Tuesday, February 03, 2009

GUILT BY ASSOCIATION

OM FREUD, THOMAS MANN OG JUDAS...
Her en lille øvelse i anvendt drømmeanalyse forenet med en spekulativ ekskurs udi dyrs hukommelse. I kender udtrykket "guilt by association" - som vi dog meget passende her vil bruge som springbrædt til anderledes pikante associationer. Hør engang. En af vore bedre små aviser lod for et par år siden meget bekvemt en forbigående redaktionel praktikant spille med musklerne og føle hormonbruset fra et legitimt "faderopgør", trygt velsignet og godkendt fra højere sted - hvilket dog ikke kan måle sig med da en yngling for nylig fyrede sin egen far med hele hans stab, efter at faderen helt i stil med Shakespeares kong Lear havde overdraget knægten nøglerne til firmaet, men med tydelige mundtlige aftaler om bibeholdt redaktionel suverænitet.

Nuvel, i vort eget tilfælde skete nu det, at en i grunden venligsindet ældre stedelig redacteur trøstende citerede Blixens ord, at en hård skæbne er bedre end slet ingen skæbne, for ord er gratis. Naturligvis passede det ham nok også helt godt i det store hele, men han sluttede af med oprømt at kysse mig i panden. Og her kommer associationerne ind. Ved nærmere eftertanke slog det mig nemlig, at sådan ville den særdeles kristent velbevandrede mand ikke have gjort, hvis ikke han havde hørt om Judas.

Her kunne man indvende, at ingen da vel ønsker at træde i Judas herostratiske fodspor. Men just derfor er tilfældet interessant! Freud er den der bedst har påvist, hvorledes et element i en drøm kan repræsentere flere forskellige tankerækker, og i vort eget liv kan vi ofte verificere det. Hvis du både skal lave en aftale med Nordisk Film, skal rense tøj, skal vaske dine små moralske hænder samt agter at rejse til Grønland i nær fremtid - så er der meget store chancer for at du drømmer om isbjørne; eller rettere: hvis du drømmer om isbjørne, så vil dette drømmelement repræsentere samtlige de nævnte motiver. Neurologisk talt må vi vel forestille os, at jo flere veje der således leder til Rom, desto større chance er der for at du "tilfældigt" kommer til at tænke på Rom. Og jo stærkere følelser dine motiver er ladet med, desto mindre skal der til for at du kommer til at tænke på Rom.

Thomas Mann digter sig spontant til dette i kæmperomanen "Joseph og hans brødre", som jeg langsommeligt tyggede mig igennem i en roligere periode af mit liv. For da Josephs brødre efter at have smidt Joseph i brønden møder en karavane, medbringende Joseph (som karavanefolkende nemlig har samlet op) kommer brødrene i deres konversation med karavanefolkene ustandselig til at flette ordet "brønd" ind. For de nages af skyld, og hvad de end taler om for at undslippe tanken, mindes de den alligevel - samtidig med at de muligvis ubevidst registrerer og genkender den forklædte Joseph inden for deres brogede synfelt.

Anmelderne har så travlt med at give karakter, at de ofte overser den slags geniale småting, som viser hvorledes intuitionen arbejder i forfatterens indre drama. Seere, kloge koner, medicinmænd osv. er i enhver stamme oplysningens sande fædre og mødre, og alle efterfølgende sponsorerede kulturevents desårsags af er kun pensionsberettiget eftersnak med ledsagende snacks, for alt starter med at kunne se - selv hos vor egen tørre Holberg, som vore skriftkloge nok ikke ville have kunnet døje i levende live. En ældre mand i Västerbotten fortalte mig en gang tilsvarende om sig selv: "Lennart ser det som inga andra ser". Og det kunne han, selv helt uden forudsætninger... Men for det moderne livs elitære konformisme og febrilsk åndsforladte konkurrenceånd ville sådan et udsagn være helt sort snak - trods alle skriftkloge foredrag om individets frihed og vestens retstradition, som nemlig ingen djævel ville respektere hvis den ikke var - lov!

Nuvel, men nu tilbage til vor Judas-epistel. Ovennævnte redacteur ville bestemt ikke have kysset min pande til afsked, hvis han helt bevidst havde associeret til Judas. Men et eller andet sagde ham, at det kunne være passende at vise denne personligt udvælgende venlighed, der således delvis var motiveret af ægte sympati. Hvis hans erindring var blevet helt tydelig, ville der derimod være indtrådt en hæmning. Eksemplet viser hvorledes noget på samme tid kan være bevidst og ubevidst på hver sit niveau.

Lad os her belysende tænke på dyrenes verden: Et rovdyr husker tydeligvis i en eller anden forstand, hvor det har haft held med at finde bytte og vender derfor tilbage til åstedet. Dette beviser ligeledes en art erindring, men vi kan ikke være sikre på at rovdyret ligefrem tænker tilbage på hvad der skete sidste uge. Muligvis får det blot en forjættende fornemmelse for sne og ved ikke selv hvoraf denne fornemmelse egentlig kommer. Biologisk set er det afgørende blot, at fornemmelsen indtræffer og påvirker adfærden gunstigt. Måske genspiller dyret drømmeagtigt, men naturligvis helst ikke alt for livagtigt omtågende, forrige uges jagtsekvens uden at kunne foretage en tidsfæstelse og kategorisering af fænomenet som en objektiv erindring. Vi ved det naturligvis ikke sikkert, men de fleste dyr er næppe udviklede nok til at kunne huske objektiverende - endsige aktivt erindrende over kaminilden for hyggens og selvfølelsens skyld.

Fra vor egen naturvandring kender vi mennesker selv noget lignende: Vi kan øjeblikkeligt artsbestemme ret mange større fuglearter selv på en afstand, hvor det kan imponere de helt uerfarne - simpelt hen fordi selve adfærden, flugtmønstret og vingerytmen erfaringsmæssigt straks forbindes med de pågældende arter. Dette kan vi naturligvis kun gøre, fordi vi mange gange har haft lejlighed til at opleve de respektive arter på så tæt hold, at en egentlig visuel identifikation ud fra umiskendelige primære træk har kunnet lade sig gøre.

Men i selve situationen tænker vi ikke tilbage på disse tilfælde og foretager bestemmelsen med en så at sige clairvoyant automatik - omtrent ligesom rutinerede musikere husker deres repertoire, men efterhånden glemmer de tusinder af timers træning der ligger bag. Forskellen på os og rovdyret er blot den, at adspurgt om vor forbløffende sikkerhed kan vi gøre tilfredsstillende rede for den nævnte nøgterne baggrund. Vi formår således introspektivt at objektivere vore fornemmelser - men ved alle hånde neurotiske fornemmelser for sne forholder det sig derimod ikke således, idet vi her mere minder mere om dyrene. Et dyrs "angstneurose" klinger velsagtens af og neutraliseres, jo flere gange det har passeret det farlige sted uden atter at møde det farlige rovdyr; vi velfærdsmennesker formår derimod i årevis at undgå meget af det vi frygter - hvorved vi tillige kan beholde vor søde lille neurose.

En erindring er et bevidsthedsfænomen, men hvis vi ikke tillige formår at spore og kategorisere den i vor livshistorie og skelne den fra drøm eller clairvoyant sikkerhed, så er den samtidig en ubevidst erindring. Og vort ovenfor refererede eksempel med Judas harmløse efterfølger var utvivlsomt et eksempel herpå. En sær indskydelse føltes skønt lidt bisar samtidig ejendommeligt nærliggende - ja ligefrem helt passende samt, uvist hvorfor, endda lidt morsom. Og således kan vi lige så passende udbryde, at den brave mand her gjorde sig skyldig i en helt bogstavelig "guilt by association".

En lidt anden, men dog ikke helt ubeslægtet, association til det velkendte engelske udtryk udtryk kunne gå i retning af von Triers genialske titel "Forbrydelsens element" - idet de som professionelt svælger i rævekager og intriger, ofte selv er gjort af nøjagtigt samme stof, omtrent ligesom forhenværende krybskytter jo bliver de dygtigste jagtbetjente.