POLITIKEN afslutter året med en kavalkade af historiens og kalenderårenes egen tendens til selvplagiat. Hvorunder også Prins Henrik uden land og kongetitel som sædvanlig atter må stå for skud. Men under alle de aktuelle sager der nævnes aner man den bagatellisering, der beror på at man klogeligt skyder gråspurve med kanoner, men bevidst lader alle større eller blot en smule mere omhyggelige fisk gå fri..
På forhånd øremærkede og autoriserede standspersoner udstedes løbende carte blanche til at begå artikler,udtalelser, foredrag og "bøger" selv om pludseligt "aktuelle" emner såsom 5000-året for stenalderens gennembrud - som de aldrig nogensinde før har tænkt over endsige opdaget, men muligvis nok praktiseret helt ureflekteret.
Derved inviterer man til, ja autoriserer endda plagiat. Med garanti for efterfølgende beskyttelse mod enhver art for salget, mediet og karrieren uhensigtsmæssig og uautoriseret misbrug af ytringsfriheden fra de rettelig forsmåede.
Det bliver derfor bare værre år for år - og synderne skamroses klogeligt løbende af alle der selv ønsker at komme i betragtning.Og selv emnet plagiat er skam næppe nogen undtagelse.Vi venter derfor uden spænding på en "debatbog" herom.
Men kom nu ikke og sig, at plagiat skyldes ydre socialt pres: For trods sjældenheden af originalitet så er langt flere mennesker i verdenshistorien blevet fyret grundet deres originalitet end grundet mangel på originalitet. Hvilket er lige så statistisk markant som, hvis langt flere mennesker i verdenshistorien er døde af af en uhyre sjælden sygdom end af forkølelse,
Vi vil derfor vove den påstand, at når folk undertiden frivilligt lovprises for deres store originalitet, så er det oftest et valg af det mindste mulige onde: For det sker ikke af gennemført naivitet, men tværtimod mod bedre vidende eller i hvert fald i strid med hvad dommernes menneskelige intuition og fornemmelse fortæller dem.
Og der er derfor kun tilsyneladende tale om en dementi af Janteloven - ganske som når en folkelig og plat diktator hyldes som overmenneske. Hvis Sokrates havde været anklaget for plagiat, ville man have tilgivet, frifundet - ja foretrukket og forfremmet ham. Men nu var det tværtimod mandens forsvarstale der var det allermest utilgivelige slag i ansigtet på demokratiet og dettes elite.
En ung litteraturjournalist beskylder i samme avis selveste THOMAS MANN for at være en af sin epokes største plagiatorer. Med den udødelige, men heldigvis også afdøde Mann som den art forbrydelsers skytshelgen er den unge litterat da i givet fald da lovligt undskyldt, hvis han selv en dag skulle føle sig nødsaget til fortvivlelsens selvhjælp. Litteraten ville derimod aldrig vove at rejse en lignende anklage mod nogen af sine nulevende professorer.
At Thomas Mann i sine "montage-romaner" brugte allehånde begivenheder og forlæg fra virkeligheden for ikke at tale om Biblen, fratager ham imidlertid ikke en helt umiskendelig besynderlighed i sit hjernemæssige stofskifte - som da mig bekendt netop ikke ligner ret meget andet.
Ganske vist lader Mann sin hovedperson i "Doktor Faustus" referere Adorno's musikteoretiske overvejelser omkring Schönberg osv..- men tog da også Adorno's kritik heraf til efterretning ved i næste oplag at gøre tydeligt opmærksom på lånet.
Naturligvis var det ikke spor vigtigt for Mann at bilde læserne ind, at han selv tillige var musikteoretisk banebrydende, og har nok tænkt: "Folk kan sgu da sige sig selv, at det her må være leksikalsk opsamlet viden, som jeg tildeler min hovedperson; de få kendere kan endda sige sig selv hvorfra - og resten af læserne er ligeglade og forventes jo ikke at forstå det 100%." Og det gjorde jeg da heller ikke selv....
Akkurat det samme er jo tilfældet, når en forfatter begår en roman om en fagspecialist på et andet u svært tilgængeligt specialområde: Den faglige korrekthed har oftest mest rituel betydning for skribeten selv- men også forlæsernes oplevelse af troværdighed. Ganske som vi overalt hvor vi har ed virkleigheden at gøre, godt ved at vi kan blive ved med at grave.
En roman der opleves med samme "tredimensionalitet", hvor ens forståelse af faglige detaljer er begrænset, opleves som troværdig - og derfor forventer, vi at forfatteren har sat sig noget mere ind i tingene og ikke digter frit.
Men hvis en autoriseret journalist eller måske en ærværdighed nu opfordres af et anerkendt forlag til at skrive en afklarende "debatbog" om emnet efter alle årets sager - så kan I være sikre på at den vil være propfuld af lån. For vi lever skam som vi lærer - og alle klapper, liker og anbefaler.
