"VI ERE ALLE KRISTNE”
Den ærlige pastor Ramsdal indrømmer, at han ikke rigtigt kan tro på mirakler. Ville Kierkegaard mon have lovprist ham som en sjældent oprigtigt præst? Eller ville Kierkegaard tværtimod have fået et nyt raserianfald over, at Ramsdal alligevel vælger at forblive i embedet?
Hvor datidens præster ifølge Søren bekvemt sagde "Vi ere alle kristne", så hedder det i dag: "Næppe nogen myndige personer ved deres fulde fem er i vore dage bogstaveligt kristne – for i så fald er de i hvert fald helt uegnede til at bestride et embede: Og da slet ikke et så tungt og ansvarligt embede som præstens – hvorom jo oven i købet gælder, at det ligefrem et kald!".
Men hvem kan i grunden fortænke os i at forlange mirakler for at tro det umulige - mirakler som dog kun vanskeligt overbeviser os, hvis vi da ikke personligt har overværet dem. Også selv om vi har det fra troværdige vidner. Dette får mig til at mindes den lige så ærlige lejemorder "The iceman". En af de få gange han siden fortrød sin barske pligtopfyldenhed, var dengang han tilbød en ”klient” der bad for sit liv, en halv times frist til at bede Gud om hjælp. "He prayed and he prayed - but God did not help him - and so I shot him".
Men man bør efter sigende også helst have andre til at bede for sig: Ja, det ser i hvert faldt altid bedst ud, når man ikke selv har forfattet sine anbefalings-skrivelser. En bekendt i akut behov bad nu alligevel engang Gud om penge og fandt virkelig kort efter en hundredekrone-seddel på gaden!Men er dette ikke netop typisk for Gud? Han tvinger nemlig ingen, men sørger altid for, at både skeptikeren og statistikeren kan finde en rimelig måde at bortforklare miraklerne på.
Men på denne måde nødes skeptikeren således til alligevel kaste håndklædet i ringen og give Gud et 13-tal for en suverænt underfundig besvarelse med et helt umiskendeligt og uforfalskeligt fingeraftryk, der endeligt afgør den lille sag.
Andre kan omvendt fortælle, at håbløshed langt mere end mirakler kan styrke troen – fordi denne eksistentielt set er et desperat og livsnødvendigt valg hinsides normal sandsynlighed. På samme vis er nogle mennesker stedt i håbløse nødsituationer i stand til – endda helt uanset religion eller ej – at opretholde livstroen, håbet og udholdenheden selv mod al sandsynlighed.
Også ikke-troende kan skam i nødsituationer bede til Gud – men som sagt langt hyppigere for andre end for os selv. Andre har imidlertid omvendt fortalt, at de netop i den totale opgivelse fandt buddhistisk fred med sig selv, skæbnen og Gud: Al strid og konflikt var slut, og det var godt sådan: Da redningen så alligevel helt uventet kom, var det næsten en skuffelse at skulle vende hjem til denne ufuldkomne jammerdal. For Gud a la Karen Blixen er ikke en manipulerbar størrelse, man sådan kan tinge og diskutere med.
At Folkekirken kan rumme moderne præster, der er langt svagere i troen end i håbet, kan samfundsmæssigt og menneskeligt set være rimeligt nok, eftersom de jo er repræsentative for en lang kultur-kristen tradition. Vel at mærke så længe de er ærlige omkring det - uden heri fiffigt straks at ville se "den sande kristendom".
Men hvis de ligefrem pure afviser miraklerne som hedensk overtro, så kan det være sværere at se, hvad de egentlig har at gøre på lige præcis en prædikestol. For prædikestolens særlige historiske autoritet er ikke let at forene med en degradering til en helt fri talerstol a la Hyde Park.
Mange moderne teologer betoner imidlertid, at kristendommens og jødedommens historiske respekt for boglærdom og deres frie tradition for skarp debat og fortolknings-strid netop har givet grobund for modernitetens og ateismens langsomme fremvækst. Men dette gør vel ikke moderniteten til ligefrem en iboende del af hverken kristendommen eller jødedommen selv.
Ej heller kan man deraf slutte historisk, at ateisme så ikke kunne og ville være opstået alligevel ad anden historisk vej – helt uden hverken kristendom eller jødedom. For hvis dette var sandt, så ville ateismens udbredelse jo ligefrem kunne ses som et yderst underfundigt og jesuitisk kringlet bevis på kristendommens dybe sandhed og nødvendighed. Men så havner vi rigtignok også langt fra både Jesus og evangelierne....
Til gengæld får denne spidsfindige tankegang mig til med et smil at mindes nutidens udødelige finans-magikere, der trods både domfældelse og konkurser formår på ny at låne store summer af de samme banker, som de selv bragte til faldets rand: og det just for at frelse bankerne fra følgen af disse fejltrin! For på samme vis vil denne moderne teologi trylle kirken levende igen - selv om den så skulle være lige så død som i sin tid Lazarus.
P.S. Ovenstående er ikke blevet bragt i verdenspressen - men finder dog nåde på denne redaktion - trods vort sædvanlige forbehold over for emner, som også alle mulige andre partout skal skrive om p.t. Men lad nu ikke uopfindsomheden blive en vane.
