comment