FRA RIFBJERG TIL STRUDSEN POETIK: OM DYBDESKARPHED OG CIVILISERET NÆRSYN

   

HIFI-Fanatikere gik i sin tid meget op i anmeldelser af akustisk mudstyr - selv om de alligevel kun lyttede til heavy rock - mest til langsigtet glæde for firmaet Oticon's aktionærer, på samme vis som menneskehedens elendige spisevaner glæder Novos aktionærer. En art materiel og "kapitalistisk" dekadence.

Lige så med optik: Dengang jeg alene fotograferede "akustisk" så at sige, kunne jeg regne med en skarphedsdybde på et par meter ved fotografering af et dyr med kraftigt teleobjektiv. I dag handler det om decimetre - og hverken synet eller autofocus er her eksakte nok til at give nogen garanti.

WHY? Elementary: Digitale sensorer er i dag så finkornede, at yder-zonerne af fordums skarphedsinterval forekommer uskarpe: - sammenlignet med intervallets midtpunkt, det sande fokus. Det skarpeste er kort sagt blevet langt skarpere . Men det opleves utaknemmeligt som om alt det andet er blevet uskarpt.

Vi har altså fået en halv flakse whiskey forærende af en godhjertet alkoholist, der har været tvangindlagt til et opbyggeligt foredrag om velsignelsen ved at skænke andre det man nødigst selv ville undvære - og så klager man straks til socialmyndighederne over at flasken var halvt tom...

Såfremt nu vore kameraers sensorer og optik var fine nok til at gengive endog materialernes molekyle-struktur ved en super-kraftig udsnitsforstørrelse af vore fotos: da ville det vise sig, at næsten alle vore "molekyle-fotos" var piv-uskarpe: simpelt hen fordi vor fokusering kun sjældent ville være nøjagtig nok til lige akkurat at ramme de rigtige molekyler. I langt de fleste fotos ville fokus og skarphed derfor havne lige foran eller lige bagved det valgte molekyle.

I stedet for at juble over at vi trods alt overhovedet kan se molekylet, ville vi forbande det uskarpe foto og klage over det underlødige objektiv som Foto-C har prakket os på.

Skarphedsdybde er således en illusion og et uhyre relativt begreb, og betyder bare: "sådan acceptabel skarphed", når det alligevel kun gælder impressionistisk baggrund og forgrund.

-----------------

Ovenstående lille overvejelse gentager i en vis forstand den beskrevne forkælelses-figur: Ja, for vi begår fra vort private hjørneværelse en besindigt velovervejet "leder" om et ret beset helt ubetydeligt - men til en afveksling i det mindste selv-opfundent - verdensproblem: der alene kan have interesse for mennesker helt uden rigtige problemer - samt mennesker der ligesom strudsen vælger at ignorere alle problemer efter den gode biskop Berkeleys filosofiske devise.

Men en struds har sgu da ingen problemer og kan vel i givet fald bare sparke dem ad helvede til? Ja - og hvilket problem er det så alle strudse sparker ad helvede til? Elementary, my dear Watson. De savner nemlig vinger og misunder derfor i hemmelighed alle andre fugle lige fra mursejleren over duehøgen til albatrossen med hver deres særlig forcer - omtrent lige som Klaus Rifbjerg sagdes at misunde alle andre forfattere.

Af alle andre fugle har alene kiwien strudsens sympati: For den kan nemlig heller ikke flyve... Og hvis den alligevel skulle begynde at blive stor i slaget, så sparker vi da også bare den hele vejen tilbage til New Zealand som fragtfri ( kom)post...Og så skulle også det litterære samværs-problem vist være løst...
-----------
P.S.
Kunne vi have valgt tungere og mere uafviseligt spalteberettigede emner? Utvivlsomt nok - men dem står alle andre i kø for at få lov til at skrive akkurat det samme om...
Og når vi nu heller ikke gider påstå det stik modsatte - så vælger vi i stedet ligesom strudsene og Biskop Berkeley at beskæftige os med noget helt andet, som man i det mindste endnu kan have i fred og ro...