WILLERSLEV, ABORIGINERNE - OG PUNGDYR-KORTET...

ABORIGINERE OG ANDRE PUNGDYR

En politiker eller anden kendt har nu igen sagt et eller andet - og det må vi straks kommentere i plenum, for evolutionens lodseddel forpligter.

----------

Men apropos aboriginerne og deres påstået genuine oprindelse, så ville de folk nu afgjort have været langt mere overbevisende, hvis de havde været forsynet med pung på linie med kontinentets øvrige pelsklædte urbeboere - samt dets vingeløse fugle, der dumstædigt insisterer på altid at lægge alle deres hårdkogte æg i den samme pung. Tag den, Willerslev!

Men hvorfor ser man forresten næsten ingen pungdyr længere? Spørgsmålet minder mig om en lidt enfoldig ambassadør-enke, der engang midt under middagen - inspireret af mindet om sin afdøde ægtefælle samt synet af sin egen gaffel på vej til munden forsynet med en lige så kluntet fangst - pludselig så lyset i form af en genuin undren over, hvorfor man i grunden aldrig længere ser nogle pukkelryggede...

Min bedstefars begavede hushjælp - nu forfremmet til en art pladsberettiget og per definition herefter formelt ulønnet familiemedlem i anledning af min bedstefars egen enkestand - måtte le skjult bag sin serviet, for hun havde god sans for det komiske. Hvorom gælder at frivillig komik er noget nær en selvmodsigelse – idet fænomenet burde omdøbes til ”simuleret komik”.
Komik er nemlig ikke at "kommentere", men intuitivt at forudse og fremskrive, ja fremmane fænomenet visionært, allerede inden der er noget som helst at "kommentere".

Nej, men altså: Hvis nu bare pungdyrene, de pukkelryggede samt komikerne blot i tide havde fundet ud at at samarbejde, så havde de måske alle tre klaret sig noget bedre i kampen for tilværelsen. For enernes grammatiske enegang er jo en af hemmelighederne bag proletariatets diktatur... Tag den, Lenin!

Enernes fagforening er jo nu engang logisk og fagligt et trin eller to højere end blikkenslagernes fagforening, men var vel ikke af den grund nogen komplet umulighed - selv om enerne typisk er enere på hver deres felt og hver sin vis, hvilket yderligere vanskeliggør deres beherskelse af pluralis.

Med autisternes fagforening forholder det sig derimod indrømmet noget vanskeligere. - Og det er da også grunden til at man på dette ene område har gjort en undtagelse fra forenings-friheden i form af obligatorisk organisation og fagligt monopol. Thi her er jo reelt tale om en værge-ordning.

Plagiatorne behøver omvendt slet ingen fagforening, da de i forvejen overalt allerede forlængst er i knusende majoritet og dertil besidder et aldeles "ubestikkeligt" (for hermed i forbifarten at afsløre svaret på spørgsmålet, hvilket ord der er verdens største "misnomer" eller "contradictu in adjecto") socialt instinkt: med en anden "misnomer" ofte kaldet "empati". En egenskab, hvis arrogante fravær hos hine uheldige omvendt berettiger dem til omgående fratagelse af alle borgerlige rettigheder.

Til sidst en nødvendig redaktionel bemærkning: Det en stor hån mod de virkelige pungdyr at sammenligne og demagogisk sidestille vore dages trods alt ret forkælede pukkelryggede med pungdyrene for at forpligte samfundet til at yde de pukkelryggede tilsvarende kompensatoriske forret i form af både kandikap-points og kvote-ordninger.
 Nej, når mennesker trækker pungdyr-kortet, så fortæller det afgjort mest om dem selv...

RITT BJERREGAARD, STATISTIK OG PARADOKSER - VED FROKOSTEN....

VED FROKOSTEN...

"Filosofi" er - ud over at være stærkt overvurderet - kunsten at gøre sig klog på noget uden først at have sat sig unødigt meget ind i det. Det er derfor man i grunden ikke rigtigt kan studere sig til det, for der er i en vis forstand ikke så meget at sætte sig ind i. Så fik vi da det på plads.

Tag f.eks. emnet statistik: Vi læser at både motion, fiberrig kost samt en lille daglig dosis acetylsalicyl-syre hver for sig nedsætter risikoen for tarm-cancer med godt og vel 30 procent. I så fald skulle man tro, at hvis man iagttager alle tre forholdsregler plus et par stykker til, så skulle man da være mere end 100% helgarderet mod tarm-cancer.
.
Omtrent ligesom samfundet skulle være helgarderet mod de forbrydere der er idømt 300 års fængsel.
I det sidste tilfælde holder garantien ikke, for sæt nu enkelte af forbryderne har held til at flygte - om ikke andet så i forbindelse med et jordskælv. I så fald vil det ganske vist næppe fylde meget i de stedlige avis-rubrikker, men facts er facts.
I vort medicinske tilfælde må der ligeledes være misteltene som vi ikke. har taget i ed. Den mest indlysende er det forhold, at enkelte segmenter uanset hvad har en høj genetisk risiko og derfor en vis iboende sygdomsfrekvens
Men den øvrige befolkning får jo dermed blot en endnu mere lovende statistik, så gåden er ikke blevet mindre. Rent matematisk er det jo også noget vås, at ens sygdoms-risiko kan blive nedsat med endnu mere end 100% ved addition af alle slags gunstige forholdsregler.

Selv i "den øvrige befolkning" vil der være individuelle forskelle i udsathed, men at tage højde for dette udsætter blot gådens løsning, idet vi da står med en endnu mere robust rest-gruppe. Men selv dér vil der erfaringsmæssigt være uheldige undtagelser - og mere end 100% risiko-reduktion er jo desuden stadig noget vås.
Men antag nu, at motion af peristaltikken reducerer risikoen med en tredjedel. Fiberrig kost nedsætter den nu stærkt reducerede risiko med en tredjedel: javel, men vel at mærke en tredjedel af den resterende risiko. Asperin vil atter reducere den herefter resterende risiko med en tredjedel. Og så fremdeles med de andre virkemidler. Man kan blive ved i det uendelige med at reducere den resterende risiko, ganske som med deling af smør og andre kontinuerte masser. Men ingen kontinuert størrelse forsvinder ved deling.

På ganske samme vis argumenterede grækeren Zenon i sin tid for, at da tilbagelægning af en afstand ligeledes kunne anskues på som en gentagen halvering af strækningen, så vil selv den hurtigste løber aldrig nå helt frem. I Zenons tilfælde holder konklusionen imidlertid ikke. For meget kort fortalt finder de uendelig mange halveringer af strækningen nemlig sted i løbet af et helt afgrænset tidsrum, idet hver halvering kun tager halv så lang tid som den foregående. Og derfor behøves der ikke uendelig lang tid for at nå helt i mål.

I vort eget eksempel slipper vi for Zenons paradoks, for der er ikke tale om nogen proces i tid. Her konstaterer vi således bare, at selv nok så mange halveringer af sygdoms-risikoen aldrig kan reducere denne til nul.
Derudover kunne man også tænke sig, at visse af de anbefalede forholdsregler i nogen grad betjener sig af fælles biokemiske mellemregninger, og at disse jo kun kan annulleres én gang. Dette svarer til hvis to debitorer truer dig med den selv samme gorilla for at inddrive din gæld: Finder du en måde at eliminere byens gorilla i anledning af den første kreditor - så har du ingen yderligere nytte af metoder til at eliminere gorillaen i anledning af kreditor nummer 2. For gorillaen kan jo kun elimineres én gang.

Vort eksempel belyses godt af forskellen på procentenheder og procenter. Et antal procentenheders fald af en befolknings tilslutning til et bestemt parti beløber sig ved gentagelser meget snart til 100 procent. Hvorimod reduktion i procent regnes som procent af den resterende gruppe og derfor hver gang betegner en reduktion af en mindre størrelsesorden.

Nå for pokker - kold morgen-kaffe er noget af det værste man har....
Good day, gentlemen!

P.S. Troede I da virkelig, at vi denne gang omsider ville begå noget "aktuelt", "vedkommende", ja måske endda "veloplagt"? Ak, tro os: Også virkeligheden er stærkt overvurderet - muligvis med den sibiriske tiger og Tibets afskyelige snemand (der i henhold til de få som har mødt ham, faktisk skal være elskværdigheden selv) som eneste undtagelser: der af selv samme fornærmelige grund ligeledes er bandlyste af den samlede verdenspresse - paven naturligvis ej heller at forglemme...
-------------------.
Men for de i vort eksempels emne interesserede anbefales Harter Pierce's bog "How to outsmart your cancer" - som selv af medicinske anmeldere betragtes som noget af det mere sobre og læseværdige om "glemte" og oversete behandlingsformer med uafhængigt og reglementeret dokumenterede diagnoser og resultater: resultater, hvis drastiske procent-tal i forhold til den ellers dystre statistik mere end kompenserer for det trods alt numerisk ret begrænsede materiale: idet talen er om behandlinger der siden er blevet boykottet og forvist til det alternative.
Også selv om der i samtlige tilfælde er tale om højt meriterede forskere, herunder både en nobelpristager og en gentagen nobelpris-kandidat i form af den kvinde, som i sin tid påviste omega 3 fedtsyrernes betydning samt farerne ved transfedtsyrer 

PAVENS CHAUFFØR

..

Af princip læser jeg helst ikke forfærdelig meget om de få ting, som jeg har mere personlig forstand på - man tænder jo heller ikke lygter i solskin, vel?
------------

Immunforsvaret besidder en bred vifte af deviser af varierende ælde og med sindrige indbyrdes forbindelser; deviser, der snart vikarierer for, snart supplerer hinanden. På lignende vis er nogle skriverier helt private, andre delvis tilgængelige og endnu andre helt tilgængelige. Længere ting sker altid i eget regi, in case f.eks. Zuckerberg & Zuckermann skulle gå helt ned. Og Klareboderne A/S taler vi ikke om.

I den grad man skulle være beroende af andres gunst, skriver man noget som folk kan lide. I den grad man er beroende af sin egen gunst, begår man noget andet. Men skulle man nu ligefrem efterstræbe Guds eller Voltaires bifald, (in case disse allerede findes og ikke må opfindes først), så må man tage sig ganske gevaldigt sammen.

Men at imponere den almægtige ved at gå ham i bedene, er på den anden side en håbløs umulighed, der som det ekstreme tilfælde klart illustrerer hvor uoriginal, plebejisk og futil en ting konkurrence i grunden er. Men hele den moderne karriereverden er håbløst besat af just denne uting - deraf kedsomheden.

Nej, at bære sin egen byrde med værdighed er derimod noget, som end ikke Gud ville kunne gøre for dig - og selv er vi jo heller ikke altid for gode til det. Således har jeg f. eks. beskadiget en andens kofanger med en tredjes automobil og prøver forgæves at finde en grimasse der kan passe; min egen hetero-mobil har i bedste fald gemt sig særdeles godt - hvilket på den anden side i mit bohave ikke er nogen stor præstation.

Hvis Gud imidlertid påtog sig at skrive en straffefanges selvbiografi, ville den for det første blive et om så også yderst velskrevet falsum; og for det andet ville det slet ikke kunne blive det samme, for Gud kender selv ikke disse sindstilstande - og det gælder naturligvis i endnu højere grad en dybt ordblinds selvbiografi. End ikke Gud kan i sit indres dyb simulere en dybt ordblinds liv. Hvis han imidlertid alligevel skulle vise sig i stand til det, så må det på den anden side siges at være et af de hidtil bedste gudsbeviser...

I Middelalderen kunne enkelte udvalgte i en sluttet kreds tillade sig lignende kætterske spekulationer omkring Guds magt til at skabe en sten så tung, at han ikke selv ville kunne løfte den. Men at delagtiggøre en bredere almenhed deri blev i reglen honoreret med endnu højere straffe end parkeringsbøderne på Peters Pladsens aller strengest reserverede plads... - hvilket forresten minder os om, at der faktisk er en enkelt ting som, Paven kan gøre endnu bedre end Gud: baglæns parallelparkering, som heller ikke jeg endnu mestrer euklidisk overbevisende. Ja, men paven gider bare ikke – så ganske ligesom Paven er Guds stedfortræder på Jord, så har Paven en lige så ufejlbarlig stedfortræder i Roms trafik.

Men når Pavens chauffør undertiden kører på egen hånd uden for sin embedsgerning - hvad der ikke er velset - så er han akkurat lige så fejlbarlig som alle andre italienere i deres ilterhed. Så for ikke at give anledning til både økumenisk og skolastisk forvirring, henstiller man gerne allerede i jobannoncen, at ansøgeren må være fuldt indstillet på i sin fritid at slå et slag for apostlenes heste - hvorved pavens chauffør nemlig som et plaster på såret tillige får en symbolsk andel i den berømte apostoliske succesion af denne verdens hellighed. Skinhellighed har vi derimod nok af, og den hverken ønsker eller behøver nogen arvefølge, endsige nogen begrænsninger i form af reserverede pladser.

Imidlertid kom vi fra de byrder som vi alene selv kan bære, men ikke Gud. Og det er derfor disse langt mere end succes i konkurrencen og karrieren, der udløser Guds bifald. Gud siges dog en enkelt gang selv at have prøvet det samme, af solidaritet og for eksemplets skyld - et eksempel hvis udfald og rette tolkning der dog stadig står strid om. Guds intention var rimeligvis denne: "Når selv jeg kan gøre det, så må I andre også kunne, som er født ind i det - hvor svært kan det være?"

Omtrent ligesom de arbejdmarkedkonsulenter, der efter selv at have præsenteret deres CV som direktører i indtil flere større IT-firmaer gennem årene til sidst dulmer gemytterne ved at betro de tvangsindlagte, at de skam selv også engang har været arbejdsløse: samt at dette endda er deres vigtigste kvalifikation i den aktuelle forbindelse...

Men hvorfor outsourcer disse travle folk da ikke denne usle sidetjans til en endnu arbejdsløs, og hvorfor hyrer de indkaldtes fagforening ikke bare et af deres egne medlemmer for allerede derved at have forbedret sin statistik en smule? Og hvorfor tildelte Gud ikke bare på samme vis en i forvejen spedalsk eller pukkelrygget den symbolske almagts fuldtidsjob på jord i stedet for at gå over åen efter vand ved selv at gøre det umulige?

Nej, den ville aldrig være gået, for hvis Gud nemlig havde udvalgt en tilfældig spedalsk, så kunne alle verdens tabere jo rette klage over at være forbigåede, da også de jo var uomtvisteligt kvalificerede. Og hvilken ære er der desuden ved at nyde en gunst, der ikke tildeles en i kraft af noget særegent?

Misundelsesværdighed kan nemlig sagtens være aldeles æreforladt - og det gælder i særdeleshed vor tids tarvelige karriere-kamp: For hvis du har medgang, vil alle og enhver misunde dig - men næsten ingen vil ære dig og beundre dig, for vi går ud fra at du snyder lige så meget på vægten som os andre - eller også bare var heldig. Og hvilken ære var der vel ved at vinde i lotteriet for derefter nærigt at gå i landflygtighed og skattely på en sydhavsø helt uden hverken syfilis eller bekostelige baronesser?

Nej, og derfor er det også kun notoriske tabere der spiller på travbanen og lotto - hvorimod alle vi andre aspirerer til direktører, konsulenter, forfattere, innovatorer, oprørere, stand up komikere eller professorer - allerhelst det hele i naturlig udviklingspsykologisk rækkefølge.

Mozart var det imidlertid ikke alle og enhver, der misundte, men alene hans herostratisk navnkundige kollega Salieri: for kun Salieri havde faktisk noget at have sin misundelse i, hvorimod alle uden succes i dag med god ret mener at kunne misunde alle andre med succes. På den måde er verden da sandelig blevet mere demokratisk.

For succes er da bestemt ikke bare et tilfældigt lotteri: - For vi kan netop alle få succes, hvis bare vi altså ikke udmærker os alt for individuelt, men retter dygtigt ind, selv i vore tilsyneladende gadedrenge-nøkker og mest "provokerende" udsagn.

I et lige så æreløst lotteri er det derimod umuligt for mere end en enkelt eller to at vinde. Og det er altså ikke helt demokratisk.

Men apropos Pavens chauffør – så må I bestemt også høre historien om Pavens besøg i Washington. Paven byttede nemlig ved den lejlighed plads med sin chauffør, nu han trods alt omsider befandt sig på ferie i Guds eget land. Men derved kom den ufejlbarlige mirakuløst nok til i sin barnlige iver for skade at kollidere med en anden bil. Som sagt mirakuløst, mandens status taget i betragtning – men så på den anden side: Hvem hvis ikke just Paven kan gøre sig håb om den slags uforklarlige brud på naturlovene?

Den tilkaldte politibetjent blev imidlertid stillet i en sådan forlegenhed just grundet nævnte apostoliske ufejlbarlighed, at han måtte ringe til sin overordnede og dernæst via ham til denns overordnede osv., indtil han endte hos selveste guvernøren af Washington.
Efter at guvernøren forgæves havde udfrittet den arme betjent om, hvilken person der mon kunne være betydelig nok til således at stå over landets love – kunne politimanden kun afmægtigt konstatere, at den pågældende i hvert fald var så betydelig en personage, at han havde ingen mindre end selveste paven som sin privatchaufør...

Men apropos Paven, så skal I nu bare høre her til allersidst:
En dame af mit bekendtskab, der også tidligere har været frimodig nok til at opsøge de højeste instanser i tilværelsen, og ikke altid uden held, betroede mig i dag følgende:

Hun ringede forleden til selveste Paven (javel, den pave, hvem eller?) for at belære ham om, at han er en forbryder mod menneskeheden ved fortsat at forbyde kondomer i Afrika og andre AIDS-ramte lande.

Men kan alle og enhver sådan virkelig ringe til paven. Jovist, for paven er alle og enhvers pave, ganske som Gud jo er gud for alle og enhver.

"Men ringede du så virkelig til paven?". Jo, sandelig siger vi eder: Hun ringede og fik vitterlig også fat i pavens sekretær - af hvilke vi dog må formode at der nok findes en hel stab. Paven selv var derimod til frokost: - ja, gåselever som sædvanlig, for paver har nu engang sarte maver - en erhvervssygdom, efter sigende...

Og pavens sekretær eller i hvert fald lige denne sekretrær havde skam fuld forståelse for sagen. Men som hun tilføjede: Selv var hun jo nu engang ikke paven, men kun hans sekretær.

Men pavens sekretær kunne dog som et plaster på såret af egen erfaring forsikre damen om, at Paven selv bruger i vore dage altid kondom….

BJØRN BREDAL OM PLAGIATSAGER

En fornøjelig artikel fra BJØRN BREDAL'sangvinske pen.

Vist kan vi le ad alle de bagateller. Faren er imidlertid den, at de kan bruges til at latterliggøre folk der i anderledes alvorlig forstand plagieres og bliver til grin for deres egne penge og arbejdskraft. F.eks. når man i egenskab af anmelder, konsulent, redaktør - eller blot "faglig rival" i almindelighed - refuserer, fortier eller bagatelliserer arbejder  - for dernæst selv at gøre brug af det underkendte.

Når de ramte så jamrer, kan man dernæst leende spørge: "Men tror denne komplet ukendte hr. NN ("vi stavede da forhåbentlig navnet korrekt?") da virkelig, at slet ingen andre kunne få den samme geniale ide - end ikke vor så fremragende og berømte professor MM?"
Så er sejren både billig og sikker - ja, men det er rigtignok at udnytte en fortrinsstilling.

For denne patent-latter besvarer slet ikke spørgsmålet, hvorfor den fremragende MM med alskens fortrin, spalteplads osv. så alligevel først efter at have læst  denne "hvad-var-navnet"  lige pludselig fik den ide at skrive akkurat det samme - eller kom i tanker om, at han skam havde tænkt det samme uden dog at finde det oplagt til publicering, - for han er jo som alle virkelige åndspersoner et ydmygt menneske.

Både spørgsmålet og dåse-latteren med eller uden firma-logo kan skam i det enkelte tilfælde være berettiget. Ja, men det må bedømmes fra sag til sag: Jo særere tanker, jo mere ejendommelige og karakteristiske udtryk, billeddannelser, humor og associationer, og jo mere - nåja "originale" - påfund, desto mere usandsynligt (men indrømmet ikke helt umuligt) er det, at en læser efterfølgende pludselig kommer i tanker om, at han skam da forresten har tænkt det samme og sjovt nok endda er helt enig.

I blødere tilfælde kan der være tale om kvantitet: Dvs. ingen af de enkelte iagttagelser og formuleringer er det spor svært at forestille sig at også f.eks. MM kunne have gjort. Men gælder dette nu samtlige iagttagelser og endda i den samme rækkefølge - så kan det da i det mindste ikke være kriminelt at bemærke, at det i så fald da er et sammentræf,  at han/hun ikke blot bifaldt nylig læste, men tillige havde tænkt det hele selv først. Men sligt forekommer bestemt, og især ved med al respekt forholdsvis normale logiske ræsonnementer; så bevisbyrden er derfor langt sværere end i det første tilfælde.

De groveste plagiater er dem, hvor man samtidig stjæler "ophavets" afledte muligheder, ganske som ved tekniske patenter: idet man nemlig samtidig hindrer de pågældende i selv at komme til orde: ved at latterliggøre, fortie og udlukke og som apostlen Peter fornægte dem, selv uden ligefrem tillige at plagiere apostlen Peter (for lad os nu heller ikke gøre skarn uret): For man fratager derved de rette deres virke, frugtbare sociale kontakter samt mulige indkomster i medfør af disse eller hine ideer. Her stjæler man altså vitterlig noget fra nogen - ganske som i de grove tilfælde af klassisk marxistisk merværdi-udbytning.

At stjæle fra afdøde er derimod ret harmløst - bortset fra at man jo bruger det til at "overgå" nulevende "rivaler" med flere skrupler og fordomme. Det kan således bedst sammenlignes med falskmøntneri og alskens farverige lånecirkus, som jo immervæk er festlige og ligesom så megen anden kunst måske berettiget til statsstøtte.

Sluttelig, når en helt ung litterat forleden i samme avis kaldte Thomas Mann en af sin tids største plagiatorer, så var det derimod en futil udvanding - af den art der kan bruges til bekvemt at af-kriminalisere selv de groveste plagiat-sager.

For hvis selveste Mann var mega-plagiator, så er plagiat åbenbart lige så uangribelig som arvesynden: For hvem skal da kaste den første sten?
Og påstanden var da også rent vås: For at Mann brugte velkendt historisk/mytologisk materiale, som slet ikke lader sig fortie, og forædlede det under sin helt karakteristiske pen, med en rigdom af sære tanker og associationer - det kan jo aldrig kaldes plagiat. Så her er smilet på sin plads.

At Mann så først i anden udgave af sit Faust-værk krediterer Adorno for dets musik-teoretisk vidtløftige anslag - er også ret uskyldigt. For Mann vidste naturligvis, at ingen musik-kendere kunne være i tvivl om herkomsten: ganske som når nogen skriver en roman om en kerne-fysikers forskning.
Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager typisk med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker ingen skam tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fastlandet. A

t de berettigede originaler på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – inspiration og kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder; og sjovt nok heller ikke laves af alle andre med samme baggrund.

Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager ofte med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker nu ingen tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fatslandet. At de berettigede ”originaler” på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de modsat alle andre er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen -, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – al kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder. Og sjovt nok heller ikke laves parallelt af alle andre med tilsvarende forudsætninger.

Burde dette indlæg mon rettelig have været en artikel i det organ, som Mikkel Zangenberg så varmt priser i denne anledning? - Tja, også jeg er vist denne gang inhabil til at anbefale...

Men hvis nu ovenstående om føje tid kan læses de utroligste steder hvortil jeg ikke selv ville få adgang - bør jeg da være spor forbavset? For hvad der står at læse i digitale medier, er jo per definition rene bagateller og dermed alles ejendom.

ANNE-GRETHE RASMUSSEN - OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH

ANNE-GRETHE RASMUSSEN OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH
(FRIFUNDET AF "JOURNALISTEN"....)

Fagbladet "Journalisten" har nu gennemgået AGR's sag og finder, at hendes fortrin som arbejdskraft klart overstiger både omfanget og graden af den påtalte tidstypiske sparsommelighed med de så kostbare citationstegn - der nemlig afgjort bør regnes til vore fossile ressourcer.

Der var således næppe grund til ligefrem at se mobning og slette hensigter i "JOURNALISTEN"s første reaktion, for i så fald ville man aldrig have indrømmet, at man tog fejl. For dette taler tillige, at mobbere med omhu altid vælger et offer der står alene, stik modsat AGR der har et imponerende netværk.

Just mennesker med et stort netværk vil dog ikke desto mindre med gruppe-psykologisk automatik altid blive forsvaret af deres solidariske kreds med nærmest pavlovske modanklager om just "mobning" og "Janteloven".

Hvorimod det klassiske og gratis (kort sagt perfekte) mobnings-offer tværtimod typisk er den eneste til at rette denne mod-anklage. - Og alle vil typisk enten ignorere det eller også i kor udbryde: "Sludder og vrøvl!" Ellers er det nemlig ikke rigtig mobning...

For just deri består jo mobningen, til orientering. Og I må da godt citere mig for dette - vel at mærke osv.
 Men mobning er til orientering en rigtigt dårlig forretning: For udøvernes styrke består nemlig ene alene in den nederdrægtige døvstumme samdrægtighed, som ligner narkotika deri, at den en stakket stund opleves som berusende kollektiv styrke - hvis efterfølgende trofaste tømmermænd fra Nazareth hedder svaghed, tarvelighed og fuldt berettiget skamfølelse....

Derimod er det fuldt tænkeligt, at den unge søhelt Søren Willemoes fra WA, der helt glemte at se bjælkerne af pommersk fyr i sit eget slagskib, vitterlig bedrev en art upersonlig og umoden mobning: For en ung mand scorer gerne billige points i sin egen gruppe ved risikofrit at hænge nogen fra en rivaliserende gruppe ud og på den måde gøre sig fortjent til mors beskyttende favn fremover, uanset hvad.

Mikael Jalving fra Jyllandsposten påviste i sin tur dernæst, at en ellers ret højpandet leder-artikel af selveste Bo Lidegaard led for led i alle sine pointer synes at være planket fra "The Economist".

Når en ung debattør i Politiken efterfølgende citerer Sloterdirch (der staves som Kjeld og Dirch) for, at alle i vore dage plagierer, samt at forfatteren Thomas Mann var en stor plagiator - så er det sidste derimod rent vås. For Manns stemme, tanker og besynderlige sind er altid umiskendelige, selv hvor han bruger historiske forlæg som afsæt  - og selv om han indrømmede, at det med handling i klassisk krimi-forstand faldt ham svært.

Sloterdirk er derimod enig med undertegnede i mit evige omkvæd, at vi lever i plagiatornes tidsalder, fordi alle skal være noget andet og mere end vi er. Javel - og symptomet og derfor tillige et bevis for dette består derfor i, at alle plagiatorne (kort sagt snart de fleste moderne karrieredyr) hader originalerne og skyer dem som pesten: Og det af den simple grund, at forskellen på den ægte vare og plagiatorne på et givet felt let ses i stort og i småt, og det på mange forskellige måder.
Ganske ligesom en ægte tegner kan tegne lige hvad det skal være,-  hvorimod vi andre kun efter megen øvelse kan lære at tegne et bestemt motiv rigtigt godt: f.eks. en elefant. Ligervis med musik og alle andre felter.

Når en og anden alligevel af og til farisæisk anklages for plagiat, så handler det klogeligt oftest om rene småting, eller også om barnagtig afskrift af tekster. Men sjældnere om det langt grovere ide- og tanketyveri uden kreditering, der hele tiden foregår - ikke mindst i den akademiske verden. Og hvis første trin altid er tavsheden.

Ja, for vi kan uden videre logisk slutte, at denne synd er og nødvendigvis må være mest udbredt hos folk med ærefulde titler og jobs: For dels kan just de nemlig i reglen slippe godt fra det ved at gøre både deres ofre og dem der tør påvise forbrydelsen, umulige i karrierens verden.

Og dels føler de sig pressede til at bevise, at de kan - og stadig kan - leve op til deres egne og deres fans høje forestillinger om dem; samt begrunde deres fortsatte fortrinsstilling hos medierne, på universiteterne og i forlagsverdenen.

Og - som det jo ses næsten daglig, så beskyttes højtstående plagiatorer solidarisk af en kødrand af endnu knap så ærefulde folk og fæ, der ligeledes vil gøre deres små musegrå hoser grønnere end deres egne pigmenter måske kan leve op til.

Men trods fagbladet "Journalisten"s høje retningslinjer for god skik og videnskabelig redelighed - så er der imidlertid stadig en lille hurdle, der får den stolte skude til at kæntre allerede ved dens jomfrusejlads ud af havnen, ganske ligesom det svenske krigsskib VASA i sin tid: Nemlig dette, at hvis vi herefter pænt vedkender os at have læst noget - ved enten at like, hade eller kommentere det - så kan vi jo ikke bagefter publicere tankegodset og erfaringerne i eget navn på ærefulde steder.

Eller som en pågreben sydamerikansk lommetyv engang fortvivlet udbrød: "Jamen hvis vi lommetyve nu ikke engang må stjæle fra de rige længere- hvem skal vi så stjæle fra?"

Så enkelt er det, folkens. Og now don't be silly: For enhver mulig menneskelig reaktion herpå er allerede både forudset og indkalkuleret - intet barnligt endsige strudse-agtigt er os nemlig længere fremmed....Og som sagt: Husk for jeres egen skyld også lige det dér med tømmermændene fra Nasareth...For hvem ønsker I egentlig talt at blive respekteret af?

P.S. Dette indlæg har været tilbudt Politiken Debat.

NYTÅRSFORSÆT, GRÆNSEKONTROL OG KUNSTEN AT UNDGÅ ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKEREN OG ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKERE FRA STEINWAY

Der er jo ingen grænser for sundheden af alskens nødder og omegn. Ja, men min nøddeknækker brast allerede før jul iti under henrettelsen af en paranormal paranød - velsagtens forlods præpareret af Uri Geller. Så et betydeligt parti blandede nødder står endnu i venteposition i forfængelige forhåbninger om udsigt til benådning.

Omtrent ligesom ved mislykkedede henrettelser i visse lande med taxameter-ordninger, privatiseret retspleje samt meget bogstavelige tolkninger af dødsdommes ordlyd.

Professionelle bødler holder sig derfor klogeligt til de berømte Damascener-klinger fra Steinway & Sons, men man er jo kun amatør i branchen. Omtrent lige som obligatoriske og derfor for længst professionaliserede emner keder mig akkurat lige så dybt, som det omvendt morer mig at piske de forhåndenværende søm og tilsyneladende uorganiske ingredienser op: til noget, som ligeledes ikke kan tages helt alvorligt.

Ja, med mindre det stik modsatte da lige pludselig bedyres af kulturlivets autoriserede hyggeonkler - for ikke at glemme utraditionelle hjerneforskere med et autoriseret sexet glimt i øjet. Nogle hjerneforskere sværger således just til nødder - og formålstjenlige nøddeknækkere. Nice thing if you can get it...

Men hvad nu hvis en hjerneforsker en dag fortæller jer, at endnu bedre end nødder og gymnastisk eksekvering af livsbekræftende dødsdomme, så er det bedste middel mod Alzheimer måske at komponere dagens tankeret: men vel at mærke helt uden genbrug af professionaliserede og for længst fladtrådte emner?

Så ville der lige pludselig kommer andre boller på suppen, for alle større dagblade ville straks oprette kurser for de håbefulde. Men alle landets kendiser ville som sædvanlig få forret helt ubeset, så jeres eneste mulighed bliver alligevel den at like al denne opstadsede mosen og masen så konsekvent og uforbeholdent, at I har udsigt til også selv at komme i betragtning.Men helt ærligt, folkens: I så fald er Alzheimer måske alligevel at foretrække?

--------------

Men tilbage til Uri Geller. Retsmedicineren Preben Gertinger overværede i sin tid under en seance med Uri Geller, at en landskendt og tidligere fængselsdømt hypnose-morder, der tilfældigvis sad lige foran ham selv, tilsyneladende alene med tankens kraft bragte Geller komplet ud af fatning ved at inducere ham en oplevelse af, at nogen slog ham. "Hvem er det der slår mig, hvem er det der slår mig?", råbte Geller bestyrtet. Kun Gertinger og hypnose-morderen var klare over, hvad der foregik.

Forestillingen måtte derfor afbrydes og udsættes!

Uri Geller var vist nok bare tryllekunstner. Og skeptikere vil ligeledes hævde, at hypnosemorderen ligeledes bare var en slags trykkekunstner. Nåja, men i så fald er vi altså mindst tre om den sport...

Og vor øvelse har skam ikke været forgæves, idet den nemlig har formået at minde mig om uudsletteligt om det nytårsforsæt, at jeg forleden besluttede her på årets første helt ædruelige dag at købe en nøddeknækker fra Steinway & Sons. Så there you are.

Men i øvrigt: Det utroligste ved det hele er dog, hvordan pokker alle jer ude på arbejdsmarkedet egentlig talt har tid til at læse sådan noget i arbejdstiden - lige undtagen hvis det er noget som alle og enhver i forvejen kæfter op om. Hør engang: Det er vist da også en slags tryllekunst?

DAGEN DERPÅ....

Vi lovede omsider at købe en ny nøddeknækker i stedet for den gamle der brast i første runde i kampen mod en tyre-nakket paranød.Der ser I ulempen ved al den genvinding af metal med en molekylær konsistens som havregrød.

Gårdagens smøre foregav at være en ny kur mod Alzheimers. Og prøven skulle derfor være den, om vi nu omsider kunne huske at købe en nøddeknækker, inden alle de sunde nødder, der ligeledes skulle modvirke Alzheimers, mugner og tværtimod bliver rent livsfarlige.

Lad os (første person ental er frygteligt privat og bare for småt) straks indrømme, at vi jo sjældent sadler før vi rider og derfor atter må melde pas. Men det skyldes nu ikke Alzheimer, for nævnte nytårsforsæt har skam plaget os, lige siden vi aflagde vort nytårsløfte.

Men hverken Fakta, Irma eller Brugsen sælger nøddeknækkere - og her kommer så en anden hurdle ind, som hedder målrettethed eller "perseverens". Den egenskab kendetegner al social opstigning - men ulykkeligvis fordrer den en helt umådelig tolerance over for påståelige og mekaniske gentagelser både selskabeligt, tankemæssigt og sprogligt.

Og den egenskab går nu engang ikke i spænd med sjælelivets højere ytringer og befordrer dertil i tidens løb tværtimod Alzheimer ultra-light: - som vi daglig ser det i tidens prosa, der jo er formelig besat af en febrilsk gentagelses-tvang såvel i form som i genbrug af mediernes kollektive "dagrester": velsagtens som en hysterisk rituel besværgelse af førnævnte onde.

Lige p.t. skriver alle mulige således om 'plagiat', og endda uden nogensinde at have oplevet  eller tænkt over det - og det er dog en bedrift. (Et forældet ordsprog om kunsten at kassere overflødige legemsdele melder sig her i erindringen - alene i protest mod gamle doktor Alz, der som sagt også kan undvære).

Men når det hidtil apokryfe bliver allemands-snak for eliten, så er det på høje tid at indse, at man selv bør gøre noget helt andet. For den vise søger kun anerkendelse for noget han i grunden ikke mestrer helt - det som man nemlig rigtigt kan, behøver ingen anden anerkendelse end udelukkelsen. Alene derved indser I måske, at smiger nærmest per definition i reglen er ubegrundet... Men hvorfor så egentlig rende efter den?

Javel, men hvis vi altså som de eneste skal afholde os fra emnet 'plagiat, så er vi jo allerede næsten dumpet ved nu at nævne det: - ganske som ved køreprøven, hvor nåde ligeledes fik lov at gå før ret, fordi man dog i sidste øjeblik fik rettet op og skiftet til højrekørsel efter et tørt og ureglementerede sufflør-vink med ordlyden "Nu har vi jo altså hørekørsel her til lands...". Jo, men hvorfor skal det hele være så kedeligt?

Vor overlevelse ved den lejlighed skyldtes alene den skolastiske fiffighed, hvormed vi svarede, at der aldeles intet var i vejen med den valgte kørebane endsige "vejens beskaffenhed" - og at en ædruelig motorsagkyndig i givet fald snarere burde have rettet sin kritik mod kørselsretningen. - Hør, er i med, I hundehoveder?

Kort sagt stod sagen altså 1-1 i kraft af to ligeværdige selvmål. Og i sådanne situationer indgår fornuftige forhandlere altid stiltiende forlig og fortsætter diskret business as usual.

På lignende vis håber vi også denne gang at have klaret frisag trods et enkelt uforsigtigt skridt på tabueret grund.

Men med hensyn til den nøddeknækker, så havde vi i dag medbragt en uhyre god undskyldning for trods klar erindring om vort forsæt endnu engang at udskyde nævnte fornyelse af vor bohave.

For man havde egentlig planlagt at afprøve grænsekontrollen over Sundet ved Helsingborg, hvor jeg nemlig afgjort ville satse, hvis det altså var mig der var en terrorist, der således ville gå over åen efter vand. Og hermed kommer mit tvivlsomme førerbevis altså omsider til sin ret: Endnu mere tvivlsomt, fordi mit oprindelige kørekort blev stjålet af en lommetyv for tre år siden just ved denne grænseovergang - tillige med min øvrige formue.

Og da mit nye kørekort er helt uskelneligt fra det stjålne, må det siges at udgøre et højst upålidelig identitets-garanti. Om den sluttelige ihændehaver af originalen gælder jo, at enten har han udskiftet fotoet på snedig vis - eller også har han fået foretaget et ansigts-kirurgigsk indgreb: vel vidende at plagiat jo er tidens højeste mode - og tillige alle dage har været en langt bedre forretning end det stik modsatte.

Imidlertid: I medfør af nævnte vidtløftige rejseplaner bliver der jo hverken tid eller grund til netop i dag at anskaffe en nøddeknækker.

Men nu har vort skriveri, der af samme grund udtrykkelig ikke indgik i dagsplanen, jo forlængst forpurret vor rejse - hvorefter vi så ikke længere har nogen undskyldning for yderligere udskydelse.

Dvs. det har vi måske alligevel: For vi husker skam endnu klart, hvad vi ovenfor røbede om vort private syn på den også for social opstigning nødvendige perseverens....

En egenskab, som vi som sagt kan prale af ikke at besidde andet end i form af ubændige besættelser helt uden fornuftigt sociale og paylovske koblinger: som f.eks. dengang den purunge mand byggede et nødtørftigt skjul højt oppe i et grantræ for i sene nattetimer at klatre ubemærket op - og efter daggry fotografere en statelig duehøg fodre sine unger på sin uhyre malerisk beliggende rede.

Kort sagt: Det er slet ikke utænkeligt, at man opsporer en nøddeknækker just i dag. Men i så fald sker det ved en pludselig beslutning uden nogen som helst tvingende nødvendighed af f.eks. at skulle bevise, at Onkel Alz atter må vente, til det muligvis engang bliver hans tur...

FRA SOKRATES TIL THOMAS MANN: PLAGIAT-KAVALKADE

POLITIKEN afslutter året med en kavalkade af historiens og kalenderårenes egen tendens til selvplagiat. Hvorunder også Prins Henrik uden land og kongetitel som sædvanlig atter må stå for skud. Men under alle de aktuelle sager der nævnes aner man den bagatellisering, der beror på at man klogeligt skyder gråspurve med kanoner, men bevidst lader alle større eller blot en smule mere omhyggelige fisk gå fri..

På forhånd øremærkede og autoriserede standspersoner udstedes løbende carte blanche til at begå artikler,udtalelser, foredrag og "bøger" selv om pludseligt "aktuelle" emner såsom 5000-året for stenalderens gennembrud - som de aldrig nogensinde før har tænkt over endsige opdaget, men muligvis nok praktiseret helt ureflekteret.

Derved inviterer man til, ja autoriserer endda plagiat. Med garanti for efterfølgende beskyttelse mod enhver art for salget, mediet og karrieren uhensigtsmæssig og uautoriseret misbrug af ytringsfriheden fra de rettelig forsmåede.

Det bliver derfor bare værre år for år - og synderne skamroses klogeligt løbende af alle der selv ønsker at komme i betragtning.Og selv emnet plagiat er skam næppe nogen undtagelse.Vi venter derfor uden spænding på en "debatbog" herom.
Men kom nu ikke og sig, at plagiat skyldes ydre socialt pres: For trods sjældenheden af originalitet så er langt flere mennesker i verdenshistorien blevet fyret grundet deres originalitet end grundet mangel på originalitet. Hvilket er lige så statistisk markant som, hvis langt flere mennesker i verdenshistorien er døde af af en uhyre sjælden sygdom end af forkølelse,

Vi vil derfor vove den påstand, at når folk undertiden frivilligt lovprises for deres store originalitet, så er det oftest et valg af det mindste mulige onde: For det sker ikke af gennemført naivitet, men tværtimod mod bedre vidende eller i hvert fald i strid med hvad dommernes menneskelige intuition og fornemmelse fortæller dem.
Og der er derfor kun tilsyneladende tale om en dementi af Janteloven - ganske som når en folkelig og plat diktator hyldes som overmenneske. Hvis Sokrates havde været anklaget for plagiat, ville man have tilgivet, frifundet - ja foretrukket og forfremmet ham. Men nu var det tværtimod mandens forsvarstale der var det allermest utilgivelige slag i ansigtet på demokratiet og dettes elite.

En ung litteraturjournalist beskylder i samme avis selveste THOMAS MANN for at være en af sin epokes største plagiatorer. Med den udødelige, men heldigvis også afdøde Mann som den art forbrydelsers skytshelgen er den unge litterat da i givet fald da lovligt undskyldt, hvis han selv en dag skulle føle sig nødsaget til fortvivlelsens selvhjælp. Litteraten ville derimod aldrig vove at rejse en lignende anklage mod nogen af sine nulevende professorer.

At Thomas Mann i sine "montage-romaner" brugte allehånde begivenheder og forlæg fra virkeligheden for ikke at tale om Biblen, fratager ham imidlertid ikke en helt umiskendelig besynderlighed i sit hjernemæssige stofskifte - som da mig bekendt netop ikke ligner ret meget andet.

Ganske vist lader Mann sin hovedperson i "Doktor Faustus" referere Adorno's musikteoretiske overvejelser omkring Schönberg osv..- men tog da også Adorno's kritik heraf til efterretning ved i næste oplag at gøre tydeligt opmærksom på lånet.

Naturligvis var det ikke spor vigtigt for Mann at bilde læserne ind, at han selv tillige var musikteoretisk banebrydende, og har nok tænkt: "Folk kan sgu da sige sig selv, at det her må være leksikalsk opsamlet viden, som jeg tildeler min hovedperson; de få kendere kan endda sige sig selv hvorfra - og resten af læserne er ligeglade og forventes jo ikke at forstå det 100%." Og det gjorde jeg da heller ikke selv....

Akkurat det samme er jo tilfældet, når en forfatter begår en roman om en fagspecialist på et andet u svært tilgængeligt specialområde: Den faglige korrekthed har oftest mest rituel betydning for skribeten selv- men også forlæsernes oplevelse af troværdighed. Ganske som vi overalt hvor vi har ed virkleigheden at gøre, godt ved at vi kan blive ved med at grave.
En roman der opleves med samme "tredimensionalitet", hvor ens forståelse af faglige detaljer er begrænset, opleves som troværdig - og derfor forventer, vi at forfatteren har sat sig noget mere ind i tingene og ikke digter frit.
Men hvis en autoriseret journalist eller måske en ærværdighed nu opfordres af et anerkendt forlag til at skrive en afklarende "debatbog" om emnet efter alle årets sager - så kan I være sikre på at den vil være propfuld af lån. For vi lever skam som vi lærer - og alle klapper, liker og anbefaler.