Sunday, February 24, 2008

MUHAMMED ALI: FILMEN VAR NU BEDST!

RELIGIØS TOLERANCE
Tolerancen i sprogets verden er mildest talt til at overse, modsat vor religiøse tolerance – og så taler vi ikke mere om det…
Kunstnerisk kvalitet er genreneutral; og lommesmerter er religionsneutrale: Således slår nogle kunstnere sig op på at afbilde guder og disses profeter; og nogle religiøse søger deres udkomme i at gøre sig fortjent til dusører for likvidering af fredløse kættere. Det er da rart at vi mennesker således ligner hinanden på bunden, for det letter den indbyrdes forståelse betydeligt.
Hvis folk rummer komplekser og indre vulkaner hinsides rationel bearbejdning, så må man træde varsomt. Men ellers kan problemernes nu oftest løses med forhandling: Hvis en muslim får at vide at jeg privat har tegnet profetens skæg, kan jeg forhåbentlig berolige ham ved at fortælle følgende: At det for det første kun var for skæg og for det andet slet ikke skulle være kommet troende muslimer for øre. Endelig kan jeg fortælle ham, at eftersom jeg desværre selv hverken tror på Muhammed Ali eller andre ufejlbarlige profeter, så kan jeg jo heller ikke opleve det som helligbrøde at afbilde dem – forudsat at jeg ikke dermed sårer de troende. Måske er jeg således nok vankundig i min vantro, men det er jo dog endnu en menneskeret at være idiot: For man er jo ikke selv herre over, hvorvidt man tror at jorden er rund eller flad.
Nu insisterer nogle af pressens folk imidlertid på som modtræk mod hævntruslerne mod Jyllandspostens kunstnere at bombardere markedet med Muhammed-tegninger for at stå fast på vor integritet. Nuvel, ”integritet” er et ord som TV-vante æresborgere proklamerer offentligt med et ædelt ansigtsudtryk, der må få deres hustru til diskret at trække på smilebåndet. Hvor meget integritet de har når ingen i etablissementet ser dem, og æren ikke længere trækker i samme retning som dyden, er ofte noget ganske andet.
Hvor ofte hører vi således ikke om at kendte borgere, selv målt på deres egen borgerlige høflighedsstandard, reagerer utilgiveligt uhøfligt og brutalt overfor spagfærdige henvendelser i god tro, snart fordi disse forekommer dem alt for ubetydelige for deres egne karriereplaner til at spilde tid på – og snart fordi staklerne opleves som utilregnelige trusler mod æresborgernes beskyttede værksted.

Når det intet koster, er det flot at kunne demonstrere integritet ved at stå sammen mod alle hånde tovlige billedstormere. Men helt ærligt: At vi undertiden må forsvare os om nødvendigt, er ingen ”æressag”, men almindelig overlevelsesfornuft. Men bland dog ikke moralsk integritet ind i det! Så længe der ikke er tale om et offer eller en risiko for en god sag, er sådan ”principfasthed” blot en præventiv og pædagogisk strategi – som må diskuteres rationelt fra sag til sag. For hvor lidt skal der ofte ikke til for at undgå unødigt bøvl? Ja, hvor lidt koster det ikke ved udsøgte lejligheder at bedyre at Jorden er flad, bare det ikke bliver en vane?
Ihukommende hvor meget vi ligner hinanden, kan man dog ofte nå langt ved at snakke sammen som individer snarere end at behandle modparten som repræsentant for en gruppe. Som da man egen kiosk-muslim ønskede mig en god jul: Ingen af os i kvarteret havde ønsket ham en god Ramadan. Der skal omvendt uhyre lidt til for at selv højt uddannede og ditto lønnede mennesker vil ønske en alt muligt ondt på livstid, hvis man fornærmer dem som gruppe.
Det gælder såmænd både firmaer, ministerier, institutioner, akademier og for den sags skyld også medierne – der nemlig alle selv på tværs af observans ejerforhold opfører sig som et netværk, som man ikke ustraffet fornærmer. For alle disse instanser ser erfaringsmæssigt med højst ublide øjne på, at nogen gør grin med deres helligdomme eller uvaner.
Omvendt har jeg også oplevet at når jeg kom til at rose en gruppe eller nation for noget, kunne jeg ligefrem se på min modpart med dette tilhørsforhold, at han eller hun voksede flere centimeter. Så når det gælder kollektiv ære og skam, har vi aldeles intet at lade muslimerne høre. Når grupperos og grupperis tilsyneladende opleves endnu stærkere end individuel ros og ris, så kan det muligvis skyldes, at den virker desto mere nedarvet, uafvaskeligt og indiskutabel end individuelle anklager, der lettere kan afvises som grundløse: om ikke andet ved at appellere til ens egen ”basisgruppe”.

Hvis vi således vedtager at alle negre er fødte jazz-genier, så kan enhver neger herefter rette ryggen, uanset al tidligere tvivl gennem årene. Og tilsvarende med en kollektiv skamplet på et helt folkefærd – den får dem til at skamme sig også indbyrdes på en måde, der så at sige ophæver gruppens egen vetoret over for kritikken, og som de ikke kan leve med. Og dette fremtvinger ofte et blindt hævnbegær: Tænk blot på den schweitziske embedsmand, der måtte bøde så dyrt for at afsløre sit fædrelands kriminelle kemikaliekoncerner over for EF-domstolen. Og de højt uddannede og lønnede har endda ikke som de fanatiske muslimer den undskyldning at være uoplyste. At undsige firmaet, klanen, klubben, branchen, fædrelandet eller religionen er kort sagt altid en livsfarlig ting.
En tænksom muslim kunne derimod sige: ”OK, vore krav forekommer måske jer danske uhyre intolerante, for vi behøver jo slet ikke at se på de tegninger, så længe de trods alt trykkes så sjældent – der sker jo så meget andet skrækkeligt hele tiden, som vi hverken ser eller protesterer mod. Imidlertid er vores Gud en uhyre streng og mellem os sagt noget irrationel herre; og han vil i særdeleshed straffe os rettroende hvis vi ikke hævner hans ære på hans vegne. For som I sikkert selv ved: Frænde er frænde værst, og guder som mennesker forlanger derfor altid mere af deres egne. Så selv om vi nok kunne se gennem fingre med, hvad I vantro hunde i jeres vankundighed fordriver jeres sølle tid med, så handler vi i denne sag dybest set ud fra vore egne mest elementære overlevelsesinteresser. Helvede er jo ikke noget sjovt sted at havne i – det må I indrømme, så forstå dog at vi må indtage den position vi gør og derfor forlange de Muhammed-tegninger fjernet, uanset hvor vellignende de end måtte være.
Til sagen hører desuden det forhold, at netop fordi det jo på ingen måde er nogen tilsvarende hellig sag for jer at karikere vores profet som det er for os at slippe for den slags, så er der ikke her tale om nogen moralsk symmetri, sådan som i en religionskrig mellem to guder der hader hinanden. At fjerne de tegninger er en så ubetydelig og velafgrænset undtagelse fra jeres ytringsfrihed, at det ville klæde jer at afholde jer fra den slags offentligt, nu I har erfaret hvilken kattepine det sætter os i.

Trods det her fremførte at fremture kan derfor ikke bortforklares som god tro, for uden ovennævnte tvingende motiver kan der reelt kun være tale om bevidst provokation. Og hør engang: Hvis vi fortæller jer noget som vi selv tror må såre jer – så vil denne handling faktisk såre jer, også selv om det vi siger slet ikke er så sårende som vi indbilder os. Ganske vist ville I måske kunne bære over med, hvis vi gjorde grin med Jesus – men jeres tolerance ville da udelukkende bero på jeres viden om, at siden I end ikke selv længere tror på den falske profet, så kan vi heller ikke tro at vore karikaturer af ham kan såre jer.
Selve den intention bevidst at forsøge at såre et menneske, er derimod allerede i sig selv sårende for dette menneske. I den forstand kan et sådant forsøg altså ikke mislykkes, og det samme gælder derfor jeres forsøg på at såre os muslimer.”
Så vidt vor tænkte muslimske filosof. Med mindre man er styrmand, spiller det ingen større rolle om man tror at Jorden er rund eller flad. Men hvis nogle derimod tror på en Gud der tolererer meget lidt, så har de vitterlig et problem – uanset hvor tolerante de selv måtte være som mennesker. Og det kunne vi andre vel godt vise forståelse for i stedet for at fremture offentligt med en ukrænkelig ”integritet”, der som antydet oftest kun findes så længe der er betydningsfulde tilskuere til vor opførsel. For den største forskel på bøller og pæne mennesker er den, at de sidste tillige er nogle tøsedrenge der kun tør drille under mandsopdækning af alle rigets brave borgere.