SLADDER - EN SAND HISTORIE...

SLADDER - EN SAND HISTORIE...
Country Dweller efterlyser i forbindelse med "Den ædle dannede" regulær sladder med hår på brystet. For ikke at blive sat i bås med inferiøre skriveaber og beklikke min integritet yderligere vil jeg dog helst ikke indlade mig på den genre. Folk der ikke kan styre sig, skriver jo alligevel så meget, og den ene har såmænd sjældent meget at lade den anden høre: Fortæl mig dine venner, osv.
Men en god historie af en vis underholdningsværdi skal I nu alligevel have. Indtil for henved otte år siden havde jeg ret grønt lys på hvad brave danske med eller uden honette ambitioner anser for vor kulturelt førende ugeblad. Men det fik en brat ende af hvad jeg siden har forstået må kaldes den sædvanlige grund - for mens talent selv uden pleje har det med at udvikles med tiden, så er der heri intet håb at finde for den talentløse: Thi også talentløshed eskalerer tilsyneladende, således at selv instanser der rundhåndet har nedladt sig til at give én en ærlig chance - vel især for at opnå en klædelig reliefvirkning for deres egne anderledes håndgribelige stjerneegenskaber - til sidst må kaste håndklædet i ringen og indse, at her kæmper som bekendt selv guderne forgæves.

Kort sagt blev der med tilbagevirkende kraft foranstaltet en omvurdering af alle værdier, som uhelbredeligt normale mennesker nemlig ikke har vanskeligere ved at foretage end selveste overmennesket Nietzsche.

Nu kunne den uheldige helt imidlertid påberåbe sig en del ros fra forskellig side, herunder fra en velkendt og "rasmut modsat"-agtig filminstruktør, kendt for sin intellektuelle og moralske integritet. Jeg har i øvrigt siden forstået at uforbeholden og kvalificeret ros er det allerfarligste i publicitetsbranchen, idet det ofte fører til øjeblikkelig suspendering eller i det mindste vingestækkende marginalisering, velsagtens i mangel på passsende Urias-poster. Middelmådig perfidi der indbilder sig at være det højeste vid, medfører derimod gerne permanente højsæder i såvel det private som det offentlige.

Nå, men nævnte kærkomne, om end formodentlig skæbnesvangre roser skrev jeg altså om til min umiddelbart overordnede, sikkert i et fornærmet tonefald. Det indbragte så et svar, hvori han løgnagtigt bedyrede at før nævnte film-personlighed tværtimod skulle have påtalt at avisen ikke kunne være tjent med min medvirken. Thi for barnlige sjæle består den mest nærliggende løgn i opfindsomt at genaktivere allerede på lystavlen indkomne meddelelser samt med opbydelse af al åndskraft ændre fortegn i en for dem selv mere ønskværdig retning. Omtrent som hvis man for at undgå enhver mistanke i forbindelse med et mord i København ville bedyre, at man aldrig i sit liv har sat sine ben i København.
Jeg kontaktede nu fluks Rasmus Modsat, der beviste sin integritet ved omgående på skrift at dementere nævnte løgn - en storslået generøsitet uden forudsigelig modydelse der i nævnte intrigante verden er en ren abnormitet, al folks gratis politiske korrekthed til trods. Men for ikke at bringe ham med ned i hævnbegærets fedtefad viste jeg aldrig hans brev til rette vedkommende endsige hans foresatte, men omtalte det naturligvis privat.

Det ejendommelige er imidlertid nu at når jeg undertiden og senest forleden møder vor synder på gaden, opviser han en ynkelig og gnomagtig udstråling af kold fortrængning, som om skammen har taget hårdere på ham end min forstødelse i sin tid tog på mig. For mennesket er et uhyre farligt dyr: Selv ikke nok så besindige humane meninger om retspleje, menneskerettigheder og kristne værdier kan nemlig forhindre os i at føle som de allersorteste mullaher, når vi har at gøre med vor næste i egen lave person. Thi her findes sandt for dyden ingen prøveløsladelser, amnesti endsige syndernes forladelse.

Dette var i al beskedenhed historien, men den minder mig om noget lignende (til forskel fra noget forskelligt). For på samme vis møder jeg af og til på gaden folk der i lignende sammenhænge er blevet foretrukket og endog forfremmet på bekostning af mig eller endda "for min skyld", og som på den konto oppebærer en endog klækkelig ekstra indtægt for en absolut overskuelig indsats.Thi den der lever skjult lever som bekendt godt og trygt. Naturligvis siger de ikke nej tak, og ingen kan da fortænke dem et øjeblik i at tro og håbe at de skam også er alle pengene værd. Men også her gælder at når jeg gør ansats til at hilse drenget og "business as usual"-agtigt til dem, bliver de koldt forlegne med et anstrøg af umiskendelig fornærmelse.

Ligheden mellem de beskrevne situationer er alene den at den velsignede tilsyneladende undertiden kan have sværere ved at bære sin skæbne med værdighed end den forfordelte. Og af tilsvarende grunde hævder kendere jo også at det var sværere at være Barabas end at være Jesus (små slag, små slag...): For det er ikke spor sjovt at vide sig foretrukket af verden af skændige og jammerlige grunde, lige fornedrende for en selv som for verden.