LIFE OF BRIAN

Overtro eller ej, så tör jeg trods vedholdende opfordringer ikke slutte FB-venskab med en person med efternavnet "Damage". At han tillige hedder Brian, gör heller ikke sagen bedre, ihukommende "Life of Brian".

Folk opkalder gerne de heste, som de köber og satser på, i samme utopiske ånd som deres egne forhåbninger: Aurora, Fantasia, Esmeralda, Victory osv.  - Den går imidlertid ikke i kirken – men her kommer så al den moderne rettighedstänkning os snedigt til hjälp: For man kan bedyre, at det da ikke kan have sin rigtighed, at vi tillader at give heste navne, som er for uvärdige til et menneske. Ved denne salamitaktik (der vel er det stik modsatte af fordums "repressive tolerance") kan også prästen til sidst bringes til surmulende at makke ret.
Således kender jeg en både städig og håbefuld kvindelig alkoholist, der fik sit barn döbt ”Safari” efter en berömt väddelöbshest.

I min tid som avisbud ("Jeg var skam selv marxist, indtil jeg blev milliardär!"), havde jeg en garvet kollega ved navn Brian, der trods sine lidet overbevisende og noget liturgiske lovprisninger af al den friske luft til sidst måtte kaste håndklädet i ringen og omskole sig til buschaufför efter arbejdstid - hvilket kräver sin mand.

Men så drastisk omstilling er nu meget själdent sund, så jeg betvivler at kompagniets legendariske elitelöber med de store faste udgifter i dag ville kunne få sit gamle job tilbage – endsige forsörge sin familie derved.

En af mine mest vitale äldre venner har en uägte sön, begået i händelig uagtsomhed, og som er faldet uhyre langt fra stammen: En stille og fordringslös eksistens, der ganske lever og ånder for hesteväddelöb som sin eneste lidenskab.

Men hvis jeg nu også selv engang skulle kaste håndklädet i ringen for som Kong Richard III i stedet at satse på en hest ("A kingdom for a horse!") – så vil jeg döbe den "Brian" efter en af vort lands allersidste mänd med et helt gammeldags hæderligt arbejde.

LITTERÄR ANALYSE:

Dagens tekst "Life of Brian" er et eksempel på spontant komponeret tekst, der integreret lufter flere forskellige emner (men vel at märke ikke fortyndede udlöbere af avissnak om en minister) i en overordnet komisk form med autentiske anekdotiske indslag.

Endvidere tages der afsät i noget for mediet specifikt uden dog på nogen vis at göre det til emnet: en tilfäldig venneanmodning. Derved bliver teksten nemlig genrespecifik på linie med breve, artikler, noveller osv - i modsätning til, når folk lägger en returneret avisartikel ud på Facebook som surrogat.

Et sublimt surrogat bør nemlig sublimere og overstige det sublimerede som noget "forgangent" og som et i sig selv lidt tarveligt substrat for den alkymistisk forvandling.

En god historie og en god vittighed behöver ikke at analyseres - nej, men de tåler dog i det mindste at blive analyseret. Lad os for sjov prøve - idet vi tør forudskikke at selv en kompakt strukturanalyse af bliver noget længere end selve teksten.

Der tages afsæt i en venneanmodning fra en mig helt ubekendt Brian, fra hvis skræmmende efternavn "Damage" der associeres til væddeløbsfolkets lille overtro på hedensk lykkebringende navne til deres heste. Herfra associeres atter - med inspiration fra nyligt avisskriveri om skiftende modenavne - til spørgsmålet om den kirkelige legitimitet af sådanne navne. Til dette formål foretages nu en logisk manøvre, idet vi i et tankeeksperiment på skrømt foreslår at bruge moderne rettighedstænkning som dåseåbner efter den utopiske devise, at heste og mennesker bør have de samme rettigheder.
Taget bogstaveligt ville projektet imidlertid nok forlise: For præsten kunne jo her indvende, at vi i så fald tværtimod snarere bør forbyde at navngive heste efter sådanne hedenske principper. Men megen humor betjener sig nu engang som krumtap netop af en sådan forening af på den ene side knivskarp, spidsfindig logik og på den anden side kontrolleret inkonsekvens - helt i stil med hvad vi ofte kan iagttage hos velfungerende paranoikere: Og det er derfor vi griner.

Efter denne færdigspundne sidetråd hoppes der imidlertid tilbage til navnet "Brian", idet jeg nemlig engang kendte en Brian i Bladkompagniet, der til slut måtte opgive ævret som professionel trappeartist. Derfra hoppes så endnu engang til en anden personlig bekendt - men lige så legitimt, idet han nemlig i sin tur har hestevæddeløb som sin eneste passion.

Sluttelig sker der så det, at vore to personlige sidetråde forbindes i et knibtangsgreb, idet jeg fortæller - at skulle også jeg engang ligesom Brian opgive ævret for i stil med den blege ungersven dog Shakespeares Richard III i stedet at satse på en hest, så ville jeg opkalde denne efter Brian.
Vort "moment of Zen" er imidlertid dette, at hermed bindes de to anekdotiske sidetråde nemlig samtidig i en sløjfe tilbage til hovedtemaet 'overtroisk navngivning'. Vel at mærke nu med den finurlige slut-rokade, at det altså denne gang er en hest der opkaldes efter et menneske - og ikke omvendt.

MONTHY PYTON

 Da jeg nu har misbrugt titlen "Life of Brian" til eget formål, skylder jeg måske at spinde en paralleltråd over et moment fra denne film. Et sted i filmen fortælles om en mand, der væddede på, at han kunne citere hele Biblen samtidig med, at han fik hugget hovedet af med en ökse. Men hedder det videre: "Manden viste sig desværre at være en bedrager: For det eneste det lykkedes ham at sige, var: "I begyndelsen var......"."

 Vi kunne her spörge, hvorfor det er så morsomt, også selv om det jo ikke afspejler noget dybt eksistentielt såsom livets absurde vilkår hos Camus med hans Sisyfos.

 Eller som hos Woody Allan med psykiateren der råder til skilsmisse. "So what did you do then?" - "I got another psychiatrist..."

 --------

 Det eneste svar jeg kan finde på i Brians tilfälde, bygger på den logiske forudsätning, at vi jo almindeligvis kun taler om svindel i de tilfælde, hvor hovedpersonen håber på at opnå en personlig gevinst ved at afgive falske løfter. Men i dette tilfælde består "svigtet" jo derimod i, at hovedpersonen får hovedet hugget af: Men dermed bortfalder jo tværtimod enhver udsigt til nogen gevinst - og netop derfor griner vi...

 Men det er åbenbart her ligesom med tiden i fölge kirkefaderen Augustinus: Så länge ingen spörger os hvad tid er, så ved vi godt hvad tid er - men hvis nogen spörger os om det, så ved vi det ikke... - Hvortil som bekendt kommer, at en tåbe kan spörge om mere, end ti vise kan svare på.

 Nå, men hvorfra vidste jeg det så? Elementary, my dear Watson: Ingen spurgte mig jo - og jeg foreträkker at opfinde mine egne intelligenspröver...