EN PIKARESK GRUNDVIDENSKABELIG ODYSSÉ

Vor arktiske marts overgår selveste Arktis – men omvendt mindes jeg dengang jeg som 19-årig (selve det historiske årstal må dog forblive en hemmelighed, idet de af mine talrige bejlersker, der er forsynet med den højeste økonomiske baggrundsstråling, alle har forældre der lægger den største vægt på modenheden som kompensation for den både overflødige og noget forældede forsørgelse), blev aldeles ilde til mode ved at kunne slentre ubesværet i åbenstående og kortærmet skjorte allerede nu i marts: - hvilket jeg nemlig tog som et sødmefuldt og dekadent varsel om verdens snarlige undergang.

Mere udmattet end forstemt måtte jeg dog  forleden som blid københavnsk landing indtage en bodega-Tuborg og som ikke-ryger tillige nasse en smøg: Ja, for som ikke-ryger lider man af fantom-abstinenser (!). Her blev jeg imidlertid straks indladende tiltalt af en endog betydeligt yngre (indrømmet, indrømmet, men dette er nu ikke nødvendigvis smigrende) mand med påfaldende taktfaste og regelmæssige tics i ansigtet: Manden var nemlig tydeligvis også analfabet og mente åbenbart derfor, at nævnte syndrom bestemt burde staves ”tik’s”. Heraf ses i øvrigt den store almenvidenskabelige nytte af vor lediggang, idet vi nemlig hermed i forbifarten har leveret et håndgribeligt og uigendriveligt bevis for Placebo-effektens eksistens.

Men lad os nu ikke glemme sprogvidenskaberne for al denne udvendige nysgerrighed, for der gives dog forhåbentlig endnu andet end valgkampe og meningsmålinger. Sprogvidenskaberne – hvorledes nu det? Jo, for sæt nu vi ovenfor havde skrevet: ”Manden var tydeligvis tillige analfabet og mente, at nævnte syndrom derfor bestemt burde staves ”tik’s”. Med ordet ”derfor” placeret således i sætningen ville der nemlig have været tale om et helt andet udsagn – der næppe holder i byretten, men som til gengæld er ulige mere morsomt.

Mere morsomt end hvad? Tja, rigtigt godt spørgsmål med en bunke lige korrekte svar - herunder dette: Mere morsomt end når f.eks. en velmeriteret professor på Bermuda afslutter sin ugentlige klumme med følgende bevingede ord, der ville have gjort både Montaigne og His Masters Skinsyge Fanklub irgrønne i ansigterne af lige så bevinget misundelse: "Snip snap snude - så er denne klumme ude". Men hvilke flovsere ville vi dog ikke alle hjertens gerne begå mod tilstrækkelig liniebetaling - for denne giver så bedre råd til koncernenes mere ekstravagante og tabsgivende knopskydninger.

Men tilbage til vor sprogligt morsomme formulering ovenfor. Den kan minde om Storm P.’s tegning af kannibalhøvdingen, der beroliger en ængstelig zoolog iført tropehjelm med disse ord: ”Bare rolig, Sir – her på øen er vi alle vegetarianere: Vi spiser kun botanikere!”. Også her slår logikken nemlig en ekstra sløjfe på sig selv, med lige så absurde konsekvenser i form af en art logisk forskydning af begreberne. Hos Storm P. er det selve begrebet 'vegetarianer', der stiger i potens; i vort eksempel består det absurde i, at analfabeten er paradoksalt bevidst om sin svaghed og insisterer på denne som en slags autorisation og argument - hvorved hans syndrom hæves til anden potens, så at sige. 

"Roger, mayday, splitte mine ramsejl!": Kaster vi nu atter gratis perler for svin, som Jobs bekymrede venner advarende jamrer? Åh nej - for vi kan tværtimod prale med, at ligesom kannibalhøvdingen ovenfor kun spiste botanikere, så plagieres vi her i firmaet udelukkende af rigets allermest velanskrevne meningsberettigede (tørre bag ørerne eller ej), hvilket dog er en anbefaling der er alle pengene værd - hvortil i øvrigt kommer kommer, at den zoologiske sagkundskab om svin indtil videre kun har lutter rosende ord at melde. Apropos plagiat skylder vi i denne forbindelse at indrømme, at vor formulering ovenfor herom var et hvidvasket lån fra en af Københavns største plattenslagere, der nemlig engang anerkendende betroede mig: "Læg mærke til at det er kun ordentlige mennesker jeg låner penge af".

Nuvel, nuvel. - Men alt dette var nu bare en digression samt dennes nødvendige kommentarer - og derfor som sædvanlig i grundvidenskabernes historie det mest interessante: Ja, for hvad folk sådan indbilder sig absolut at måtte fortælle, er mellem os sagt sjældent så spændende igen. - Men hov, hov - man går altså ikke bare sådan på toilettet midt under Dronningens eller statsministerens nytårstale, så nu ikke noget med at desertere i utide! Åh ja : For at desertere i tide har derimod hidtil uhyre få formået at præstere - men prøv endelig!

 Men altså: Hvad ville så vor hidtil næsten demonstrativt fåmælte unge mand med urmager-syndromet. Jo, han spurgte lidt ærbødigt, om jeg mon underviste på universitetet i matematik, filosofi eller sociologi – ”eller sådan noget”: – omtrent ligesom jeg engang for år tilbage som særligt indbudt gæst (jeg kunne nemlig endnu dengang indbilde landboer, at jeg var en ægte københavner) på en landlig højskole andægtigt blev spurgt, om jeg underviste ”derinde på professoratet i København.”

Dette nødvendiggør afgjort en digression; skønt - kan en nødvendig digression nu også kaldes en digression?
Min bedstefars begavede gamle husholderske måtte engang le højt, da en ret ubegavet ambassadørenke of his aquaintance uden hverken synlig eller usynlig anledning spurgte: "Hvordan mon det kan være, at man aldrig længere ser nogle pukkelryggede?" I parentes bemærket var det også hende, der i fuld alvor bedyrede, at hummere smager langt bedst, hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op - en opskrift for stokdøve sadister, som hermed viderebringes for god ordens skyld.
Nuvel, men på samme måde som man ikke ser nogle pukkelryggede længere, så kan man end ikke i "den rådne banan" længere høre nogen bruge ordet "professorat" på den ovenfor refererede morsomme måde. Og hvorfor nu ikke det?

Fordi i vore dage kan snart hvem som helst blive både professor, forfatter og "filosof" - og de bliver det derfor også alle, ganske som jo alle børn med undtagelse for de muslimske jo før eller siden både vinder mandelgaven og bliver kattekonge ved Fastelavn. Ja, for ellers får sjælen nemlig aldrig fred! - Og ganske ligesom på Påskeøerne al frugtbar jord til sidst var plastret til med stenstøtter som dokumentation for ophavsmændenes demokratisk ligeberettigede kreativitet, hvorfor alle døde af sult og kedsomhed i en lumsk og ufejlbarlig forening - ganske således er det efterhånden gået med professoraterne, som derfor ikke længere giver anledning til nogen art morsomheder: hverken om dem eller af dem... Men til gengæld er professoraterne dog selv blevet forvandlet til én stor etnografisk morsomhed, så her skal bestemt ikke klages over det humoristiske niveau.-

 Men tilbage til urmager-lærlingens følgelig ikke ubetinget smigrende formodning, for hvem vil dog ligne Gud og hver mand? Svar: "Gud og hvermand."  - Domaren säger, at svaret är rätt - men det gælder jo så følgelig ikke mig. Men på den anden side: At ligne en professor så grangiveligt, at man kan narre endog fulde folk og børn, er i vore dage ulige meget sværere end at blive professor, for naturen er  uhyre vanskelig at narre i længden - selv om det rigtignok kan lykkes af og til i skyndingen, som når gøgen f.eks. i en kort sekvens formår at flyve akkurat som en spurvehøg for at skræmme småfuglene et øjeblik fra deres reder.

Nuvel, men som altid i den art situationer svarede jeg også denne gang undvigende og henholdende - ganske lige som en Nobelpris-modtager i litteratur jo heller ikke ved spørgsmålet ”Er De monstro også skribent?” straks klapper hælene militaristisk sammen med et begejstret ”Javel!”. Kort sagt blev vor urmager-lærling ikke synderlig meget klogere, hvorfor han i stedet forsøgte sig med det spørgsmål, om jeg ”mon ”stadig” underviste. Denne gang hjalp han mig dog tillige lidt på gled ved at tilføje, at hans egen far netop var gået på pension - for dernæst "apropos" fikst at spørge om min alder.

- Sidste gang nogen tillod sig denne art nærgåenhed, var det en 94-årig, men yderst åndsfrisk dame – men da hun i forvejen er en yderst velhavende enke og derfor udtrykkelig næste gang agter at ægte en varmblodig og sorgløs mand i sin allerbedste alder, smigrede spørgsmålet mig dog kun ved den lejlighed. Ja, for sådan afhænger udsagns fulde mening jo af sammenhængen og situationen.

Og dermed er vi atter tilbage ved sprogvidenskaberne: Ja, for vor nævnelse ovenfor af Nobel-prisen bliver nu anledning til en sammenlignende sprogvidenskabelig opdagelse: Svenskere bliver  nemlig til almindelig orientering ”Nobelpris-tagare”, lige som de jo tillige er ”löntagere” – hvorimod vi i Danmark anderledes ydmygt nøjes med at ”modtage” både vor løn og vore oftest noget jævnere priser.

Men med al den beskedenhed kommer man ingen vegne i verden, og derfor er vort land efterhånden blevet så lille. Men svensken er asiat og dermed lige så god en ”kålsupare” som Napoleon - der nemlig ved sin kejserkroning i samme ånd flåede kronen ud af hænderne på selveste paven og egenhændigt placerede den på sit egenrådige galliske hoved. For man bør ikke sådan overlade det til Gud og hver mand at fortælle hvem man er: Det vil nemlig altid blive misbrugt – for enten forsøger de at forklejne én, eller også roser de én af de forkerte grunde: Og hvis man klager, udstiller man derved blot sin komisk nærtagende smålighed og sin forkælede umættelighed, hvorfor man lige så godt med det samme kan erklære sig skakmat og tage det som en mand  - eller som konen i muddergrøften, der på samme vis længe før Blixen blev tvunget til at "elske sin skæbne".

For min egen del er jeg dog på min professions vegne en undtagelse i hele denne verdslige sammenhæng: For som grundvidenskabeligt "oberoende og komplet fristående kolumnist" og etnolog i elfenbenstårnet må jeg stille mig aldeles upartisk og fordomsfri - og må derfor forblive lige så uafhængig og upåvirkelig af både løn og nobelpriser, som paven i sit cølibat er det af både den kødelige kjerlighed og verdens øvrige fristelser.

BLASFEMI...

Når man som purung ringede til den daværende "HANDELSBANKEN", fik man først et telefonsvar, der nærmest måtte betegnes om en loyalt patriarkalsk og damestemme på et højdansk fra før Baronesse Blixens tid: "Det er Haaandelsbaaanken". For det siges, at sådanne ugifte grantanter fra før brødrene Brandes tid er endnu mere loyale mod magtens mænd, end nogen eunuk i "Mørkets Hjerte" ville have kunnet præstere.

Med en lignende majestætsbetuttet højtidelighed - om end med mere sitrende, ja nærmest hviskende pigestemme bliver man ved henvendelser til det Berlingske Hus af hoffets loyale tjenende terner høfligt og med en forlegen fnisen belært om, at enhver henvendelse til Weekendavisens legendariske chefredaktør naturligvis er henvist til at foregå i form af mails eller breve.

Det gjorde jeg da også i anledning af mit foregående indlæg om Lars Hedegaard - om end jeg nu som ingen som helst reaktion opnåede. - Tro i øvrigt endelig ikke, at agurketid råder i vort eget hus: Men mere end smuler fra den riges bord vil vi nu engang ikke falbyde i tide og utide, og sætter os derfor med sædvanlig grundighed atter mellem to lige fortræffelige stole. Hvortil kommer at vi aldrig pædagogisk "skriver ting om", fra et medium til et andet, uden på særlig opfordring og med udsigt til honorar.
-----------------------------------------
Kære A K

Hvis det er tilladt at spøge med Muhammed, må det også være tilladt at spøge med Lars Hedegaard.

Omvendt må jeg modstræbende indrømme den kulturradikale opinion en vis - om så også komplet ubevidst - konsekvens, når den på Muhammeds vegne ønskindet reserverer sig trods sin bekendelse til Oplysningens ånd: For når man trods alle privilegier ikke selv tåler kritik - endsige spøg - er det et besindigt træk at indrømme samme ret og hensyn til anderledes uoplyste og ressourcesvage parter.

Vedføjede stykke bæres udover af humoren af den gennemgående erfaring, at menneskene som allerede antydet ligner hinanden langt mere end de vil være ved, og da især i deres mindst civiliserede tilbøjeligheder.

Artiklen søger uden at tærske langhalm at gennemlyse de involverede begrebers indbyrdes sammenhæng: Eksempelvis er en Lars Hedegaard ikke nødvendigvis selv en hædersmand, selv om han er offer for uret. Et selvoplevet barokt eksempel af lignende art gives.

Men jeg nævner også alvorlige eksempler på uangribeligt legal straffesanktion mod heroiske brugere af ytrigsfriheden - selv om det her satirisk lanceres som forbilleder til integration og lovlig efterfølgelse fremover for Hells Angels og radikale islamister.

Rent kompositorisk slår jeg så over i slapstick: Men takket være en digression til denne ender vi alligevel i hovedsporet: omtrent som ved to gange minus i aritmetikken.

En underliggende og mere indirekte pointe er nemlig her, at jeg hermed oven i købet tillader mig at spøge med den gængse og knæsatte debatsstils aggressive og muslimsk billedløse alvor - der vist ikke altid lader muslimernes meget efter. Og som jeg da også nok selv kunne begå med en brækket arm (en sådan haves nemlig, sågar i sin tid opereret af en kirurg der desværre til fulde levede op til sit navn "Krogh").

Når jeg sender det til dig, er det fordi jeg her ved, at du dog udmærket kan forstå både hvad jeg skriver, og hvad jeg ikke skriver. Hvis andre på redaktionen skulle besidde samme fortrin plus menneskeligt overskud til ikke overalt at se "provokationer" mod det helligste, er du naturligvis velkommen til at uddelegere den utaknemmelige rolle som beslutningstager til dem.

For alvorligt talt er jeg jo næsten anatema og undtaget fra selv de mest elementære høflighedsformer. Og at sige dette ligeud er ikke alene lovlig: Det er end ikke fornærmeligt, men tværtimod en indrømmelse til modpartens integritet - et fænomen jeg ellers generelt ikke er særlig forvænt med professionelt. Men hermed forholder sig forhåbentlig ligesom med "Pascals væddemål. Så perlerne er hermed kastede....
Med venlig hilsen