Monday, March 31, 2008

NU MED REKLAMER!

NU MED REKLAMER!
Kan I forestille jer denne blog med reklamer? Ikke det - nå, men hvor meget vil I så betale os for også fremover at forskåne jer for kommercielle indslag? Vi har nemlig fået en henvendelse fra et reklamebureau med forespørgsler om hvor meget vi forlanger for det. Og hvis I helst vil være fri, agter vi at afholde en auktion over hvem der vil betale mest for at få deres vilje i denne sag.

Mellem os sagt er det nu allerede en reklame for os selv, at nogen gider købe annonceplads her, for det siger jo lidt om oplagets størrelse. Kort sagt kunne nogle sikkert finde på omvendt at betale et reklamebureau for at smække annoncer på deres tovlige blog eller hjemmeside, blot for at illudere en vis reklameværdi.

Men bortset fra det, hvordan skal vi egentlig karakterisere vor målgruppe for vore kunder for at lobbe prisen højst muligt op? Kunne I mon finde på at købe nye havemøbler, eksklusive forsikringsordninger, privatskoleplads i udlandet til jeres børn, ødegård i Sverige eller ferielejlighed i Portugal? Og har I overhovedet råd, som åbenbart end ikke har råd til at indgå gældssanering i jeres vedholdende parasitiske mellemværende med undertegnede. Eller mener I blot at den potentielle reklameværdi I repræsenterer, nok skal generere rigelig annonceindtægt? Men nu så I jo selv, at også reklamefolkene måske kunne finde på at slå jesuitiske kolbøtter på sig selv for at vende tingene på hovedet og slippe lige billigt som I; så vor alderdom er langtfra sikret.

I øvrigt har vi før jul selv givet prøver på reklamer og overskrifter i indlægget "Danmarks bedste overskrifter", og i virkeligheden er bureauet måske ude på at hyre os som tekstforfattere. Vi ville givetvis være velegnede, for med vort surrealistiske forhold til produktionens såvel som konsumtionens mere virkelighedsnære sider ville vi uden tvivl kunne bevare vor idiotiske uskyld, trods al mulig kommerciel succes. Og bortset fra filmbranchen tror jeg at reklamebranchen er et af de få steder hvor originale typer optræder med en vis hyppighed, for i seriøse sammenhænge er de selv blandt velbegavede mennesker undtagelsen, uanset alle komiske selvbedrag i indbyrdes skåltaler - og det er fint nok, for der er så meget som de fleste af os ikke kan. Vi skal bare ikke plante os skinsygt på det af lutter medvind og kvæle den ægte vare.
Faren ved at opreklamere originalitet er således den, at de sande typer måske er bedre tjent med at blive betragtet med venlig overbærenhed: Intet er nemlig så farligt som succes, idet den udover at skabe afhængighed snart fører til detronisering til fordel for inderkredsens dygtige, men uoriginale typer. Thi endnu værre end den verden, hvor uddannelse er løsenet, er den hvor alt naivt handler om "udnævnelse". For det kan end ikke reklamebureauerne være tjent med.

Og reklame behøver ikke at være usmagelig, for selvironi er ofte god reklame. Tænk blot på Viktor Borges replik: "The Steinway Company has paid me to tell you that this piano is not a Steinway." Hvilket atter minder os om Storm P.'s ordskifte: "Kan De lide Beethoven?" "Ja, men det gør ikke noget - spil bare videre..."

Reklamebureauernes værste kattepine er uden tvivl den mangel på selvkritik, som oversvømmer markedet med kedsomme og trælse gentagelser: For blot man gør det samme som de andre, vil de være enige om at man er både fornuftig, original og tankevækkende.
Det siger noget om reklamebureauernes dilemma, at de nu må opsøge os bloggere for at holde kunderne vågne.
Men i det scenario at vi skulle føle os fristede af anderledes profitable tilbud i reklamebranchen, kommer I lige pludselig i den situation, at I må betale temmelig godt som abonnenter for at få os til at fortsætte vor hidtil lidet indbringende udgivervirksomhed. Åhja, for hvis I dog vidste hvor meget vi allerede i forskelligt regi har produceret, som alle mulige andre end vi selv har høstet frugterne af, ikke grundet dovenskab, men fordi de selv indser den lille forskel, som de ganske vist aldrig ville indrømme. Og det har kunnet lade sig gøre simpelt hen fordi vi ikke tilhører andre klubber end Sveriges Naturfredningsforening, som vi hermed i forbifarten giver en god og gratis reklame.
Ja, for den lukrative klasse har snart sat sig på det hele, og snart har de pæne forstæders samlede stileøvelser ikke andet officielt modspil end Lars Bukdahls kontrapunktiske pantomimer. Og så Jerome Kerns smukke klassiker "All the things you are not" - apropos Steinway. Den begavede Lene "Knallhatt" Andersen kan fortælle den samme historie, men har jo med beundringsværdig civiløkonomisk courage taget konsekvensen af lodret uforskammet behandling fra hæderkronede forlag og kulturpersonligheder. Den karakteristiske frygtsomme uforskammethed som gerne ses hos pæne mennesker, så snart de er i flok - hvilket de de klogeligt altid er...

Og nu til dagens eksklusive reklame for kendte og udmærkede almindeligheders komplette inflation som følge af ubetinget carte blanche fra både forlag og anmelder minus den rabiate Bukdahl: "X-FACTOR - NU PÅ BUSINESS CLASS". For sådan er det bare, og det viser at mennesker intet lærer af litteraturen, hvor meget de end ævler om den. Hvilket desværre er en uhyre dårlig reklame for litteratur, til trods vort påståede reklametalent - men så meget desto bedre, at dette heldigvis ikke er litteratur, lige så lidt som det er en kridtpibe. Alt hvad kendte mennesker i dag begår, er omvendt enten kunst, litteratur, filosofi eller kridtpiber: "For der er jo nok en grund til at det er dem og ikke os, der blev kendte. Med venlig hilsen Meyerheim."

Monday, March 24, 2008

PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN

PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN

Vi skrev forleden om livsviljens Schopenhauerske ukuelighed, der undertiden nødvendiggør gentagne tandudtrækninger, lobotomier samt kastrationer. Om dette mon også er baggrunden for Jesu samt Lazarus’ genopstandelse, er vel et lovlig kættersk spørgsmål sådan tredjedagen efter korsfæstelsen. Men lad os så i stedet fortælle om en kæmpegedde som jeg med mere held end forstand fangede i Lapland for nogle år siden.
Hvor kunne vi vide at gedder er snu nok til at kappe linen over, hvorfor man her foreskriver en ståltrådsforstærkning kaldet et forfang. To gange i rap skete ulykken derfor, og jeg havde nu kun ét blink tilbage at montere, så alle gode gange tre, og lad os hellere få det overstået. Og ganske rigtigt var der straks bid, men denne gang tillige held. Efter et par minutter lykkedes det nemlig at lempe en meterlang formelig krokodille tæt ind til søbredden, og nu forstod jeg at det gjaldt om at holde linen helt stram. Sådan en kæmpe trækker øjeblikkeligt en fiskeørn til bunds, og kun en havørne-hun kan tæmme den.

Men forestil jer nu vor forbavselse, da vi nu med odontologisk professionalisme observerede at den havde hele tre blink skruet fast i kæften – altså var der tale om én og samme gedde, som hverken ville eller kunne lære af sine fejltrin, omtrent som vi selv.
Men tror I den fortrød? Nej, tværtimod viste dens uforstilt ondskabsfulde og sygeligt ublufærdige blik kun aldeles tydeligt at det eneste den tænkte på var, hvorvidt den mon kunne rumme mig i én mundfuld: Og just i denne irrationelle monomani hinsides al realisme ytrer den sande psykopatologiske dæmoni sig: Således har vi observeret, at selv garvede professionelle plattenslager mod bedre vidende simpelt hen ikke kan lade være med at slå plat, selv der hvor de med taktisk fordel burde holde lav profil for siden at score den store gevinst. Kort sagt: Hvis vi havde benådet og genudsat vor krokodille, havde vi blot forlænget farcen og gjort nar ad den arme skabning.

I stedet tænkte vi på den franske dødsfange, der trodsede sin uopfordrede sympatikommité og skriftligt henstillede til præsident Pompidou om ikke at benåde ham, idet han ellers blot ville fortsætte hvor han slap. Han fik som en af de sidste sin vilje med "la Mademoiselle", og således gik det også vor krokodille – hvortil sluttelig bør føjes, at selv gamle gedder fanget i friskt fossende nordsvensk vand smager næsten lige så glimrende som ørreder, der jo desuden oftest er for små til at stille vor sult. Og som ekstra gevinst genopstod altså begge mine forsvundne blink fra dødsriget.

Monday, March 17, 2008

PÅSKESNE OG PSYKOPATFORVARING...

Til beroligelse for vor hastigt, men alligevel kun modvilligt voksende läserskare ( thi modvillig frygt for de fatale fölger er al sand kärligheds väsen, og ganske ligesom de störste profeter altid forsöger at undslippe deres hverv og betakke sig for ären, således frygter stormfulde själe gerne at binde sig karmisk) kan vi oplyse, at vi nu på betryggende kort afstand fra fädrelandet oplever årets förste snefald.

Denne bländende hvidhed stemmer sindet til sand nirvanisk alttilgivende mildhed, så lad os udbrede dagens glade budskab: at sneen virker akkurat lige så pacificerende som det hvide snit. Ja, måske endda endnu bedre, for jeg kendte engang en äldre åndssvag dame som måtte tilkendes det hvide snit hele to gange: en ekstra gang til äre for Prins Knud, som royalisterne siger. Åhja, for de sande modstandere tier altid klogeligt om kongehuset: prins Hamlet vidste det også godt...

Nuvel, krokodiller, gedder og hajer tåler med deres voksevärks arkaiske dämoni og hedenske nådelöshed at få trukket tänderne ud mange gange, for ukrudt opgiver aldrig og kender ikke til livsträthed - og ganske som visse tungnemme reptilmennesker ligeledes behöver gentagne, ja helst regelmässige hvide snit som de måske endog til sidst ikke kan undväre, da gift jo er vanedannende - således kunne man også forestille sig at särligt höjpotente mänd bör kastreres med jävne mellemrum: F.eks. en fjern bekendt der engang kommenterede en lysteligt forbicyklende barbenet maj-pige med disse ord: "Hun burde have sådanne nogle stöd i äggelederen at skallerne flyver om örerne på hende." Han begik vist angiveligt senere selvmord af ulykkelig kärlighed - for så grotesk kan nemlig kun romantikerne fantasere, utvivlsomt af en art dyb blufärdighed og ärefrygt for naturkräfterne.

Forholdsreglerne mod sådan djävelsk ur-vitalitet må i fölge sagens natur ligeledes väre diabolske: ikke af lidenskabelig ondskab, men fordi alene den yderste pine og plage mod vor näste formår at holde vor bevidsthed nogenledes vågen og fri af amfibiernes tornerosesövn dybt nede i söbundens slöve mudder.

Således kender jeg en äldgammel läge med aldeles ypperlig köbenhavnsk såvel som diagnostisk hukommelse, der fortäller om hvorledes han som ung mediciner på Nyköbing psykopatforvaringsanstalt oplevede fölgende: Afdelingens sadistiske oversygeplejerske viste regelmässigt klienterne et stort syltetöjsglas fuld af velkonserverede testikler fra tidligere elever på nävnte lejrskole. Nästen hele bemandingen var psykopater - "forbrydelsens element", I ved. Så vor mand blev forståeligt nok syg af opholdet og foretrak derfor i stedet at virke på et tuberkulosesanatorium, trods smitterisikoen.

Er det således ikke utroligt hvad nirvanisk akvarieagtigt stöt, men blidt snefald kan inspirere til? Shiva og Vishnu samarbejder kosmisk i en stadig vekslen mellem krig og fred, mellem skabelse og ödeläggelse, for vi giver med den ene hånd hvad vi tager med den anden og omvendt; og vi forventer ingen tak til gengäld, om end måske i längden nok bröd for skuespil, eller "a kingdom for a horse". Apropos påske: "Hvad er sandhed?" Tag endelig ikke fejl, folkens - vi skal nok finde ud af det...

Monday, March 10, 2008

MEDIEMYSTERIUM: STOR DUSÖR LOVES!

HVEM ER DEN USKYLDIGE?
I et af vore sjældne reklamefremstød i den virkelige og mellem os sagt en smule banale verden, som vor beskæftigelsesminister jo foreskriver i god tro og mening, erindrede vi for nylig atter Morgenbladets chefredaktør om vore små fortrin – som nemlig med lidt mere generøsitet nok kunne være med til at bremse samme organs foruroligende oplagsfald, hvis diagnose vi jo allerede for længst har stillet.
Ved samme lejlighed kom vi til at tænke på en også i de borgerlige aviser velanskreven og flittig skribent gennem en lang årrække med lutter humane og uanstødelige synspunkter: Sagen var nemlig den at vi ikke i en eneste gang i vort liv har hørt ham nævnt med et eneste ord, endsige selv nævnt ham i nogen af vore forskellige omgangskredse, lige så lidt som hans talrige indlæg og kronikker i tidens løb nogensinde har affødt nogen som helst læserreaktion. Og her taler vi ingenlunde om nogen art fortielse, men om den sande anærobe tavshed under fuld bedøvelse, akkurat som i verden før "the Big Bang". Diagnosen er naturligvis her den, at da manden som debattør er en komplet uinteressant og samtidig komplet uklanderlig forfatter af danske stile, vækker han ingen som helst professionel jalousi og kan derfor bekvemt bruges til at spærre for interessantere stemmer: Og det er hans store og saliggørende hemmelighed – i særdeleshed for ham selv!
Hans navn skal fortsat forblive en apokryf og alkymistisk hemmelighed, selv for de indviede: For det første fordi ej heller vi kan have det ringeste imod en mand, der så glimrende stiller vor egen situation i et relief der overflødiggør enhver kommentar. For det andet for ikke at bryde og dermed dementere den smukke og ejendommeligt konsekvente matematiske lovmæssighed, som vi netop har påvist. Og for det det tredje fordi vi føler en uselvisk forpligtelse over for mysteriets tilbedere og gådens altopofrende grublere - ganske ligesom skaberne af de formodede landingspladser for ufo'er i England´s kornmarker til sidst følte det som et uselvisk kald at opretholde folks livgivende tro på disse fantastiske besøg fra højere civilisationer. For deri var der langt mere opbyggelighed end i at afsløre den prosaisk desillusionerende sandhed.

Nej, langt snarere kunne vi finde på at afholde en gættekonkurrence for betalende deltagere, indrettet som tipsmidlerne således, at halvdelen af pengesummen går til staten (der som bekendt er os) og halvdelen til konkurrencens vinder – men med det konsekvente forbehold, at vi pålægger vinderen tavshedspligt med en kontraktlig klausul om øjeblikkelig tilbagebetaling i det tilfælde at han besudler hemmeligheden med offentlighedens bevågenhed.

Har I nogensinde haft den oplevelse at lede efter et i og for sig helt banalt ord eller navn med en vild og aldeles kompromisløs lidenskab, som paradoksalt nok netop skyldes, at I ikke kan udholde således at blive holdt for nar af en ren bagatel? At I ikke på stedet kan huske Ohm’s og Newtons love endsige noget for den frie tanke så hæmmende som injurielovgivningen, kan I derimod sagtens leve med. Og har I oplevet at I herunder til sidst er villige til at tilsidesætte, ja forskertse alle vigtige gøremål såsom begravelser, stævnemøder, egne og andres bryllupper samt jeres professionelle aftaler, så at I til sidst hovedkulds og med fuld bevidsthed sætter både jeres job, jeres ægteskab og jeres fremtid over styr til fordel for "the big crunch" i den forløsende singularitets nirvanisk sorte hul – blot for at gøre en ende på denne jeres latterlige cerebrale kattepine? Ikke det? Jamen så kan I sandelig få lov til at prøve det nu….
Åh, til sidst: Til gengæld kunne I måske så pine os med udsigten til engang at få svar på en anden litterær gåde. Hør her: Med sådanne bloggere behøver I jo slet ikke længere bøger endsige aviser; men ikke desto mindre hører vi ude i byen at I fortsat køber sådanne trykte medier. Oh, I lidet troende, ved I da ikke at Herren er en streng og nidkær gud, der ikke tåler at I sådan vilkårligt uddeler og med homeopatisk nærighed fortynder jeres kærlighed til fordel for creti og pleti? Ve jer I gøglere, der gør mit tempel til en markedsplads fuld af gejle geders brægende tummel!

Sunday, March 02, 2008

UDEBLEVEN KUNSTSTØTTE

Eftersom man nu ønsker at fratage os kunststøtten, burde vi måske strejke, så I herefter kunne være overladt til typografers og kulturkommissærers forgodtbefindende. Men Allah er stor, og hans nåde er endnu større. Så vi nøjes med denne markering.
Om kunststøtte til de bedst sælgende kun dette, at i forvejen nyder de godt af en art "merværdi" i form af langt større både offentlig og privat bevågenhed end de mindre sælgende. Denne selvforstærkende efterspørgsel ud over hvad deres reelle fortrin berettiger, giver dem allerede al mulig både symbolsk og reel anerkendelse fra alle tænkelige instanser undtagen læserne: For hvad skal vi dog ellers finde på som jule- og fødselsdagsgaver, til vor begavede søn der er i tvivl om hvorvidt han skal blive kunstner eller filosof, og som derfor behøver krisehjælp fra rigets ypperste eksempler?
Selv om det er småting, virker det komisk og uklædeligt når skribenter på moden jamrer
over kultursektioners helsider. Selvfølgelig vil de helst beholde de penge, men deri ligger intet symbolsk - bortset fra deres egen nagende tvivl der ikke tåler at stimuleres af påmindelser udefra. For jo mere "selvagtelse" folk påduttes, desto mere har de også at forsvare med næb og kløer...

Det mest diskvalificerende for alle de anerkendte syrehoveder er dog i grunden dette: Hvis de vitterlig var "Guds udvalgte", ville de også være i stand til at skrive klageindlæg så morsomme og underholdende, at alle hjerter måtte overgive sig. Men de er blot kedsommelige og uklanderlige, hvilket som bekendt også kendetegner kulturkommissærerne - men disse har dog i det mindste den undskyldning, at det nu engang er deres job.