Rasmus Willig beskriver den moderne offentlige arbejdsplads' tiltagende krav om rethed i geledderne - grundet reduktioner i personale og arbejdsgange samt de nok ikke altid lige rationelle påtvungne besparelser, som heller ikke cheferne kan stille noget op mod, men reelt er sat til at administrere med gode miner til slet spil. Derfor det ledsagende et påbud om "new speak", hvilket betyder, at kritik ses som samarbejds-vanskeligheder, manglende omstillingsparathed eller endog private problemer.
----------------------
Godt alt sammen. Men hvorfor ses akkurat det samme syndrom så tillige i Nordkorea - samt tillige på privilegerede hjemlige arbejdspladser, der trods statslige tilskud i ytringsfrihedens eller oplysningens navn ikke er underlagt stram budgetstyring og centraliseret ledelse? Dagbladet Politiken's to debat-redacteurer har interviewet Rasmus Willig efter opskrift i TV's "Aftenshowet" med en dreng og en pige, hvoraf én nydansker og én gammel-dansker som forbillede på korrekt sameksistens. Men han kommer ikke ind på det.
Denne redaktion mener derimod i enig flok at kunne give et praj: Ja, eventuelle uenige har da i hvert fald endnu ikke ved vor redaktionelle morgensamling turdet give sig til kende af lutter begrundet respekt for chefredacteuren...
Så snart mennesker udstyres med både magt og priviliger efter skal vi sige nogen vilkårlighed - der til gengæld har sine egne lovmæssigheder - så vil de udover stor taknemmelighed over den store nåde, som jo ingenlunde stod indskrevet på dåbsattesten, begynde at opstable både smukke og fornuftige grunde til denne tingenes tilstand og denne verdens fortræffeligheder sammenlignet med mulige alternativer..
Mennesker vil nemlig ikke kun have magt, men også nyde personlig agtelse - og det falder straks noget vanskeligere: og da især når vi tilføjer, at mennesker helst vil agtes af personer som de selv har agtelse for.
Men heldigvis gives der erstatninger, og vi andre kan her trøste jer med, at også vi tit og ofte må ty til den næstbedste løsning eller det der er endnu ringere.
Kort sagt: "Lad mennesker hade, når blot de frygter..." Ja - og derfor må alle der på nogen vis kunne komme for skade at overstråle os, kues eller elimineres uden pardon. Og stiller de os så desårsags ondskabsfuldt i kritisk belysning, så falder Fars & Mors demokratisk velinteregrerede hammer for alvor. Så kan de lære det!
Javel, men desværre kan ingen til orientering lære at skrive, hvor "bogaktuelle" og journalistisk populære vi så end gør dem - og helt uanset hvad det nu var den helt unge Ritt Bjerregaard i virkeligheden aldrig sagde. Og ligeledes helt uanset hvad kolleger i hysterisk unison karaoke-sang (for flerstemmighed er en uhyre udemokratisk kunst og derfor forlængst forbudt her i Nord-Korea) istemmer ved alle runde dage.
Ja, og mediepersonligheder fylder til forskel fra ordinære personligheder til orientering rundt hvert evige eneste år - deraf den dybere aritmetiske visdom i at nogle nu engang bare nyder hyppigere og mere forgyldt omtale end andre.
"Sådan er det bare" -, som en jysk kunde post festum lunt udtrykte det, da han i oversøisk i telefonen lod marskandiseren i K. forstå, at han godt kunne skyde en hvid pil efter den ellers mundtligt aftalte restsum for et fint gammelt skab, som han havde afkøbt ham. Men et håndslag er vel et håndslag? Tja - jo, men business er vel også business, som vi siger i Vestjylland...
Men altså, for nu at blive ved emnet, selv om I nok som sædvanlig allerede har glemt det: Dette med den kun indbildte skrivekunsts stædige selvbedrag gør heldigvis slet intet alligevel, for ikke en bælgøjet mors sjæl kan jo alligevel se forskellen i vore dage, når bare I omtales offentligt som "bogaktuelle". Hvilket vist nok desuden uhyre moderne - lige indtil det bliver så udvandet at vi med finde på noget nyt, som ikke Gud og hver mand også er...
