BERØMTE MÆND FRA DANMARK

Virkeligheden er svær at planlægge. Se blot: Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen skrev i fjor en pamflet om hvordan enhver idiot i dag ved at påberåbe sig miskendthed kan overtrumfe de anerkendte i status – men endte med selv at blive miskendt for deres bedrift, endda uden selv at have gjort fordring på nævnte høje ære. Som gode calvinister er de dog indforståede med at alle gode gaver kommer ovenfra, om så altid velfortjent og derfor hinsides enhver ankemulighed. Thi velstand er det sikre tegn på Guds nåde.
Når Kierkegaard-forskerne PeterTudvad og Joakim Garff gensidigt og offentligt fornægter hinanden og således skyder genvej til miskendthedens attråede parnas, er det derimod ugyldig kurspleje – omtrent som når to ungersvende i på damejagt skiftes til højlydt at skamrose hinanden i kvinders selskab. En femte dansker der for nylig har måttet sande Guds uransalige veje og derfor kan gøre fordring påmiskendthed, er Kissinger-kenderen Frank Esmann der uforudset beskyldes for plagiat..
Nuvel: skønt ingen har patent på selve faktamaterialet, må de benyttede værker jo honoreres og for så vidt omfattes af en art ophavsret. Derfor ville selv Esmann da også påberåde sig sin ophavsret hvis nu en tredje Kissinger afskrev og udgav hans apokryfe og beslaglagte værk i eget navn, om så også med behørig anerkendelse af Walter Isaacson samt med en anderledes ekstravagant brug af citationstegn – som der nemlig i følge vor store og derfor miskendte miljøforsker Bjørn Lomborg findes rigeligt af hvor de kommer fra, og som vor klode derfor ikke risikerer at løbe tør for, inden vi alligevel som den fremsynede og derfor engang i tidens fylde retteligt lovpriste foregangsmand Esmann afskaffer dem som et arkaisk levn fra fortiden. Thi al berettiget anerkendelse er som sagt posthum, om end selv da lidt suspekt.
Imidlertid blev vi ikke færdige med Esmanns tænkte plagiator. Vist vil Esmann som sagt i påkommende tilfælde gøre sin ophavsret gældende; men hans plagiator kan spidsfindigt bedyre, at han just ved med anderledes prisværdig omhu at respektere Isaacsons ophavsret tillige har ændret Esmanns manuskript så radikalt at ejheller Esmann længere kan gøre ophavsretlige fordringer – hvis han da overhovedet formår at genkende manuskriptet. Esmann vil derfor besinde sig og derefter lære lige så beskedent som han jo i forvejen lever ved sin overdrevne påholdenhed med citationstegnene.
Imidlertid har Esmann på sin egen vis bedrevet noget helt nyt og uhørt. Sagen er nemlig den at arbejdet med udvælgelse og omorganisering af et stofområde af sig selv altid indebærer en omformulering af de indhentede oplysninger i ens eget sprog. Helt bogstavelig klippen og klistren ville dertil resultere i en uorganisk og ulæselig tekst og tillige tyde på højst mangelfuld tilegnelse.
At Esmann præsterede at begå en læseværdig bog helt uden egenrådig omformulering, vidner derfor ikke alene om hans beskedenhed, men tillige om betydelig originalitet. Esmann kan dog i så henseende bedst sammenlignes med den eksperimenterende forfatter der skrev en murstensroman helt uden brug af bogstavet "e" som i Esmann, men desværre glemte at som i tage højde for at publikum foretrækker bøger der alene betjener sig af bogstavet "e" som i "E-mail". Vor store forfatter blev derfor miskendt – som Esmann.
At Esmann i kunsthistorikeren Leo Tandrup har fået en uforbeholden og ukuelig våbendrager samt vel i tidens fylde tillige sin oplagte biograf, borger heldigvis for retfærdighedens sluttelige sejr. Just Leo Tandrup har ofte med historisk pondus beklaget vor tids forcerede originalitetsstræb; det er derfor helt følgerigtigt at denne åndfulde dyrker af gotikkens samt Esmanns anderledes anonyme storhed heller ikke selv forsøger sig med egenrådige griller.
For ganske som man kunne hævde at Esmann ret beset blot har gjort som alle andre på det moderne bogmarked, så gør Leo Tandrup i denne sag beskedent blot det helt gængse og hævdvundne på tinge: Nemlig med omhu at rose originaliteten i arbejder der besidder allhånde prisværdige egenskaber – blot ikke originalitet.