Saturday, March 12, 2016

DEN PENSIONEREDE BANKRØVER...


I min lille svenske residensby boede der i nogle år en pensioneret bank-rånare. For det må det vel kaldes, når man har tilbragt i alt 22 år bag tremmer. Han havde brugt tiden i Kumla Statsfængsel på bl.a. yoga samt en hel del læsning.

Af og til viste jeg ham farve-forstørrelser i udstillings-formater. Han værdsatte dem meget, men tilføjede altid: "Du MÅSTE altså skrive noget til de billeder: Der må sættes nogle ord på, hvis du vil gøre noget alvorligt ud af dem, og de fotos skal sige andre mennesker noget. Du bliver nødt til at udtrykke og fortælle om hvad, hvorledes og hvorfor."
Selv var han som mange røvere meget verbal og underholdende, for ellers går den ikke i hans branche i længden.
Ja, men det sværeste her i verden er at retfærdiggøre ting, der i grunden slet ikke behøver nogen retfærdiggørelse.
Til gengæld inspirerede bankrøveren mig til en kronik i "Information" om "Store og små synder" (1995). I dag ville den aldrig være gået, for den højt uddannede normalitet har sejret - og allerhelst forklædt som alt hvad den dog inderligt afskyr...
-------------------------
Men nu er det vist på tide omsider at følge bankrøverens karriere-råd:
*HER så jeg først ikke skoven for bare træer: Elg-koens lange ben gik i ét med træstammerne, men kalvens kræmmerhus-ører fornægtede sig ikke...

PÄRLÄLVEN




På en ekspedition i Lapland endte jeg langt inde i den vejløse elvdal Pärlälven med kun en enkelt helårs-bosætning af ældre nybygger-ætlinge, naturligvis delvis samisk ursprung. Kun adgang med båd eller som i mit tilfælde apostelheste. Den gamle jæger blev overtalt til at sætte mig over floden til en natlig ekspedition til en mere alpint udseende dalgang på den anden side af et markant bjerg i horisonten  - en dal med voldsommere formationer og slet ingen bekvem adgang.


Der var dog alt rigeligt at opdage, hvor jeg var. Men da jeg den næste sommer (1987) - vendte tilbage, kaldte den fjerne profil atter på mig. Den gamle same læste mine fornemmelser og indskærpede med en nærmest moderligt nervøs bekymring for barnets vel, at det var bedst for mig at jeg fik det gjort nu "med en gång" - siden det jo ikke blev til noget året før...

Han satte mig over floden og sagde at jeg bare skulle råbe af alle kræfter, når jeg et lille døgn senere beregnede at være tilbage - hans sorte hund skulle nok høre det og kæfte op.

Efter 15 km i terrænnet en iskold aften og nat nåede jeg omsider om på den anden side af kammen, hvor morgentågen dog ikke formåede at skjule dalen. Et par jagtfalke hørtes skræppe op langt ned i afgrunden, men jeg blev nødt til straks at indlede tilbagetoget, nu jeg jo havde fået syn for sagen og foreviget det som I ser.

Nogle år senere opsøgte jeg i øvrigt min hemmelige dal ad "søvejen" - dvs. langs dalens stride bjergbække. Og jeg fandt da også jagtfalkene - men dem må I nu nøjes med tænke jer til i denne omgang.


Men da jeg nogle dage senere forlod min lejrplads nær samen og hans hustru, blev han stående og fulgte han mig med blikket indtil jeg var helt forsvundet mellem træerne. Selv vendte jeg mig tilsvarende om med jævne mellemrum. Høflighed i vildmarken - eller en fornemmelse af at vi aldrig mere skulle mødes? Mange år senere læste jeg i en bog af maleren Hans Andersson fra Jokkmokk, at nybyggeren Gustaf Larsson i Lill-Selet var kendt for undertiden at kunne se mere end de fleste dødelige. I så fald var det da meget nobelt af ham at holde bøtte med den istid han så komme....
....
I dag har dalen ingen helårs-bosætning længere, men jeg sendte da den gamle same og hans hustru nogle fotos. Men ellers er begge dalene uforandrede og nu helt fredede. Kun teknikken er forbedret siden da - og frisuren forenklet naturligt i retning af noget mere mode-rigtigt.
----------------------
Og formålsløse drømme er for længst blevet erstattet af en kollektiv snedighed, som gerne kalder sig snart fremdrift, snart empati....

Mange år senere nævnte jeg forfatteren og maleren Hans Andersson som en væsentlig stemme i de svenske skoves nyere fredning- og kulturhistorie: - nemlig i min anmeldelse i "Politiken" af Kerstin Ekmanns fine skov-bog "Herrarna i skogen".

Selv glemte hun nemlig desværre den berejste maler og skovkæmper for mere rigssvenske notabiliteter. Og denne uventede godtgørelse for tort og svie noterede Hans Anderson skam også med megen taknemmelighed, da jeg mødte ham året efter.
Heller ikke i litteratur-fortegnelsen var Hans Anderssons bøger nævnt, men derimod - måske lidt overraskende - kulturredaktøren for Danmarks dengang største dagblad...
- Hvor bogen som sagt også ganske rigtigt fik en rosende omtale.
For rettidig omhu betaler sig nemlig i denne verden....

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER
Lige efter min studentereksamen var jeg på min første Laplands-rejse med en klassekammerat. Området mellem Kvikkjokk og de vældige Sarek-fjelde. Grundet dårlig forberedelse og et særlig slemt myggeår blev det nu en meget kort tur, der for min kammerats vedkommende også blev hans sidste i de egne.
Efter flere kortere og mere bekvemme ture foretog jeg så et år i september en eventyrlig og helt myggefri ekspedition i terrænet tværs gennem et af Laplands store beskyttede og stort set stiløse skovområder. Efter en dags stilstand i silende regn benyttede jeg nogle timer til i den efterfølgende fugt-dis at vandre langsomt og planløst rundt på et mægtigt højdedrag med ældgammel fyrreskov af en art jeg aldrig nogensinde før havde skuet.

Pludselig stod jeg over for en urgammel fyr med en mægtig rede i den omtrent udgåede krone: Kongeørnens borg. Da jeg klatrede op i et dertil velegnet træ et stykke derfra for at fotografere reden med ørnenes egen udsigt i baggrunden, forekom billedet mig straks ejendommeligt bekendt.
Skæbnen ville nemlig at, fra just denne position var et andet foto taget til en bog, som jeg havde fået som dreng - et billede der særligt havde draget mig som en vision af taigaen.

Forfatteren Viking Olsson skriver i sin bog fra 1968, at han fandt kongeørnens rede allerede i 1944 i det dengang nybagte kæmpe-reservat, og at scenen med de henved 600-årige fyrre forekom ham helt uforandret siden da. Men jeg skrev nu 1982 - så ved et sært sammentræf var jeg således ramlet ind i just det tableau, som mange år tidligere havde hensat mig i drømmerier. Her kan man tale om et deja vue.
Men det blev ikke mit sidste vue, for i adskillige efterfølgende år besøgte jeg troligt stedet i håb om at møde ørnene - hver gang med en overdimensioneret fotografisk oppakning som en indfødt bærer eller et lige så stædigt pak-æsel. Men hvert år stod reden tom, så jeg forstod at ørne kan have flere forskellige residenser, og at de uhyre langlivede fugle kun yngler i gunstige år.

Men til sidst var der bid, så ved just denne rede to dagsmarcher ad helt ubanet vej i bushen fik jeg ved en skæbnens retfærdighed mine første rede-fotos af disse imponerende skabninger.

Men dem vil jeg ikke vise her, for I skal også have lov til at drømme. Drømmene er dog større end vore geskæftige "projekter" med forhåndsaftaler og især eksklusivaftaler af den art, der i længden resulterer i en endog uhyre ømskindet æresfølelse....

Men East and West shall never meet....Ja, lige med undtagelse af BBC:  hatten af for Lord Attenborough - men så har England jo også her et historisk forspring takket være kolonitiden. Ganske ligesom inderne har et sprogligt forspring som forfattere i forhold til andre eksotiske folkeslag.

JAGTHYTTEN - FRONTIER ELLER BORDERLINE?



Den noble gammel-svensk ur-mager i den nordsvenske by STORUMAN havde en faible for gamle Zeiss-objektiver fra den nationaliserede fabrik i Jena, hvor det som holdes for sandt i Weimar, jo ikke nødvendigvis står til troende.
Urmageren var dog ingenlunde kommunist, men fortalte gerne om sin ungdoms frivillige deltagelse i vinterkrigen -  hvorunder han nævnte en østlig flække og rent parentetisk tilføjede: "Där sköt jag min första ryss..."
De efterfølgende russere var tydeligvis mindre interessante jagttrofæer - selv om det vel for de pågældende selv har handlet om genuine førstegangs-oplevelser...

------------------------------------------------
Nedenstående foto er taget i mit første (og største) naturreservat i gamle danske grænseegne, ca. 600 hektar, som jeg propagerede med ungdommelig naivitet for allerede i begyndelsen af "tjugo-talet", vel at mærke ikke i historisk forstand.

Den beskedne jagthytte godt skjult på en mindre høj i taigaen gav mindelser om sibiriske pelsjægere og var vel just blevet bygget med dem i tankerne. Kun uhyre sjældent kom den til anvendelse; og at dømme efter nogle orientalsk inspirerede skrifter på gulvet var det nok mest ejerens langhårede ætling, der en overgang nærede uspecificerede Rousseau'ske drømme om naturtilstanden -  måske endda med nødvendig støtte og trøst i lidt cannabis?

Også selv havde jeg gennem årene tænkt mig at gøre brug af hytten en stjerneklar sen-vinternat på ski: Men inden jeg fik taget mig sammen, havde skovmyrerne egenrådigt erobret hytten i lighed med christianitterne og fordums andre slumstormere i København. Og myrerne gjorde bogstavelig alvor af vort utopiske bolig-projekt - som åbenbart var realistisk likförbannat.

Men al herlighed forgår, så den top-hemmelige jaktstugan er forlængst rådnet bort. Ja, selv myrerne synes at være faldet tilbage på gode gamle borgerdyder og skøtter herefter deres eget. Kun skorstens-røret af blik ligger der endnu som et arkæologisk vidne om civilisationens undergang.

 Men reservatet blev virkeliggjort bid for bid og bliver på linje med andre antikviteter kun mere værdifuldt år for år: dels grundet tiltagende ælde, dels fordi dets sjældenhed vokser, efterhånden som mange ligeværdige områder efterhånden forsvinder eller reduceres. Min svenske forbundsfælle ved den kungliga länsstyrelse var heldigvis en fremsynet mand med sans for, at ikke alle reservater nødvendigvis skal gøres publik-vänlige i form af strøvstigar på kryds og tværs. Selve sti-løsheden kan undertiden være en eventyrlig kvalitet - ikke alene biologisk, men også for de særligt interesserede.

 Komplementaritetens lov gælde også her: Skulle ALLE områder åbnes selv for folk i kørestol, mister vi alle noget vigtigt: Alt skal ikke slås i ét hartkorn. Og vi må her huske historien om barnets sande og retmæssige moder, der hellere lod den falske moder få barnet frem for at lade det dræbe af Kong Salomons mænd.
-------------------------
Ganske tilsvarende bør skribenter ikke lade sig styre og korrumpere af mængden af likes endsige mediernes paulovske knæfald som målestok og rettesnor - så lidt som den fordrevne stolte russiske intelligentsia i eksil lod sig intimidere af Lenins direktiver om proletariatets diktatur. For sådanne misforståelser kommer der aldrig noget godt ud af - udover magt samt en bunke borgerlige bekvemmeligheder...