MIG OG MØLLER

At være Gud er ingen kunst: Der findes intet, og jeg er intet; det skriver man så lidt om, og se: Nu er der pludselig noget – og jeg er Gud. Derefter keder man sig bravt og må gå i byen for at møde ordentlige mennesker. For at leve er allrede svært – og at leve af noget man kan lide beror som regel på kriminalitet. Bagmandspolitiet kunne spare sig meget hovedbrud ved at holde denne lille devise for øje – for sværere er det altså heller ikke.
At skrive frit fra leveren kræver derimod sin mand og er dertil for alle involverede et kongeligt privilegium –omtrent som når Islands regering undtagelsesvis donerer en snehvid jagtfalk til en beduinhøvding, mens oljesheikerne ved siden af som kong Midas må tørre sig bagi med alle deres dollarsedler. For penge er noget vi har, så vi er komplet uberoende af de emsige bogholdertyper der planter sig i råd og nævn for at tiltvinge sig en pervers form for uomgængelighed.
En forlægger foreslog mig for nylig at skrive en bog om tidsånden. Men dels ved jeg ikke meget om emnet, dels interesserer det mig ikke voldsomt – så jeg giver hermed stafetten videre til geniet Holger Beck Nielsen. Men hvad pokker skal vi så skrive? Originalitet er tilbøjeligheden til at få ideer der oftest viser sig at være tænkt før – så det når vi ikke langt med. Men hvis selve denne tese er gal, så har den måske til gengæld ikke været tænkt før og er derfor støtteberetttiget.
Dog jeg videregiver beløbet ubeskåret til mere trængende, men mindre værdige, thi ganske som hr.Møller køber jeg mig altid åbent og redeligt til ry og spalteplads – det er det fornemste, for os to er der Allah-tage-mig ingen af Over-Danmarks kulturkommissærer der skal "godkende".
Ethvert anstændigt kongehus tigger og beder os da rettelig også om at blive deres naboer. Ingen årsag – Eders majestæts ønske er allerede opfyldt: Tag Eders seng og gå – Eders synder er tilgivet.Eller som den svenske bonde sagde, han han så sin hustru rode med naboen på basiden af dennes Volvo: "Fortsätt för Fan, bara fortsätt..."
Demokrati egner mig og Møller os ikke til. Hvis det ikke fandtes, ville vi foreslå det –men der skal nu engang helt andre typer til at bestyre og produktudvikle biksen end til at koncipere den, ganske som den der har konciperet barnet, jo ikke altid er den bedst skikkede til at dressere det.
For arbejdsdeling er en god ting. Den ene dag forstår jeg af aviserne hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en fin idé; næste dag læser og forstår jeg hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en elendig idé; og dagen efter igen har jeg lykkeligt glemt det hele – så meget mere som det vel er en dårlig idé at melde sig i klub med nogen man end ikke formår at huske.
Forhåbentlig beror mit syndrom på en eller anden pensionsberettigende form for autisme. Hvis samfundet ikke fandtes, måtte vi opfinde det – men nu findes det altså,og det er røvkedeligt.
Nej, det er nok meget godt at der findes andre typer end én selv – så skidt med at de er kriminelle hele banden. Jeg kender adskillige. Spændende lovbrydere? Jo, men nogle af dem er nu bare dummere end politiet tillader. Således kender jeg en dame på 50+, der daglig pendler fra Kolding til København for at gå med aviser.
Det lyder som en molbohistorie fortalt af en molbo, men den er god nok, takket være storsindede befordringsfradrag. Damen er ovenikøbet knaldgodt begavet og har da også en mere borgerlig fortid – men det kan blive småtfor enhver, og hvad gør man dog ikke for at undgå sine tumpede naboer derude på prærien?
Det dumme ved den danske udmark er nemlig, at vi har udryddet alle farlige vilde dyr – for med Kerstin Ekmans ord bliver livet gudløst uden dyrene. Derfor er alle molboer pædofile, indremissionske pornovrag – af lutter åndelig trøstesløshed. Så slip dog for satan de vildsvin løs, så vi fremover spares for anden kriminalitet end den agtværdige økonomiske.
En svensk pensionist præsenterede sig således for nylig som en af de sidste klassiske bankrøvere af den hæderlige gamle skole. Samfundet havde skam også honoreret hans indsats med tilsammen 22 år bag tremmer, og det var hans bedste tid: ordnede forhold og faste rammer.
Modsat Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt der håbede at blive verdensberømte ved en gang for alle at aflive myten om miskendte og ukendte genier, kunne vor bankrøver altså ikke klage over at være miskendt. Og skønt jeg selv ellers i 22 år med sammenbidt trods har fortiet alle anerkendte i en grad så det uheldigvis må ses som en betragtelig anerkendelse – så foreslog han mig dog med stor selvfølelse at skrive hans biografi.
Det være hermed gjort. Eders synder er tilgivet – fortsæt bare, for fanden.