"HOW JAZZ WAS BORN"

A lecture in significant Biochemistry

Det er da helt utroligt, så nysgerrige I derude er om vort automobile privatliv... - Jo, venstre sidespejls glar er nu fikset og vor kørsel dermed atter tilnærmelsesvis lovlig - "forsvarlig" er jo ligesom "kjerlighed" et meget stort ord...Som både den unge Kierkegaard, Mann og Bror-nesse Bixen måtte sande, er kjerlighedens dybere rolle nemlig såre ofte rent katalytisk i den høyere underholdnings tjeneste.- Dette tvinger os til hermed at udbringe en trefoldig skål for Anenosin-Trifosfat: Adenosin-Difosfat er derimod afgjort et nummer for småligt og imponerer os ikke det mindste - som en urokkelig aarhusiansk ingeniør i sin tid vrissede, da min bedstefar i Paris (hvor ellers?) viste ham Eiffeltårnet.

Vor biokemiske skål er i virkeligheden et plagiat, hvormed vi endnu engang vil demonstrere hvor latterligt let sligt er at camouflere for en benovet verden af titelsyge almindeligheder. Således er den kalkeret over følgende ord af the late Viktor Borge, som jeg er er blevet bekendt med gennem dennes livlæge og litterære eksekutor dr.med. Niels Ruben: "My father was a great inventor with only little success. First he invented "One-up", which quite frankly didn't work. Then he invented "Two up", which didn't make much of a difference. Later however he ingenuously managed to conceive "Three up" - yet without due recogition. That did not stop him however, and in the end he even succeded in inventing "Six up" - and then he died completely unknown as an embittered man. - Little did he know how close he was..."

Som sagt var vor biokemiske vits således et plagiat, men så sindrigt skjult at ingen ville opdage det, idet den nemlig for en sikkerheds skyld ikke engang i sig selv var særligt morsom. Dette illustrerer nu to ting om plagiatets psykologi. Ganske som vi jo er nogle der ikke formår at stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, således formår den fødte plagiator altid at forlene selv de mest geniale tyvekoster med at anstrøg af umiskendelig jævnhed, al ubehjælpsom encyklopædisk omstændelighed og pligtskyldigt skrabud for etablerede, men ret beset uvedkommende notabiliteter til trods.

Fanklubben opdager det dog heldigvis aldrig, idet kommensurabiliteten altid med instinktiv omhu og ingenlunde alene af vankundighed foretrækker at hylde det kommensurable og skyer det inkommensurable. For som et akademisk udvalg engang ikke helt uden vid forkyndte, da jeg for eksperimentets skyld havde begået en på forhånd futil ansøgning: "Alene ansøgningen er i sig selv diskvalificerende". Og de havde ret: For vandrefalken beder vel ikke i ædru tilstand dronten om at vurdere dens flyvefærdighed.

Derimod frikendes etablerede og respektable plagiatorer altid på runde dage pure for enhver bagvaskende mimren i lyssky kroge for små til rygeforbud, af allestedsnærværende og uopfordret skåltalende, hamsteragtigt utrættelige titeldyr - der nemlig generøst fornemmer at en lynafleders kollektive paraply kan være en nok så klog investering som nogen kollektiv branche-forsikring. - Nuvel: "Sådan er det bare", som en kunde svarede i telefonen, da en slukøret forretningsindehaver kun havde modtaget halvdelen af det aftalte beløb. Eller som en befippet svensker stoisk udbrød ved synet af hustruen sammen med naboen på bagsædet af dennes nye Volvo: "Fortsätt, bara fortsätt...

Omvendt kendetegnes den sande genialitet ved, at selv når den nedlader sig til plagiat, er det kun er simuleret plagiat og således studentikost sagt i forstand dobbelt plagiat, hvorved to gange minus kommer til at give plus. Selv når den med næsten øretæveindbydende åbenhed - for nemlig ikke at slås i hartkorn med førnævnte kategori - mimer et andet forlæg, formår den nemlig i Hegel'sk forstand at "op-hæve", transformere og transponere det så at sige respektløst i en højere underholdnings tjeneste uden dog at give mindste køb på en måde der kunne bringe hverken forlægget eller den selv i miskredit. Således kunne de største jazzmusikere på ubegribelig vis åbenlyst og on location suverænt citere de forskelligste musikalske kilder på en måde der dog kun yderligere understregede deres egen symfoniske integritet og melodiske opfindsomhed.

Vi har dog denne gang valgt at som i et Gesamtkunstwerk illustrere vor pointe med et autentisk fotografi af et atavistisk tilfælde af partenogenese. For hvad der nu især kendetegner den sande genialitet før dens Hegel'ske sublimering i lidt modnere alder til et ekstravagent Borge'sk show, er nemlig den provokerende egenrådighed, hvormed som her en vældig gren som Eva ud mellem Adams sideben emanciperer sig fra sin rod til et eget blomstrende liv, der snart efter sågar rekonstruerer og genopfinder sine rødder per efterkrav ved i en hyperbels bane at gøre et så at sige messiansk besøg i jordbunden for at bringe alle formelle mellemværender med Folkeregistret i uklanderlig orden.
Det bør dog i den forbindelse indrømmes, at med Freuds omtrentlige ord er en gren nogle gange bare en gren - en udtalelse der dog utvivlsomt blot var et blufærdigt dække over den litterært noget stødende sandhed, at nogle gange er en pik bare en pik: Noget som også vi rigtignok under anderledes normale og knap så tvingende omstændigheder ville kvie os gevaldigt ved at udbasunere offentligt. Men det være så hermed gjort: For hvis ikke den bredeste ryg skulle tage skraldet, hvem da? Eller som en fræk gammel vestjyde selv fortalte mig, at han engang havde svaret en velstående proprietær, der klagede over at være blevet snydt af ham så det drev: "Nåja, men så var det da rigtignok godt, at det ramte én der havde råd til at tage smækket..."