OM MEDIERNES SANDE TILSTAND - med PRÆLUDIUM om CHRISTIN EGEBJERG samt EFTERSPIL

CHRISTIN EGEBJERG OM DANMARKS FREMTID 

Politikens kronik 7.10 af Cristin Egebjerg handlede om, at ubegrænset indvandring og familiesammenføring med de bedste intentioner i længden måske kan ødelægge og undergrave Danmarks internationale forbilledlighed, ret unikke fortrin og langsigtede globale indsats i rigtigt mange henseender - herunder ikke mindst kvindernes sejt erhvervede rettigheder også i praksis .-

Læseværdig og velgørende fri for klicheer. Og havde tillige et par indslag af personlig erfaring - men heller ikke så meget at det skyggede for overblikket..

Så frisk i sin tilgang, at endog en professionel journalist Anne Grethe Rasmussen (branchens folk plejer ellers højst at rose hinanden) reklamerede for den på Facebook. I den forbindelse priste hun tillige Politikens kronik for ofte at tiltrække de bedste indlæg.

Tiltrække og tiltrække. Det handler vel alene om red. Christoffer Emil Bruuns intellektuelle ærlighed og mod - plus fortsat grønt lys "senkrecht von oben": ganske ligesom Guds nåde i følge de biskopper der selv har erfaret den, dengang de fik embedet - hvorved de nemlig ganske rigtigt (som ordsproget siger) i samme øjeblik også blev tildelt den fornødne fagkundskab til at forelæse om emnet nåde.

Javel, men grønt lys til hvad:

Grønt lys til også fortsat at "do the right thing" - på trods af den herskende mobbe-kulturelle præference for samlebånds-producerede typer med akkurat samme den baggrund, ordvalg, stående associationer og indbyrdes logrende netværk.

"Kronikken" kan kun forblive et åndehul og en oase i nyhedernes ørken, såfremt den ikke ved ubegrænset familiesammenføring fra masse-"undervisiteter", forfatterskoler og debatskoler langsomt forvandles til endnu en megafon for den samme grød af meningsberettigede: Der åbenbart ikke selv formår at leve efter deres eget motto om at fatte sig koncist og efter de mange små bækkes devise, overladende Skjern Å og Amazonfloden til labile og ubeherskede brushoveder på finansloven eller førtidspension.

Kronik-redaktører om nogen bør derfor - udover også fortsat at vælges for deres fortrin snarere end for social tæft - udstyres med generøs redaktionel armslængde: ja, akkurat ligesom med Guds nåde, som jo end ikke en Søren Krarup himself drømmer om at kunne gøre sig fortjent til ved nogen art øjentjeneri.

Om helvede og Ekstra Bladet så er lige så storsindede i henseende til armslængde, skal være usagt. Informations kronikredaktion er det i hvert fald ikke længere.

Og politikens debatredaktør - der synes at mene at integritet er noget med at være velintegreret - er det da vist da heller ikke med sin helt konsekvente brug af auto-svar lige fra dag ét og helt uanset emne og stilleje.

Men hver nat sin godnat-historie - og i øvrigt er det jo endnu formiddag i vor tidsregning. Men det er måske netop vor private tidsregning der er problemet?

OG SÅ BLEV DET AFTEN...

Til deltagerne i et væddemål med yderst delte meninger om, hvorvidt et af mine egne seneste stunts overhovedet ville kunne tænkes at finde optagelse i en dansk avis, lyder omsider dommerens svar:

Naturligvis ikke! 

Og trods følgetekstens vink om at teksten burde tages som en lakmusprøve på den fjerde og så afgjort betydeligste statsmagts sande tilstand, faldt det ikke vor gentlemen of the press ind at svare.

Nej, han sendte som altid gennem årene det (en gang tidligere påtalte) autosvar, som jo over for åndssvage, sindssyge og børn faktisk er en skånsom ordning, der tillader modtagerne et lige så skånsomt selvbedrag - men for folk som mig tværtimod en insinuation af, at man velsagtens tilhører det nævnte klientel.

Proletariatets diktatur (sjæleligt forstået vel at mærke) forklæder sig konsekvent som snart tolerance, snartytringsfrihed og atter snart  åndsaristokratisk tradition og apostolisk successsion tilbage til personer, som de typer ikke hat meget andet fællesskab med udover selve matriklen. Ja, altså bortset fra de berømte 2-3 procent af vor arvemasse, I ved nok, som åbenbart gør en vis forskel.

Historiske "faderfigurer" som man ligeledes ville have sparket og spyttet på, hvis man havde fået lov - hvis ikke man da lige havde fundet mere profitable og bredere respekterede alternativer end den mest nærliggende ungdomsbande. Psykologien er den samme.

I mit høflige ledsagebrev nævnte jeg, at også den ansvarshavende chefredacteur vel havde ret til at informeres om vor lakmusprøves udfald. Dette vink med en vognstang toges velsagtens som en terrortrussel:- og folk af integritet (hvilket i henhold til vort dansk-kursus betyder velintegrerede folk) bøjer sig ikke for den slags.

Tværtimod: Lige som ved Muhammed-tegningerne vælger vi altid som en æres-og principsag at sætte trumf på. Så kan de lære det...

Inden for standen hersker der imidlertid omerta; og den der ikke forstår dette, omfattes med en smule medlidenhed, men oftere af skadefryd . Den første gruppe vil typisk forsvare og prise standens og især de navngivne persones hæder. Ubetinget indbyrdes beskyttelse er imidlertid allerede en farlig uting: For det betyder jo, at selv hvis nu nogen undtagelsesvis med god ret beklager sig, så stemples han alene af den grund som illoyal og persona non grata. Og det rimer hverken på Brandes. Hørup eller Outze.

Og har I forresten tænkt på, at når folk i standen således tier og lader sig styre af frygt for også selv uden rimelig grund at havne i kollektiv unåde: - da fornærmer de i grunden alene derved de stedlige standspersoners og kollegers ellers så ukrænkelige integritet langt dybere, end nogen kunne gøre det ved i god tro at beklage sig i fromt håb om enten et ordentligt svar eller bedre vejr.

Ja disse ord blot for at demonstrere, at et selv et inkarneret utyske som undertegnede meget vel formår at begå formelig chefredaktionelle faderlige armbevægelser og moralske besværgelser på civiliisationens vegne under påberåbelse af besnærende besindighed og moden livserfaring. Heraf kan I måske lære at være mere lidt mindre blåøjede fremover.

----------------------------------
Men omsider kommer så vort omdiskuterede lille stunt, der nemlig er underholdende i sin egen ret, men åbenbart som sædvanlig for godt til læserne. Om det som hovedsagen burde være bragt først, er ikke let at afgøre. For hvornår noget er hovedsagen og hvornår en biting, er vanskeligt at afgøre, ganske som en dygtig hærfører jo undertiden ender med at overhale sin foresatte og sende ham på pension.
Hovedsagen kan derfor ende som, hvis ikke ligefrem et påskud, så dog blot et præludium. Men alligevel: Den der ler sidst, ler bedst. Så please fasten your seat belts

"MORSOMME FYRINGER: om mediernes humor - og livets...

Radio 24syv viste forleden et indslaget om fyringen af en drikfældig medarbejder, der så truer med at kalde Lisbeth Knudsen til sit forsvar. Desto mere aktuel efter både Suzanne Moll's og Mads Brügger's efterfølgende fyring sammesteds – samt Lisbeth Knudsens samtidige afgang som chefredaktør for Berlingse Medier.

Aktørerne gjorde det med morsom sans for overdreven selvfølelse. Men noget bliver ikke morsomt i sig selv (uden karikatur) af at være "aktuelt" eller af at handle om kendte mennesker. Hvis nogen ser indslaget om en måned vil derfor kun få le. For selve motivet: at den drikfældige samtidig kan være uhyre bevidst om egen uundværlighed - samt at der kunne ligge helt andre grunde bag fyringen - kan nok stadig invitere til smilet, men er jo ikke i sig selv morsomt.Tillad mig at give et i flere henseender stik modsat eksempel på genuin humor. Et eksempel der stiller nutidens typiske forhold til humor i perspektiv.

FORLEDEN besøgte jeg en 81-årig gammel nær ven på plejehjemmet, hvor han er havnet grundet en fysisk invaliderende blodprop. Han kom i tanker om et af sine stunts i sin tid som lærer i Folkeskolen. Ja det var den gang personlighederne heldigvis endnu var spredt ret tilfældigt ud i både landskabet og job-landskabet. Ja, det er de nu nok stadig – men det er en anden historie...

Men i hvert fald: Han havde i et dødsbo fundet en taske med værdiløse gamle tyske mark fra depressionens tid i 20-erne. En dag han var gårdvagt, sagde han til eleverne i sin klasse:

"Er I ikke også dødtrætte af at være her på skolen? Vi stikker sgu af fra skolen alle sammen. Gå over i banken i spisefrikvarteret og få de her tyske mark vekslet: De har tilhørt en tysk bankrøver, som omkom af sine skudsår, men som jeg forsøgte at hjælpe for gammelt venskabs skyld. Men I må ikke fortælle det til nogen, for så tager politiet pengene og sætter os alle sammen i fængsel. Derefter går I ind så i en tøjforretning og får jer noget nyt tøj, og så rejser vi allesammen til Hawai i morgen eftermiddag."

Bank-personalet havde skreget så meget af grin over børnenes troskyldige valutariske ærinde, at bankens tag løftede sig. Stadig hylende morsomt mere end 20 år efter,, og stadig komplet uaktuelt - ja så uaktuelt at det endda omfattede brug af i en menneskealder ugyldige tyske mark.

Tidens og mediernes humor er i dag typisk fikseret på hvad kendte og indflydelsesrige folk senest har sagt og gjort. Men når virkeligt morsomme folk af og til havner på tinge, så sker det nok ofte ved en tilfældighed eller netop for sjov. Nogle af vore ældre politikere var derimod rigtigt slagfærdige - men de havde så også typisk en langt bredere menneskelig og arbejdsmæssig erfaringsbaggrund.

Mediernes hovedkriterium - forhåbentlig med plads til endnu levende undtagelser både blandt medier og bidragydere – er: "Hvem har sagt det, og hvem handler det om?" Hvis en professor eller kendis har sagt noget helt ordinært eller det der er værre, citeres han som ekspert. Men hvis en ukendt eller uautoriseret ser og fortæller noget lovlig dybt, er det omtrent anstødeligt.

Det sande humor bliver derfor næsten en provokation mod den fjerde - og afgjort betydeligste - statsmagt: For intet er den sande humor mere ligegyldigt end just spørgsmålet, "Hvem har skrevet det?" og "Hvem handler det om?"

Med Chaplin's film "Diktatoren" var det en anden sag - og så alligevel ikke: For læg mærke til at Hitler og hans mere menneskelige dobbeltgænger i filmen surrealistisk fremstilles som menneskelige muligheder og som en slags enæggede skæbne-tvillinger. Atter et poetisk og universelt blik, som er den videnskabelige, dokumentariske og detektiviske sporhund væsensfremmed.

Men der gives vel undtagelser? Jo da – så men også de fyres vel nok til sidst – med deres menneskeligt forståelige drikfældighed som bekvemt påskud...