FRA ERTEBØLLE-KULTUR TIL ESMANN

Kender I ikke det: Virkeligheden er dødkedelig, og alle vigtige valg forekommer os fjerne. I den tilstand af udbrændthed skal man lytte til kroppen og blæse på de kloge. Men hvordan kan disse egentlig holde det ud? Simpelt hen fordi det er deres job – hvad som helst bliver vedkommende for den der véd at uopmærksomhed kan koste ham eller hende jobbet eller eksamensbeviset. Så enkelt er det nok – og den positive formulering må lyde at kun pisken over nakken tvinger os til at engagere os i vor omverden og ikke forfalde til den kravløse selskabeligheds lystprincip, der let indsnævrer horisonten til det umiddelbart nære.
Men hvorfor kede andre som ikke er tvangsindlagt til samme hjørne af virkeligheden? Til sidst løber vi jo sur i alle kriser, regeringer og valgkampe – for vi er slet ikke bygget til dette abstrakte engagement i alt. Godt, så kan vi af og til fravælge medierne. Det indebærer ikke nødvendigvis lutter druk og hor – der er jo f.eks. hele den mere varige litteratur at række på. Men med bøgerne står det snart ikke meget bedre til, og jeg mindes Erik Thygesens ord engang ved et bogudsalg: "Jeg kigger bare – man skal ikke købe lortet."
Tillad os derfor for underholdningens skyld at være store i slaget og skitsere "bogens epos" i fire faser. Demokratiseringen er udmærket, men da den nåede udover et vist punkt, gik der nivellering i det – så hvor tilforn vitterlige kendere trods allehånde indbyrdes uenigheder skrev indførende bøger om deres felt, så er her i anden fase den opgave overladt til forlagenes omnibus-snakketøjer. Således skriver den amerikanske kæledægge som Esmann plagierede, nu frejdigt på en ny stor bog om – Einstein, såmænd. "Who is next?", som the good guys sagde i Nürnberg. Forlagene synes at tro at det ville fornærme vor tids veluddannede læsere at blive belært i fritiden af fagfolk. En beskyttet klasse af harmløse kändiser uden selvkritik sætter i stedet dagordenen og bliver pligtlæsning.
Det mærkes at tredje trin i forfaldseposet er på trapperne: Nemlig det trin hvor stadig flere a la salig Erik Thygesen siger: "Lad være med at læse lortet – læs anmeldelserne i stedet". Dertil kommer at med så mange uddannede på alle felter kender vi snart alle en der behersker dette eller hint felt habilt. Og hvorfor så ikke invitere ham eller hende til middag i stedet for at købe forlagenes autoriserede sangfugle. Just det høje almene uddannelsesniveau gør at hvor man i demokratiseringens første fase sagde "Lad os spørge eksperterne" og i anden fase "Vi vil høre Møllehave og Nørretranders", så vil man i den tredje fase sige: "Vi gider ikke købe dem, for det kender vi folk der kan bedre."
Men der sælges vel lige så mange bøger som før? Endnu ja, – for noget skal folk jo finde på at give til jul og fødselsdage; men med tidens nådesløse arbejdsmarked læser folk snart kun det de er professionelt tvunget til, plus hvad man bilder dem ind er "uomgængeligt". Men det er ugudeligt med sådanne hysteriske oplag af ganske få titler – og i øvrigt skrupforkert at alle læser og ser det samme, endda uanset niveau: For konformitet på højniveau er særlig dræbende, og vi skal ikke være lige gode til alt.
De beskrevne tre faser eksisterer endnu side om side, men tiden arbejder for den tredje. Lad os til slut profetere en fjerde fase, hvor folk kun læser i håb om at aflure forfatteren tricket. Vi får da en situation hvor ingen djævel gider læse bøgerne, undtagen nidkære kolleger samt rivaler in spe. Det behøver dog ikke at skade salget, for hvis alle drømmer om at blive TV-stjerner, politikere og top-ti-forfattere, så vil de også læse alt om og af stjernerne – men kun for at forøge deres egne chancer. Ligesom vor tids arkæologer taler om "Ertebølle-kulturen", vil fremtidens arkæologer beklagende kalde vor tid for "Esmann-kulturen". For om Freuds berømte realitetprincip kan der siges meget – men nøj hvor det er trist!
Nej, fordelen ved i stedet at udsende dagens glade budskab uden beregning er, at hvis abonnenterne læser det, er det frivilligt. Og læser de det ikke, er det værst for abonnenterne – med Hegel’s omtrentlige ord. Det siges forresten at Hegel i sin tur havde sentensen fra den dengang miskendte tænker Esmann.