Saturday, April 08, 2006

FRA ERTEBØLLE-KULTUR TIL ESMANN

Kender I ikke det: Virkeligheden er dødkedelig, og alle vigtige valg forekommer os fjerne. I den tilstand af udbrændthed skal man lytte til kroppen og blæse på de kloge. Men hvordan kan disse egentlig holde det ud? Simpelt hen fordi det er deres job – hvad som helst bliver vedkommende for den der véd at uopmærksomhed kan koste ham eller hende jobbet eller eksamensbeviset. Så enkelt er det nok – og den positive formulering må lyde at kun pisken over nakken tvinger os til at engagere os i vor omverden og ikke forfalde til den kravløse selskabeligheds lystprincip, der let indsnævrer horisonten til det umiddelbart nære.
Men hvorfor kede andre som ikke er tvangsindlagt til samme hjørne af virkeligheden? Til sidst løber vi jo sur i alle kriser, regeringer og valgkampe – for vi er slet ikke bygget til dette abstrakte engagement i alt. Godt, så kan vi af og til fravælge medierne. Det indebærer ikke nødvendigvis lutter druk og hor – der er jo f.eks. hele den mere varige litteratur at række på. Men med bøgerne står det snart ikke meget bedre til, og jeg mindes Erik Thygesens ord engang ved et bogudsalg: "Jeg kigger bare – man skal ikke købe lortet."
Tillad os derfor for underholdningens skyld at være store i slaget og skitsere "bogens epos" i fire faser. Demokratiseringen er udmærket, men da den nåede udover et vist punkt, gik der nivellering i det – så hvor tilforn vitterlige kendere trods allehånde indbyrdes uenigheder skrev indførende bøger om deres felt, så er her i anden fase den opgave overladt til forlagenes omnibus-snakketøjer. Således skriver den amerikanske kæledægge som Esmann plagierede, nu frejdigt på en ny stor bog om – Einstein, såmænd. "Who is next?", som the good guys sagde i Nürnberg. Forlagene synes at tro at det ville fornærme vor tids veluddannede læsere at blive belært i fritiden af fagfolk. En beskyttet klasse af harmløse kändiser uden selvkritik sætter i stedet dagordenen og bliver pligtlæsning.
Det mærkes at tredje trin i forfaldseposet er på trapperne: Nemlig det trin hvor stadig flere a la salig Erik Thygesen siger: "Lad være med at læse lortet – læs anmeldelserne i stedet". Dertil kommer at med så mange uddannede på alle felter kender vi snart alle en der behersker dette eller hint felt habilt. Og hvorfor så ikke invitere ham eller hende til middag i stedet for at købe forlagenes autoriserede sangfugle. Just det høje almene uddannelsesniveau gør at hvor man i demokratiseringens første fase sagde "Lad os spørge eksperterne" og i anden fase "Vi vil høre Møllehave og Nørretranders", så vil man i den tredje fase sige: "Vi gider ikke købe dem, for det kender vi folk der kan bedre."
Men der sælges vel lige så mange bøger som før? Endnu ja, – for noget skal folk jo finde på at give til jul og fødselsdage; men med tidens nådesløse arbejdsmarked læser folk snart kun det de er professionelt tvunget til, plus hvad man bilder dem ind er "uomgængeligt". Men det er ugudeligt med sådanne hysteriske oplag af ganske få titler – og i øvrigt skrupforkert at alle læser og ser det samme, endda uanset niveau: For konformitet på højniveau er særlig dræbende, og vi skal ikke være lige gode til alt.
De beskrevne tre faser eksisterer endnu side om side, men tiden arbejder for den tredje. Lad os til slut profetere en fjerde fase, hvor folk kun læser i håb om at aflure forfatteren tricket. Vi får da en situation hvor ingen djævel gider læse bøgerne, undtagen nidkære kolleger samt rivaler in spe. Det behøver dog ikke at skade salget, for hvis alle drømmer om at blive TV-stjerner, politikere og top-ti-forfattere, så vil de også læse alt om og af stjernerne – men kun for at forøge deres egne chancer. Ligesom vor tids arkæologer taler om "Ertebølle-kulturen", vil fremtidens arkæologer beklagende kalde vor tid for "Esmann-kulturen". For om Freuds berømte realitetprincip kan der siges meget – men nøj hvor det er trist!
Nej, fordelen ved i stedet at udsende dagens glade budskab uden beregning er, at hvis abonnenterne læser det, er det frivilligt. Og læser de det ikke, er det værst for abonnenterne – med Hegel’s omtrentlige ord. Det siges forresten at Hegel i sin tur havde sentensen fra den dengang miskendte tænker Esmann.

BERØMTE MÆND FRA DANMARK

Virkeligheden er svær at planlægge. Se blot: Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen skrev i fjor en pamflet om hvordan enhver idiot i dag ved at påberåbe sig miskendthed kan overtrumfe de anerkendte i status – men endte med selv at blive miskendt for deres bedrift, endda uden selv at have gjort fordring på nævnte høje ære. Som gode calvinister er de dog indforståede med at alle gode gaver kommer ovenfra, om så altid velfortjent og derfor hinsides enhver ankemulighed. Thi velstand er det sikre tegn på Guds nåde.
Når Kierkegaard-forskerne PeterTudvad og Joakim Garff gensidigt og offentligt fornægter hinanden og således skyder genvej til miskendthedens attråede parnas, er det derimod ugyldig kurspleje – omtrent som når to ungersvende i på damejagt skiftes til højlydt at skamrose hinanden i kvinders selskab. En femte dansker der for nylig har måttet sande Guds uransalige veje og derfor kan gøre fordring påmiskendthed, er Kissinger-kenderen Frank Esmann der uforudset beskyldes for plagiat..
Nuvel: skønt ingen har patent på selve faktamaterialet, må de benyttede værker jo honoreres og for så vidt omfattes af en art ophavsret. Derfor ville selv Esmann da også påberåde sig sin ophavsret hvis nu en tredje Kissinger afskrev og udgav hans apokryfe og beslaglagte værk i eget navn, om så også med behørig anerkendelse af Walter Isaacson samt med en anderledes ekstravagant brug af citationstegn – som der nemlig i følge vor store og derfor miskendte miljøforsker Bjørn Lomborg findes rigeligt af hvor de kommer fra, og som vor klode derfor ikke risikerer at løbe tør for, inden vi alligevel som den fremsynede og derfor engang i tidens fylde retteligt lovpriste foregangsmand Esmann afskaffer dem som et arkaisk levn fra fortiden. Thi al berettiget anerkendelse er som sagt posthum, om end selv da lidt suspekt.
Imidlertid blev vi ikke færdige med Esmanns tænkte plagiator. Vist vil Esmann som sagt i påkommende tilfælde gøre sin ophavsret gældende; men hans plagiator kan spidsfindigt bedyre, at han just ved med anderledes prisværdig omhu at respektere Isaacsons ophavsret tillige har ændret Esmanns manuskript så radikalt at ejheller Esmann længere kan gøre ophavsretlige fordringer – hvis han da overhovedet formår at genkende manuskriptet. Esmann vil derfor besinde sig og derefter lære lige så beskedent som han jo i forvejen lever ved sin overdrevne påholdenhed med citationstegnene.
Imidlertid har Esmann på sin egen vis bedrevet noget helt nyt og uhørt. Sagen er nemlig den at arbejdet med udvælgelse og omorganisering af et stofområde af sig selv altid indebærer en omformulering af de indhentede oplysninger i ens eget sprog. Helt bogstavelig klippen og klistren ville dertil resultere i en uorganisk og ulæselig tekst og tillige tyde på højst mangelfuld tilegnelse.
At Esmann præsterede at begå en læseværdig bog helt uden egenrådig omformulering, vidner derfor ikke alene om hans beskedenhed, men tillige om betydelig originalitet. Esmann kan dog i så henseende bedst sammenlignes med den eksperimenterende forfatter der skrev en murstensroman helt uden brug af bogstavet "e" som i Esmann, men desværre glemte at som i tage højde for at publikum foretrækker bøger der alene betjener sig af bogstavet "e" som i "E-mail". Vor store forfatter blev derfor miskendt – som Esmann.
At Esmann i kunsthistorikeren Leo Tandrup har fået en uforbeholden og ukuelig våbendrager samt vel i tidens fylde tillige sin oplagte biograf, borger heldigvis for retfærdighedens sluttelige sejr. Just Leo Tandrup har ofte med historisk pondus beklaget vor tids forcerede originalitetsstræb; det er derfor helt følgerigtigt at denne åndfulde dyrker af gotikkens samt Esmanns anderledes anonyme storhed heller ikke selv forsøger sig med egenrådige griller.
For ganske som man kunne hævde at Esmann ret beset blot har gjort som alle andre på det moderne bogmarked, så gør Leo Tandrup i denne sag beskedent blot det helt gængse og hævdvundne på tinge: Nemlig med omhu at rose originaliteten i arbejder der besidder allhånde prisværdige egenskaber – blot ikke originalitet.

ALLAH & SONS

Arvesynden er kommet for at blive – og vi skribenter er kommet for at anmelde den. Var der ingen dårlige nyheder, måtte vi derfor selv opfinde dem, som da Jyllandsposten forleden af lutter kedsomhed over sine kanon-ortodokse molboabonnenter foretog sit blasfemiske eksperiment med den islamiske verdens fornemmelse for pressefrihed. Selv blev jeg snydt for fornøjelsen, idet jeg selv foretog et anderledes autentisk eksperiment on location: i Damaskus.
Meget kan man sige om de indfødte, men udover at besidde en ypperlig madkultur er de bilister af Allahs nåde og klarer sig helt uden vore egne skolastiske ritualer på vejbanen: Til Søren Krarups og andre sekularisters glæde står der nemlig intet om trafikregler i Koranen, der tværtimod giver bilisterne hvad bilisternes er. Men frem kommer man alligevel mirakuløst uskadt – i Jylland ville man derimod ryge på hospitalet og derfra blive sendt anbefalet lukt i Hjørring Statsfængsel.
Myldret af fodgængere anses af motoriserede muselmænd hverken for en tilstrækkelig eller nødvendig grund til uhøfligt at forsinke betalende turister, så folk advares i stedet fortløbende, så de på lige fod med Allahs øvrige kreaturer såsom høns og duer kan nå at sprede sig – omtrent som dengang Det Røde Hav på lignende vis måtte vige for de fremstormende israelitter. Flittig håndtering af båthornet er nemlig i verdens ældste by det magiske sesam for at bestå køreprøven samt overleve i det byzantiske virvar – og af samme årsag akkompagneres turistens færd af et kakafonisk og synkoperet lydtæppe der slående påkalder Gershwins symfoniske digt fra modernitetens eventyrlige ungdom "An American in Paris".
Den glædelige nyhed fra det danske kongehus med dets anderledes uheldige trafikkultur blev loyalt og uden karikaturer kolporteret i Damaskus Tidende – thi Allah kender til alt, og statsoverhoveder er nu engang statsoverhoveder. Kriminalitet kendes derimod ikke i Damaskus, så som skribent kan jeg heldigvis benytte lejligheden til at anmelde et grovt tyveri desto mere højlydt: Thi mit kamera blev som på et flyvende tæppe borttryllet af en hastigt bortilende taxichauffør. Mon ikke han havde lært et og andet i Vesten, ja måske har han sågar lært kunsten under et periodisk virke i Århus, hvor et par stedelige pressefotografer derfor på samme vis måtte gøre en dyd af nødvendigheden og omskole sig til karikaturtegnere.
Nå, til sagen hører, at vi først pruttede med chaufføren for i henhold til de lokales råd ikke at skubbe prisniveauet op i et for dem urimeligt leje. Men han insisterede altså på det helt frie marked, og i hans oplyste øjne var det vel os andre der opførte os som forkælede bavianer og derfor fik løn som forskyldt. Måske skiftede kameraet altså ejer med Allahs gode vilje, og det skal hermed honoreres.
Da jeg derfor på en busstation så det obligatoriske billede af den nu hedengangne præsident Assad og hans to sønner, tog jeg mig den frihed at spørge: "Who is this guy – I see his picture everywhere? Allah and his two sons, I presume – you see, our God had only one son, and they killed him. Allah is wise."
Ingen krumsabler blev draget, kun et høfligt smil. Det blev anledning til en senere refleksion: Hvis man med sin facon signalerer at man forventer modpartens indforståethed med en spøg, så opfattes den ikke som en provokation. Hvis man derimod tydeligvis hverken ønsker eller forventer delagtighed, så tages ens blotte hensigt som en hån – så det er rimeligvis den distancerende udelukkelse snarere end selve ordene der sårer. Det samme gælder nok Jyllandspostens eksperiment: "I muslimske bonderøve forstår ikke dansk humor – se selv!"
Indforståethed kan dog også bringe én i uføre. Da jeg på en stationskafé så en politibetjent give en plagsom og lidet betalingsdygtig kunde et spontant los i røven, måtte jeg slå en latter op ved denne herlige utyngethed af uniformens formalitet. Thi jeg har allehånde hæmninger – blot ingen moralske: Sådan luksus har jeg ikke råd til, for nok skal man elske sine fjender, men sgu ikke på læsernes bekostning. Og på det helt frie marked gælder, at hvis man kun lønnes ringe, har man ikke den sædvanlige gode undskyldning for at skrive noget bras. Jo, Allah er vis – men hans profet skrev noget bras.
Nuvel, men da ordensmagten nu skulede fælt til mig, reddede jeg mig fra anholdelse med et skuldertræk og et overbærende nik i retning mod den uheldige kunde – der skulle betyde noget i stil med: "Jeg kender ikke det menneske". Sandelig – Allah er stor.