CIVILIZATION BYE, BYE...

CIVILIZATION, BYE, BYE...
En blog skal som sagt være noget personligt, modsat de foredragsforeninger hvor håbefulde unge akademikere inviterer lidt mere anerkendte konventionelle mennesker til at fortælle om hvordan det er at være så utraditionel, skør, kreativ eller hvad nu - simpelt hen fordi hele denne domesticering går ud på at føje endnu nogle points til sit eget CV på demokratisk uklanderlig vis, dvs. i flok og i kraft af kollektiv vedtægt samt den magiske tro på det liges naturlige afsmitning på det lige. Ak, al den dumme konkurrence fører blot til konform flokmentalitet og akiademisk automatsnak.
Nej, hvorfor inviterer vi så ikke en kvindelig filminstruktør som frk Bier eller en komiker som Anne Marie Helger? Nej, for de er ikke repræsentative for klubben endsige forskere, så derfor inviterer vi med omhu kun bange midtsøgende drøvtyggere som os selv, og vore forudsigelige kommaflyttende kommentarer kalder vi forskning - og ingen ler.
Men det var nu en digression, om end af en højst ualmindelig type, idet en indledning jo dårligt kan være nogen digression, eftersom digressioner netop forudsætter et udgangspunkt. Men vi skal jo altid markere os upassende - og et stilbrud også i selve dette princip blot for stilbruddets skyld ville egentlig derfor først for alvor være en øretæveindbydende provokation.
Nej hvad jeg ville sige var, at jeg egentlig var på vej til Lapland i en lånt bil, men da jeg trods mangeårig kørevane også i dette stykke har set stort på formalia, om end denne gang nu ikke for at være anderledes, blev jeg af velunderrettede kilder advaret om nyindført særdeles rundhåndende strafferammer for denne art stilbrud. Så enten må jeg tage et lynkursus, hvad jeg næppe kan nå, eller også må jeg betale en behjertet sjæl for at køre mig hinsides enhver fast politibemanding og derefter sende ham retur som pakkepost - død eller levende alt efter forskellen i fragtomkostningerne. For hvor meget kan et menneskeliv dog være værd these days? Ja, vi spørger bare.

Grundet ovennævnte uventede komplikationer cyklede jeg i morges i stedet en lang tur i Gribskov og nød den sødlige duft af sommervarm lærkeskov og bøgenes bløde og romantiske grøntone, som moderne skrigende japanske farvefilm ikke formår at yde retfærdighed. Hvad lapmarkerne har i vidde, har den danske bøgeskov i frodighed, rigdom og symfonisk dybde. Og at kunne cykle i dette sjælelige og metafysiske skumbad er en passende civiliseret luksus til at forlene os med en sandt guddommelig svæven over skabelsen i et selvvalgt antal timer, snarere end Nordens svedige forceren af krævende vildnis på de vilde dyrs vilkår og uden mulighed for øjeblikkelig hjemsendelse eller afblæsning af øvelsen.
Både i medgang og modgang må jeg regelmæssigt afsted, for ethvert ordentligt menneske ville hurtigt blive led ved for megen applaus. Sådan har jeg alle dage haft det, tro nu ikke noget som helst andet! At blive brugt i naturlig og passende grad, for helvede, dér hvor man kan gøre en forskel, er dog índrømmet menneskeligt væsentligt. Hvis man derimod som under Kinas kulturrevolution bildes ind at ens sublime kompetancer ikke er spor relevante, er det i en vis forstand ærlig snak og til at leve med, fordi det da på sin vis er konsekvent og dertil trods alt en entydig anerkendelse af nævnte unødvendige forcers vitterlige eksistens, applaus eller ikke applaus. Som Kierkegaard at måtte døje under opreklamering af en forsludret kristendom, "filosofi" eller hvad nu, er derimod en tort.
Men altså, naturen er ingenlunde nogen erstatning og ejheller et viagra-agtigt panikmiddel til "inspiration"- naturen er ligesom at stirre en time ud af vinduet, som at falde i buddhistisk trancesøvn et kvarters tid i toget eller på anden vis falde i staver, som at standse op og lade vandet, glemme alt om egoet i medgang som i modgang. Naturen er for os mænd en mulighed for at få del i det særligt kvindelige privilegium at have lov til at være stum og dum - som er en nødvendig, om så ikke tilstrækkelig betingelse for det sublime. For det er vor gentagne erfaring at virkelige tanker næsten aldrig kommer som kritik, men som intuition, der atter begynder som anelse - og anelsen fødes af tomhedens vederkvægende nirvana. Og hvis der ingen tanker fødes, så er også det
fortræffeligt.
Den er frem for alt en sjælelig lise i sig selv, og ovenikøbet viser det sig til vor overraskelse atter og atter at give fornyet liv og synskraft; men noget middel dertil er det stadig ikke. For som sagt, dette er fandengale mig ikke nogen "forfatterskole" eller noget "kursus" for geskæftige identitetsnarkomaner med stolt ventende svigermødre - det kan ikke gentages ofte nok.Vi har bare altid gjort de samme ting, sådan er det bare. Det er da også én af grundene til vore mere selvvalgte karrierefrafald, for hvor trivielt og borgerligt skal det være, og er det ikke nok (næsten) at have fået tilbudet eller chancen?
Vanskelige spørgsmål - og måske er vore svar heller ikke helt korrekte.

Jeg ved godt at flere vil spørge, hvorfor en mand med så utvivlsomme osv. ikke bruger nok nævnte osv. til noget anderledes substantielt, konstruktivt, meriterende, ja måske ligefrem nyttigt. Men vort kontante svar, som det er under vor værdighed at underbygge endsige forsvare som en anden indbrudstyv taget på fersk gerning, lyder: Det har vi sandelig gjort i rigelig grad andetsteds og tidligere, og det endda tillige på kontant vis hinsides stilistiske svinkeærinder. Dertil kommer, at siden I allerede kan se eksistensen af nævnte "osv", så må I også indrømme just de kvaliteter I efterlyser: Det er her ligesom hvis man til en novelleforfatter sagde, at han eller hun med sit talent burde skrive romaner. For hvis de profeterede kæmpeevner således allerede kan inkarneres i novelleformatet, så er der åbenbart slet ingen grund til at underkende dette i forhold til romanens større udtræk. Dertil kommer at vi bør huske Kierkegaards ord, at en digters smerteskrig kan lyde som den mest vederkvægende musik, modsat allehånde meriterende og alvorlige arbejder.

Men frem for alt bytter I som sagt om på faktorernes orden med jeres velmente råd, der desværre slet ikke tager højde for tilværelsens realiteter: For jeg begyndte skam i sin tid med den art alvorlige, om så ikke ligefrem konventionelle arbejder.
Så jeg er virkelig skuffet over jeres vantro over for mig og jeres godtroenhed på verden; og hvis det ikke var fordi jeg meget vel ved at I sandsynligvis "kun" eksisterer i min egen fantasi - omtrent som verden i henhold til biskop Berkeley "kun" eksisterede i Guds forestillingskraft - så kunne jeg nu godt finde på at fyre hele banden og nedlægge bloggen i protest mod denne utaknemmelige træghed.
For som Baronessen skriver i "Den afrikanske farm", bør et menneskes værd måles på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear, og jeres velmente råd om at tage min fornuft til fange som alle uhelbredeligt normale mennesker er i den situation noget nær topmålet af frækhed. Men dels ved I ikke hvad I gør, og dels eksisterer I som sagt sikkert kun i min feberfantasi - heldigvis, for ellers kunne jeg såmænd meget vel mistænke jer for at ville downloade hele molevitten og udgive det i eget navn, om end som sædvanlig i forkludret form i henhold til et metafysisk selvhøjtideligt og dog både kluntet, pjattet og fjollet skræddersyet program for litterær kvalitet: "Se, vi leger sørme på den mest guddommelige vis, så må vi lige få en smule ro i auditoriet, for det her er fanden gale mig ikke bare skæg og ballade, men den reneste metafysik!"

En anden betryggende fordel ved den mulighed at I blot eksisterer i min guddommelige fantasi er den, at hvis I var materielt eksisterende, ville I blive opblæste som hanekyllinger af indbildskhed over den fikse idé "kun" at eksistere i nok nævnte guddommelige fantasi. Men heldigvis formår I jo ifølge sages natur ikke at puste jer op desårsags, såfremt der vitterlig er objektiv grund til det - mens der omvendt ikke er spor grund til det såfremt I faktisk formår det og følgelig er materielt eksisterende. Thi så viseligt er verden nu engang indrettet.
Det slår mig forresten at netop fordi vore overvejelser er yderst "virtuelle" grundet jeres forhåbentlig blot fiktive eksistens, så burde de rettelig publiceres på helt normal vis - selv om de rigtignok refererer til bloggens alternative medie som vilkår. Og dermed har vi konstrueret et arkimedisk punkt, hvorfra vi som en anden Descartes beviser vor eksistensberettigelse også hinsides bloggens virtuelle verden, efter devisen: Skade for jer selv, at I ikke eksisterer, for I går sgu glip af noget, børnlille; og skade for det mere ordinære bogpublikum, at de faktisk eksisterer, for de går jo ligeledes glip af noget. Men heldigvis kan De så i stedet læse hvad Lars Bukdahl mener om Peter Høegh - men der er bare den hage ved det, at når vi husker f.eks. Charlie Parker, så skyldes det hvad han var og gjorde - ikke hvad nogen "mente" om ham, eller hvad han selv "mente" om nogle andre: For det er en journalistisk kæmpeillusion at folks, herunder journalisters meninger har noget at betyde.
Ja, så fik I alligevel en dosis eller to af det der åndssvage "filosofi" som grundet fjollede og bornerte "jobmuligheder", selv i det private, er blevet så opreklameret. Men må vi ikke nok være fri en anden gang, så er De rar.
Nå, men mens jeg har skrevet dette, har jeg med venstre hånd shanghaiet en privatchauffør til min rejse i morgen til Fujijama, Sweden, og han har ved samme lejlighed instrueret mig i brugen af mobiltelefon. For skønt jeg lige som Anders And er en sej overlever, der aldrig brækker lemmer eller på anden vis kommer rigtigt galt afsted, så er det nu praktisk at kunne tage imod bestillinger i bushen fra eventyrlystne tyske turister. Og I andre skal da også være velkomne, hvis I mod forventning ikke mættes sjæleligt af agurketidens debat om hvorvidt Peter Høegs seneste bog er et mesterværk, et flop eller måske noget helt tredje.
Pøj-pøj med det hele. Og Bye, Bye Civilization.

FØR ADVOKAT – NU NEGERSANGER

Forleden traf jeg en avantgardist med flot national karriere and all that. Skam få den der taler ilde derom, for han var gået hele the hard way og først blevet borger på gamle dage. Ikke noget moderytteri som hos dem der først er vilde med de vilde, dernæst endnu mere vilde for omsider at finde deres rette hylde blandt agtværdige embedsbrødre der heller aldrig har været spor vilde – for det hele var kun på skrømt. Nå, det næste bliver vel at de brave samfundsstøtter slår sig selv på munden ved at jamre over at vi miskender dem.
Vor internationale kunstner havde dermod været proletar, romantisk boheme og sågar indvandrer. Men selvavlet frugt plukkes rettelig moden, for det letter alderdommen samt forlænger livet, og man bør også tænke på afkommet. Jo, vor eks-boheme havde gjort sin borgerpligt og kunne endda betro mig at datteren var etnolog og begge sønner filosoffer – alle med fine embeder abroad.
Jeg kom her til at tænke på jazzmanden Finn Ziegler, der i et interview engang sagde at begge hans sønner på hans råd var blevet blikkenslagere: For som blikkenslager kan man altid få job – nåja, muligvis undtagen i et reservat i Amazonas som det internationale handelsorgan Lomborg & Sons derfor nok skal få ophævet som en konkurrencebegrænsende teknisk handelshindring. For slige anakronismer er forløjede konstruktioner der hverken holder hos Ombudsmanden eller hos Bruun & Rasmussen.
Blikkenslagere lever derimod fedt, så jeg har i mange år sparet sammen til en stedse mere påtrængende opgave af slagsen – men da bliver det også med fuld musik, så ordren havner rimeligvis hos Ziegler & Sons. Ikke desto mindre bliver også blikkenslagere snart en anakronisme, for om føje år får vi et program i hyperspace der kan ordne sådanne gøremål i virtual reality. Og just derfor bliver det moderne borgerskabs børn ikke blikkenslagere, men filosoffer, statsautoriserede komikere og martyrer med stort kørekort samt ret til anhænger og gule nummerplader. Og i de globale og gennemregulerede faglige chatrooms er alle katte grå – for tro ikke at australske filosoffer ved en dyt om kænguruer. Derimod er der snart ikke længere brug for tandlæger, tømrere og tankelæsere – det skulle da være i kraft af en EU-støtte til truede erhverv.
Ja, selv særlingene vil der blive tænkt på, så der vanker EU-støtte og ret til eget TV-program for kvalificerede der i tide rekvirerer og udfylder behørigt ansøgningsskema. Men for at have situationen under kontrol sørger vi for at sande særlinge per definition dels ikke opdager nævnte skemas eksistens, dels ikke formår at udfylde det reglementeret. Så støtten vil som sædvanlig gå til Esmann & Sons.
Nuvel, vore økonomiske vismænd bedyrer, at når gamle jobs bliver overflødige, bliver der plads til nye behov, varer og serviceydelser: Således var der ingen turistguides i Middelalderen, for dengang var krig og landbrug sagen. Fremover vil jeg af lignende grunde ikke være filosof, for alle etablerede fag udarter snart til en kollektiv travesti af indbyrdes kommentarer og honette ambitioner. Derfor gælder det om at være et skridt foran.
Et gammelt leksikon omtalte en kendt person som "Tidligere advokat, nu negersanger". Så hvorfor ikke produktudvikle eksemplet og studere til neger, til forskel fra alle hidtidige amatører med deres etniske fis? Nej, ikke flere studier – og at satse på at dokumentere samt patentere overlevende små urmennesker i Indonesien er nok også for usikkert. Så jeg planlægger i stedet en fremtid som impresario for den sidste dansker der trods manglende Ph.D. grad tillades at gå løs uden værge i medfør af gamle rettigheder og skæringsdatoer Jeg agter at præsentere ham ugentlig i TV som en sand Kasper Hauser og arkaisk vismand der besvarer alle de svære livsspørgsmål som karrierefikserede borgere ikke har tid til at tænke på.
Hvilke spørgsmål? Åh, spørgsmål som dette: "Hører fænomenet ekstase rettelig under teologisk eller medicinsk fakultet – eller bør vi snarere overlade feltets forvaltning til DONG?" Javist, det forholder sig ganske som de økonomiske vismænd har sagt – at når gamle problemer forældes, dukker straks nye op. Også fremover vil der derfor være brug for alle ledige hænder: Så hold dem venligst i beredskab – over dynen, tak!

FORFÆNGELIGHEDENS BÅL

Som sagt har jeg ikke tænkt mig at lægge faglige artikler ud andet end undtaglsesvis, endsige større ting. På den anden side er det farligt som Wittgenstein at berede sig på selvmord og skrotning af ting som markedet enten næppe tør antage, eller som man selv ikke tør eller orker at forsøge at få igennem. For verden er trods alt ikke Gud, og ens egen handlingslammelse ikke hans profet.
Ikke desto mindre er der noget inferiørt over vedholdende ambitioner, fordi de let trækker én ned i det toneangivende morads hvor virkeligt interessante og værdifulde ting i givet fald kun kan "opstå" i kraft af alle hånde snyd som i bedste fald først kommer for dage post festum.

Men uanset hvad man gør, får man dårlig samvittighed. Jeg burde allerede nu være taget ud i det gode vejr, for er der noget latterligere end mænds bestræbelser på at være på højde med hinanden, selv om her ikke skal reklameres for kvindelig ugidelighed endsige ditto autoritetstro på store mænd der uden slinger i valsen har gjort alt det ovennævnte banale og fornødne i takt og derfor må kaldes vellykkede. For min egen del er det ganske vist alt rigeligt at være på højde med mig selv, men i lighedens navn skal det medgives at det kan være mindst lige så komisk.
Ambitionernes verden er, hvor det ikke tjener et større formål, latterlig, og da især i en tid hvor alle vil være stjerner uden underholdningsværdi. For alt er nu reduceret til behørige kurser, foredrag osv, og selv når der tales om kreativitet, falder ikke en spurv til jorden uden beregning, og forhåbningsfulde ynglinges forhippethed på at kommentere det sidste ny i samme jargon kan kun føre til mere af samme støbning, altså lærenemme kommentarer til lærenemme kommentarer. For det er nu engang mændenes selvbedrag. Såvel i humaniora som i journalistik.
Kun reklamefolk, komikere, filmfolk, enkelte naturvidenskabsfolk samt ret uvidende mennesker føder egne ideer med smerte these days. Den slags kræver en vis indre ro eller for den sags skyld en indre ubalance som man selv bakser med - det andet fører lige lukt ud i arbejdsmarkedet, men vel agt mærke en skægt kunstigt oppustet afart deraf. For skønt det "overflødige" sandelig behøves, så produceres det nødvendige "overflødige" jo næsten aldrig i honette sammenhænge. Dybest set er det lutter eftersnak, og det bevirker at produkterne uanset saglig lødighed næsten aldrig får nogen oplevelsesværdi.

Det skrækkelige i dag er at så snart noget pludselig viser sig ikke at være helt så tosset som først antaget, så flokkes husarerne for slet ikke at tale om den moderne medieakademiske hybridverden der straks fordriver staklerne fra deres retmæssige og møjsommeligt erhvervede bytte for at forvandle det til obligatorisk dåsemad og trivial pursuit for alle med social fremdrift. Forfængelighedens selvbedrag og maskerader er i så henseende formidable.
Kvinder har derimod en chance, teoretisk set, men i praksis falder de af lutter bekvemmelighed samt uvidenhed om mændenes verden til patten; og gud bevares, man må jo nu engang tage de værtshuse der findes i byen. Lad mig som et modeksempel nævne en kvinde med udfløjne børn, som bor langt ude i bushen. Hun er særdeles egenrådig, men kunne være en glimrende personalechef og har naturligvis udover hard core erfaring diverse "psykiske" kurser på bagen. Og nok tror hun angiveligt på astrologi mm - MEN hun tænker rigtige og ofte andreledes konstruktive menneskelige tanker og har gået den lange, trange vej som så mange kvinder der af samme grund "udvikler sig sent".
Nævnte sære dame ser mange glimrende ting med sine egne øjne, og hun håner ovenikøbet mig for at læse andres tanker, thi hun er meget skeptisk over for al uddannelse - ja alt er relativt, og hun skulle bare vide. Hun læser selv oftest tvivlsomme ting, men påstår at de giver hende mere end alt det lærde - selv Hollywood-film siger hende mere om livet.
Provokerende, men måske er hun på sin vis inde på det samme som jeg her antyder: At så snart ting omgærdes af prestige, forvandles det til trivial pursuit og taber autenticitet (undskyld mig min sproglige dovenskab, men vejret er altså for godt til at sidde her meget længere, jeg burde skamme mig).
Men hør engang en af hendes mange sjove iagtagelser: Således bedyrer hun at alle skovejere på egnen har en ganske særlig mine og sceneføring forskellig fra andre sognes, når de går ud af bilen, ser ud over byen osv, og jeg tvivler ikke på hendes ord. Og hun tilføjede:"Hvis jeg kom fra et andet solsystem, ville jeg tænke: Ov, sikke dog en interessant art". Hvilken moderne studerende selv inden for biologi ville af sig selv kunne se noget lignende - for i vore dage er alt affødt af pligtlæste artikler, og de kommenteres atter ikke grundet deres kvalitet, men fordi de har stået det rigtige sted.
Ganske på samme vis refererer som kendte mennesker kun til og kritiserer ligeledes kun andre kendte mennesker: Dels fordi det er for sent at fortie dem, og dels fordi det at kunne kritisere folk med vedtagen status ligeledes er forbundet med status gennem en art logisk afsmitning. For anerkendelsens verden fungerer i så henseende ganske ligesom kædebreve, hvilket forsikrer forgængerne i genren en vis returkommision fra alle faderoprøreres side. Og som antydet er mændenes verden i den forstand en omgang komisk faderoprør, idet anerkendelsen kun sker nødtvungent og med egen opstigning for øje - og som sagt hedder formlen "gentagelse forklædt som fornyelse". Og derfor aber alle efter hinanden, undtagen når et lyst hovede med sjældne mellemrum får den originale ide at abe efter de få halv-autistiske undtagelser, hvis sande værd på denne omvendte vis omsider kommer til hæder og værdighed.
Hvorved hine uheldige dog tragikomisk nok blot bliver gjort langt mere grundigt til grin skamme end i de mange, mange år hvor de i verdens og delvis også egne øjne blot var hæderligt gammeldags mislykkede eksistenser uden håb, som man såmænd gerne undte en bajer eller to på sin egen regning. Tror pokker at gamle Kierkegaard foretrak ærlig ateisme for modekristendom endsige det selv at blive forvandlet til mode. Det sidste er som bekendt først sket posthumt, men får til gengæld ingen ende, så lad mig derfor ikke gøre ondt værre, men tillad mig at afslutte her til fordel for noget mindre latterligt. Men ikke mine ord igen...

Nå, men på falderebet - dagens Information bringer interessante ting om Al Gore samt hjemlige miljøprofeter der vejrer morgenluft. Hvorfor skriver jeg så ikke om det? Fordi det er avisernes opgave,og den klarer de langt bedre selv, hvortil kommer at jeg jo ikke ubegrænset kan arbejde gratis. Og så er det altså en såre blasfemisk uskik at forveksle verdenssituationen med ens egne kommentarer til den...
I øvrigt har jeg faktisk adskillige gange i årenes løb været primus motor i svenske naturfredningsprojekter, ikke grundet geskæftighed eller ærgerrighed endsige synderlig kompetence, hellighed eller andet, men fordi jeg simpelt hen var manden på rette sted og med den rene utilpassethed til at blæse på, hvad der var gængs fornuft på prærien dengang. I vore dage er der heldigvis både gode jobs og status i sligt, og det kan jeg kun bifalde - for så sker der endelig noget rigtigt, idet menneskene nu engang sjældent er skabt til at arbejde ene i modvind, og uden udsigt til social, økonomisk eller erotisk gevinst - ja, undskyld, men det hele er altså temmelig banalt. Jeg er selv ikke bange for at være fanatiker ved behov, og omtrent som Sankt Søren er jeg et følelsesmenneske i ret høj grad, deraf hele misæren.

At skrive om almene og objektive ting i øvrigt er da glimrende og gøres nu også af og til andetsteds, men det skal ikke være en mani at blande sig med de andre drenge uafladeligt, og jeg nøjes derfor med interesseret at læse aviserne, når jeg ellers er i humør til det, for sjove er de rigtignok sjældent nuomstunder, andre kvaliteter til trods.
I øvrigt er det næppe mere selvoptaget at skrive om de her omhandlede materier end om verdenssituationen, for udvendig objektivitet er en særdeles dårlig garanti for ædle og almene hensigter. Tværtimod behøves de store psykologer just for at afsløre dette klassiske bedrag fra alle herskertypers og store og travle mænds side - og disse forsvarer sig derfor altid med den klassiske beskyldning om skammelig privathed og pubertær forhudsforsnævring. Thi hvis nogen føler sig trådt på af den store formand, falder det som bekendt kun tilbage på vedkommendes egen selvoptagethed midt under den store revolutions prægtige spring fremad. Jo, vi kender melodunten. Uhildet selvkoncentrerede er kun de der ikke kan eller må komme ind i verden, og de har heller ikke fortjent det med den attitude. Vor egen geskæftighed, komfort og udbredte anerkendelse er derimod omvendt kun en naturlig følge af og tegn på vor ædle verdensoptagethed og selvforglemmende forbedringstrang. Så kan allehånde stakler samt selvbesmittende aborter for min skyld søge al mulig trøst i ynkelige beskyldninger om at være lig i lasten.
Til sidst blot dette, at mens der ikke er nogen ende på alt det vi officielt vil gøre for at normalisere de sindslidende, så er der for symmetriens og den retfærdige ligevægts skyld heller ingen ende på hvad vi undertiden vil udrette for at gøre nogenlunde arbejdsduelige mennesker til mønstergyldige førtidspensionister. Og at vi herunder hemmeligt anser dem for fuldt normale på bunden, fremgår af det forhold, at vi i nævnte bestræbelse altid tiltænker dem akkurat den skæbne som for fuldt normale mennesker må forekomme den værst tænkelige: total udfrysning, eventuelt kombineret med den ufortjente gulerod tillige at rose og tilskynde de pågældende på felter hvor de i bedste fald er dilettanter - ikke nødvendigvis for at hjælpe dem i deres rosværdige forsøg på at brække halsen, men for at få dem lempet ud på et sidespor, hvor de ikke genererer vor forfængelighed, og hvor vi derfor meget ofte formår at ønske dem alt held og lykke.
Thi - som uhelbredeligt normale mennesker altid siger for at cementere nævnte afsnøring og indebrænding: At tro at nogen vil Dem til livs personligt, er lovlig indbildsk og følgelig ganske ligesom Deres storhed noget der kun eksisterer i Deres eget hovede. Og heri kan nævnte brave mennesker altså vitterlig ofte have ret: For blot De går i Dem selv igen, ønsker vi Dem endnu engang pøj-pøj med det hele. Eller som Groucho Marx et sted siger til en forhenværende skønhed: "Everything about you reminds me about you - except you..."

Til sidst. Enkelte kvindelige læsere har diskret og skønsomt sikrende tilbagetoget forespurgt om vi eventuelt kunne være dem behjælpelige med prisværdige arveanlæg samt befordrende opvækstforhold for eventuelt afkom. Det første kunne vel ikke udelukkes. Det sidste kan...

Nå, nu er vejret blevet mindre lokkende, men ud vil jeg dog alligevel. Og hvis De absolut insisterer på at kede Dem, må vi loyalt og kollegialt anbefale Dem at læse dagens aviser - for lad os dog ikke være smålige, men langt snarere i Jesu ånd unde vore konkurrenter in spe det samme som vi ønsker at de måtte unde os selv. Thi alle er vi bedst tjent med at havne på den rette hylde, uanset hvor store kameler vor forfængelighed er nødt til at sluge desårsags.