AVISERNES KRISE - DIAGNOSE OG KUR

AVISKRISE: DIAGNOSE OG KUR

(Publiceret 21.12 i INFORMATION)

Man diskuterer ivrigt om kun den gratis kærlighed bør være tilladt. Spørgsmålet er dog muligvis forkert stillet: For man kunne hævde at hvis man blot vedtog at gøre kærligheden gratis, så ville der være nok til alle undtagen de professionelle udbydere. På den anden side: Hvis gratis kærlighed risikerer at skabe lige så meget bøvl som gratisaviserne, så bør man tværtimod forbyde den.
For presset fra gratisaviserne og nettet mærkes desværre på betalingsaviserne, trods jævnlig oprustning. Når vi mennesker er pressede og frygter sparerunder og aviskriser, får vi mindre overskud og beskytter os ved karteldannelse, hierarkier og ensretning. Denne smålighed går ud over mangfoldigheden, trods et højt fagligt niveau. For ethvert firma er det endvidere uheldigt når indbyrdes konkurrencefølelser skader firmaets konkurrenceevne udadtil – og hvis alle firmaer i branchen har det problem, så rammer det hele branchen, her betalingsaviserne.
Nuvel, hvad gør aviserne for at løse dette problem? Ja, bl.a. inviterer man globale ”stars” til stadig oftere at skrive – men ofte er der tale om standardindlæg, der langt fra at imponere tværtimod viser os på bjerget, at vi sgu er lige så gode ”stars” selv. Uautoriserede småfolk forvises derimod stadig oftere til hundebjæf der udstiller deres elendighed selv når de protesterer. Efter samme princip øremærker aviserne gerne nationale dukse med ”ret” til at have talent og lov til at mene noget på deres felt. Dermed får vi snart en næsten feudal klasse af pæne folk på international business class: Ja, for dem vi inviterer til at skrive hos os i DK, vil rimeligvis også give os grønt lys i deres eget land – og derfor bliver selv vore tyndeste hastværksarbejder straks oversat og flot anmeldt i udlandets store aviser.
Men bliver den ikke til sidst snart for tyk, snart for farveløs for læserne? Jo, men så henter vi bare nogle maniske og begavede ”pauseklovne” ind i manegen for at lave rav i den: Stædige ildsjæle med en forbløffende tro på deres mission og en kombination af stor dygtighed og en ofte lidt komisk snæverhed, der gør deres dygtighed lettere at sluge. Det kan være folk som Søren Krarup og Bjørn Lomborg, men også en Tudvad har det rette enzym. De fanger læserne uden at vække smålige følelser på tinge, og det er deres hemmelighed. De trykkes partout, for dels provokerer de fjenderne til at komme op på dupperne og gøre aviserne til et ”must”; dels har de en hjertesag som det er lettere for ”Birthe” at forholde sig til end de globale stjerners mondæne selskabslege i demokratiets, kulturens og humanitetens navn.
Og så er de begavede uden dog at være alt for gode. Dvs. de er skarpe samt udrustet med en djævelsk detaljehukommelse – men de er sjældnere rige eller dybe. De er sarkastiske, men ikke egentlig morsomme; snarrådige mere end originale; deres stil er altid elegant, men sjældnere smuk. De har oftest ret i noget vigtigt, men fremturer med at gøre deres evige pointe til forsidedramatik a la ”J’accuse”. I Tudvads tilfælde var dette mest åbenlyst, men derfor også mest menneskeligt: For inderst inde ved han jo godt, at sandheden om Kierkegaard ikke kan være eksistentielt afgørende for vor frelse. Og det ville Kierkegaard såmænd selv have fortalt Tudvad – men Kierkegaard ligger med halsbetændelse og har derfor bedt mig føre ordet for ham.
Pauseklovnerne har helt grønt lys i samtlige betalingsaviser, for de er så særegne, at de trods deres dygtighed og salgbarhed ikke truer nogen. Men samtidig bruger aviserne dette storsind over for deres meningsmodstandere samt ”det anderledes synspunkt” til at dække over deres smålighed over for alt det de enten udelukker eller kastrerer til det harmløse.
Men denne løsning på den professionelle forfængeligheds kabale er næppe holdbar i længden. For det går jo ud over mangfoldigheden og den menneskelige ”biodiversitet”, når man kun tillader folk at være dygtige på standardiserede måder og allerhelst på vores egen måde.
Det rammer aviserne i form af et tab af den personlige og nærværende stemme, som til sidst kun ”pauseklovnene” med deres maniske diktion har. Men det mærkes også i form af en vis stilistisk ensretning, om så også på højt niveau – selv om ekspertisen af og til krydres med muntre og kultiverede rejseminder på business class a la ”min yndlingsboghandel i Buenos Aires – ja, De ved den lige bag den botaniske have”. Værsgo og skyl!

Høyestærede professor Tamm

Vedrørende salg af signeret Kierkegaard-værk på Bruun Rasmussens Auktioner

Høystærede Professor Tamm

Idet vi selv gerne dyrker modsætningen mellem form og indhold, må vi bifalde hvorledes Deres vilde litterære indlæg omkring auktionsværdien af berømte navne udtrykker en pikant protest mod den domesticering som Deres eget navn ellers antyder, og som Deres borgerlige hverv tillige bekræfter. Da vort eget navn imidlertid ikke indeholder nogen for offentligheden kendt betydning, må vi imidlertid gå det yderligere skridt altid selv at opfinde begge led i de modsætninger vi dyrker.
Nuvel, til sagen: Vi må alvorligt betvivle at De kan undre Dem over betydningen af berømte navnes kommercielle magi, idet den ganske presse jo med forkærlighed ynder at udråbe og dyrke nationale navne med ret til såvel at mene noget som at have talent, honorarer ikke at forglemme. Men når aviserne således går de store auktionshuse i bedene, går de ikke blot over åen efter vand, men begiver sig endog til fjerne planeter for at søge livets og indkomstens lunefulde kilder.

Dette viser sig nu høyst uklogt, thi navnets handelsværdi er knyttet til det unikke og håndværksmæssige, dets så at sige organiske tilknytning til ophavsmanden – en egenskab som massemedierne umuligt kan efterligne. Derfor riskerer de store navne ved for hyppig brug i aviserne tværtimod at besmitte disse med deres egen inflation – hvilket i længden får læserne til at kjede sig og falde fra. End ikke den mest uklanderligt antikke ortografi formår at råde bod på nævnte misforhold.
Når avisernes ledelse imidlertid nu går den stik modsatte vej og i modsætningsfyldens åndfulde navn vil bespise deres stedse mere veluddannede abonnenter med husmandskost forgyldt af lige så tarvelig ugebladsglamour for at øge provenuet, er der atter tale om en plebejisk fejlberegning. For alene livets egen mangfoldighed rummer sjæl og ånd, og den lader sig hverken vedtage eller erstatte af store navne endsige af markedspladsens globale nuller.
S. Kierkegaard
Omvandrende empatisk filosof i staden