Idet vi just har beriget vort foregående indlæg, benytter vi anledningen til et par ord om Bermudatrekanten. For denne hævder jo nu at den ikke eksisterer, og det er vel sandt på ét niveau. Men på et andet plan er der nu en konsensus mellem alle på Over-Danmarks bonede gulve. For selv om de forskellige avisers personligheder og portalfigurer gerne fremturer med heroisk udfordrende gestus indbyrdes, så er det aldeles risikofrit og helt på skrømt. Ganske ligesom finansverdenens samt den kriminelle verdens mest markante rivaler altid til syvende og sidst holder sammen mod lovgiverne, pressen og den udøvende magt og frelser hinanden på målstregen.
Selv da Claes Kastholm forrettede sin nødtørft på Politikens redaktion, hindrede det således ikke hans fortsatte karriere i et konkurrerende bladhus, og forresten gør han det slet ikke så dårligt og ofte med humor. Blot skulle han øve sig i lidt oftere at sige noget pænt: For ligesom spineksperterne selv lugter langt væk af "forbrydelsens element", mærker man i "Groft sagt" ofte et forstemmende slægtskab mellem de der vækker forargelsen, og de der altid forarges. For man fornemmer at hvis der nu havde været noget godt at sige, så ville de forargede i stedet blive fornærmede og tie dette rosværdige ihjel.
I kulturafdelingen ser man lidt af det samme "overnationale" sammenhold, blot mere uskyldigt og ubevidst som en slags frygtsom klubmentalitet trods al tillært snak om oplysning, individualisme og den vestlige kulturs øvrige fortræffeligheder.
