Saturday, October 24, 2015

SØRINE GOTFREDSEN, CHR. BRAAD THOMSEN - OG POLITIKENS VENNER



Christian Braad Thomsen retter i dagens Politik det selv samme skyts mod pastor Gotfredsen, som man med samme ret har kunnet rette mod hendes åndelige fader på Jorden lige siden i hvert fald 1992 (om end der utvivlsomt findes endnu tidligere svar på denne tiltale i luthersk byde-måde).
I forbifarten tillader Thomsen sig at under sig over Politikens storsind over for Krarup-folkets flittige pennevenner.
------------------
Men at Politiken således ligesom alle andre aviser med selvbevidsthed storsindet gerne tildeler en trods alt ikke overkvalificeret modpart megen plads, er universelt - og psykologisk smart.- Men som med megen anden ros og pris skal man beherske den lille regnetabel for at kunne se hvad der står mellem linjerne.

 På samme vis er skribentens modige kritik af avisens storsind en universel fiffighed - fordi den naturligvis ikke vil blive taget spor ilde op, men blot giver instansen en smigrende lejlighed til yderligere at demonstere sit storsind over for så modig kritik.

Men sandt storsind skal ikke - lige så lidt som kjerligheden - sådan "demonstreres" på offentlige dyrskuer - nej det skal i givet fald findes hvor kollektivt begavet, dannet og formuende creti og pleti aldrig finder på at lede...
Og storsindet ligner således heri tillige den så opreklamerede skrivekunst, som både Blixen og hendes far rettelig havde et ambivalent forhold til.
Men i vor betragtning om det sande og skjulte storsind tvinges vi således til et stykke ad vejen alligevel at give damen nogen ret ....Og Shakespeare mente vist nok noget lignende.

Man kunne endda videre og sige, at vi i grunden alle kun elsker vore nemmeste "fjender" - og gerne med kjerligt artelleri der efterhånden er lige så gammelt i gårde som fjenden selv: men heldigvis i bedre stand end vort lands gamle Haubitzer-kanoner i henhold til samme avis. For også vi behersker høflighedens tarvelige kunst....

P.S. Vor ofte skal man publicere sit skriveri?- Jeg ved det virkelig ikke, for jeg tilhører den eksklusive type syndere der angrer, både når de tøver og når de en sjælden gang handler - og det sågar også når det gælder deres bedre gerninger.
Kald det gerne frygteligt udansk: Men det lyder da i hvert fald flot....

Thursday, October 08, 2015

OM MEDIERNES SANDE TILSTAND - med PRÆLUDIUM om CHRISTIN EGEBJERG samt EFTERSPIL

CHRISTIN EGEBJERG OM DANMARKS FREMTID 

Politikens kronik 7.10 af Cristin Egebjerg handlede om, at ubegrænset indvandring og familiesammenføring med de bedste intentioner i længden måske kan ødelægge og undergrave Danmarks internationale forbilledlighed, ret unikke fortrin og langsigtede globale indsats i rigtigt mange henseender - herunder ikke mindst kvindernes sejt erhvervede rettigheder også i praksis .-

Læseværdig og velgørende fri for klicheer. Og havde tillige et par indslag af personlig erfaring - men heller ikke så meget at det skyggede for overblikket..

Så frisk i sin tilgang, at endog en professionel journalist Anne Grethe Rasmussen (branchens folk plejer ellers højst at rose hinanden) reklamerede for den på Facebook. I den forbindelse priste hun tillige Politikens kronik for ofte at tiltrække de bedste indlæg.

Tiltrække og tiltrække. Det handler vel alene om red. Christoffer Emil Bruuns intellektuelle ærlighed og mod - plus fortsat grønt lys "senkrecht von oben": ganske ligesom Guds nåde i følge de biskopper der selv har erfaret den, dengang de fik embedet - hvorved de nemlig ganske rigtigt (som ordsproget siger) i samme øjeblik også blev tildelt den fornødne fagkundskab til at forelæse om emnet nåde.
Javel, men grønt lys til hvad:
Grønt lys til også fortsat at "do the right thing" - på trods af den herskende mobbe-kulturelle præference for samlebånds-producerede typer med akkurat samme den baggrund, ordvalg, stående associationer og indbyrdes logrende netværk.

"Kronikken" kan kun forblive et åndehul og en oase i nyhedernes ørken, såfremt den ikke ved ubegrænset familiesammenføring fra masse-"undervisiteter", forfatterskoler og debatskoler langsomt forvandles til endnu en megafon for den samme grød af meningsberettigede: Der åbenbart ikke selv formår at leve efter deres eget motto om at fatte sig koncist og efter de mange små bækkes devise, overladende Skjern Å og Amazonfloden til labile og ubeherskede brushoveder på finansloven eller førtidspension.

Kronik-redaktører om nogen bør derfor - udover også fortsat at vælges for deres fortrin snarere end for social tæft - udstyres med generøs redaktionel armslængde: ja, akkurat ligesom med Guds nåde, som jo end ikke en Søren Krarup himself drømmer om at kunne gøre sig fortjent til ved nogen art øjentjeneri.
Om helvede og Ekstra Bladet så er lige så storsindede i henseende til armslængde, skal være usagt. Informations kronikredaktion er det i hvert fald ikke længere.

Og politikens debatredaktør - der synes at mene at integritet er noget med at være velintegreret - er det da vist da heller ikke med sin helt konsekvente brug af auto-svar lige fra dag ét og helt uanset emne og stilleje.
Men hver nat sin godnat-historie - og i øvrigt er det jo endnu formiddag i vor tidsregning. Men det er måske netop vor private tidsregning der er problemet?


OG SÅ BLEV DET AFTEN...

Til deltagerne i et væddemål med yderst delte meninger om, hvorvidt et af mine egne seneste stunts overhovedet ville kunne tænkes at finde optagelse i en dansk avis, lyder omsider dommerens svar:
Naturligvis ikke! 
Og trods følgetekstens vink om at teksten burde tages som en lakmusprøve på den fjerde og så afgjort betydeligste statsmagts sande tilstand, faldt det ikke vor gentlemen of the press ind at svare.

Nej, han sendte som altid gennem årene det (en gang tidligere påtalte) autosvar, som jo over for åndssvage, sindssyge og børn faktisk er en skånsom ordning, der tillader modtagerne et lige så skånsomt selvbedrag - men for folk som mig tværtimod en insinuation af, at man velsagtens tilhører det nævnte klientel.

Proletariatets diktatur (sjæleligt forstået vel at mærke) forklæder sig konsekvent som snart tolerance, snartytringsfrihed og atter snart  åndsaristokratisk tradition og apostolisk successsion tilbage til personer, som de typer ikke hat meget andet fællesskab med udover selve matriklen. Ja, altså bortset fra de berømte 2-3 procent af vor arvemasse, I ved nok, som åbenbart gør en vis forskel.

Historiske "faderfigurer" som man ligeledes ville have sparket og spyttet på, hvis man havde fået lov - hvis ikke man da lige havde fundet mere profitable og bredere respekterede alternativer end den mest nærliggende ungdomsbande. Psykologien er den samme.

I mit høflige ledsagebrev nævnte jeg, at også den ansvarshavende chefredacteur vel havde ret til at informeres om vor lakmusprøves udfald. Dette vink med en vognstang toges velsagtens som en terrortrussel:- og folk af integritet (hvilket i henhold til vort dansk-kursus betyder velintegrerede folk) bøjer sig ikke for den slags.
Tværtimod: Lige som ved Muhammed-tegningerne vælger vi altid som en æres-og principsag at sætte trumf på. Så kan de lære det...

Inden for standen hersker der imidlertid omerta; og den der ikke forstår dette, omfattes med en smule medlidenhed, men oftere af skadefryd . Den første gruppe vil typisk forsvare og prise standens og især de navngivne persones hæder. Ubetinget indbyrdes beskyttelse er imidlertid allerede en farlig uting: For det betyder jo, at selv hvis nu nogen undtagelsesvis med god ret beklager sig, så stemples han alene af den grund som illoyal og persona non grata. Og det rimer hverken på Brandes. Hørup eller Outze.
Og har I forresten tænkt på, at når folk i standen således tier og lader sig styre af frygt for også selv uden rimelig grund at havne i kollektiv unåde: - da fornærmer de i grunden alene derved de stedlige standspersoners og kollegers ellers så ukrænkelige integritet langt dybere, end nogen kunne gøre det ved i god tro at beklage sig i fromt håb om enten et ordentligt svar eller bedre vejr.

Ja disse ord blot for at demonstrere, at et selv et inkarneret utyske som undertegnede meget vel formår at begå formelig chefredaktionelle faderlige armbevægelser og moralske besværgelser på civiliisationens vegne under påberåbelse af besnærende besindighed og moden livserfaring. Heraf kan I måske lære at være mere lidt mindre blåøjede fremover.

----------------------------------
Men omsider kommer så vort omdiskuterede lille stunt, der nemlig er underholdende i sin egen ret, men åbenbart som sædvanlig for godt til læserne. Om det som hovedsagen burde være bragt først, er ikke let at afgøre. For hvornår noget er hovedsagen og hvornår en biting, er vanskeligt at afgøre, ganske som en dygtig hærfører jo undertiden ender med at overhale sin foresatte og sende ham på pension.
Hovedsagen kan derfor ende som, hvis ikke ligefrem et påskud, så dog blot et præludium. Men alligevel: Den der ler sidst, ler bedst. Så please fasten your seat belts

"MORSOMME FYRINGER: om mediernes humor - og livets...

Radio 24syv viste forleden et indslaget om fyringen af en drikfældig medarbejder, der så truer med at kalde Lisbeth Knudsen til sit forsvar. Desto mere aktuel efter både Suzanne Moll's og Mads Brügger's efterfølgende fyring sammesteds – samt Lisbeth Knudsens samtidige afgang som chefredaktør for Berlingse Medier.
Aktørerne gjorde det med morsom sans for overdreven selvfølelse. Men noget bliver ikke morsomt i sig selv (uden karikatur) af at være "aktuelt" eller af at handle om kendte mennesker. Hvis nogen ser indslaget om en måned vil derfor kun få le. For selve motivet: at den drikfældige samtidig kan være uhyre bevidst om egen uundværlighed - samt at der kunne ligge helt andre grunde bag fyringen - kan nok stadig invitere til smilet, men er jo ikke i sig selv morsomt.Tillad mig at give et i flere henseender stik modsat eksempel på genuin humor. Et eksempel der stiller nutidens typiske forhold til humor i perspektiv.

FORLEDEN besøgte jeg en 81-årig gammel nær ven på plejehjemmet, hvor han er havnet grundet en fysisk invaliderende blodprop. Han kom i tanker om et af sine stunts i sin tid som lærer i Folkeskolen. Ja det var den gang personlighederne heldigvis endnu var spredt ret tilfældigt ud i både landskabet og job-landskabet. Ja, det er de nu nok stadig – men det er en anden historie...

Men i hvert fald: Han havde i et dødsbo fundet en taske med værdiløse gamle tyske mark fra depressionens tid i 20-erne. En dag han var gårdvagt, sagde han til eleverne i sin klasse:
"Er I ikke også dødtrætte af at være her på skolen? Vi stikker sgu af fra skolen alle sammen. Gå over i banken i spisefrikvarteret og få de her tyske mark vekslet: De har tilhørt en tysk bankrøver, som omkom af sine skudsår, men som jeg forsøgte at hjælpe for gammelt venskabs skyld. Men I må ikke fortælle det til nogen, for så tager politiet pengene og sætter os alle sammen i fængsel. Derefter går I ind så i en tøjforretning og får jer noget nyt tøj, og så rejser vi allesammen til Hawai i morgen eftermiddag."

Bank-personalet havde skreget så meget af grin over børnenes troskyldige valutariske ærinde, at bankens tag løftede sig. Stadig hylende morsomt mere end 20 år efter,, og stadig komplet uaktuelt - ja så uaktuelt at det endda omfattede brug af i en menneskealder ugyldige tyske mark.

Tidens og mediernes humor er i dag typisk fikseret hvad kendte og indflydelsesrige folk senest har sagt og gjort. Men når virkeligt morsomme folk af og til havner på tinge, så sker det nok ofte ved en tilfældighed eller netop for sjov. Nogle af vore ældre politikere var derimod rigtigt slagfærdige - men de havde også typisk en langt bredere menneskelig og arbejdsmæssig erfaringsbaggrund.

Mediernes
hovedkriterium - forhåbentlig med plads til endnu levende undtagelser både blandt medier og bidragydere – er: "Hvem har sagt det, og hvem handler det om?" Hvis en professor eller kendis har sagt noget helt ordinært eller det der er værre, citeres han som ekspert. Men hvis en ukendt eller uautoriseret ser og fortæller noget lovlig dybt, er det omtrent anstødeligt.
Det sande humor bliver derfor næsten en provokation mod den fjerde - og afgjort betydeligste - statsmagt: For intet er den sande humor mere ligegyldigt end just spørgsmålet, "Hvem har skrevet det?" og "Hvem handler det om?"
Med Chaplin's film "Diktatoren" var det en anden sag - og så alligevel ikke: For læg mærke til at Hitler og hans mere menneskelige dobbeltgænger i filmen surrealistisk fremstilles som menneskelige muligheder og som en slags enæggede skæbne-tvillinger. Atter et poetisk og universelt blik, som er den videnskabelige, dokumentariske og detektiviske sporhund væsensfremmed.

Men der gives vel undtagelser? Jo da – så men også de fyres vel nok til sidst – med deres menneskeligt forståelige drikfældighed som bekvemt påskud...


Thursday, October 01, 2015

YTRINGSFRIHEDS-JUBILÆUM


Det ligner en falliterklæring i stil med islamisternes egne forudsigelige galvaniske reaktioner atter at prædike om ytringsfrihed på en dag, hvor dette emne har et dansk jubilæum som folkelig fornøjelse. 
Ja, for at gentage sig selv i den grad burde om ikke forbydes, så dog stilles i gabestokken -  med mindre man i det mindste forsøger at udsætte temaet for bare en smule Goldberg'sk variation - om så også for denne ene gangs og jubilæets skyld. Sandt at sige har emnet kedet mig en smule omtrent fra dag et, og jeg har da også kun en enkelt gang eller to for snart 10 år siden skrevet lidt derom - forresten lige efter en rejse til Damaskus, thi således var tilfældighedernes timing. Og fisk bør altså serveres friskfangede.

Men den debat er blevet både en profession, en personlig karriere og en livsstil - i begge lejre. Så længe den ene lejr finder det sjovt og givende at fremture, vil også den anden lejr finde det sjovt og givende at fremture. Freden kommer den dag, den første part kaster håndklæden i ringen af lutter kedsomhed. Ikke forstået som et nederlag, men som en sejr over sig selv.... 
En anden løsning ville være hvis den ene part kunne få den anden til at le - eller hvis de kunne finde sammen om en fælles modstander, lige fornærmelig for begge parter...

Tror folk virkelig, at Voltaire var lige så kedelig og som en tibetansk bedemølle, en chefredaktør eller en lige så let fornærmet skægabe i en minaret? 
Ja, for det sjove er forresten at selv yderst respektable mennesker reagerer akkurat som imamerne, når de udsættes for et kvalificeret smil.
"Men her til lands skyder vi altså ikke folk, nej vi liker i stedet deres gennem-socialiserede hjerner til fiskefars, hvilket er Ironi og en helt unik vestlig kunstart helt fra Sokrates og Jesu tid - og denne helt afgørende forskel kan altså ikke bagatelliseres med et smart litterært grin". 

Åh ja - men måske kan den nu alligevel netop bagatelliseres: For den eneste grund til at ikke også vore honoratiores lader fornærmelige folk skyde og hænge, er den bureaukratiske bagatel, af at det desværre endnu er forbudt. - 
"Dann haben wir aber andere Methoden..."
Men stadig er det nok ingen god ide med karikaturer over hele linjen - for allerede sandheden er skam rigeligt slem og ilde hørt. Og flere tegninger tages bare jo som påskud til liv i gaden af arbejdsløse unge muslimer og deres guruer: Egentlig en helt normal adfærd i mangel på nytårsaften.
  
Men alle har vi til gengæld nu i demokratisk ånd fået lov at skrive de samme to meninger udsat for blokfløjte og trampolin gennem ti år i aviserne - lidt ligesom ved disse kammeratlige invitationener i socialt regi, hvor de indkaldte skal bruge halvdelen af tiden til at præsentere deres sørgelige levned for hinanden.

Og "Vestens humor" - ville fortsat være en glimrende idé....

Hvis jeg således skriver tilstrækkelig meget om emnet ytringsfrihed, selv om det keder mig gudsjammerligt, fordi alt væsentligt herom jo kan siges på få linjer - får jeg mon så også en Ytringsfriheds-pris for at få mig til omsider at holde inde?

Javel - men hvad nu hvis ingen gider trykke lortet?  Ja, så får du naturligvis ingen pris, helt uanset hvad og hvor meget du har skrevet - anderledes kan det jo nu engang ikke være. For der er jo dog nok en grund til at folk helst vil have deres lort trykt. Men vil det så sige,at jeg kan skrive lige hvad jeg vil, bare I andre så til gengæld kan hindre det i at blive trykt i mit eget navn?

  Ja, nu ser det omsider ud til at du har begrebet en smule af verdensordenen. Husk aldrig at fornærme nogen - hvilket oversat til nu-dansk vil sige: Sig aldrig sandheden. Men langt vigtigere: Væk aldrig jalousi og misundelse: Men så vil vi til gengæld ovenikøbet prise dig som et umådeligt sympatisk menneske.

 Men hvis du nu brokker dig over verdensordenen, så fratager vi dig sågar til sidst endog din ytringsfrihed. For ytringsfriheden er så lidt som humorens nådegave og dansk statsborgerskab nogen medfødt universel menneskeret, men en gave og en hædersbevisning fra samfundets side, som ingen sådan kan indstille sig selv til eller gøre fordring på.
Jo, vi ved skam godt  at endog Jesus skamrides som banner for ytringsfriheden som en ubetinget menneskeret. Ja, hvad profeter dog ikke tages til indtægt for... Men langt mere mere uhyggeligt er det dog at blive citeret helt korrekt, fordi sandheden jo alligevel som ved en naturlov altid forfuskes og forvandles til sin egen karikatur af velmenende disciple og selvbestaltede arvinger under stor applaus - både blandt skriftkloge og fra den oplyste almenhed.

Men kom nu ikke og sig, at I skam hverken ligger under for censur eller selvcensur - for det er lige hvad de fleste gør fra morgen til aften. Også på de sociale medier.


Nej lad os hellere tale om grøn El og afgiftsbefrielser. El-prouktion ved jeg endnu mindre om end ytringsfrihed - og bliver derfor altid en smule skeptisk, når jeg støder på folk der omvendt er helt sikre i den sag, og på at vi i Pacemakerne's æra allerede lever i den bedste af alle mulige verdener, hvad elektrochok angår.

Ja, for hvis det hermed forholder sig som med den grasserende og opreklamerede alfabetisme, der ville kunne bringe ikke blot vore sidste ærlige bønder, men også en ny Shakespeare til at flygte til København fra hus og hjem med alles bifald og helt uden barbarisk skarntydesaft - så står da det rigtignok lige så galt til med elektriciteten som med det, der noget misvisende kaldes "stil", som om stil var en art herremode.

Ja, for på sidstnævnte felt kan der nemlig omvendt godt snydes på vægten. Som dengang en italiensk plattenslager solgte mig en samling nyt Armani-tøj til spotpris, idet han angivelig alligevel var på vej hjem fra en international messe, hvorefter kostbarhederne ville blive kasseret eller givet til de ansatte.

Vist var det da ikke Armani, for heller ikke det har jeg spor forstand på - men alle de der havde, kunne til gengæld ikke skrive og fik heller intet at skrive om - hvor højt de så end lønnedes for hvad de stolt anså for "rigtigt arbejde".

Stylister er til for at behage bedre folk, mens stilister omvendt er til for at plage bedre folk, der bærer det med pokerface under den største græmmelse. - Sådan er det bare, og sådan har det vist altid været, i medfør af en underfundig Bohr'sk komplementaritet. For ganske som man i henhold til Voltaire bør nøjes med at passe sin have, så kunne vi jo fremover nøjes med at more os over vore egne profeter og imamer...
Pøj-pøj med det!