Politiken bragte en sjældent smuk kronik af Jakob Holdt og dagen efter en indspist kronik af en mediegrupie om at vi alle i dag er yuppier. Hvem fanden kan holde ud at skrive så kælent og indforstået om det emne, selv hvis det har noget på sig: Hvad hjertet er fuldt af osv.
Ak, Holdt er en sjælden fugl, for bandevæsenet har alle dage været de middelmådiges genvej til dominans, privilegier og stjernestatus osv. - så enkelt er det faktisk. Det ligger omvendt i individualisternes, idealisternes natur osv, at de ikke tænker så meget på organisation, tricks, retorik, PR og i den forstand er mere "naive" i deeres tro på at deres blotte lidenskab og evne for det sande, det skjønne og det gode vil tvinge verden til at bøje sig og solen til at lyse på dem.
En mildere form for bandevæsen ser man når ret jævne personager typisk fra unge år stiler efter at komme ind i det store, det sikre, det hæderkronede, det nye rige eller hvad nu: For just fordi verden tror at direktøren for det store forlag, bibliotek (fortsæt selv) må være en uklanderligt ædel, objektiv, besindig og begavet mand, så vil just alle de jævne naturer med desto større instinktiv energi efterstræbe disse positioner - for den giver dem sociale osv muligheder som ellers ville forblive dem nægtet. Deraf deres tidlige instinkt for at begå sig på de bonede gulve - en vej, hvor de desuden kan gøre en dyd af nødvendigheden, fordi de har den rette ufarlige udstråling til ubevidst at berolige dem der skal udnævne dem - og som rimeligvis er folk af samme støbning, kommet op på samme vis.
Direktøren for det lille forlag osv kan derimod være en ildsjæl, individualist, en interessant person osv, osv, der aldrig har tænkt i den slags baner, men verden ser det ikke, og de inviteres ikke til strategiske sammenkomster. Undtagelser gives, men dette er reglen, så hvad vi nu kan læse om hæderkronede og ulækre amerikanske loger for indbildte overmennesker fra præsidenter og nedefter, kan ikke længere overraske os, og vi orker end ikke at læse det igennem, for vi kender melodien.
Det forholder sig her ganske som den sicilianske mafia selv åbent fortæller: Et job i koncernen giver dig muligheder for et liv, en indtægt, ægteskabsmuligheder osv, som ellers ville være umulige. Frygtelig banalt fra ende til anden. Men eftersom det ikke på rigtig lang sigt lyder særlig godt for vor art, skulle man synes at naturen havde opfundet nogle modtræk - og vist kan vi jo ofte skelne og fornemme nogle ting på folk. Naturen satser dog så at sige bredt, så alting findes, just in case - hvortil kommer at naturen jo desværre ikke på forhånd kan forventes at have særlige præferencer for specielt etiske strategier. Bander kan være meget robuste, og når nødvendigheden kræver det, kan de også nok efterhånden indrette sig nogenlunde "fornuftigt", så det er måske ikke helt givet at de ender med selvdestruktion.
Så Jakob Holdt kan desværre trække det korteste strå sammenlignet med de mest realistiske og middelmådige tilpasningstyper, der på engang er yuppier, kulturradikale, avantgarde, modedyr, kvalitetsbevidste, "oprørske" og jeg ved ikke hvad - og derfor velkomne i hele Medie-dk, just grundet deres tryghedsindgivende tilpasningssyge, selv når de giver den som fandenivoldske
.
Jakob Holdt kronik handlede om hvorledes konflikter fra de mest banale til det storpolitiske plan kræver "kristne" løsningsformer i form af en næsten blåøjet imødekommenhed og mangel på reservation. Mange pædagogiske typer, præster osv har nok alle dage haft sans for dette, men de er i mindretal.
Og vist har vi set charmerende interviews med lejemorderen "the ice man". Så at sige rationel egoisme kan desværre næppe ophæves ad den vej, men irrationelle hadspiraler kan nok. Problemet er bare at hele samfundets gennemnormale bandeverden tænker i grupper og klicheer, for alt handler om at redde sin egen røv og være på den vindende side. Prøv blot at kritisere direktøren, arbejdsgiveren, fagforeningslederen, firmaets profil og linie osv, osv, selv nok så velment, oprigtigt og sagligt: Ak, ak - man vil måske aldrig tilgive Dem af en salig blanding af skam, frygt og inderlig utryghed ved Deres type; og hvis man kunne uden for meget besvær, ville man måske endda allerhelst ødelægge Deres liv for al fremtid som straf, uagtet alle tillærte og fordelagtige automatmeninger. Regn ikke med for meget, men udeluk dog heller ikke den smukke undtagelse. Men måske burde De beherske Deres enegang og som modvægt danne en art sammenslutning af ligesindede, for disse findes jo angiveligt. Men de sidder kun sjældent på høje poster, for de er ikke gået efter dem.
Disse ting er ingenlunde paranoide, selv om de er nedslående: For med "country dweller"s (se link) "proletariske" ord: "Vi kan ikke forvente at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne". Men jo flere der forstår dette, desto bedre rustede er vi mod at tage allehånde udnævnelser og anerkendelser for andet end belønninger i et barnligt bandesystem i civiliseret klædebon.
