Monday, March 05, 2007

THIS CAN''T BE LOVE

Sig ikke at det store og det små ikke hænger sindrigt sammen. I dag skal jeg omsider formalisere en gammel kærlighedshistorie - men bare rolig alle fans, så slemt som I frygter, er det dog endnu ikke, for dels er vi frisindede, dels drejer det sig kun om motorkøretøjer. Strafferammen for uhjemlet bilkørsel overstiger nemlig, selv hos rutinerede forbrydere med fornuftig promille, efterhånden prisen for et kørekort. Vort opbyggelige eksempel beviser tillige sandheden i straffenes generalpræventive sigte. Kun mord ville muligvis ikke blive almindeligere hvis det var tilladt, thi i så fald ville den private vendetta nok bare træde i stedet.
Men den store sammenhæng? Jo, vi læser i dagens aviser om Blekingegade-bandens globale prætentioner - og det er just i Blekingegade, at min egen lovliggørelse beregnes at finde sted, helst i ekspresfart, hvilket sidste dog som bekendt også kunne uføre os bag tremmer. Men paradoksale konsekvenser i livet er vort speciale, herunder at vi publicerer på bloggen, mens allehånde klatrere får både penge og status for at efterligne det samme, for i DK er vi nu alle autoriserede "-loger" af enhver art, så snart vi har læst den samme bog - nå, nu begynder vi vist at efterligne os selv, så lad os gå videre med juraen.
Men hvor ligger så Blekingegade? Én ting er sikkert: Ganske som Frankrigsgade ikke ligger i Frankrig, ligger den ikke i det smukke Blekinge. Ak, denne forførende svenske skønhed der får os til uden at blinke at kaste alle fornuftige dispositioner over bord og forvandle vort øvrige liv til et hængeparti, lige så fornærmende for vor omverden som for os selv. Hvor fornærmende for omverdenen? Jo, for vor egen skyggeeksistens kan ved reliefvirkningen sætte andres succes i relief som noget omtrent forbryderisk eller som fake - jeg har set det især hos yngre "förmåger" i den uskyldige fase, før intrigeland har sovset dem godt ind i hinanden og de bonede gulve: en art sympatisk forlegenhed, for det er jo slet ikke deres skyld, og det er for såvidt en art uretfærdighed fra min side utilsigtet at bringe dem i ledtog med "verdens uretfærdighed". Men hvad fanden skal vi gøre ved det? Så vi fortsætter ufortrødent. Men det motoriserede hængeparti får dog nu sin afslutning.
Blekingegade ligger langtfra i Blekinge, men på Amagers værste stenbro, men så kan man vel bedre koncentrere sig om kørestoffet. Den store sammenhæng er nu at ulovlighederne således synes at tiltrække hinanden på udvalgte locations med en vis selvironisk bevidsthed om deres egen komplette uskønhed ("Blekinge") Omtrent som når lejemorderne ser der deres offer i døden med et kammeratligt smil og en kultiveret og vittig replik, som modparten vil kunne værdsætte i en roligere stund - der da også snart indfinder sig.
Den anden store sammenhæng er, at tingene sjældent er hvad de foregiver at være, og således siges det sorte stof i universet nu at udgøre broderparten. Omtrent som bloggen i forhold til "Den sorte Diamant", så at sige. "This can't be love".
Åh, sig ikke det, for tingene kan vendes til vor fordel ved at give hidtil usete emner eller i det mindste vinkler, on location, kort sagt på bloggen. Således bliver vor nye rockstjerne nu hjemsøgt af gymnasietidens onde dronninger, der nu pludselig vil forlade mand og børn for hans skyld, endda ubeset. Kort sagt, life is a comedy - så på den anden side: hvis vi skulle komme for vanvare at pande nogle stykker ned undervejs, så er det forhåbentlig også bare part of the show.

Og hånden på hjertet: Har vi ikke selv adskillige gange dummet os og foretrukket snart "Blekingegade" fremfor "Blekinge", snart det modsatte, men i begge tilfælde med lige fatalt svigtende sans for den behørige timing. Vor ven fra proletariatat sagde dog engang således: Det er ofte striden og bøvlet i livet der får klaveret til at spille. En anden gang belærte han mig om, at vi vel ikke forventer at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne. Ærlig snak: For selv om civilisationen "ville være en god ide", skal vi bestemt ikke tro at den eksisterer. For tingene er er ikke hvad de foregiver...
Nå, Blixen sagde jo i grunden også tit, at selv den største ulykke kan vise sig at bringe velsignelse. Så trods allehånde uretfærdighed snart fra vor egen, snart fra verdens side, fortsætter vi ufortrødent. Men i livets trafik risikerer også vi når som helst at havne bag lås og slå, så ligesom Blekingegade-banden må vi derfor spinde før garnet slipper op... "Och Ni hänger med...", som studieværterne siger.