Fra en overleveret slægtserindring om
husmoderlig visdom: ” Det er ikke bordet der er for lille – det
det er jer der er for mange...”.
At skrive er ligesom
parallel-parkering: De der kan det, behøver ingen skrivekurser: Det
er nok bare jer andre der skulle tage et læsekursus: i stil med de
mange debat-redacteurs der i gregoriansk sublimt og unisont kor finder vore tekster ”finurlige”: Ikke engang ”for finurlige”- thi
”finurlig” er åbenbart rigelig dumpegrund og minder heri om
baglæns parallelparkering, som jo ikke engang Helligånden selv
ville kunne klare uden en helvedes bunke ekstra-timer – ja undskyld
bandeordet, men Helligånden inviterede selv til det: som mobberne jo
altid ligeledes hævder om deres yndlingsofre...
Hjemkommen
til K. efter lang tids emigration er jeg med et fint gammelt ord fra
Kant ejendommeligt og næsten skizoidt ”uinteresseret”: ganske
som når man kontemplativt betragter ægte kunst: Dvs. man har det ligesom den fulde
bonde hos Kierkegaard der lå med benene på tværs af en
vejoverskæring, men affejede droske-kuskens advarsel med disse ord:
”Kør han kun videre – det er ikke mine ben...”.
Man
skal aldrig lande et sted hvor folk kender en, for så forsættes man
øjeblikkelig tilbage til ”Start” i den dumme karrusel af
paulovske banaliteter, spørgsmål, stående replikker og små-ærgrelser – samt
fortrydelse over at slet intet er blevet ændret til det bedre i ens
fravær. Den gamle dame på 96 blandt cafeens morgengæster er således endnu ikke fyldt 97, og
hun er heller ikke blevet spor senil endnu – hvilket minder mig at hun
fandt min spontane tale ved cafe-ejerens runde dag alt for
”finurlig”. Så kunne hun sgu da selv have sagt noget, men det
var der ingen der gjorde – men det gør jeg nu almindeligvis heller
ikke selv.
Nej, alt var ved det gamle, en selv inklusive.
Og her
gik man ellers og troede på den evige omkvæd, at bare man dog selv
forsvandt fra Jordens overflade, så ville alt atter blive fryd og
gammen, selv i Syrien og Irak. Men nej: ondets rod må åbenbart
alligevel ligge endnu dybere, end pressens gentlemen hertillands
synes at formode.
Af nævnte grund lander jeg i vore dage med
forsæt på en fremmed formiddagskafe, hvis selv-reklamerende skilt
lover trofaste kunder ”loyalitets-rabat”, hvilket straks giver
mindelser om såvel Palermo som dansk kulturliv.
Man kan enten
sidde med udsigten til en tom væg eller til personalet og de øvrige
kunder. Havde der nu bare været et spejl, så havde man kunnet nyde
synet af sig selv. Men i mangel af den mulighed foretrækker man
trods alt at se på de andre gæster. Sådan er det også med vore gode
gerninger, vor lovlydighed og vor behørige skatteborgerlige dyd: Når
vi alligevel er nødsagede til det eller ikke kan finde ud af andet,
så kan vi lige så godt godmodigt gøre en dyd af det – ganske som
da jeg på færgen i går glemte en flaske friskpresset
gulerods-juice, som så forhåbentlig havnede i en endnu mere
trængende alkoholist-mave. Ja, for på svensk hedder det nemlig
”alkoholist” og anerkendes efterhånden som en ligeværdigt
hensynsberettiget trosretning.
Dagbladet Politikens forside handler om
selfies, navlepilleri samt den grundtvigianske folkeoplysnings
forfald til just disse hobbies. Så behøver vi heldigvis ikke at
læse mere avis og er ikke gået glip af noget i den forløbne
avisløse tid: Også i de store forhold er alt altså ved det gamle –
hvortil kommer, at vi jo allerede i vore første linjer har overhalet
nyhederne desangående indenom: når altså bortses fra vort
utilgivelige hang til en udemokratisk finurlighed, som nemlig ikke
alle og enhver kan lære uden at klokke så meget i det, at redaktionerne pludselig finder det ubetaleligt "skævt".
Den første kop kaffe viser sig
faktisk at være så fortræffelig, at kunde-skiltets reklame-tekst
om ”byens bedste kaffe” ikke gøres til skamme. Dette motiverer
et kunde-spørgsmål, om der monstro skulle være tale om de berømte
Lugano-kaffe, brygget på ekskrementerne fra en art desmerdyr der som
sin livret ikke har kobraslanger, men derimod kaffebønner. Verdens
dyreste kaffe kender jeg ellers kun fra filmen ”As good as it gets”
med Jack Nicholson. Hvis min formodning stemmer, må jeg åbenbart
være blevet fundet berettiget til en særligt generøs ”loyalitetsrabat” allerede ved
mit første forsøg.
Men med så ypperlig en kaffe helt uden
et substrat af lort – hvad skal vi da med lort? Det forholder sig
åbenbart hermed som med avisernes så opreklamerede nyheder. Og
”kulturen” snakker vi bare ikke om, for den er efterhånden ikke
andet end slet camouflerede selfies serverede i en emballage af redundante informationer og geskæftige
verdensmands-manerer.
Som sagt kom jeg heller aldrig længere end til
overskrifterne – og i mellemtiden er dagens nyheder jo alligevel
blevet forældede, så nu kan det alligevel være lige meget. Så
hvis I havde håbet og forventet et kommenteret referat af hvad gud
og hver mand ligeledes kommenterer enten so oder so– så må vi
beklage at have skuffet jer.
Forurening med NOx i K. kan
heller ikke overraske – hvad havde I egentlig talt ventet jer? Til
gengæld kan vi fortælle, hvad ikke ret mange ved: at NO1
(kvælstof-ilte) til gengæld skal være en genvej til helse, hvorfor
man nu anbefaler nitratrige fødevarer såsom rødbeder og spinat. Af
samme grund blev nævnte molekyle da også udnævnt til årets
molekyle i 1992 – til stor misundelse for andre molekyler, der
ligeledes havde gået og håbet på deres endelige anerkendelse.
Ja, for ingen afskyr nemlig hinanden
som rivaliserende debuttanter – der nemlig har det ganske som de
slyngveninder, der holder uadskilleligt sammen som ærtehalm og
siamesiske tvillinger i deres mismod, men afbryder bekendtskabet den
dag en af dem uagtsomt løber ind i kjerligheden, eller for de
siamesiske tvillingers vedkommende: den dag en dygtig kirurg
forelsker sig i den ene tvilling med den for al sand kærlighed så
karakteristiske blindhed, der slet ikke ænser: at den anden tvilling
jo var akkurat lige så siamesisk. For hvis kirurgen dog bare havde
set dette, så havde den finurlige operation jo været aldeles
overflødig, og kirurgen var endda blevet dobbelt lykkelig..
Men sådan er livet nu engang: Vi er ikke tilfredse med
blot at være elskede – nej, vi vi foretrækkes frem for andre, og
bejleren skal tilsvarende først bevise både sin kunst, sin
udholdenhed og sin offervilje i sagens tjeneste. Kort sagt er vor
her skitserede lægeroman et skole-eksempel på verdensordenens
uklanderlige harmoni i forplantningens tjeneste: selv trods en til
tider så overraskende djævelsk finurlighed og sindrighed, at enhver
debatredaktør ville få en blodprop, hvis man indviede ham eller
hende deri.
Men som sagt – dengang NO1 blev helgenkåret, kan
det nok være at nogle andre siamesiske slyngveninde-molekyler blev
grundigt sure i masken.
-------------------------
I øvrigt må jeg
nu bekende at jeg har løjet for jer – og som en logiker engang
sagde: Den der fortæller at han undertiden lyver, har med sikkerhed
ret: Ja, for selv hvis påstanden er en løgn, så bliver den jo
straks til en sandhed, når den udsiges. Så hold jer fra folk der
frivilligt indrømmer deres egne fejl: Der er nemlig som regel
langt flere hvor de kommer fra.
Men som sagt: Jeg har løjet
for jer. Ja, for jeg landede faktisk allerede i går aftes, men ganske
rigtigt på et for mig nyt sted, som jeg dog længe har hørt omtalt.
Værtshuset ”Jeppes Badehotel”, der ikke har spor mere med
nøgenbadning at gøre end Store Strandstræde – hvor det værtshus
til orientering just ligger. Ja, for som sagt: Verdensordenens
guddommelige harmoni fornægter sig ikke, og to gange minus giver ganske rigtigt plus: For varerne er skam våde nok her på badehotellet.
Men til min
overraskelse og stik imod mine planer løb jeg her straks ind i en
gammel kending, som oven i købet er en af vor bys festligste og mest
harmløse plattenslagere - der nu med årene er blevet mindre
offensiv i harmonisk takt med hans engang så funklende tandsæts
regelmæssigt fortløbende reduktion i harmonisk lateral ligevægt
mellem højre og venstre.
Manden slog mig naturligvis straks
for en guldbajer, nu jeg alligevel stod oppe ved baren, og man bør
ikke være smålig. Hvor mange bajere har man dog ikke også selv
modtaget i årenes løb – blot helt uden denne afvæbnende kunst i
at stille den godgørende modpart i samme position som ved
Middelalderens berømte hekseprøve: Hvis du makker ret, bliver du
snart en fattig guttermand – og hvis ikke, så er du en velhavende
nærig-røv. "Lose-lose", som de siger i Toulouse. Eller med
min gamle tysklærers ord: ”Never mind – som tyskerne siger når
de er i England”.
Den i øvrigt nu om stunder mere lavmælte
mand mindede mig så i næste skaktræk om en smuk hjemmelavet lampe, som han i
sin tid solgte mig . Om den stadig hang over mit skrivebord. Jo-da –
alt er ved det gamle også dér. Hvortil han straks foreslog mig at
købe en til af samme slags for at tilføre mit bohave det samme
overbevisende præg af harmonisk regelmæssighed, der som sagt lige fra fødslen har
kendetegnet hans eget gebis.
Men ak, ak: ”De forrige tider ere
svundne, Ewald.” Ja, for med min privatøkonomi forholder det sig
nemlig nu om stunder ganske som med hans gebis....
Hvortil så
yderligere kommer, at jeg nu engang foretrækker min finurligheds
synkoperede og hartad okkulte harmoni frem for den åbenlyse og forudsigelige
regelmæssighed, som pressens gentlemen lige så konsekvent
insisterer på.
Men kunstens hemmelighed er nu engang just
denne: At selv om du ikke ligesom i matematikken og den
retsmedicinske videnskab kan motivere just denne ene løsnings
nødvendighed, og i øvrigt navigerer aldeles intuitivt undervejs – så kan du trods al improvisation alligevel altid
efterfølgende motivere og gøre rede for hvert eneste træk
undervejs. Omtrent som elskeren der forærer sin forlovede en buket
roser, sagtens ville kunne motivere sin handling, også selv om han i
stedet havde valgt at sige det med tulipaner. Ja, tulipaner ville
sågar have været et endnu bedre valg end roser, dengang tulipan-løg i
alskens farver i 1600-tallet betingede fyrstelige priser i
Nederlandene. Ja, for kærligheden er nu alligevel ikke helt så
blind, som man siger ude i byen.....
P.S. Woody Allan's
hovdperson i filmen ”Zelig” ærgrede sig på sit dødsleje kun
over, at han aldrig nåede at læse ”Moby Dick”. Vor historie
ender derimod lykkeligt, for jeg læste skam efterfølgende Poliken
både grundigt og med en ægte nyhedens interesse i dette udtryks
egentlige forstand - efter to måneders lykkelig pause. Men efterfølgende på sociale medier at
underholde hinanden løbende med vores voteringer om det selv samme
obligatoriske læsepensum er derimod ikke ret opfindsomt...
