Forleden faldt mit blik på nogle ligefremme fodboldtyper på den lokale. Vor lille maler havde endnu engang berørt Judas med flere bibelske og islamiske temaer. En ung mand af nævnte observans ønskede af en eller anden grund at beskænke vor trofaste stamkunde som et pålideligt holdepunkt i tilværelsen - og da han hørte hvem vi talte om, udbrød han med foldboldagtig rutinesikkerhed: ”Nåja, Judas – det var ham der angav Jesus; jamen egentlig ville han det nok slet ikke!” Kort efter gentog han sin fodboldkonversation med sine ligesindede, ganske ligesom en fodboldspiller forbigående let sætter sig ind i håndboldspilleres mentalitet.
Vi blev aldeles overraskede over ynglingens spontane association, der jo ikke beroede på bibelkundskaber eller tro. Hans umiddelbare indsigt i jalousiens væsen kom i et magisk glimt som en komplet selvfølgelighed, som om han og Judas var gamle fodboldkammerater. Men sådan må det have været, for Judas var jo en af disciplene og har derfor stået mesteren nær. Indtil det altså blev for meget: For bestikkelsen var givetvis ikke motivet, men kun det udløsende påskud – og at den unge mand havde ret, bekræftes jo også af Judas’ efterfølgende selvmord. Men det er godt set: Alle de der ”ikke forstår” osv. osv. , forstår i reglen kun alt for vel - og just deraf kommer som regel hele misæren.
Jeg er som den unge mand heller ikke så bibelkyndig igen, men er heller ikke bleg for at tage Biblen forfængelig. For det forholder sig her som med offentlige personers indbyrdes ros: Vi har næsten altid et håndfast motiv, og lige som ved samhandel er et jordnært motiv da også yderst befordrende for venskabelig tone og omgang: I sin iver efter at forstå hvordan kunderne tænker, ender man nemlig med næsten at holde af dem. Således måtte jeg le da en ung litterær ”skvadronør” (med Rifbjergs ord om ham, for Rifbjerg er jo altid afvæbnende uforstilt omkring sit til forhold indbildte rivaler) i Politiken i forbifarten roste sin redaktør som værende ”fantastisk” uden at fortælle hvorledes – idet han nøjedes med at tilføje, at det skam ikke var for at smigre. Men det var åbenbart heller ikke for læsernes skyld, for de fik slet ingen forklaring…
Naturligvis er det altid fantastisk for en dreng sådan at ”få lov” af både farmand og onkel, men sådan generøsitet har ofte en mere jordnær grund, lidt a la Arkimedes lov: ”Et legeme nedsænket i vand fortrænger samme mængde vand som selv den vejer". Ja, tampen brænder - og sig så ikke at vi ikke tilbyder jer en vis dannelse.
Nå, men det er utvivlsomt også mere betryggende at blive ophøjet af selviske grunde end af personlig nåde – idet sidstnævnte jo ifølge sagens natur er lunefuld og ikke lader sig beregne endsige bestille, uanset om nåden kommer fra Gud eller mennesker. I øvrigt kommer man altid længere i verden ved at tjene andres forfængelighed end sin egen – hvilket atter må være lettere for dem der i så henseende kan gøre en dyd af nødvendigheden.
I går aftes faldt jeg så i snak med en distvingeret, nydelig men aldeles ukrukket engelsk genteman med en levende association og et civiliseret sprog. Han fortalte i en anekdotisk sammenhæng en passant hvorledes en stenrig person med fælles bekendte omgående havde vendt ham ryggen og var gået sin vej, da han adspurgt om sin profession fortalte at han var ”a gardener”. Han tolkede det som om et brat fald i modpartens agtelse, uagtet at han just havde fortalt om et eller andet litterært – for han læser angiveligt the Times’ literary supplement, der vist skal være særdeles lødigt.
Min egen tolkning er nu snarere, at velhaveren er blevet skræmt og stødt i sit private verdensbillede omkring sammenhængen mellem ydre og indre: Hvis blot vor gartner havde været komplet "illeterate", så havde rigmanden ikke reageret så uhøfligt. Det er ganske som når standspersoner undlader at svare på breve som ikke er entydigt indsmigrende: De føler sig stødt over at blive tiltalt eller tilskrevet i en ligeværdig stil og tone af folk der slet ikke er ”entitled” til det. De klapper derfor i som østers og vælger så at sige Judas’ reaktion med en automatik, der er lige så pålidelig som den hvormed vor unge mand straks forstod at tolke Judas. Der er både tale om fornægtelse og om et forsøg på at indbilde modparten at man ringeagter ham eller hende – en iver som dog netop viser den respekt der bestrides.
Avantgarden er i øvrigt ikke spor bedre, og selv dens mest provokerende alumner tåles i virkeligheden kun på bjerget fordi de ved en vis karaktermæssig umodenhed eller endda "lousiness" røber, at også de vist tilhører "forbrydelsens element" - omtrent som når pressens veletablerede fra forskellige aviser skinhelligt rakker hinanden ned for træk som de alle indbyrdes fornemmer at de nu også selv besidder. Således var de andre aviser ikke sene til at påtale, da Politiken dummede sig alt for åbenlyst i sit litterære kammerateri med Gyldendal. Men tro ikke at de andre er så forfærdelig meget bedre, for selv undtagelserne dyrker jo blot deres egne små trekanter i stedet, jvf. vor både famøse - og fatale - kronik 18.7 herom i WA. Selv om det nu skal indrømmes at de andre aviser er anderledes hævede over smiger og derfor i ytringsfrihedens hellige navn sagtens kan tilgive vor ligefremme blog....
Nå, men med forbrydelsens element tænker vi også på det forhold, at hvis nu nogen mirakuløst skulle komme for skade at gøre noget godt, så vil også det i reglen blive enten rakket ned eller fortiet.
De selvretfærdige anklager mod Politikens ublufærdige Bermuda-dans minder os faktisk om Tøger Seidenfadens egen hyppige forebyggende brug af ordet "uskøn" i de seneste år - for det ord bruger han vist ubevidst som slangeserum for selv at kunne sige sin avis immun mod sådanne "uskønne" træk, når han ser sig i spejlet og herunder af og til får en sjov fornemmelse af at der er et eller andet vigtigt han har glemt - men hvad pokker var det nu? Nej, det var nok bare dumme tankespind hinsides verdenssituationen, som jo afhænger af vor redebone dom og kommentar.
I øvrigt skylder vi at sige at en avis ikke er nogen person, men består af ansvarlige individer af samme art og race som hominiderne på de andre aviser, ja sågar som folk i helt andre brancher - problemet er bare at de sjældent ved det selv og derfor alligevel gerne opfører sig som loyale stammeaber - groft sagt -, og fornærmes som forbundne kar, hvis nogen siger noget sandt om en kollega. De der udstødes af stammen, tages på den anden side aldrig i forsvar af nogen - for de er jo ganske rigtigt ikke længere medlemmer og befinder sig derfor hinsides ethvert loyalitetsbånd. Det gælder bl.a. kvinder der kan se og tænke selv og ikke skjuler det nok.
Åhja, hurra for logikkens lille tabel: For "oplysningens ånd" er kun noget der står i bøger og kaldes almendannelse.
Nå, men hvis nogen redaktør skulle skrive lignende besindige ord i nær fremtid, ved I hvor han har det fra, idet det her forholder sig ligesom med ovennævnte nervøse og magiske brug af ordet "uskøn": For med Niels Bohrs ord om hesteskoen over døren til hans sommerhus: "Jeg tror personligt ikke på den slags, men jeg har hørt at det virker også selv om man ikke tror". Sådan er det også med de kulturradikales søde små forsvarsmekanismer - ja, jeg har sågar set dem gøre korsets tegn, da de hørte om hvorledes elefanten fik sin lange snabel.
Og VERDENSSITUATIONEN? Nåh den - hør sig os engang, tror I at dette er en avis? Eller med en antik britisk pensionatsværtsindes formanende ord til sine gæsters støjende børn : "You behave in my house as if it were a hotel!" Men lad gå, for nytår er jo en ret prosaisk fest. Well, Cepos-drengene bedyrer at den økonomiske recession i 30erne såvel som i dag mest skyldtes statsindgreb i pengenes frie strøm - samt at klimaet i vor tid er blevet koldere og ikke varmere, ligesom isdannelsen samt isbjørnenes antal ved polerne er forøget "likförbannat", uanset hvad alle andre konstaterer. Endnu findes der heldigvis også idealister der holder på at Jorden stadig er flad og endnu ikke spor rund på gulvet - og vi andre kan kun håbe på at de har ret.
Allahs fred være også med den korsfæstede Lars Hedegaard, der i længden var alt for stor en profet for sin hjembys borgerlige presse og derfor til sidst begrædeligt blev svigtet af sine allernærmeste og mødte flygte fra de røde over til hovedlandet, hvor jo Danmarks uglesete samaritanere bor... For ak, sagde vi det ikke nok: Jo højere folk er på strå, desto mere uhøflige er de gennemgående, fordi de skal være og forsvare så meget som de ikke er, og de har det slet ikke spor let med alle deres lunefulde pensionsordninger. Men i et tidligere indlæg har vi givet Lars Hedegaard den smukkest tænkelige anbefaling til historien - og kan kun tilføje at nu lærte vor korsfarer måske omsider, at det hæderkronede moderne borgerskabs æresbegreber i hårdnakket uforsonlighed langt overgår muslimernes: For uden hverken Gud eller Allah i ryggen afhænger al vor lykke af hvor meget vi selv kan pumpe os op til, og derfor tåler vor ære slet ingen ridser i lakken. "Oplysningens ånd", den moderne lille katekismus på det honette arbejdmarked, gør endda oftest det hele endnu værre.
Men i dag fik jeg et oprigtigt afslag der i sig selv vitterlig var en helt umiskendelig anbefaling, sagt helt uden ironi. Dampmaskinen forbedres ikke væsentligt, og på samme vis havde jeg friseret og opdateret et filosofisk samleværk, der for fire år siden kom retur fra Gyldendal med et lakonisk og nærmest uartigt svar - som tydeligt viste at en eller anden hæderkronet mandsling må have forhørt sig hos en anden hæderkronet mandsling. Men denne gang var det rigtignok helt andre toner, men det valgte forlag var blot denne gang mere kommercielt mainstream, og det er jo en helt ærlig sag - omtrent ligesom en god kriminalfilm kan være fuldt så menneskeligt lærerig som de film der anmeldes i kulturmagasiner.
Ærlighed og høflighed er ellers sjældne varer i de højere kredse - men da vi jo tilhører samme art, kan forklaringen kun bero på statusstress, som åbenbart er et særkende for os primater. At vi selv undertiden tager Over-Danmarks underlødige forsvarsreaktioner lidt tungt, skyldes indrømmet selv samme statusstress - men vejen til at gennemtvinge nævnte status består i så fald i at blæse hele banden et stykke og stole på folkeviddet. Hvis de "mægtige" flokdyrs eneste forsvar er at ignorere, så må man tage konsekvensen og slå dem alle i hartkorn.
Folkeviddets gunst på tværs af kredse, alder og fag vinder de nemlig aldrig på den måde, og kun deres ydre status giver dem en skuffende lighed med noget spændende - og dette gælder også de i egne øjne alternative (læs: infantile) varianter af Bermuda. Ingen af dem er alternativer - men samtidig skylder vi at sige, at i alle miljøer findes der hæderlige mennesker, selv på Bermuda. Men de går rigtignok meget stille med det...
Egne nytårsforsæt? Udover at det jo i nogle henseender er en privatsag, er vi nok ofte oppe mod den hurdle at når vi sådan stempler vore kære medmennesker for deres "fejl", forhærdes og forværres disse som regel blot. Vi begår alle fejl, men alle vil vi have en chance for i al diskretion at forbedre os. Hvis nogen derimod stempler os og fastnagler os til en skamfuld "identitet", vil vi være tilbøjelige til at forsvare den og fremture i tykhovedet trods. En grund til dette kunne være, at selv hvis vi "forbedrede" os på grund af andres kritik, så ville vi frygte herefter at fremstå som deres nikkedukker og som mekaniske produkter af deres kritik - og dermed som andenhånds og utroværdige: Kort sagt ville vi måske fremdeles blive moralsk underkendt trods vor forbedrede opførsel, som vore moralske opdragere nemlig ville få æren for.
Tilsvarende er det vore erfaring at når mennesker fornemmer at vi måske kunne opfatte dem som passivt medskyldige, så begynder de først for alvor at opføre sig som medskyldige. Derfor er social udelukkelse ofte gyseragtigt selvforstærkende: For den hemmelige skam hos alle de medskyldige får dem til at forsvare den "identitet" de på bunden skammer sig over, ved indbyrdes solidarisk forhærdelse. Men uh hvor de bliver grimme at se på, for ligesom Judas har de det ikke spor let. Undtagelserne har et helt anderledes afklaret blik og ansigt end dette grumsede Judas-fjæs. Ejendommeligt så synlige disse ting er.
Problemet med dem omvendte strategi at vende den anden kind til er imidlertid, at hvis vi udviser bejlende diskretïon og langmodighed, får vi lov til bekvemt at sejpines ihjel, for selv om vi så undgår hadet, kommer der skam ingen barmhjertig samaritaner: For alle udspekulerede og praktiske menneskeaber fornemmer jo, at sådan selvbeherskende tålmodighed alene skyldes fromme forhåbninger, som vi kan få lov at rådne af . Kun ved selv at fremture kan vi overvinde chimpanzerne, for enhver kan jo se forskellen - og det er nok en stor synd ikke at stole trygt på sine medmenneskers evne til at fornemme den forskel. Ja, den synd er måske vor største...Ja, havde vi haft tro, ville det hele måske have været pærelet, som gamle Søren sagde. Men alt for megen selvtillid klæder os som bekendt heller ikke. Gud bevare Verden!
