Eywin Neutzschy Wulff proklamerer i en kommentar i Information bloggenes snarlige død af iltmangel grundet fraværet af sortering og kvalitetskontrol. Nuvel – i udemokratiske lande, i lande med magtkoncentration samt i små lande med uvægerlig tendens til provinsiel indspisthed må de politiske blogges betydning nu ikke undervurderes. Også fordi de tvinger pressen til større åbenhed for ikke at tabe ansigt – omtrent som Information nok historisk set har "opdraget" den øvrige presse hertillands.
Anderledes med den personlige blog, der let bliver privat. Imidlertid er det op til den enkelte bloggers selvkritik, for så skal læserne nok indfinde sig. Man må ikke sjuske med sit liv, men ej heller med sin blog, og bør hver gang skrive som om man skrev til evigheden. Man bør altid huske Blixens berømte ”stork” og se til at alt bliver godt, om så også kun i tekstens mikrokosmos. Men det klæder os netop at være fuldt bevidste om denne begrænsning – der så sandelig også gælder trykte tekster: For selv Evangeliet forslår jo kun som en skrædder i helvede!
Mange trykte tekster læses mest grundet deres aura af officiel godkendthed, der tiltrækker alle som gerne selv vil aflure hvordan man bliver ”godkendt”. Men det forholder sig her ganske som med finansmarkedet, at man skal have is i maven og ikke lade sig dirigere af hysteriske svingninger, men bie sin tid. Hine enkelte læsere hænger nemlig i så fald på af de rigtige grunde, ganske som gode aktier nok skal holde på lang sigt.
En hvilken som helst tekst kan uanset kvalitet publiceres i blogform, hvilket ingenlunde forhindrer senere papirform. Men derudover er der den mulighed, at man i stedet udvikler bloggen til en litterær genre helt i sin egen ret og lige som de anærobe bakterier opfinder nye livsformer, afledt af bloggens kuvøse-vilkår som en genre med virtuelle læsere. Det svarer nogenlunde til hvis man levede i et land, hvor man kun måtte udtrykke sig i rimform, eller hvor visse ting ikke måtte siges direkte: Begrænsningen gøres til et genretræk, og svagheden vendes til en stilistisk form, som ikke kunne være opstået på anden måde.
Også på dette miniatureplan gælder det altså om at vende værdierne på hovedet og med Blixens ord gøre Satan og den umiddelbare misære til sin bedste ven. Den tabte afrikanske farm transformeres dermed ”alkymistisk” til noget helt andet. Dette kan som tidligere udviklet yderligere føre til en art bloggens poetik, som ligeledes organisk udvikles naturligt af bloggens selvrefleksion.
Sideløbende kan man udmærket skrive andre tekster beregnede til gængse publiceringsformer. Men selv om der ikke er helt vandtætte skotter, har jeg for min egen del derfor gjort det til hovedreglen, at hverken trykte eller utrykte tekster lægges på bloggen. En del af bloggens fysiognomi er nemlig at dateringen er autentisk, ganske som man jo heller ikke genbruger gamle breve, også selv om ingen ville opdage det. Fusk og sjusk mærkes nemlig altid på mystisk vis: Tilsvarende er det kun professionelle lyttere, der kan påvise, at en jazzimprovisation her og der ikke holder sig strengt til forlæggets takter – men alligevel mærkes det i den forstand, at det lyder mere overbevisende også på os andre, når gennemførelsen holder i byretten – også selv om vi ikke kan sætte fingeren på det. Det svinger simpelt hen i en dybere og mere åndfuld forstand.
Når selv anerkendte forfatteres blogge oftest dør, som Wulff siger, skyldes det at de er stenografiske venstrehåndsarbejder, PR og lutter small talk i forhold til hovedstolen. Selv mails og forretningsmæssige breve bør ideelt set bæres af en umiddelbar livfuldhed og uforudsigelighed, men med fingeraftrykkets umiskendelige præg af komposition svarende til situationen og ens intentioner. Sådanne tekster lever og ånder, om så også læserne dør – og en levende tekst tåler altid at blive læst højt.
Om folk så har tid og mangler vigtigere gøremål, er en ganske anden sag – men det gælder så sandelig også alverdens trykte pligtlæsning. Jeg tror Blixen havde ret i, at en forfatter bør skrive som om læseren var omhyggeligt udvalgt eller ligefrem Gud selv: For Gud kan vi nok ikke imponere, men han vil tage hatten af også på egne vegne når, vi har gjort vor bedste og fuldt udfoldet hvad der lå i vore kort. En god tekst skal ideelt set ”make me want to be a better man”, uanset alle hånde antydede skrøbeligheder.
Men apropos for sent trykte tekster har jeg netop læst Boris Pasternaks "Doktor Zhivago", som er stor litteratur og historieskrivning. Bogens efterspil foregår under Anden Verdenskrig med det uægte kærlighedsbarn af Lara og Zhivago. Naturligvis var dette ikke med i filmen. Men fremhæves på dette sted må bogens og hovedpersonens betragtninger over åndslivets kvælende belejring via alle hånde kommissæragtige "sham institutions" med specialister i snart sagt alle livsytringer, men uden intuition.
Pasternak har skam selv drømmende elementer: Således beskrives et regnfald som så kraftfuldt, at det var helt uanfægtet af den samtidige stormvind - "ja det var som om stormen blot hidsedes yderligere af regnens upåvirkelighed." Sådanne associationer har jo tit intet med virkeligheden selv at gøre og kunne derfor ligne galskab. Men intuition er dog originalitetens hemmelighed, selv i videnskaben.
Ha, undertiden er det rart at se at man ikke er den første idiot med øjne i hovedet, og at en allerede afdød kan tage skraldet for én. Men sagen er denne: Menneskets forbløffende evne til selvbedrag gør, at sådanne fyndord fortrænges selv af dem der bekender sig til Pasternak, Gamle Søren, Jesus eller hvem nu. Dette har vi jo sagt ofte før - og for nylig opdagede jeg, at også Jesus sgu har sagt det.
There you are...For som sagt: Selv lovpriste tekster forslår som en skrædder i helvede, så vi skriver egentlig mest for at underholde Gud og enkelte andre overlevende bohemer udenfor tidens medieakademiske manageri - der for åndslivet er hvad Eisenhowers berømte "militærindustrielle kompleks" er for verdensfreden... Måske noget som præsident Obama passende kan tage op sammen med finanskrisen, Iran og andre globale hængepartier hinsides bloggen.
