DEN VIRTUELLE VIRKELIGHED OG DEN VIRKELIGE
I har måske hört om hvorledes Descartes i sin tid forsögte at bevise sin tro på fornuften ud fra et minimum, et urokkeligt anker af sikker viden. Han kunne bevise at han tänkte og derfor var til; og han mente i näste runde at kunne bevise, at da ideen om en gud var for stor til at komme fra noget mindre end en gud, måtte også Gud eksistere. Og han mente i tredje runde at kunne bevise at Gud per definition er god og derfor ikke vil väre bekendt at snyde sine skabninger ved at udstyre dem med lutter sansebedrag. Ergo kan vi i det store hele stole på vore sanser og vor fornuft. Gad forresten vide hvordan Gud beviste for sig selv, at Descartes virkelig eksisterede,
Le ikke, for manden var et matematisk geni, men hvad der kendetegner en filosof er at tänke selv ud fra et absolut minimum af viden på visse typer af områder, genial eller ej - og uanset ens evner på helt andre felter. Det er her som med musikalitet og tegning og andre talenter: Man kan ikke uddanne sig til det, selv om man er en stor studiebegavelse. Kaj Sörlander er et genuint eksempel, om end det ikke bör danne präcedens at rose kolleger.
Nuvel, hvorfor nävner vi alt dette. Fordi det der begyndte som en hobby og ungdomspassion, endte med at väre vort sidste forsvar: For hvad gör man, når eliten bruger ethvert trick for at lukke én ude, först i akademisk regi, siden i den medieverden hvor jeg siden i mange år som Köbenhavns championer måtte presse mine små paddehatte op gennem asfalten, gödet af fulde folks og ditto hundes kvälstofrige tis. Kort sagt måtte man udvikle det ene cartesiske anker efter det andet, efterhånden som ulvene angreb, og det blev nästen en anden natur.
Den slemme overraskelse var blot, at ingen garanti holder i längden, med mindre man hörer til dem der tager gamle ting frem og pukker på sin ret. Med den rette naive tro kunne og burde man jo sagtens, men med mindre man hörer til plattenslagernes misundelsesvärdige ät, behöver man nu engang friske beviser, for selvtillid er som vindenergi en letfordärvelig vare, undtagen hos psykopaterne. Og sådan bör det måske også väre: En tudsegammel person har jo desuden ikke meget ud af med tilbagevirkende kraft at få tildelt en medalje som cykelrytter, hvis han i dag sidder i körestol - med mindre han da er enten senil eller storhedsvanvittig.
Alt det gider vi nu ikke give eksempler på her, men bringer det kun på bane, fordi vi i sidste indläg bragte en ny kronik fra Information. Den slags fungerer nemlig ligeledes som et cartesisk "anker": Hvis Information har godkendt denne kronik forleden, trods mangel på enhver art tilknytning eller symbolsk bestikkelse, beviser det forhåbentlig, at vi endnu er i live. Ergo kan läserne så bedre stole på vore sansers troværdighed "on other issues" tillige...... Apropos "endnu i live", så har den gamle svenske humorist Albert Engström en tegning, hvor en döende bonde med opbydelse af sin sidste kraft råber: "Ân är jag inte dö!" Hvortil hustruen med bister utålmodighed replicerer: "Tyst med dig, Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst!"
Nå, men vort cartesiske anker er ligesom når enkelte venner i tidens löb har understreget at man dog engang fik tretten i sit Kierkegaard mm.- speciale. For dels er man nu ikke helt
ene om den slags, dels var man måske länge om at tage sig sammen, osv. osv. Altså, det er ikke nödvendigvis vor ypperste merit, men det er ligesom med kronikker og anden officiel anerkendelse: Det ydre giver et anker af pålidelighed, til stor gene for alle de som helst ville bevise det modsatte - og som netop bruger de ydre anerkendelser som livets alfa og omega, fordi de derved som SUT, Stjernfelt osv. oftest kan holde alle dem ude som de ubevidst, men systematisk planker.
Nå, men hyänernes strategi er med pokerface at tie disse ankere ihjel gennem foräldelse. Ja, for sandheden er, at der faktisk er rigtigt mange "miskendte" udmärkede folk på dette og hint felt af livet - og det er ingen dårlig vittighed at rigtigt mange fortjener en medalje, X-faktor ufortalt. Antag blot at halvdelen af al anerkendelse er fejlplaceret, så bliver der dog en hel del tilbagebetaling i skat. Og som Kant tilföjede: Derfor må vi forlange Guds eksistens for at få regnestykket til at gå op.
Hvad Descartes angår, gives der måske garantier, autistisk set - men hvis man kun kan overbevise Gud og sig selv om det, mens verden ligefuldt kan vende op og ned, fortränge og planke på samme tid som med Sut og Stjern's brug af martyrerne, så er man lige vidt. Men det holder livets cirkus i gang, for akrobater må holde sig i form...
Men dette indlæg handler om VIRKELIGHED, og i dag sandede vi med al vor karakteristiske idioti, at virkeligheden ikke er virtuel. Jeg tog en chance med en stolpe i et lovlig skarpt sving, aldeles unødigt, som om man ved en vis drømmeagtig hast kunne få det overstået og eventuelt tage scenen om, hvis den skulle glippe. Eller som om et tilstrækkeligt kortvarigt fejltrin eksisterer i en så kort og såge at sige kvantefysisk virtuel og uvirkelig tidslomme, at det ikke spiller nogen praktisk rolle for os dødelige. Logikken heri lyder lidt overdrevet som følger: "Sæt venligst farten gevaldigt op her, så I kommer forbi skolen, inden børnene når at komme ud på vejen!"
Men ak, Heisenbergs usikkerhedsrelation er hverken for begyndere eller for klamphuggere, for bordet fanger, og det koster både en ny forskærm og mere - selv med en fusker bliver det en dyr fornøjelse. Nej i sammenligning med så skræmmende eksempler på vor virtuelle omgang med virkeligheden er det vore psykologiske beklagelser der er virtuelle. For mange af de afsavn som vi begræder, er jo kun til når vi tænker på dem - hvilket jo også gjaldt ungdommens "ulykkelige kjerligheder". Disse ting er vitterlig irreelle, disciplinært set, og det sander vi når vi bliver smidt i kloster, i militærtjeneste eller i fængsel uden mulighed for alle hånde dumme forhåbninger og afledningsmanøvrer, befriet for vor indbildningskraft. Det er også dette buddhister mener med at vi kan overvinde begærene som indbildte, undtagen sult og søvn.
Den eneste måde vi kan bruge vor bommert på er ved at tage os sammen og ligesom de anonyme afholdsmænd skelne mellem de ting vi kan gøre noget ved, og dem vi ikke kan ændre: Dvs. mellem de genstande vi har råd til og dem vi må nöjes med at forestille os. Regningen kan vi ikke tænke os fra, men på anden vis kunne vi måske med udbytte stramme os op for at indhente underslæbet: F.eks. ved som her at forevige den kontante afregning filosofisk.
For uanset kvalitet er enhver "velskreven" filosofisk bog træls og endimensional læsning i sammenligning, især hvis vi har skrevet det før og ikke længere kan opbyde den rette begyndernaivitets hormonale vitamintilskud. Nej, her er en frisk flerdimensional avisrapport om et øjeblik hvor "evigheden skärer tiden" ved en automobilulykke anderledes velgørende - og her i "offerets århundrede" var der heldigvis ingen andre det var synd for end ...os selv.
NEXT: Forfatteren DANIEL SJÔLIN og andre Ørne
