Til beroligelse for vor hastigt, men alligevel kun modvilligt voksende läserskare ( thi modvillig frygt for de fatale fölger er al sand kärligheds väsen, og ganske ligesom de störste profeter altid forsöger at undslippe deres hverv og betakke sig for ären, således frygter stormfulde själe gerne at binde sig karmisk) kan vi oplyse, at vi nu på betryggende kort afstand fra fädrelandet oplever årets förste snefald.
Denne bländende hvidhed stemmer sindet til sand nirvanisk alttilgivende mildhed, så lad os udbrede dagens glade budskab: at sneen virker akkurat lige så pacificerende som det hvide snit. Ja, måske endda endnu bedre, for jeg kendte engang en äldre åndssvag dame som måtte tilkendes det hvide snit hele to gange: en ekstra gang til äre for Prins Knud, som royalisterne siger. Åhja, for de sande modstandere tier altid klogeligt om kongehuset: prins Hamlet vidste det også godt...
Nuvel, krokodiller, gedder og hajer tåler med deres voksevärks arkaiske dämoni og hedenske nådelöshed at få trukket tänderne ud mange gange, for ukrudt opgiver aldrig og kender ikke til livsträthed - og ganske som visse tungnemme reptilmennesker ligeledes behöver gentagne, ja helst regelmässige hvide snit som de måske endog til sidst ikke kan undväre, da gift jo er vanedannende - således kunne man også forestille sig at särligt höjpotente mänd bör kastreres med jävne mellemrum: F.eks. en fjern bekendt der engang kommenterede en lysteligt forbicyklende barbenet maj-pige med disse ord: "Hun burde have sådanne nogle stöd i äggelederen at skallerne flyver om örerne på hende." Han begik vist angiveligt senere selvmord af ulykkelig kärlighed - for så grotesk kan nemlig kun romantikerne fantasere, utvivlsomt af en art dyb blufärdighed og ärefrygt for naturkräfterne.
Forholdsreglerne mod sådan djävelsk ur-vitalitet må i fölge sagens natur ligeledes väre diabolske: ikke af lidenskabelig ondskab, men fordi alene den yderste pine og plage mod vor näste formår at holde vor bevidsthed nogenledes vågen og fri af amfibiernes tornerosesövn dybt nede i söbundens slöve mudder.
Således kender jeg en äldgammel läge med aldeles ypperlig köbenhavnsk såvel som diagnostisk hukommelse, der fortäller om hvorledes han som ung mediciner på Nyköbing psykopatforvaringsanstalt oplevede fölgende: Afdelingens sadistiske oversygeplejerske viste regelmässigt klienterne et stort syltetöjsglas fuld af velkonserverede testikler fra tidligere elever på nävnte lejrskole. Nästen hele bemandingen var psykopater - "forbrydelsens element", I ved. Så vor mand blev forståeligt nok syg af opholdet og foretrak derfor i stedet at virke på et tuberkulosesanatorium, trods smitterisikoen.
Er det således ikke utroligt hvad nirvanisk akvarieagtigt stöt, men blidt snefald kan inspirere til? Shiva og Vishnu samarbejder kosmisk i en stadig vekslen mellem krig og fred, mellem skabelse og ödeläggelse, for vi giver med den ene hånd hvad vi tager med den anden og omvendt; og vi forventer ingen tak til gengäld, om end måske i längden nok bröd for skuespil, eller "a kingdom for a horse". Apropos påske: "Hvad er sandhed?" Tag endelig ikke fejl, folkens - vi skal nok finde ud af det...
