Lige efter min studentereksamen var jeg på min første Laplands-rejse med en klassekammerat. Området mellem Kvikkjokk og de vældige Sarek-fjelde. Grundet dårlig forberedelse og et særlig slemt myggeår blev det nu en meget kort tur, der for min kammerats vedkommende også blev hans sidste i de egne.
Efter flere kortere og mere bekvemme ture foretog jeg så et år i september en eventyrlig og helt myggefri ekspedition i terrænet tværs gennem et af Laplands store beskyttede og stort set stiløse skovområder. Efter en dags stilstand i silende regn benyttede jeg nogle timer til i den efterfølgende fugt-dis at vandre langsomt og planløst rundt på et mægtigt højdedrag med ældgammel fyrreskov af en art jeg aldrig nogensinde før havde skuet.
Pludselig stod jeg over for en urgammel fyr med en mægtig rede i den omtrent udgåede krone: Kongeørnens borg. Da jeg klatrede op i et dertil velegnet træ et stykke derfra for at fotografere reden med ørnenes egen udsigt i baggrunden, forekom billedet mig straks ejendommeligt bekendt.
Skæbnen ville nemlig at, fra just denne position var et andet foto taget til en bog, som jeg havde fået som dreng - et billede der særligt havde draget mig som en vision af taigaen.
Forfatteren Viking Olsson skriver i sin bog fra 1968, at han fandt kongeørnens rede allerede i 1944 i det dengang nybagte kæmpe-reservat, og at scenen med de henved 600-årige fyrre forekom ham helt uforandret siden da. Men jeg skrev nu 1982 - så ved et sært sammentræf var jeg således ramlet ind i just det tableau, som mange år tidligere havde hensat mig i drømmerier. Her kan man tale om et deja vue.
Men det blev ikke mit sidste vue, for i adskillige efterfølgende år besøgte jeg troligt stedet i håb om at møde ørnene - hver gang med en overdimensioneret fotografisk oppakning som en indfødt bærer eller et lige så stædigt pak-æsel. Men hvert år stod reden tom, så jeg forstod at ørne kan have flere forskellige residenser, og at de uhyre langlivede fugle kun yngler i gunstige år.
Men til sidst var der bid, så ved just denne rede to dagsmarcher ad helt ubanet vej i bushen fik jeg ved en skæbnens retfærdighed mine første rede-fotos af disse imponerende skabninger.
Men dem vil jeg ikke vise her, for I skal også have lov til at drømme. Drømmene er dog større end vore geskæftige "projekter" med forhåndsaftaler og især eksklusivaftaler af den art, der i længden resulterer i en endog uhyre ømskindet æresfølelse....
Men East and West shall never meet....Ja, lige med undtagelse af BBC: hatten af for Lord Attenborough - men så har England jo også her et historisk forspring takket være kolonitiden. Ganske ligesom inderne har et sprogligt forspring som forfattere i forhold til andre eksotiske folkeslag.
No comments:
Post a Comment