EN BARONS ÅRSREGNSKAB UDI KUNSTEN AT FÅ FIASKO

OM AT "OWNE" BIL, FÆSTEBØNDER - OG SKOV

Selv i et bibelbælte glemmer man alligevel let hvor Moses i sin tid købte øllet, - men desto mere glædeligt var gensynet med en gemt flaske flaske Glen Grant. Måtte straks drikke mig mod til ved udsigten til næste dags praktiske udfordring i anledning af årlig bilinspektion: Påklistring af genstridigt og løbsk bakspejl, ikke at forveksle med sidespejlene, der jævnligt ryger af ved uventet modkørende trafik: Ensretning er nemlig default indstillingen her i firmaet, men budskabet synes ikke rigtigt at trænge igennem. Har vi mon et oversættelsesproblem? Ja, vi spørger bare.

- Nuvel, et bakspejl skal jo ikke monteres glas mod glas, skønt kontaktfladen her ellers er optimal. Ikke desto mindre måtte jeg efter omsider at være lykkedes i mit forehavende konstatere, at et spejl kan sidde omvendt på mere end én måde i et tredimensionalt univers: Således kunne jeg nemlig i spejlet konstatere, at min lynlås var gået gået op... Til gengæld gik bilen for første gang gennem synet helt uden anmærkninger eller blot anbefalinger - hvilket viser at biler er i stand til at udvikle sig og grundet denne Münchhausenske modvilje mod entropiens lov følgelig er at betragte som levende væsner.

På hjemvejen inspicerede jeg mine mest afsides fæstebønder, der imidlertid syntes at have opgivet ævret under de sumpede betingelser - vi lever i et tabersamfund af jammerkommoder og kældermennesker: Her tilbyder man dem ærligt arbejde og personlig udvikling, men i stedet drager de til storstaden for at forsumpe på vor regning. Kongen - den slappe populist, som ikke kender sin besøgelsestid og ikke fatter, at han derved kun køber sig en stakket frist - støtter dem naturligvis heri, men det er jo os adelige der må betale gildet, for jorden dyrker ikke sig selv. Nej, op på træhesten, så skulle I snart få se løjer...-

- Et nyt dansk verbum med for mig uigennemskuelig betydning er "at owne": "Ole Birk Olsen owner SF på det spørgsmål, hvornår mon Danmark skal være i økonomisk balance." - Samtidig bedyrer en bekendt, at hun i en mere letfattelig forstand "owner" sit eget konsulentfirma: Det hedder jo også "my own room". Man kan efter sigende ikke eje mennesker, men man kan heldigvis owne dem: Således blev en geskæftigt hjælpsom rådgiver engang brysk afvist af en estimeret amerikansk byfornyer af belastede byområder med denne replik: "Det er mine niggere!"

- Jeg "owner" for min egen del efterhånden betragtelige arealer af svensk skov, som jeg i smug plejer efter selektive principper, som enhver normal skogbaron helst ville have sig frabedt. Af samme grund spørger jeg sjældent om lov, men tager mig på den anden side heller ikke betalt, idet arbejdet bærer lønnen i sig selv: I dag således to urhaner i forårsagtigt humør - for just urfuglene og tjurerne betragter jeg som mine klienter og smertensbørn. Som "Gudfaderen"s trofaste familiesagfører ildevarslende lakonisk betror en træg forhandlingspartner, således kan også jeg nemlig sige: "I have got only one client..." - Urfugle holder nemlig ikke af juletræer, idet de fortrænger blåbær, tyttebær og enebærbuske - så selvsåede invasive jule-horder påtager jeg mig at fjerne fra bedre lokaliteter uden beregning, inden de når at gøre skade - for øvrigt også i allerede fredede områder, thi der savnes mandskab til pleje. Plantet infanteri af juletræer bøjer mig dog for, om end mere af realisme end af lovlydighed.
Men som med alt andet i mit liv gælder forresten også her: I samme øjeblik det jeg laver, opdages og geskæftigt bliver behæftet med både status og penge, sætter the usual suspects og deres kloner sig på det i samdrægtig flok, for det er nu engang min karma. Kort sagt finder jeg ingen grund til at have is i maven og vente på Godot i form af kontraktlige opdrag, alt imens græsset gror og horsemor død.

Men kunne man mon så ikke i stedet kombinere denne min quijotisk irrationelle lidenskab med en veltimet og anderledes indbringende jule-frækhed? Højst sandsynligt, men vi idealister og arbejdsheste inkognito tænker overhovedet ikke i sådanne baner - og når vi endelig forsøger, forregner vi os i reglen. Personlighedstyper, formoder jeg...

For vi tilhører nu engang ikke den kategori der forstår at sælge deres skriverier allerede inden de har begået dem, idet de klogeligt holder sig til slet skjult kopivirksomhed: For hvordan kan et forlag nemlig uden at slå sig selv på munden afvise noget, som ret beset allerede er blevet både publiceret og verbost anmeldt de bedste steder. Og vi mennesker står os nu engang bedst ved nogenlunde samtidig at sige og gøre nogenlunde det samme - thi det borger umiskendeligt for originaliteten.
- Nuvel, skoven på billedet forsøger jeg omvendt at få fredet mod al hugst, da den er af en ganske særlig karat - hvilket som sagt ikke helt skal forhindre mig i fortsat skønsom manicure.
Den forlængst ukendte landskabs og portrætmaler Ruben Gelardie gjorde mig opmærksom på en bitte bog fra -60 begået af en siden hen berømt finlandssvensk lyriker og maler Rabbe Enckell: "Kunsten at få fiasko" (Hasselbalcks bibliotek). Den skulle være paradoksal og vittig, men også opbyggelig, og ikke helt ubeslægtet med osv. Og som han sagde: Henviser du til lurmærkede folk, der har tænkt noget lignende, har man sværere ved at afvise dig.

Han har aldeles ret: For den hæderkronede og organiserede normalitet vil altid kun hæfte sig ved den subjektive "fornærmethed" eller hvad nu, som man indrømmet deler med hundreder - men stædigt forbigå såvel dens individuelle objektive grund som dens objektive, emergente, hvis ikke spektakulære frugter. Nuvel, men det opbyggelige i fiasko er vel bl.a., at ikke alt holder niveau, samt at det er synd at fælde træer til papirmasse, før de er modnede til tømmer. Nietzsches gamle dictum "Alt hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere" er dog nok så apropos - vel ikke som faktuel sandhed, men desto mere som ideel leveregel: Kan du forvandle det her til noget emergent, så at du dog får noget for pengene, nu du alligevel må betale prisen?

Naturligvis vil som sædvanlig næsten ingen på bjerget indrømme det, selv om man i det dulgte nidkært overvåger selv dine mindste troppebevægelser, ganske som ravnene med trofast skinsyge vogter på ørnens og rovdyrenes færd. Men også det forvandler du så bare til noget emergent: - hvorved du til sidst ender som den bisætning, der ganske vist komplet har tabt forbindelsen med både sit ophav og sin naturlige plads i tilværelsen - men som til gengæld hævner sig ved at emancipere sig selv som hovedsætning. Den Europæiske Centralbank ville muligvis her gøre indsigelse, men den der selv bor i et glashus, bør som bekendt ikke kaste sten - hvortil jo kommer at det dog undertiden forekommer at en sæbeboble emanciperer sig helt overbevisende.

"KUNSTEN AT FÅ FIASKO" er hermed bestilt fra et oversøisk antikvariat i Aarhus i samfulde tre eksemplarer. Så kan det vel ikke gå helt galt - og dog, og dog: Ingen i dette land har således i årets løb fældet så mange juletræer som jeg - som sagt ligeledes oversøisk i de svenske urfugles tjeneste - og alligevel er jeg omtrent den eneste i landet der ikke selv ejer et. Men med fiaskoen går det mig heldigvis som regel betydelig bedre, og den er med til at holde mig i form. Man skulle jo nødig ende med at ligne en udlevet og dekadent adstadigt omvandrende succes - endsige som den uskyldige "Amagermand", der for tiden anerkendes uforbeholdent og landsdækkende for morderiske bedrifter, som han jo i virkeligheden slet ikke ville være i stand til at udrette. - Bedrageren Stein Bagger havde det af samme grund slet ikke så sjovt som folk tror, for også han levede jo kun på lånt tid i sus og dus.