FORFÆNGELIGHEDENS BÅL

Som sagt har jeg ikke tænkt mig at lægge faglige artikler ud andet end undtaglsesvis, endsige større ting. På den anden side er det farligt som Wittgenstein at berede sig på selvmord og skrotning af ting som markedet enten næppe tør antage, eller som man selv ikke tør eller orker at forsøge at få igennem. For verden er trods alt ikke Gud, og ens egen handlingslammelse ikke hans profet.
Ikke desto mindre er der noget inferiørt over vedholdende ambitioner, fordi de let trækker én ned i det toneangivende morads hvor virkeligt interessante og værdifulde ting i givet fald kun kan "opstå" i kraft af alle hånde snyd som i bedste fald først kommer for dage post festum.

Men uanset hvad man gør, får man dårlig samvittighed. Jeg burde allerede nu være taget ud i det gode vejr, for er der noget latterligere end mænds bestræbelser på at være på højde med hinanden, selv om her ikke skal reklameres for kvindelig ugidelighed endsige ditto autoritetstro på store mænd der uden slinger i valsen har gjort alt det ovennævnte banale og fornødne i takt og derfor må kaldes vellykkede. For min egen del er det ganske vist alt rigeligt at være på højde med mig selv, men i lighedens navn skal det medgives at det kan være mindst lige så komisk.
Ambitionernes verden er, hvor det ikke tjener et større formål, latterlig, og da især i en tid hvor alle vil være stjerner uden underholdningsværdi. For alt er nu reduceret til behørige kurser, foredrag osv, og selv når der tales om kreativitet, falder ikke en spurv til jorden uden beregning, og forhåbningsfulde ynglinges forhippethed på at kommentere det sidste ny i samme jargon kan kun føre til mere af samme støbning, altså lærenemme kommentarer til lærenemme kommentarer. For det er nu engang mændenes selvbedrag. Såvel i humaniora som i journalistik.
Kun reklamefolk, komikere, filmfolk, enkelte naturvidenskabsfolk samt ret uvidende mennesker føder egne ideer med smerte these days. Den slags kræver en vis indre ro eller for den sags skyld en indre ubalance som man selv bakser med - det andet fører lige lukt ud i arbejdsmarkedet, men vel agt mærke en skægt kunstigt oppustet afart deraf. For skønt det "overflødige" sandelig behøves, så produceres det nødvendige "overflødige" jo næsten aldrig i honette sammenhænge. Dybest set er det lutter eftersnak, og det bevirker at produkterne uanset saglig lødighed næsten aldrig får nogen oplevelsesværdi.

Det skrækkelige i dag er at så snart noget pludselig viser sig ikke at være helt så tosset som først antaget, så flokkes husarerne for slet ikke at tale om den moderne medieakademiske hybridverden der straks fordriver staklerne fra deres retmæssige og møjsommeligt erhvervede bytte for at forvandle det til obligatorisk dåsemad og trivial pursuit for alle med social fremdrift. Forfængelighedens selvbedrag og maskerader er i så henseende formidable.
Kvinder har derimod en chance, teoretisk set, men i praksis falder de af lutter bekvemmelighed samt uvidenhed om mændenes verden til patten; og gud bevares, man må jo nu engang tage de værtshuse der findes i byen. Lad mig som et modeksempel nævne en kvinde med udfløjne børn, som bor langt ude i bushen. Hun er særdeles egenrådig, men kunne være en glimrende personalechef og har naturligvis udover hard core erfaring diverse "psykiske" kurser på bagen. Og nok tror hun angiveligt på astrologi mm - MEN hun tænker rigtige og ofte andreledes konstruktive menneskelige tanker og har gået den lange, trange vej som så mange kvinder der af samme grund "udvikler sig sent".
Nævnte sære dame ser mange glimrende ting med sine egne øjne, og hun håner ovenikøbet mig for at læse andres tanker, thi hun er meget skeptisk over for al uddannelse - ja alt er relativt, og hun skulle bare vide. Hun læser selv oftest tvivlsomme ting, men påstår at de giver hende mere end alt det lærde - selv Hollywood-film siger hende mere om livet.
Provokerende, men måske er hun på sin vis inde på det samme som jeg her antyder: At så snart ting omgærdes af prestige, forvandles det til trivial pursuit og taber autenticitet (undskyld mig min sproglige dovenskab, men vejret er altså for godt til at sidde her meget længere, jeg burde skamme mig).
Men hør engang en af hendes mange sjove iagtagelser: Således bedyrer hun at alle skovejere på egnen har en ganske særlig mine og sceneføring forskellig fra andre sognes, når de går ud af bilen, ser ud over byen osv, og jeg tvivler ikke på hendes ord. Og hun tilføjede:"Hvis jeg kom fra et andet solsystem, ville jeg tænke: Ov, sikke dog en interessant art". Hvilken moderne studerende selv inden for biologi ville af sig selv kunne se noget lignende - for i vore dage er alt affødt af pligtlæste artikler, og de kommenteres atter ikke grundet deres kvalitet, men fordi de har stået det rigtige sted.
Ganske på samme vis refererer som kendte mennesker kun til og kritiserer ligeledes kun andre kendte mennesker: Dels fordi det er for sent at fortie dem, og dels fordi det at kunne kritisere folk med vedtagen status ligeledes er forbundet med status gennem en art logisk afsmitning. For anerkendelsens verden fungerer i så henseende ganske ligesom kædebreve, hvilket forsikrer forgængerne i genren en vis returkommision fra alle faderoprøreres side. Og som antydet er mændenes verden i den forstand en omgang komisk faderoprør, idet anerkendelsen kun sker nødtvungent og med egen opstigning for øje - og som sagt hedder formlen "gentagelse forklædt som fornyelse". Og derfor aber alle efter hinanden, undtagen når et lyst hovede med sjældne mellemrum får den originale ide at abe efter de få halv-autistiske undtagelser, hvis sande værd på denne omvendte vis omsider kommer til hæder og værdighed.
Hvorved hine uheldige dog tragikomisk nok blot bliver gjort langt mere grundigt til grin skamme end i de mange, mange år hvor de i verdens og delvis også egne øjne blot var hæderligt gammeldags mislykkede eksistenser uden håb, som man såmænd gerne undte en bajer eller to på sin egen regning. Tror pokker at gamle Kierkegaard foretrak ærlig ateisme for modekristendom endsige det selv at blive forvandlet til mode. Det sidste er som bekendt først sket posthumt, men får til gengæld ingen ende, så lad mig derfor ikke gøre ondt værre, men tillad mig at afslutte her til fordel for noget mindre latterligt. Men ikke mine ord igen...

Nå, men på falderebet - dagens Information bringer interessante ting om Al Gore samt hjemlige miljøprofeter der vejrer morgenluft. Hvorfor skriver jeg så ikke om det? Fordi det er avisernes opgave,og den klarer de langt bedre selv, hvortil kommer at jeg jo ikke ubegrænset kan arbejde gratis. Og så er det altså en såre blasfemisk uskik at forveksle verdenssituationen med ens egne kommentarer til den...
I øvrigt har jeg faktisk adskillige gange i årenes løb været primus motor i svenske naturfredningsprojekter, ikke grundet geskæftighed eller ærgerrighed endsige synderlig kompetence, hellighed eller andet, men fordi jeg simpelt hen var manden på rette sted og med den rene utilpassethed til at blæse på, hvad der var gængs fornuft på prærien dengang. I vore dage er der heldigvis både gode jobs og status i sligt, og det kan jeg kun bifalde - for så sker der endelig noget rigtigt, idet menneskene nu engang sjældent er skabt til at arbejde ene i modvind, og uden udsigt til social, økonomisk eller erotisk gevinst - ja, undskyld, men det hele er altså temmelig banalt. Jeg er selv ikke bange for at være fanatiker ved behov, og omtrent som Sankt Søren er jeg et følelsesmenneske i ret høj grad, deraf hele misæren.

At skrive om almene og objektive ting i øvrigt er da glimrende og gøres nu også af og til andetsteds, men det skal ikke være en mani at blande sig med de andre drenge uafladeligt, og jeg nøjes derfor med interesseret at læse aviserne, når jeg ellers er i humør til det, for sjove er de rigtignok sjældent nuomstunder, andre kvaliteter til trods.
I øvrigt er det næppe mere selvoptaget at skrive om de her omhandlede materier end om verdenssituationen, for udvendig objektivitet er en særdeles dårlig garanti for ædle og almene hensigter. Tværtimod behøves de store psykologer just for at afsløre dette klassiske bedrag fra alle herskertypers og store og travle mænds side - og disse forsvarer sig derfor altid med den klassiske beskyldning om skammelig privathed og pubertær forhudsforsnævring. Thi hvis nogen føler sig trådt på af den store formand, falder det som bekendt kun tilbage på vedkommendes egen selvoptagethed midt under den store revolutions prægtige spring fremad. Jo, vi kender melodunten. Uhildet selvkoncentrerede er kun de der ikke kan eller må komme ind i verden, og de har heller ikke fortjent det med den attitude. Vor egen geskæftighed, komfort og udbredte anerkendelse er derimod omvendt kun en naturlig følge af og tegn på vor ædle verdensoptagethed og selvforglemmende forbedringstrang. Så kan allehånde stakler samt selvbesmittende aborter for min skyld søge al mulig trøst i ynkelige beskyldninger om at være lig i lasten.
Til sidst blot dette, at mens der ikke er nogen ende på alt det vi officielt vil gøre for at normalisere de sindslidende, så er der for symmetriens og den retfærdige ligevægts skyld heller ingen ende på hvad vi undertiden vil udrette for at gøre nogenlunde arbejdsduelige mennesker til mønstergyldige førtidspensionister. Og at vi herunder hemmeligt anser dem for fuldt normale på bunden, fremgår af det forhold, at vi i nævnte bestræbelse altid tiltænker dem akkurat den skæbne som for fuldt normale mennesker må forekomme den værst tænkelige: total udfrysning, eventuelt kombineret med den ufortjente gulerod tillige at rose og tilskynde de pågældende på felter hvor de i bedste fald er dilettanter - ikke nødvendigvis for at hjælpe dem i deres rosværdige forsøg på at brække halsen, men for at få dem lempet ud på et sidespor, hvor de ikke genererer vor forfængelighed, og hvor vi derfor meget ofte formår at ønske dem alt held og lykke.
Thi - som uhelbredeligt normale mennesker altid siger for at cementere nævnte afsnøring og indebrænding: At tro at nogen vil Dem til livs personligt, er lovlig indbildsk og følgelig ganske ligesom Deres storhed noget der kun eksisterer i Deres eget hovede. Og heri kan nævnte brave mennesker altså vitterlig ofte have ret: For blot De går i Dem selv igen, ønsker vi Dem endnu engang pøj-pøj med det hele. Eller som Groucho Marx et sted siger til en forhenværende skønhed: "Everything about you reminds me about you - except you..."

Til sidst. Enkelte kvindelige læsere har diskret og skønsomt sikrende tilbagetoget forespurgt om vi eventuelt kunne være dem behjælpelige med prisværdige arveanlæg samt befordrende opvækstforhold for eventuelt afkom. Det første kunne vel ikke udelukkes. Det sidste kan...

Nå, nu er vejret blevet mindre lokkende, men ud vil jeg dog alligevel. Og hvis De absolut insisterer på at kede Dem, må vi loyalt og kollegialt anbefale Dem at læse dagens aviser - for lad os dog ikke være smålige, men langt snarere i Jesu ånd unde vore konkurrenter in spe det samme som vi ønsker at de måtte unde os selv. Thi alle er vi bedst tjent med at havne på den rette hylde, uanset hvor store kameler vor forfængelighed er nødt til at sluge desårsags.