KATARSIS FOR LARS HEDEGAARD SOM FOR VOLTAIRE

Avisens og bloggens fællestræk er tilknytningen til verdens og samtidens brogethed. Forskellen er dog at vi tager det som en så at sige gnostisk joke, hvor alt kan bruges, hvorimod medierne tager aktualitetskriteriet mere alvorligt. At vi hellere vil læse om renæssancen, hvis der lige er åbnet en udstilling derom, er en psykologisk kendsgerning, som man kan benytte sig af pædagogisk – for tingene må gerne hænge sammen i vor hverdag, også selv om sammenhængen ofte blot består i samtidighed i samme by: Vi vil helst kunne forbinde tingene i en art æstetisk arrangement, omtrent lige som kunsten. Men ganske som orden på skrivebordet betyder det ikke så meget reelt.

I nogen grad er der således tale om noget memoteknisk: At det hele bliver lidt mere håndterbart mentalt ved en art orkestrering eller samordning i form af et dagblads komposition. Men at gøre det til noget tvingende nødvendigt fører til den kedsommelighed, at vore indbyrdes kommentarer skulle være det mest åndfulde i verden. For så ville ethvert spontant og selvbærende indspark kunne afvises som "uaktuelt" - for hvis alle skal tale om nøjagtigt det samme i takt, kan alt originalt jo lukkes ned: Med mindre det med godt humør forstår at forklæde sig, læs "inkarnere" sig, i samtidens historiske klædebon - læs "korset" med tryk på valgfri stavelse; ganske som jo visse lande i underholdningens navn beviljer dødsdømte frit valg af henrettelsesmetode.

Den samme vildfarelse ses i kulturkritikkens enorme selvbevidsthed – det vigtigste er vel selve musikken, kunsten, erkendelsen osv., ikke alle vore meninger om dem, hvor rigtige de end kan være. Anette Olesens film ”Lille soldat” om den kvindelige soldat der kommer hjem fra Afghanistan til sin fars bordelforretning, er som mange gode film ren terapi at se, og det er langt sjældnere tilfældet med kritikken. En kritik der som kunsten også udleverer sig selv og inddrager andre dimensioner uden at svigte emnet, er nok mulig, men den ville snart vække smålighed og blive lukket ned. Der er således tale om meget forskellige bevidsthedsformer, selv når de i en vis forstand handler om det samme.

Men i nævnte uhøjtidelige ånd kan vi godt lade os inspirere af nyhedsmedierne. Berlingernes store korsfarer Lars Hedegaard er nu blevet frigjort af ”Groft sagt” panelet og ser heri en socialistisk sammensværgelse, hvori Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten kommer ham til undsætning. Interessant hvor lidt der skal til for at bundnormale folk bliver småparanoide, skønt de dog partout og aldeles modstandsfrit får gehør også for deres vrede – og blot en anden offentlig person giver dem medhold, er de ikke gale. Selvkritikken fejler da heller intet – for det var nu i længden lovlig forudsigeligt og endimensionalt.

Men når folk med noget på hjerte deruimod klynker over at blive udstødt, afskrives de bekvemt af parnasset som paranoide – og ingen siger et kvæk, eller rettere: Vist er der det, men ingen etablerede. For rettesnoren er her gerne denne: ”Gør mod andre hvad I måtte holde for den værst tænkelige ulykke hvis det ramte jer selv. Og hvis de mod forventning tåler mosten, kalder vi dem sindssyge, for det er sgu ikke normalt.”

Jeg læser oftest ”Groft sagt”, men har en stærk formodning om, at den især læses af mænd. Forklaringen er utvivlsomt at i en konkurrenceverden nyder vi ubevidst at se andre stræbsomme mænd blive nedgjort. En empirisk undersøgelse ville garanteret også bekræfte at mænd med mere udprægede dominanstræk læser spalten hyppigere end mænd i servicefagenes ”blødere” positioner.

- En magasinredaktør m.m. af mit bekendtskab overlod for et år siden firmaets tøjler til sin søn – der nu som tak har fyret både faderen og alle hans medarbejdere. Det er jo Kong Lear om igen: Sønnen vil tydeligvis frasige sig enhver gæld. Når selv ens børn opfører sig sådan, hvad kan vi så forvente moralsk fra driftige unge mænd som vi end ikke kender personligt. De gamle kaldte det arvesynden, men i dag ville vi nok se det i et hormonalt lys.

Den sympatiske og saglige biolog Kåre Fog, der både har kritiseret Bjørn Lomborg løbende og bekendt sine egne vanskeligheder som blød og ærlig mand i fagbiologiske kønsovervejelser, ville sikkert give os ret heri. Men nu skriver han i Information, at skønlitteratur for ham er ren underholdning. Nogen har fortalt ham, at skønlitteraturen gør folk til bedre og visere mennesker, og det piner ham – for han læser ikke skønlitteratur.

Stalin læste angiveligt Dostojevskij, og det gjorde ham jo ikke til et bedre menneske. Og hverken forfatterne eller litteraturkritikerne opfører sig altid så nobelt - og menneskeligt mere umodne kritikere anser endog deres umodenhed for kunst, skønt de trods al viden og dygtighed savner kunstens visdom, integritet og selvindsigt - deraf deres forcerede forms mangel på rummelighed.

Lone Scherfig åbenbarede derimod alle disse dyder i et fjernsynsprogram, og det gælder tydeligvis samtlige vore brave filmskvinder. Modsat det mandstyrede kulturlivs mange loyale skødehunde der bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse for at give magten og dens jalousier et menneskeligt ansigt - og dermed gør 100 års kvindekamp komplet til grin.

Kåre Fog ser garanteret film. Og han er velsagtens som naturmand også lidt drømmende i sin naturdyrkelse, trods sin store fagkompetance – f.eks. kan vi jo håbe på at se et sjældent dyr, og det tilfører vort liv noget eventyrligt og uverdsligt. Selv de mest videnskabelige naturforskere har denne utopiske dimension, og den virker helende, uanset om man blot dyrker sin have eller rejser til Borneo. Jeg kender på den anden side fornuftige folk, der holder af både fortællinger, film og musik, men som blankt bekender, at naturen ikke siger dem noget: For den siger jo ikke noget. Så Kåre Fog har nok ret i, at folk her er forskellige - således er jeg selv næsten kun til prosa, og helst med nogenledes reglementeret tegnsætning.

Det er svært at sige, hvad det er kunsten kan gøre, men en god roman minder ligesom en god film om verden i dens brogethed – blot har vi ikke selv noget på spil og kan derfor opleve fiktionen uden personlig bekymring. Faglitteraturen tager derimod ét emne ad gangen og er dertil ifølge sagens natur meget oplevelsesfjern. Kunsten griber tillige alt det nære, men upartisk og empatisk fordelt i rum og tid på mange personer, og på betryggende afstand. På den måde er dens bevidsthedsform vitterlig genuin – men hvis man føler sig tvangsindlagt, duer det ikke. Så er det bedre at læse længst glemte ting, som ingen taler om – for vist er det ufrugtbart hvis alle læser nøjagtigt det samme.

Men en god film eller bog har en art samlende form, fortælling eller motiv, og det virker terapeutisk helende i forhold til når vi selv er kastet ud i verden – helt modsat fagvidenskabernes skarpe opdeling, som ikke kan hjælpe os eksistentielt, fordi den ikke forbinder sig organisk med eksistensens egen bevidsthedsform. En verden uden billeder, film, fortællinger, optrin og musik ville være som et liv uden drømme – vi ville blive syge. Men ingen skal tvangsindlægges, for det historisk akkumulerede udbud er jo enormt.

Aristoteles’ gamle katarsistanke er nok rigtig: Når vi ikke har vor egen røv på spil, virker det rensende, sublimerende og afspændende at se lidenskabernes skæbnetunge rasen på scenen eller lærredet. Når vi læser hård kritik, er vi derimod selv aktive deltagere i stenkastningens ædle kunst ved en banal identifikation, og det virker nok afreagerende – men ikke rensende eller forædlende. Katharsis hos Aristoteles indebærer derimod også medlidenhed, og den dimension i kunsten savner kritikken ofte. Også humoren indeholder i sine højere former oftest medlidenhedens sans for livets skrøbelighed hos såvel os selv som vore fjender.

Og vist er det da også synd for Lars Hedegaard - for når man nu engang må synge med sit eget næb, er det da slemt at få just det næb lukket ned, det være nu nok så skingert. Men snart kommer Hedegaards samlede og illustrerede værker i bogform i arabisk oversættelse med kultur- og eksportstøtte : Så får araberne da omsider deres tiltrængte oplysningstid, med Lars Hedegaaard som muslimernes egen Voltaire - blot lige så højt hævet over denne, som Profeten er hævet over sin beskedne forløber Jesus.

CEPOS OG DE FAKTISKE FORHOLD I OPTIK-BRANCHEN

EN GNOSTISK NOVEMBER ODYSSÈ
Tænketanken Cepos´ over-præsident dr. Martin Klågerup mener ikke at finanskrisen berettiger til mere fremskudte statslige positioner i det finansielle liv, omtrent ligesom man jo heller ikke giver kemoterapi mod forkølelse. Endvidere benægter han talen om spekulanternes overhåndtagende grådighed med følgende argument: Hvorfor skulle kapitalisterne lige pludselig være blevet specielt grådige over hele kloden?

Dette defensive argument er kalkeret over de arbejdsløses forsvar over for anklager om dovenskab: Hvorfor blev alle overalt pludselig så ”dovne” i 30erne? Men mens hr. Klågerup altså tilråder lutter gulerødder til finanssektoren, anbefaler han kun pisk til den resterende minoritet af arbejdsløse – som klassiske nationaløkonomer af hans egen skole da ellers plejer at anse for en nyttig stopklods mod løninflation. Men alle spekulanterne er nok bange for at ingen gider passe dem når de kommer på plejehjem.

For resten er forsvaret mod anklagen om grådighed tyndt: For selv om grådigheden i princippet er konstant, får den i perioder mere vind i sejlene og siger naturligvis ikke nej tak. Således fratræder direktører fra Roskilde Bank og Nordea angiveligt nu med hver henved 150 millioner i hånden.

Dagbladet Informations leder fortæller om alle de kreative folk der arbejder gratis for Zentropa og andre prestigefulde instanser i håb om at blive ”opdaget”, men som reelt må ernære sig af de usleste jobs. Nuvel, samtlige dagblade lever højt på just sådan frivillig arbejdskraft, og i særdeleshed små aviser som Information lukrerer helt konsekvent på det. Det må da kaldes statslig kulturstøtte når skribenterne er arbejdsløse, og sponsorering når de er i jævnt lønarbejde.

I øvrigt er sammenhængen mellem løn og flid ikke særlig Cepos-agtig: For når man skriver frivilligt som til jer asner, med arbejdet selv som den eneste løn, gør man sig langt mere inderlig umage end når man skriver mod linjebetaling og pensionsordninger a la Nordea Bank. De grådige direktører ville måske også have gjort sig lidt mere umage, hvis det ikke var for de guldrandede bonusordninger.

Nuvel, men er den al gratis kreative arbejdskraft, som intet dagpengesystem anerkender, så et eksempel på grådighed eller på dovenskab? Ingen af delene, for aspirationer mangler der åbenbart ikke. Enkelte håbløse autister med it-specialer er dog nu omsider blevet ansat i beskyttede firmaer for ligesindede med stor kommerciel succes efter årtiers håbløshed i offentligt regi. Så måske var den bedste iværksætter-idé at blive statsautoriseret autist for at give pinen en ende.

Men humorister er nok aldrig rigtige autister, for de lever jo i et flerdimensionalt psykologisk univers, hvor deres egne svagheder og de resulterende sociale kollisioner erkendes smerteligt klart. ”Betinget pseudo-autisme” eller ”specifik social allergi” ville nok være en mere retvisende betegnelse for os der også i psykiatrisk henseende sætter os mellem alle støtteberettigede stole.

Dog holder vi omsætningen oppe frem for at investere i spekulative derivater: Således smadrede jeg i går et dyrt brilleglas på en kafé, men optik har nu altid været en af mine største udgiftsposter – dog tænker jeg her ikke på salig rektor Stegelmanns beklagende ord om Strøm Tejsen, hvis skolevej var ”brolagt med knuste brillestel” – for normalt bruger jeg kun penge på luksusoptikker, så det med brillerne var en smutter.

Objektivers perfektion har lige som gode billeder samt vor kære blog en gnostisk beskyttet renhed i denne uberegnelige jammerdal – om end november kan byde på evighedsagtige belysninger med dulgte håb om forløsning, som Caspar David Friedrich ville have kunnet goutere. Og en kongeørn velsignede mig endog aldeles uventet med sin nåde. På billedet man ser hvordan.

Med Bermuda-trekantens jammerdal har det aldrig været værre: disse indgiftede middelklasseklatrere med deres ensartede honette ambitioner, der ængsteligt beskytter hinanden på kryds og tværs i forlag, arkitektfirmaer og depardementer – alt sammen i den påståelige indbildning at være landets elite. Og da de ikke kender deres egne hjerter, indbilder de sig endda at være modstandere af dødsstraf, blot ingen fornærmer deres ære. Ak, ja det er hårdt at være genier i en kjøbstad – og det er nok derfor de altid holder sammen…

Men i morgen mandag får de én på hatten i Berlingerne i en (forbilledligt ulønnet) kommentar om Janteloven – som sædvanlig så langt over bæltestedet, at man som sædvanlig holder bøtte. Derimod er man anderledes ”storsindede” over for halvdumme kværulanterier, som ganske rigtigt falder tilbage på ophavsmændene og er god reklame for deres egen kulturradikale frihed for Tor som for Odin. Den har de skam luret.

Men som sagt: Hvor uren end verden er, så behøver vort gnostiske objektiv af en blog den dog som afsæt og inspirationskilde – hvilket giver jammerdalen et eksistensalibi. Inkarnationens store gåde, som også Gud måtte bide skeer med.

RYGTET OM BLOGGENES DØD...

Eywin Neutzschy Wulff proklamerer i en kommentar i Information bloggenes snarlige død af iltmangel grundet fraværet af sortering og kvalitetskontrol. Nuvel – i udemokratiske lande, i lande med magtkoncentration samt i små lande med uvægerlig tendens til provinsiel indspisthed må de politiske blogges betydning nu ikke undervurderes. Også fordi de tvinger pressen til større åbenhed for ikke at tabe ansigt – omtrent som Information nok historisk set har "opdraget" den øvrige presse hertillands.

Anderledes med den personlige blog, der let bliver privat. Imidlertid er det op til den enkelte bloggers selvkritik, for så skal læserne nok indfinde sig. Man må ikke sjuske med sit liv, men ej heller med sin blog, og bør hver gang skrive som om man skrev til evigheden. Man bør altid huske Blixens berømte ”stork” og se til at alt bliver godt, om så også kun i tekstens mikrokosmos. Men det klæder os netop at være fuldt bevidste om denne begrænsning – der så sandelig også gælder trykte tekster: For selv Evangeliet forslår jo kun som en skrædder i helvede!

Mange trykte tekster læses mest grundet deres aura af officiel godkendthed, der tiltrækker alle som gerne selv vil aflure hvordan man bliver ”godkendt”. Men det forholder sig her ganske som med finansmarkedet, at man skal have is i maven og ikke lade sig dirigere af hysteriske svingninger, men bie sin tid. Hine enkelte læsere hænger nemlig i så fald på af de rigtige grunde, ganske som gode aktier nok skal holde på lang sigt.

En hvilken som helst tekst kan uanset kvalitet publiceres i blogform, hvilket ingenlunde forhindrer senere papirform. Men derudover er der den mulighed, at man i stedet udvikler bloggen til en litterær genre helt i sin egen ret og lige som de anærobe bakterier opfinder nye livsformer, afledt af bloggens kuvøse-vilkår som en genre med virtuelle læsere. Det svarer nogenlunde til hvis man levede i et land, hvor man kun måtte udtrykke sig i rimform, eller hvor visse ting ikke måtte siges direkte: Begrænsningen gøres til et genretræk, og svagheden vendes til en stilistisk form, som ikke kunne være opstået på anden måde.

Også på dette miniatureplan gælder det altså om at vende værdierne på hovedet og med Blixens ord gøre Satan og den umiddelbare misære til sin bedste ven. Den tabte afrikanske farm transformeres dermed ”alkymistisk” til noget helt andet. Dette kan som tidligere udviklet yderligere føre til en art bloggens poetik, som ligeledes organisk udvikles naturligt af bloggens selvrefleksion.

Sideløbende kan man udmærket skrive andre tekster beregnede til gængse publiceringsformer. Men selv om der ikke er helt vandtætte skotter, har jeg for min egen del derfor gjort det til hovedreglen, at hverken trykte eller utrykte tekster lægges på bloggen. En del af bloggens fysiognomi er nemlig at dateringen er autentisk, ganske som man jo heller ikke genbruger gamle breve, også selv om ingen ville opdage det. Fusk og sjusk mærkes nemlig altid på mystisk vis: Tilsvarende er det kun professionelle lyttere, der kan påvise, at en jazzimprovisation her og der ikke holder sig strengt til forlæggets takter – men alligevel mærkes det i den forstand, at det lyder mere overbevisende også på os andre, når gennemførelsen holder i byretten – også selv om vi ikke kan sætte fingeren på det. Det svinger simpelt hen i en dybere og mere åndfuld forstand.

Når selv anerkendte forfatteres blogge oftest dør, som Wulff siger, skyldes det at de er stenografiske venstrehåndsarbejder, PR og lutter small talk i forhold til hovedstolen. Selv mails og forretningsmæssige breve bør ideelt set bæres af en umiddelbar livfuldhed og uforudsigelighed, men med fingeraftrykkets umiskendelige præg af komposition svarende til situationen og ens intentioner. Sådanne tekster lever og ånder, om så også læserne dør – og en levende tekst tåler altid at blive læst højt.

Om folk så har tid og mangler vigtigere gøremål, er en ganske anden sag – men det gælder så sandelig også alverdens trykte pligtlæsning. Jeg tror Blixen havde ret i, at en forfatter bør skrive som om læseren var omhyggeligt udvalgt eller ligefrem Gud selv: For Gud kan vi nok ikke imponere, men han vil tage hatten af også på egne vegne når, vi har gjort vor bedste og fuldt udfoldet hvad der lå i vore kort. En god tekst skal ideelt set ”make me want to be a better man”, uanset alle hånde antydede skrøbeligheder.

Men apropos for sent trykte tekster har jeg netop læst Boris Pasternaks "Doktor Zhivago", som er stor litteratur og historieskrivning. Bogens efterspil foregår under Anden Verdenskrig med det uægte kærlighedsbarn af Lara og Zhivago. Naturligvis var dette ikke med i filmen. Men fremhæves på dette sted må bogens og hovedpersonens betragtninger over åndslivets kvælende belejring via alle hånde kommissæragtige "sham institutions" med specialister i snart sagt alle livsytringer, men uden intuition.

Pasternak har skam selv drømmende elementer: Således beskrives et regnfald som så kraftfuldt, at det var helt uanfægtet af den samtidige stormvind - "ja det var som om stormen blot hidsedes yderligere af regnens upåvirkelighed." Sådanne associationer har jo tit intet med virkeligheden selv at gøre og kunne derfor ligne galskab. Men intuition er dog originalitetens hemmelighed, selv i videnskaben.

Ha, undertiden er det rart at se at man ikke er den første idiot med øjne i hovedet, og at en allerede afdød kan tage skraldet for én. Men sagen er denne: Menneskets forbløffende evne til selvbedrag gør, at sådanne fyndord fortrænges selv af dem der bekender sig til Pasternak, Gamle Søren, Jesus eller hvem nu. Dette har vi jo sagt ofte før - og for nylig opdagede jeg, at også Jesus sgu har sagt det.

There you are...For som sagt: Selv lovpriste tekster forslår som en skrædder i helvede, så vi skriver egentlig mest for at underholde Gud og enkelte andre overlevende bohemer udenfor tidens medieakademiske manageri - der for åndslivet er hvad Eisenhowers berømte "militærindustrielle kompleks" er for verdensfreden... Måske noget som præsident Obama passende kan tage op sammen med finanskrisen, Iran og andre globale hængepartier hinsides bloggen.