CIVILIZATION, BYE, BYE...
En blog skal som sagt være noget personligt, modsat de foredragsforeninger hvor håbefulde unge akademikere inviterer lidt mere anerkendte konventionelle mennesker til at fortælle om hvordan det er at være så utraditionel, skør, kreativ eller hvad nu - simpelt hen fordi hele denne domesticering går ud på at føje endnu nogle points til sit eget CV på demokratisk uklanderlig vis, dvs. i flok og i kraft af kollektiv vedtægt samt den magiske tro på det liges naturlige afsmitning på det lige. Ak, al den dumme konkurrence fører blot til konform flokmentalitet og akiademisk automatsnak.
Nej, hvorfor inviterer vi så ikke en kvindelig filminstruktør som frk Bier eller en komiker som Anne Marie Helger? Nej, for de er ikke repræsentative for klubben endsige forskere, så derfor inviterer vi med omhu kun bange midtsøgende drøvtyggere som os selv, og vore forudsigelige kommaflyttende kommentarer kalder vi forskning - og ingen ler.
Men det var nu en digression, om end af en højst ualmindelig type, idet en indledning jo dårligt kan være nogen digression, eftersom digressioner netop forudsætter et udgangspunkt. Men vi skal jo altid markere os upassende - og et stilbrud også i selve dette princip blot for stilbruddets skyld ville egentlig derfor først for alvor være en øretæveindbydende provokation.
Nej hvad jeg ville sige var, at jeg egentlig var på vej til Lapland i en lånt bil, men da jeg trods mangeårig kørevane også i dette stykke har set stort på formalia, om end denne gang nu ikke for at være anderledes, blev jeg af velunderrettede kilder advaret om nyindført særdeles rundhåndende strafferammer for denne art stilbrud. Så enten må jeg tage et lynkursus, hvad jeg næppe kan nå, eller også må jeg betale en behjertet sjæl for at køre mig hinsides enhver fast politibemanding og derefter sende ham retur som pakkepost - død eller levende alt efter forskellen i fragtomkostningerne. For hvor meget kan et menneskeliv dog være værd these days? Ja, vi spørger bare.
Grundet ovennævnte uventede komplikationer cyklede jeg i morges i stedet en lang tur i Gribskov og nød den sødlige duft af sommervarm lærkeskov og bøgenes bløde og romantiske grøntone, som moderne skrigende japanske farvefilm ikke formår at yde retfærdighed. Hvad lapmarkerne har i vidde, har den danske bøgeskov i frodighed, rigdom og symfonisk dybde. Og at kunne cykle i dette sjælelige og metafysiske skumbad er en passende civiliseret luksus til at forlene os med en sandt guddommelig svæven over skabelsen i et selvvalgt antal timer, snarere end Nordens svedige forceren af krævende vildnis på de vilde dyrs vilkår og uden mulighed for øjeblikkelig hjemsendelse eller afblæsning af øvelsen.
Både i medgang og modgang må jeg regelmæssigt afsted, for ethvert ordentligt menneske ville hurtigt blive led ved for megen applaus. Sådan har jeg alle dage haft det, tro nu ikke noget som helst andet! At blive brugt i naturlig og passende grad, for helvede, dér hvor man kan gøre en forskel, er dog índrømmet menneskeligt væsentligt. Hvis man derimod som under Kinas kulturrevolution bildes ind at ens sublime kompetancer ikke er spor relevante, er det i en vis forstand ærlig snak og til at leve med, fordi det da på sin vis er konsekvent og dertil trods alt en entydig anerkendelse af nævnte unødvendige forcers vitterlige eksistens, applaus eller ikke applaus. Som Kierkegaard at måtte døje under opreklamering af en forsludret kristendom, "filosofi" eller hvad nu, er derimod en tort.
Men altså, naturen er ingenlunde nogen erstatning og ejheller et viagra-agtigt panikmiddel til "inspiration"- naturen er ligesom at stirre en time ud af vinduet, som at falde i buddhistisk trancesøvn et kvarters tid i toget eller på anden vis falde i staver, som at standse op og lade vandet, glemme alt om egoet i medgang som i modgang. Naturen er for os mænd en mulighed for at få del i det særligt kvindelige privilegium at have lov til at være stum og dum - som er en nødvendig, om så ikke tilstrækkelig betingelse for det sublime. For det er vor gentagne erfaring at virkelige tanker næsten aldrig kommer som kritik, men som intuition, der atter begynder som anelse - og anelsen fødes af tomhedens vederkvægende nirvana. Og hvis der ingen tanker fødes, så er også det
fortræffeligt.
Den er frem for alt en sjælelig lise i sig selv, og ovenikøbet viser det sig til vor overraskelse atter og atter at give fornyet liv og synskraft; men noget middel dertil er det stadig ikke. For som sagt, dette er fandengale mig ikke nogen "forfatterskole" eller noget "kursus" for geskæftige identitetsnarkomaner med stolt ventende svigermødre - det kan ikke gentages ofte nok.Vi har bare altid gjort de samme ting, sådan er det bare. Det er da også én af grundene til vore mere selvvalgte karrierefrafald, for hvor trivielt og borgerligt skal det være, og er det ikke nok (næsten) at have fået tilbudet eller chancen?
Vanskelige spørgsmål - og måske er vore svar heller ikke helt korrekte.
Jeg ved godt at flere vil spørge, hvorfor en mand med så utvivlsomme osv. ikke bruger nok nævnte osv. til noget anderledes substantielt, konstruktivt, meriterende, ja måske ligefrem nyttigt. Men vort kontante svar, som det er under vor værdighed at underbygge endsige forsvare som en anden indbrudstyv taget på fersk gerning, lyder: Det har vi sandelig gjort i rigelig grad andetsteds og tidligere, og det endda tillige på kontant vis hinsides stilistiske svinkeærinder. Dertil kommer, at siden I allerede kan se eksistensen af nævnte "osv", så må I også indrømme just de kvaliteter I efterlyser: Det er her ligesom hvis man til en novelleforfatter sagde, at han eller hun med sit talent burde skrive romaner. For hvis de profeterede kæmpeevner således allerede kan inkarneres i novelleformatet, så er der åbenbart slet ingen grund til at underkende dette i forhold til romanens større udtræk. Dertil kommer at vi bør huske Kierkegaards ord, at en digters smerteskrig kan lyde som den mest vederkvægende musik, modsat allehånde meriterende og alvorlige arbejder.
Men frem for alt bytter I som sagt om på faktorernes orden med jeres velmente råd, der desværre slet ikke tager højde for tilværelsens realiteter: For jeg begyndte skam i sin tid med den art alvorlige, om så ikke ligefrem konventionelle arbejder.
Så jeg er virkelig skuffet over jeres vantro over for mig og jeres godtroenhed på verden; og hvis det ikke var fordi jeg meget vel ved at I sandsynligvis "kun" eksisterer i min egen fantasi - omtrent som verden i henhold til biskop Berkeley "kun" eksisterede i Guds forestillingskraft - så kunne jeg nu godt finde på at fyre hele banden og nedlægge bloggen i protest mod denne utaknemmelige træghed.
For som Baronessen skriver i "Den afrikanske farm", bør et menneskes værd måles på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear, og jeres velmente råd om at tage min fornuft til fange som alle uhelbredeligt normale mennesker er i den situation noget nær topmålet af frækhed. Men dels ved I ikke hvad I gør, og dels eksisterer I som sagt sikkert kun i min feberfantasi - heldigvis, for ellers kunne jeg såmænd meget vel mistænke jer for at ville downloade hele molevitten og udgive det i eget navn, om end som sædvanlig i forkludret form i henhold til et metafysisk selvhøjtideligt og dog både kluntet, pjattet og fjollet skræddersyet program for litterær kvalitet: "Se, vi leger sørme på den mest guddommelige vis, så må vi lige få en smule ro i auditoriet, for det her er fanden gale mig ikke bare skæg og ballade, men den reneste metafysik!"
En anden betryggende fordel ved den mulighed at I blot eksisterer i min guddommelige fantasi er den, at hvis I var materielt eksisterende, ville I blive opblæste som hanekyllinger af indbildskhed over den fikse idé "kun" at eksistere i nok nævnte guddommelige fantasi. Men heldigvis formår I jo ifølge sages natur ikke at puste jer op desårsags, såfremt der vitterlig er objektiv grund til det - mens der omvendt ikke er spor grund til det såfremt I faktisk formår det og følgelig er materielt eksisterende. Thi så viseligt er verden nu engang indrettet.
Det slår mig forresten at netop fordi vore overvejelser er yderst "virtuelle" grundet jeres forhåbentlig blot fiktive eksistens, så burde de rettelig publiceres på helt normal vis - selv om de rigtignok refererer til bloggens alternative medie som vilkår. Og dermed har vi konstrueret et arkimedisk punkt, hvorfra vi som en anden Descartes beviser vor eksistensberettigelse også hinsides bloggens virtuelle verden, efter devisen: Skade for jer selv, at I ikke eksisterer, for I går sgu glip af noget, børnlille; og skade for det mere ordinære bogpublikum, at de faktisk eksisterer, for de går jo ligeledes glip af noget. Men heldigvis kan De så i stedet læse hvad Lars Bukdahl mener om Peter Høegh - men der er bare den hage ved det, at når vi husker f.eks. Charlie Parker, så skyldes det hvad han var og gjorde - ikke hvad nogen "mente" om ham, eller hvad han selv "mente" om nogle andre: For det er en journalistisk kæmpeillusion at folks, herunder journalisters meninger har noget at betyde.
Ja, så fik I alligevel en dosis eller to af det der åndssvage "filosofi" som grundet fjollede og bornerte "jobmuligheder", selv i det private, er blevet så opreklameret. Men må vi ikke nok være fri en anden gang, så er De rar.
Nå, men mens jeg har skrevet dette, har jeg med venstre hånd shanghaiet en privatchauffør til min rejse i morgen til Fujijama, Sweden, og han har ved samme lejlighed instrueret mig i brugen af mobiltelefon. For skønt jeg lige som Anders And er en sej overlever, der aldrig brækker lemmer eller på anden vis kommer rigtigt galt afsted, så er det nu praktisk at kunne tage imod bestillinger i bushen fra eventyrlystne tyske turister. Og I andre skal da også være velkomne, hvis I mod forventning ikke mættes sjæleligt af agurketidens debat om hvorvidt Peter Høegs seneste bog er et mesterværk, et flop eller måske noget helt tredje.
Pøj-pøj med det hele. Og Bye, Bye Civilization.
