En ældre kunstmaler betroede mig for nylig, at han engang i sin varmblodige ungdom sad i et tog i hæftig omklamring med sin daværende kæreste. Synet af de to fik en ensom ung pige over for dem til at bryde hulkende sammen. Hans kæreste forblev imidlertid aldeles iskold og uberørt af situationen. En venlig dame i kupeen tog sig af den unge pige, men vor mand fortalte, at ved den lejlighed tabte han hen alt for kæresten, selv om han ikke opdagede det her og nu. Kærligheden falmede og han fandt hende derefter nærmest grim.
Det smukke og opbyggelige ved denne usædvanlige historie er, at det uetiske kan være så frastødende at det overvinder såvel æstetikken som ungdommens hede blod. Hvor meget mere er dette ikke tilfældet når hverken ungdommelig naivitet eller kærlighed står i vejen. Når mennesker forfalder til kollektiv grimhed, er det særlig slemt, fordi hver især ved at de andre også bider. Ingen af dem kan derfor være i god tro om at mobningen kan være velfortjent eller pædagogisk sund.
Og her sker det samme, at selv de som umiddelbart set kunne forekomme os ganske attraktive, charmerende eller hvad nu, herefter udstråler en grimhed der gør os aldeles immune over for deres ynder. Det samme gælder også andre fortrin: Folks imponerende færdigheder eller endda evner forekommer os gerne betydningsløse, hvis vi først har tabt for meget for dem menneskeligt - og her tales naturligvis ikke om trivielle smågnaverier. Selv mange år efter er det som om skammen klæber forbitrende ved de faldne på en måde, der hærger deres fremtoning. Her og nu giver det nok de kronisk mandsopdækkede et kick at kunne sparke nedefter til syndebukke, men det er ligesom narkotika eller en aftens overdreven kæderygning hysterisk selvforstærkende som en art nervøs besættelse, sålænge rusen varer.
Og tømmermændene efter det moralske overdrev er nok slemme. Måske skader folk således sig selv endnu mere og frem for alt dybere end de skader deres syndebukke. I underskolen nåede man nu også selv i beskeden grad at opleve hvordan det var at være på den forkerte side af kridtstregen, når man undertiden drillede et særlig nemt og hidsigt offer. Når han så viste klassen foragt og hån i selvforsvar, virkede han irriterende og legitimerede derved drilleriet. Om NN sagde rektor således malerisk, at hans skolevej var brolagt med knuste brillestel: Ja, for når han kom i fysisk klammeri, kunne brillerne jo undertiden ryge sig en tur. Skønt beliggende i Hellerups ældre villaområde gik faderens forretning, der i forvejen tilhørte småborgerskabets lidet kapitalkrævende gebet, ikke strygende og røg sig til sidst samme tur som sønnens briller. Desto mere måtte vi høre om faderens fine cand.polit. eksamen. En kammerat døbte ham naturligvis straks "cand. fallit" - men lidt må man nu kunne tåle.
Ureflekterede børns mere ondartede mobning undskyldes i nogen grad af uvidenhed, men også i voksentilstanden er en art enfoldighed nok ofte med i spillet: Folk ser kun overfladen, selv om de nok med en del af deres sind ved bedre. Men derfra til koncentrationslejrene er der vist ikke ret langt. Undertiden siger velmenende folk med erfaring: "Lad dog være med at omgås røvhuller". Måske har de ret, men problemet er naturligvis når "røvhullerne" er både dørvogtere, censorer og Historiens fortællere. En formildende omstændighed er dog at de er så kedsommelige at høre på at alle falder i søvn: Ja, for ingen er mig bekendt blevet spor bedre eller rigere i deres håndværk ved at undertrykke andre talenter. Måske en sær mental nemesis-effekt af småligheden.
Men nok herom, nu til en både sjovere og smukkere afviger-historie med Oscar-nominerede stars som Jesus, M. Magdalene, David Helfgott, F. Sinatra og F. Esmann.
NILS RUBEN
Før koncertpianist – nu tandudtrækker og impresario.
I et leksikon fra 30erne stod om en af datidens kendte danskere: ”Tidligere advokat, nu negersanger”. Tandlæge Nils Ruben er gået den modsatte vej, fra en musikalsk karriere som konservatorieuddannet koncertpianist til et kontant liberalt erhverv.
Nils Rubens motto som tandlæge lyder: ”Vi ordner Deres tænder mens De venter”. Og han lægger ikke skjul på inspirationen fra Viktor Borges. Han har heller ikke det kunstneriske islæt fra fremmede, for hans far var på engang tryllekunstner og en berømt læge: Han opfandt nemlig den såkaldte Ruben-ballon, der bruges i forbindelse med genoplivning over hele verden - deraf den globale overbefolkning.
Ideen er utvivlsomt stjålet fra Jesus , men Jesus har snart fået anerkendelse nok og mangler jo lige som Frank Esmanns forbillede Walter Isacson intet der hvor han nu befinder sig. Kun keder han sig måske i længden over den evige lykønskningsreception med snacks, cola med kokain, tilgivne og hengivne skøger samt øko-cigaretter i lange baner efter hans sluttelige gennembrud som Guds fortabte søn, der havde været længe udenlands.
Nuvel, om sit erhverv fortæller Ruben, at i Tyskland og mange andre lande er det dokumenteret gængs praksis at tandlæger prakker folk meget bekostelige behandlinger på som slet ikke er motiverede - for hvad er der nu galt med havregrød; og hvad skal vi i grunden med tænder, for burde vi ikke snarere overlade dette arkaiske privilegium til hyæner og gedder (med to 'd'-er - så ikke et ondt over om Jørn Lund). Nå, men nævnte svindel kan lade sig gøre fordi folk især i Tyskland stadig har et yderst autoritært forhold til eksperter.
Nils Ruben arbejder tværtimod gratis en dag om måneden for hjemløse på Mændenes Hjem – under det private motto: ”Først var de hjemløse – nu bliver de tandløse”. Og han bedyrer officielt at underskuddet går ubeskåret til Verdensnaturfonden. Udover den medmenneskelige glæde ved denne gerning fortalte Nils Ruben i en nylig TV-udsendelse, at det er en gave at møde mange fine mennesker med både personlighed og humor, som af en eller anden grund har valgt at leve ude i randområdet hinsides status og forstillelse. Nils Ruben vånder sig omvendt over tidens sjælløse fiksering på karriere, titler og penge.
Der er derfor en smuk konsekvens i, at Nils Ruben tillige er Danmarks impresario for den verdenskendte klassiske klavervirtuos David Helfgott – som var hovedpersonen i biograffilmen ”Shine”. Helfgott forener nemlig en autistisk lidelse med et fænomenalt klavertalent og en næsten fonografisk musikhukommelse.
Man kan derimod ikke føre en normal samtale med ham – men modsat egentlige autister er han på sin egen måde uhyre kontaktglad og omfavner forskelsløst alle, som han har mødt blot en enkelt gang før - undtagen kvinder som han nemlig omfavner selv uden at have set dem før. Da Nils Ruben ved en lejlighed efterlod Helfgott i Østerbro Svømmehal nogle timer, lykkedes det den intetanende og uskyldige sjæl at blive perlevenner med en gruppe rockere i svømmebassinet. Som et krydser-missil eller som et stealth-fly trængte han forbi og igennem alle barske forsvarspansre som var det smør.
Når Helfgott gæster Danmark, bor han hjemme hos Nils Ruben i Vedbæk. I april i år besøgte Helfgott atter Danmark og gav koncerter for fulde huse.
Men Nils Ruben fortæller, at de fleste musikanmeldere desværre bliver usikre over for en så mærkelig person og alene bedømmer ham efter stive normer for hvordan de forskellige værker ”skal” spilles – skønt et anderledes sind vel også må tolke musik på en særegen måde. Men mon ikke denne blokering delvis beror på at tidens bornerte karrieremennesker er så bange for selv at blive ”tabere”, at de ikke tåler at se personer som ved deres eksempel nedbryder det skarpe skel mellem taber og vinder? For hvordan kan de herefter være sikre på selv at tilhøre vinderne?
Lad os derfor belyse dette skel ved at referere en episode med førnævnte hjemløse tandlægeklienter. Da Nils Ruben nemlig for sjov spurgte en klient, hvor lang tid der gik fra denne tabte sin fortand, til han mistede den, var den hjemløse øjeblikkelig med på spøgen – og svarede, at han først mistede den da han opdagede at han ikke kunne tygge sit rundstykke.
Nils Ruben tilføjer at den slags opfindsomhed for ham er et sikkert tegn på begavelse, og at mange af de hjemløse endda forekommer ham bedre begavede end gennemsnittet: For man må bedømme folk på deres egne vilkår, stræben, beskæftigelse og erfaring - hvis man nu ellers skal "bedømme" dem. Med denne eller hin ISO-certificerede "intelligenstest" for moderne konkurrencemennesker kunne man derimod let gå galt i byen og gøre sådanne personer uret – rent bortset fra at så følsomme emner bedst "testes" hemmeligt ved indirekte metoder uden præstationsangst. Hvortil kommer at intelligensen ligesom kærligheden sjældent kommer når man tænker på den.
Men at Nils Ruben i tilbageblik kunne tolke sin klients reaktion som et indiskutabelt tegn på begavelse, var i sin tur ligeledes et sikkert tegn på begavelse, om end vi nu vil overlade til vore begavede og interaktive læsere at forlænge ræsonnementet ad libitum. For ej heller det var nogen præstation på kommando, men blev opfundet spontant som et nuanceret og uortodokst svar på en konkret situation. Bevares, vi giver da oftest og bør også af flere grunde give taberne sådanne handikap-points, så vi ved det godt. Og netop deraf kommer måske mobbernes frygt for "begavede tabere". For hvad kunne det dog ikke ende med, hvis de fik lidt medvind?
Ja, måske kan folk endda have en hemmelig overtro på de underdrejedes skjulte fortrin, som de officielt fornægter desto mere. Men herregud, så let er det nok heller ikke altid for de heldige: For dels slås de også indbyrdes, dels keder selv Jesus sig bravt til ovennævnte evige reception på blå timer der aldrig hører op, og hvor ejheller Marie Magdalene længere formår at drive ham til vanvid, trods viagra samt al mulig solidarisk bistand fra en bedstefaderligt utrættelig Frank Sinatra:"The lady was a tramp - og om lidt er havregrøden klar."
Så nok skal taberne have handikap-points, og af af og til kan vi såmænd også selv behøve dem - men ligefrem at give Naser Khader Modersmålsprisen var nu nok en overdrivelse: Det svarer til at give Jørn Lund Ridderkorset for hans tapre forsvar af fædrelandet - eller Nobels Fredspris for ikke at smække skaller til de andre børn på Bermudavej, trods al tænkelig spalteplads samt totalfredning til lands som til vands. Jo, jo - vi ved det godt: Her på bloggen skriver vi principielt kun ting der ville kunne blive brugt imod os - til gengæld har vi de bedste replikker.
Apropos forloren ære, forlorne tænder samt forloren hare må vi derfor sluttelig fortælle følgende anekdote. Da min bedstefader på 95 af sin husholderske uafladelig fik serveret forloren hare, af førnævnte odontologiske grunde, spurgte han til sidst en dag med en fortvivlet gestus: "Men er der da slet ingen fredningstid på forloren hare?"
