FRA KURDISTAN og NIEBUHR til BASHEV SINGER: DE EVIGE VILKÅR

På en ungdomsskole for indvandrere blev jeg imponeret over en kurdisk elev der med sine forældre som barn flygtede til Iran og endte i flygtningelejr uden nogen sinde at have gået i skole. Han var nået langt i det danske sprog og virkede helt fortrolig med at arbejde med grammatik og skriftsprog, efter kun to år. I mit svenske eksil kender jeg en anden kurder, der flygtede den modsatte vej og kom til Sverige som 16-årig i firserne. Uddannet i multimedier, men meget tænksom og betænksom, fraskilt med to børn.

Han og hans far boede tre år i fængsel i Irak, hvor faderen underviste ham. Han mente ikke blot at være kommet helt over det, men tillige at have lært af det – hvorimod han beklagede velfærdssamfundets mange forbitrede mennesker der aldrig kommer over vore samfunds uretfærdigheder. Det interessante var nu, at han hermed på ingen vis bagatelliserede vore forkælede landes problemer, men tværtimod mente at de var farligere for psyken end de dramatiske uretfærdigheder som han selv har oplevet. Heri var ingen ironi eller hån.

Interessant ikke blot i sig selv, men især fordi han også med sin baggrund kunne se det på den måde, hvorimod vi selv pligtskyldigt og klædeligt ofte må indrømme at vi egentlig burde skamme os. Til sagen hører nu også at han som en del andre flygtninge måske har en art behov for at finde fejl og mangler hos ”forældrene”, dvs. i det værtsland som har reddet ham selv, men ikke hans stolthed. En stedelig bosnisk flygtning, der efter mange års pizzabagning omsider er havnet i sin gamle metier som landmåler, hældede i sin tid på lignende vis til teorier om at de jugoslaviske krige var styrede af vestens regeringer og våbenindustri i fællig. Min politiske tæft er ikke så stor, men min psykologiske intuition sagde mig til gengæld dengang at nævnte konspirationsteori nok beroede på et behov for at placere skylden og finde fejl hos ”forældrene”.

Nevertheless mener jeg jo stadig at der gives tankevækkende dramatiske levnedsløb og ditto romaner hinsides postmoderniteten og rodløsheden, der egentlig ikke egner sig til romanform og da ironisk som den forrige gang nævnte Sjölin med ”Verdens sidste roman”. Af samme grund må titlen på gamle Aage Henriksens disputats ”Kierkegaards romaner” antages at være ironisk farvet. For skønt jeg selv kender alt til den udramatiske pinsel, så er den et mere usundt skue, selv hvis man magter at takle den og endda gøre den til en kunstart. Men til analyse og refleksion er den desto mere velegnet. Apropos kunstart – men heldigvis ikke apropos ret meget andet – husker jeg hvorledes en amerikansk ekspert udi og erklæret modstander af dødsstraf udtalte at hængning som metode er en kunstart – som åbenbart ikke ansvarligt bør overlades til prosaiske fængselsansatte fuskere. Det lød næsten som om han inderst inde var en skjult elsker af denne kunst. Men vi har jo for nylig erfaret at fuskerne udi bilmekanik er dennes sande elskere, og det samme gælder måske fuskerne udi dødsstraf. Men indrømmet – dette var et sidespring, om end til gengæld dramatisk nok til romanform.

Åh, men apropos romaner: Jeg læste for nylig en erindringsbog af Isac Bashevi Singer om hans opvækst i Polen i århundredets begyndelse frem til mellemkrigstiden. Mere brutalt end i Stefan Zweigs ”Verden af i går” skildres kontrasten mellem den højeste åndfuldhed, videbegærlighed og oplysningsånd på den ene side og det ekstreme barbari på den anden. Frygten for pogromer, frygten for at udskrives til krigstjeneste på fronten, Palæstina-spørgsmålet samt strid mellem jødiske fraktioner gør også kærligheden mere ”tuberkuløst” desperat og ladet med mysteriets kosmiske intensitet. Og under det hele kværner den gammeljødiske religiøse arv og tradition. Modsætningernes intensitet med få skridt mellem jubel og selvmordsplaner, hvilket atter giver tilfældigheden et nærmest magisk og ”mirakuløst” spillerum. Kabbala og overtro er forståeligt nok heller aldrig langt borte.

Selv under ret kummerlige forhold spiller både det åndelige og forfængeligheden en betydelig rolle og står så lidt som i Hamsuns ”Sult” i skyggen af de mere elementære livsfornødenheder – især da ikke hos personer af rabbinsk æt og status, uagtet økonomien. Mennesket behøver åbenbart noget at leve for, hvis det skal udholde ikke at have noget at leve af.

Men samtidig beskriver Singer også de lunkne velkendte limbo-regioner af småtskårenhed og forfængelige intriger – for mennesker konkurrerer jo om det samme i miljøets forfatterforeninger. Allerede den unge mand opdager at endog de skarpeste litterære kritikere selv skriver provinsielt, naivt og påfaldende klodset, når de forsøger sig som forfattere eller digtere. Den purunge forfatterspire lejer et værelse hos en ekstatisk, verdenserfaren og højtbegavet dame som straks erobrer ham. Hun fortæller at de litterære tidsskrifters redaktører sender alt retur, oftest endda ubeset, og hun giver selv forklaringen. ” De hader mig, fordi Gud har lagt begavelsens forbandelse på mig, og for det andet fordi de ved at jeg kender alle deres smudsige kneb og intriger. Tro mig, det er ikke tomt pral.” Deja vue eller hur?

Nuvel, nok herom. Bashev Singers heks, der trods sin rabbinske baggrund manisk indviede ham i seksualitetens mysterier og ikke uden et satanistisk islæt, var på engang overtroisk og tilsyneladende også synsk, og hun led af dødslængsel – måske godt det samme, for i så fald undgik hun de polske jøders senere skæbne. Singer kom til USA, hvor hans storebror var fast skribent for et velbeslået litterært magasin på jiddisch. De store perspektiver indgyder os ydmyghed og taknemmelighed – samtidig med at vi kan konstatere, at selv under langt kummerligere forhold plages mennesker tillige af anerkendelsens og tilhørsforholdets kvaler. Ganske som vor kurdiske bekendte ovenfor beklagede uretfærdighederne og de resulterende psykiske men i vor egen del af verden.

Biologisk set er det nu heller ikke så sært, for selv om man er sikret havregrød på livstid, bliver man ikke af den grund hverken noget godt parti eller nogen attraktiv samarbejdspartner. Og derfor ser naturen åbenbart til at vi kun dårligt affinder os med den blotte selvopholdelse. Dette kan så forstærkes af allehånde erhvervede eller socialt nedarvede komplekser – men også de hviler jo yderst på den selv samme biologiske grund. Hvorvidt man i fremtiden vil kunne dulme sådanne ikke strengt fysisk relaterede afhængigheder ved hjælp af chips ladet med virtual reality, ”helt for en dag- scenarier” i 3D, får vi at se. Vi kender det jo allerede fra film og skønlitteratur, der for mange har en tilsvarende funktion.

Alt er således sket, set og sagt mange gange før – endda langt mere dramatisk – men det hjælper ikke, for kulturkommissærerne ved aviser og i lærde råd husker kun det af bøgerne som de vil huske. Jeg læste senest en fortræffelig lille bog om Carsten Niebuhr skrevet af hans søn, og dér fortælles om hvorledes tidens ypperste filolog Reiske (som ingen derfor har hørt om) helt konsekvent blev forbigået til fordel for middelmådigheder som nu den uduelige von Haven der fulgte med som filolog på Niebuhrs ekspedition. "Ingen i vor tid er i den grad blevet holdt tilbage grundet sine fortræffeligheder som Reiske", skriver Niebuhr. Vi hører også om folk der senere på engang forsøgte at kue og nedgøre den sagtmodige og beskedne Niebuhrs ideer – og tog æren for dem. Og jeg der som altid troede at have beskrevet disse ting som en art pioner. Men det hjælper åbenbart intet, for både de lærde og anmelderne forbigår instinktivt altid sådanne passager, og historien gentager sig.

Til gengæld kan man så trøste sig med, at mange andre meget vel kan forstå, når man fortæller dem den samme evige lille historie. Vi mindes her Amon Oz, hvis sprænglærde filolog-fader så rammende sagde: ”Skriver du af efter nogle få, er du forsker; men skriver du af efter mange, er du en stor forsker”. Profetiske ord, for som fremgået af tidligere indlæg har vi hjemlige Stjern-eeksempler, som ganske rigtigt nyder den største anseelse og oven i købet af benovede stræbere udråbes til ”renæssancepersonligheder”. Vel var der klatrere og giftblandere i renæssancen, men det er nu ikke det vi normalt sigter til med nævnte prædikat, der tværtimod forbindes med personlighed, format og overskud hinsides de småtskårne sociale beregningers evige kværnen.

Disse ting er ikke så svære at bevise, for hvis rævens spor altid kommer senere end ulvens og endda helt bogstaveligt træder i ulvens fodspor, beror sammentræffet ikke på tilfældighed, men på snylterens afhængighed. Sådan afhængighed viser sig også i, at plagiatet altid er mindre slående og pytagoræisk ”aha-agtigt” end forlægget, samt at afhængigheden ikke bliver ved det tunge, men også går ned i sprogets sjove vilkårligheder såsom ordvalg, billeder og sidelys.

Et andet irrationelt træk beviser ligeledes mere slående end det tunge skyts i sig selv hvad vi har at gøre med. For som sagt vil enkelte beslægtede begavelser gå efter det samme tunge skyts og således naturligt konvergere. En autentisk anekdote belyser dette fra siden. En bekendt af mig havde sammen med mere ypperlige kvaliteter også et misundelsesværdigt talent som plattenslager i den mere harmløse afdeling; men han havde den svaghed at gå alt for langt i sin lille sport, selv over for erfarne personer hvorom han vidste at de skulle omgås med varsomhed, hvis han skulle komme på skudhold af den store papegøje. Derfor tabte han trods bedre vidende i sin grådighed mange forretningsaftaler på gulvet.

Det minder mig om hvorledes jeg i sin tid i min iver efter at snige min ind på sky dyr altid avancerede for hurtigt og skræmte dem væk – selv efter at gentagne dårligere erfaringer havde belært mig om fejlen. For naturen gik i sin iver over optugtelsen, og på samme måde er det med plagiatorerne: Mange af dem har det som et veritabelt karaktertræk eller som et autonomt personlighedskompleks at kopiere uhæmmet, selv under forhold hvor de måske burde fare med lempe – dels grundet et næsten genetisk selvkørende og umætteligt kannibalistiske begær, dels grundet den langt hen ubevidste karakter af nævnte kompleks.. Og deraf kommer den nævnte barnlige tydelighed af deres fodspor, som dog ingen af deres ordensbehængte kolleger gennemskuer.

Det er helt naturligt, at hvis en af os møjsommeligt lærer et klassisk musikstykke i bedste fald tåleligt, vil det på en gang være anden hånds og langt mindre slående end forlægget – hvordan skulle det dog kunne være anderledes? Det er kun en skam at benægte dette naturlige forhold og spille uvidende om ophavet – for slet ikke at tale om at nedgøre og umuliggøre ophavsmænd i levende live.
Men plagiatorernes store held er at mange af de der fornemmer sandheden, alligevel foretrækker dem frem for de ægte nattergale – omtrent ligesom personalechefer og damer ikke sjældent vælger en kandidat hvis praleri de meget vel gennemskuer, fordi dette sidste smigrer deres egen skarpsindighed og desuden beviser aspirantens naive iver.

P.S. Som man måske aner, er stykket med Bashev Singer skrevet først, hvorefter sideskuddene samt tilstødende lokale erfaringer har krydsbefrugtet. For det er nu vor lille kunstart her på bloggen, ihukommende Blixens berømte ”stork”, der oftest glemmes i praksis, hvor fortærsket den skolastisk talt end kan siges at være. Virkeligheden og tilfældet skal spille uforudsigeligt med for at gøre mønstret interessant og eksistentielt.

Men mønsterbrud er nu også en del af den sande guddommelige helhed. Således nu et arktisk vejromslag med 12 graders morgenfrost, just som al isen endelig var smeltet – tranerne klarer den sagtens, stærene vel også, men storke har vi ikke her udover de blixenske. Ørnene kan derimod have lagt æg allerede, men hvor? Deres mønster kan jeg endnu ikke greje, men jeg tror de ændrer deres naturlige præferencer for at snyde mig.

FORFATTEREN DANIEL SJÔLIN OG ANDRE ØRNE

DANIEL SJÖLIN OG ANDRE ØRNE
Det slog mig forleden, at selv når jeg skriver på min egen bærbare, bruger jeg ikke dansk ø og æ "hinsidan". Det er en meget bogstavelig og autistisk tolkning af hvad der er muligt hvor - ganske ligesom jeg indtil for få år siden forestillede mig at man måtte være grundigt handikappet for overhovedet at kunne betjene et handikaptoilet. Som om der gjaldt omvendte tyngdelove bag den hemmelige dør, eller som var der tale om en formelig loge.

Dette må dog på den anden side honoreres som en forbilledligt demokratisk tolkning af begrebet 'handikap'. Men det er jo i ganske samme progressive ånd at vi her på bloggen vender enhver art handikap og anden misære til en stilistisk force - nu altså også just nævnte autistiske lille lapsus. Hvad min bil angår, er den dog snart hel igen, takket være en ungarsk fusker: Det var den slags kunster man skulle kunne for at leve af det uden at være en art plattenslager. Man kan sågar leve af at forvandle sin stilistiske svaghed til en økonomisk force - men ikke omvendt. Ak, ak - apropos virkeligheden, så er denne en stor misforståelse. Inspireret af Freuds ord efter sin Amerika-turné: "Amerika er én stor misforståelse!"


Dog skal vi ikke klage, idet det at blive betalt for at kæmpe mod vindmøller må siges at være et ønskejob for en sand Don Quijote. I hvert fald gælder det om at finde så mange sjældne og følsomme arter som muligt for at ændre placeringen af skidtet. Derfor indledte vi dette indlæg med et billede taget fra kongeørnens rede med udsigt over urfuglenes vældige højmoser, som endnu er bundfrosne som Sibiriens tundra. Ørneparret har tydeligvis flere reder og er det første regionale par i mere end en menneskealder - og alt tyder på at et nyt er under etablering just i det kriminelle felt.
Den sidste is smelter vel i ugens løb på søerne, trods nattefrost, og de fleste lokale traner er allerede ankommet. Grågæs var en sjældenhed i min barndom, men er blevet talrige, hvorimod tjur og urfugl lider under det moderne skovbrugs grankulturer. Derfor rydder jeg privat masser af små graner i naturskovsarealer, så enebær, blåbær og tyttebær trives. Ellers behøves der skovbrand, men det tillades normalt ikke i vore dage.


På et hjemligt besøg kom jeg for skade at læse kulturtillæggenes puerile bogdebat med nogle modsatrettede drengeklubber af yderst begrænset underholdningsværdi. Det forekom mig så fjernt og barnligt - disse folk der sætter så stor en ære i at fægte om, hvad nogen andre har sagt om en helt tredje, der vist nok har skrevet en bog. Al denne selvalvor blottet for selvironi og proportioner. Det slipper man heldigvis for stedt i eksil og i kamp mod vindmøller.


Men ugen inden læste jeg faktisk en yderst moderne svensk "roman", selv om jeg litterært er konservativ, lidt doven og skeptisk:
Det er en rablende svensk selvbiografisk roman af Daniel Sjölin, kendt yngre TV-litterat, som er så centrifugal i sin selvreflekterethed, at jeg køber den – ikke mindst fordi forfatter-jeget ligeledes gør sig mange tanker om mennesket som en efterligningsabe. Hvorvidt også det beror på imitation, skal vi selvfølgelig ikke kunne sige, men det virker nu personligt tilegnet og troværdigt. En stor del af romanen består i forsøg på at fange moderens Alzheimer-ramte sprogmaskine og knække koderne bag, hvilket må forstås som en art stiliserende og potenserende fiktion i virkelighedens tjeneste – næsten lige som når man ”oversætter” en udenlandsk dialekt eller sociolekt til en dialekt på et helt andet sprog.

Svært at afkode, men forfatter-jeget gør sig mange desperate associationer om sin rolle i medieverdenen, herunder mange af de samme ting som vi her beklager os over. Hvis det nu ikke er en svensk medieabes forsøg på at usurpere endogså sine modstanderes (dvs. mine svenske dobbeltgængeres) sidste forsvar og stjæle ofrenes skrig a la Stjernfelt og SUT, er det godt gået – og tekstens respektløse overskud får mig til at tro det. Forfatter-jegets hån mod forceret oplyste og lærde romaner, der skal give os den respekt som handlingen og sproget selv ikke indgyder, er morsom, for på sin egen måde er også denne roman encyklopædisk i sit desperate forsøg på at knække virkelighedens koder med alle til rådighed stående midler. Daniel Sjölin har det litterære TV-program Babel, som jeg er gået glip af, og bogens titel er ”Verdens sidste roman”. Fortælleren kalder sig selv mediestrateg – men han indrømmer det dog selv, og hans tour de force er et ægte forsøg på erkendelse.

Uden at være den store litteraturfortolker kan jeg godt afkode forfatterens intentioner. Modsat f.eks. Bashev Singer fra ghettoernes Polen har vor helt ikke megen historie at fortælle, og han ved det. Men han ved at (i mangel på sådan) vil alle romaner kun desto mere handle om forfatteren selv, og han kan ikke tage alskens dannet forklædning alvorligt, historiske kulisser osv. Han bliver dog derved selv encyklopædisk både i respektløst indforstået brug af alskens terminologi fra alle genrer og områder og ved referencer til de nyeste modeller af kosmos, hjerneforskning og what not.

På en måde helt forståeligt, for når man ikke døjer under at måtte forstå, hvad der skete i KZ-lejrene eller i ens barndom (moderen har derimod en historie, som fortælleren forsøger at gætte og kode sig ind til), bliver ens personlige historie blot historien om hvorledes man klippede og klistrede sig ind i verden og videns-verdenen. Fortællerens flittige spark til alle slags illusioner om forfatterrollen kan derfor nok forstås som afreagerende selvindsigt.

Dette er romanmæssigt set atypisk, for skønlitteraturen ejer ikke midler til at erkende hverken kosmos eller hjernen – men selve det vilkår at måtte leve ved at hægte sig på og efterligne alskens viden, som man ikke kan kontrollere selv, men må tage for pålydende – selve dette er faktisk en genuin menneskelig erfaring og et vilkår, som litteraturen faktisk kan beskrive, enten naivt eller som Sjölin en smule spotsk. Ganske som litteraturen jo ikke kan ”usurpere” kemi og fysik, men meget vel kan omhandle en kemiker eller fysiker – men hvor dette er tilfældet, er den nødt til at inddrage faglig viden, eftersom hovedpersonens historie langt hen er historien om hans/hendes forhold til denne viden, der for forfatteren selv må forblive udvendig som noget der må stå til troende.

Daniel Sjölins Alzheimer-ramte moder har ifølge fortælleren af samme navn muligvis engang begravet en ”voldtægtsfrugt”, og forfatteren udkaster nogle realistiske scenarier om dette og en eventuel politiopklaring, der drømmeagtigt gør brug af jævnaldrende ”hovedpersoner” fra hans egen barndom. I et afsnit forestiller han sig, at hans barndomskammerats far også var hans egen virkelige far, modsat den sut han normalt regner for sin far. Bogen ”handler” således mest om hvordan hjernen klipper og klistrer tingene sammen med alle mulige metaforer og ved associative befrugtninger i slægt med drømmeverdenens. Fortælleren udvikler her en orgiastisk billeddannelse hentet fra amorfe naturprocesser såsom svampenes altinficerende mycelium, der minder ham om vor lige så amorft svampede hjerne.

Men i dette tilfælde er der næppe nogen seriøs gåde at knække, og plottene er derfor blot overskudskonstruktioner omkring bagatelagtige begivenheder som associationernes og afreaktionernes katalysatorer og krystallisationskim – og ikke en desperat søgen efter en biografisk sandhed. Men processen gennemskuer sig selv som blot endnu en mycelieagtigt infiltrerende hjerneaktivitet. Dette er i grunden ikke spor mærkeligere end at en uhyre lærd persons selvbiografi som afdøde professor Billeskov Jansens memoirer ikke tegner noget mønster, men blot er en fornøjelig kronologisk opremsning af læsefrugter og -miljøer.

Fortælleren uddeler mange overmodige hug til samtidig litteratur af mange slags såvel som til enhver art tro på sjæl og højere mening. Men så aggressivt og uforfærdet kan man kun angribe en virkelighed som man trods alt tilhører, og hvor selv ens uforskammethed har grønt lys. At angribe en virkelighed som man hverken kan eller må leve i, er psykologisk umulig, for hvis man hverken har rigtig sympati eller rigtig respekt for det man er oppe imod – føles sådan beskæftigelse syg, hvorimod nålestiksaktioner i spontan frihåndstegning som vore giver sundt afløb, så man igen kan glemme elendigheden og mere helhjertet dyrke smukkere ting.

Jeg misunder Sjölins sorgløse optimisme og hans ret til sågar at håne sit eget forlag, for et helt normalt borgerligt bogprojekt ville måske i dag vanskeligt kunne fange mig. Når en tanke har fundet sin smukkeste pytagoræiske form, føles det unaturligt uopfordret at drøvtygge den til døde. Derimod er det altid morsomt med en så at sige journalistisk anledning der kan aktivere og levendegøre en idé eller en dybdeobservation ved at forbinde den på overraskende vis med noget konkret og i en vis forstand tilfældigt, der giver det en lighed med kunst: For også kunsten krydsbefrugter jo det almene og det personligt oplevede – forskellen er blot den at i kunsten er der ikke meget alment før syntesen, fordi oplevelsen er primær; hvorimod i filosofiske sager er de abstrakte sandheder oftest blevet formet og slebet til på forhånd, deraf deres sjove goldhed i deres så at sige ”partenogenetiske” tilstand – selv om de jo i sin tur yderst også beror på oplevelser i en eller anden forstand.

I så henseende holder jeg af avisgenren (ideelt set altså...), fordi den korte form tvinger til æstetisk og tankemæssig koncentration foruden en konkret anledning som krystallisationskim, som skal ”legitimere” så abstrakt stof på avisplads. Overdreven plads er derimod usmagelig uden en tilsvarende konkret anledning, kunstnerisk eller for den sags skyld pædagogisk – men det kunne nu også bestå i en invitations grønne og vækstfremmende lys, der befordrer fine rodtrådes ængstelige prøvende skridt ud i en farlig verden. En vis skamfølelse ved at brede sig umanerligt er dog klædelig og befordrende for en vis refleksion - og den skamfølelse har også at gøre med at vi dog også agter højere ting end vort eget ellers så klaustrofobiske rum. Denne naive fromhed er måske en akilleshæl, snævert karrieremässigt set, men jeg gider som sagt ikke de drengeklubber og har vel egentlig aldrig gjort det: For det kräver en anden art social naivitet som heldigvis savner.

Plagiatorerne elsker omvendt at blæse tingene op til debatbøger for at gøre dem til deres egne og overdøve forlægget, og ifølge sagens natur kender de ikke til leden ved at tarveliggøre det én gang formgivne. Det er udover deres spiselighed en af grundene til deres gennemslagskraft; en anden grund er at man ikke nærer blufærdig frygt eller perfektionsbekymringer i forhold til lånt gods – ganske som pædofile jo heller ikke deler forældrenes undertiden overdrevne bekymring for afkommet ve og vel.

Nuvel, måske er jeg for min egen del måske mere til jazzens intense ”little Bang”s a la ”Jorden rundt på 80 sekunder”, billedligt talt. Noble og kritiske sammenskrivninger af års læsestof i murstenstykke danske stile kan måske ikke antænde mig, selv om jeg godt kan læse det – lidt på samme måde som man en dag opdager at man simpelt en er vokset fra at ”gå i byen” om aftenen på må og få: Man gider ikke rigtigt længere, og støjniveauet er – både i bogstavelig og overført forstand – desuden for højt. Der er ingen forjættelse i det længere, så hellere gøre noget enten enten nyttigt (hvordan?) eller morsomt, for den borgerlige ære er for dyrekøbt hvis man ikke engang kan tage den alvorligt andet end som savn. Men det skal nu ikke hindre os i at læse dem der gider, blot ikke de falske og derfor så højtråbende nattergale.

Sjölin har præsteret kunststykket at gøre en mikrokosmisk tour de force til en hel roman; og just fordi jeg ikke kender ham, behøver jeg ikke døje under eventuelle minusser af den art, som jeg beklager hos visse af mine landsmænd. På denne måde bekræftes atter det gamle ord, at profeter sjældent er velsete i deres hjemby. For strengt taget kan jeg jo ikke vide om Sjölin er en svensk pendant til ”mediestrategerne” SUT eller Stjernfelt, der oven i købet æder og usurperer de få der har gennemskuet dem. Men dels er han langt mere kompromisløst udfarende og uforskammet til alle sider (også selv om han ”har lov”), dels er han så frontalt fabulerende og aggressivt grænseafsøgende, at det gør ham eksistentielt troværdig.

Fortælleren Sjölins mere ”hjernefilosofiske” overvejelser om at al empati for ikke at sige kærlighed er simuleringer i vore såkaldte spejlneuroner og derfor kun fordækt egenkærlighed, minder måske lidt om hvad vi selv undertiden siger om alle ”menneskeaberne” omkring os – som han ganske rigtigt ser rigtigt mange af i sin verden, og da især i det køn som vi begge tilhører. På den anden side må man skelne mellem hjernens virtuelle simulering af andres lidelser og så en beregnende udvendig simulering af sådan ægte simulering: Dette lyder måske som en fortænkt skelnen, men der er dog forskel på forestillet og ægte medfølelse, ganske uanset hvad der foregår i hvilke neuroner, de sidde nu i højre eller venstre hjernehalvdel. Medfølelse er nok i sig selv en art simulering, men den er ikke af den grund simuleret medfølelse.

Sjölin er sprogligt set encyklopædisk i mangel på historie samt af informationsoverskud, men foragter folk der behøver lærdom for at peppe en svag historie op. Han foragter også forfatterskoler, men har vistnok gået på en selv. Hans egen historie er så cerebralt ladet og så faktuelt tom, at man ikke kan skelne mellem historien og så dens samtidsencyklopædisk rablende konstruktion som eksploderende tekst omkring fragmentariske erindringskerner. Små optrin strækker sig derfor over mange siders vild ”mycelievækst”, men fortælleren har skam også øjne i hovedet.

Men naturligvis er det ikke verdens sidste roman eller romanens endeligt – for verden vil altid have konkrete rædsler, og ethvert liv må fordøjes på sine vilkår. Bashev Singer kunne ikke have flygtet over i det encyklopædiske, og selv om vi fremover vil se stadig flere ikke-romaner – hvoraf kun ganske få vil være lige så læseværdige som Sjölins – så foretrækker vi nok i længden lidt mere traditionelle romaner, der trods al mulig refleksion ikke forsøger at ophæve historien. Hvorfor vil Sjölins ”efterabere” ikke være lige så læseværdige? Fordi de enten ”ved” alt for meget og bliver uudholdelige. Eller også fordi de omvendt ved for lidt og derfor bliver rablende og frejdige amatører med gode anbefalinger. Romaner udforsker vel altid den menneskelige "væren i verden", under disse eller hine kår - i vore dage med al den virtuelle virkelighed til disposition. I romaner uden handling eller udvikling kan det minde om et langt digt om fremmedgørelsens tomgang - som i Camus' "Den fremmede". Og enhver menneskelig forestilling eller konstruktion må naturligvis være tilladt i den genre der nu har det menneskelige univers som genstand.

DESCARTES, ALBERT ENGSTRÖM - OG HEISENBERG FOR AUTOMEKANIKERE...

DEN VIRTUELLE VIRKELIGHED OG DEN VIRKELIGE
I har måske hört om hvorledes Descartes i sin tid forsögte at bevise sin tro på fornuften ud fra et minimum, et urokkeligt anker af sikker viden. Han kunne bevise at han tänkte og derfor var til; og han mente i näste runde at kunne bevise, at da ideen om en gud var for stor til at komme fra noget mindre end en gud, måtte også Gud eksistere. Og han mente i tredje runde at kunne bevise at Gud per definition er god og derfor ikke vil väre bekendt at snyde sine skabninger ved at udstyre dem med lutter sansebedrag. Ergo kan vi i det store hele stole på vore sanser og vor fornuft. Gad forresten vide hvordan Gud beviste for sig selv, at Descartes virkelig eksisterede,

Le ikke, for manden var et matematisk geni, men hvad der kendetegner en filosof er at tänke selv ud fra et absolut minimum af viden på visse typer af områder, genial eller ej - og uanset ens evner på helt andre felter. Det er her som med musikalitet og tegning og andre talenter: Man kan ikke uddanne sig til det, selv om man er en stor studiebegavelse. Kaj Sörlander er et genuint eksempel, om end det ikke bör danne präcedens at rose kolleger.

Nuvel, hvorfor nävner vi alt dette. Fordi det der begyndte som en hobby og ungdomspassion, endte med at väre vort sidste forsvar: For hvad gör man, når eliten bruger ethvert trick for at lukke én ude, först i akademisk regi, siden i den medieverden hvor jeg siden i mange år som Köbenhavns championer måtte presse mine små paddehatte op gennem asfalten, gödet af fulde folks og ditto hundes kvälstofrige tis. Kort sagt måtte man udvikle det ene cartesiske anker efter det andet, efterhånden som ulvene angreb, og det blev nästen en anden natur.

Den slemme overraskelse var blot, at ingen garanti holder i längden, med mindre man hörer til dem der tager gamle ting frem og pukker på sin ret. Med den rette naive tro kunne og burde man jo sagtens, men med mindre man hörer til plattenslagernes misundelsesvärdige ät, behöver man nu engang friske beviser, for selvtillid er som vindenergi en letfordärvelig vare, undtagen hos psykopaterne. Og sådan bör det måske også väre: En tudsegammel person har jo desuden ikke meget ud af med tilbagevirkende kraft at få tildelt en medalje som cykelrytter, hvis han i dag sidder i körestol - med mindre han da er enten senil eller storhedsvanvittig.

Alt det gider vi nu ikke give eksempler på her, men bringer det kun på bane, fordi vi i sidste indläg bragte en ny kronik fra Information. Den slags fungerer nemlig ligeledes som et cartesisk "anker": Hvis Information har godkendt denne kronik forleden, trods mangel på enhver art tilknytning eller symbolsk bestikkelse, beviser det forhåbentlig, at vi endnu er i live. Ergo kan läserne så bedre stole på vore sansers troværdighed "on other issues" tillige...... Apropos "endnu i live", så har den gamle svenske humorist Albert Engström en tegning, hvor en döende bonde med opbydelse af sin sidste kraft råber: "Ân är jag inte dö!" Hvortil hustruen med bister utålmodighed replicerer: "Tyst med dig, Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst!"

Nå, men vort cartesiske anker er ligesom når enkelte venner i tidens löb har understreget at man dog engang fik tretten i sit Kierkegaard mm.- speciale. For dels er man nu ikke helt
ene om den slags, dels var man måske länge om at tage sig sammen, osv. osv. Altså, det er ikke nödvendigvis vor ypperste merit, men det er ligesom med kronikker og anden officiel anerkendelse: Det ydre giver et anker af pålidelighed, til stor gene for alle de som helst ville bevise det modsatte - og som netop bruger de ydre anerkendelser som livets alfa og omega, fordi de derved som SUT, Stjernfelt osv. oftest kan holde alle dem ude som de ubevidst, men systematisk planker.

Nå, men hyänernes strategi er med pokerface at tie disse ankere ihjel gennem foräldelse. Ja, for sandheden er, at der faktisk er rigtigt mange "miskendte" udmärkede folk på dette og hint felt af livet - og det er ingen dårlig vittighed at rigtigt mange fortjener en medalje, X-faktor ufortalt. Antag blot at halvdelen af al anerkendelse er fejlplaceret, så bliver der dog en hel del tilbagebetaling i skat. Og som Kant tilföjede: Derfor må vi forlange Guds eksistens for at få regnestykket til at gå op.

Hvad Descartes angår, gives der måske garantier, autistisk set - men hvis man kun kan overbevise Gud og sig selv om det, mens verden ligefuldt kan vende op og ned, fortränge og planke på samme tid som med Sut og Stjern's brug af martyrerne, så er man lige vidt. Men det holder livets cirkus i gang, for akrobater må holde sig i form...

Men dette indlæg handler om VIRKELIGHED, og i dag sandede vi med al vor karakteristiske idioti, at virkeligheden ikke er virtuel. Jeg tog en chance med en stolpe i et lovlig skarpt sving, aldeles unødigt, som om man ved en vis drømmeagtig hast kunne få det overstået og eventuelt tage scenen om, hvis den skulle glippe. Eller som om et tilstrækkeligt kortvarigt fejltrin eksisterer i en så kort og såge at sige kvantefysisk virtuel og uvirkelig tidslomme, at det ikke spiller nogen praktisk rolle for os dødelige. Logikken heri lyder lidt overdrevet som følger: "Sæt venligst farten gevaldigt op her, så I kommer forbi skolen, inden børnene når at komme ud på vejen!"

Men ak, Heisenbergs usikkerhedsrelation er hverken for begyndere eller for klamphuggere, for bordet fanger, og det koster både en ny forskærm og mere - selv med en fusker bliver det en dyr fornøjelse. Nej i sammenligning med så skræmmende eksempler på vor virtuelle omgang med virkeligheden er det vore psykologiske beklagelser der er virtuelle. For mange af de afsavn som vi begræder, er jo kun til når vi tænker på dem - hvilket jo også gjaldt ungdommens "ulykkelige kjerligheder". Disse ting er vitterlig irreelle, disciplinært set, og det sander vi når vi bliver smidt i kloster, i militærtjeneste eller i fængsel uden mulighed for alle hånde dumme forhåbninger og afledningsmanøvrer, befriet for vor indbildningskraft. Det er også dette buddhister mener med at vi kan overvinde begærene som indbildte, undtagen sult og søvn.

Den eneste måde vi kan bruge vor bommert på er ved at tage os sammen og ligesom de anonyme afholdsmænd skelne mellem de ting vi kan gøre noget ved, og dem vi ikke kan ændre: Dvs. mellem de genstande vi har råd til og dem vi må nöjes med at forestille os. Regningen kan vi ikke tænke os fra, men på anden vis kunne vi måske med udbytte stramme os op for at indhente underslæbet: F.eks. ved som her at forevige den kontante afregning filosofisk.

For uanset kvalitet er enhver "velskreven" filosofisk bog træls og endimensional læsning i sammenligning, især hvis vi har skrevet det før og ikke længere kan opbyde den rette begyndernaivitets hormonale vitamintilskud. Nej, her er en frisk flerdimensional avisrapport om et øjeblik hvor "evigheden skärer tiden" ved en automobilulykke anderledes velgørende - og her i "offerets århundrede" var der heldigvis ingen andre det var synd for end ...os selv.


NEXT: Forfatteren DANIEL SJÔLIN og andre Ørne

DEN NY ELITE (Kronik bragt i Information 19.2)

(KRONIK I INFORMATION 19.2)
Professor Stig Hjarvard havde 7.2 en velanbragt kronik om, hvorledes det gamle kulturborgerskab ikke bør få hverken liberalister eller andre til at føle sig truet: For i dag er det mediefolkene der sætter dagsordenen og besætter nøgleposterne i kulturlivet.
Det vil jeg både uddybe og komplettere. Det gamle kulturborgerskab talte mange fine personligheder med en rigdom på overtoner og en indbyrdes forskellighed, som under alle de drabelige attituders krusninger ofte savnes i dag. Tænk blot på at mediernes humor oftest er af samme sarkastiske skuffe, hvad enten fjenden er de venstreorienterede eller regeringen – groft sagt.

Men vor indrømmelse til det gamle kulturborgerskab må modificeres: Dets aristokratiske charme hang i høj grad sammen med, at de privilegerede trods små konflikter på første klasse nød deres privilegerede stilling uden frygt. Endvidere var deres opvækst ikke præget af et hysterisk jag efter ”identitet”, og derfor var det ofte passionerede kendere der endte med at slå sig op som kulturpersonligheder på dette eller hint felt. Forbindelser? Javel, men også det var noget ”man” bare havde, og grundet denne uskyld betød sladder og spin mindre, mens det i dag snart er det ene fornødne.

Men vi må ikke glemme at overklassen alle dage har holdt på sin naturlige forrang og ikke givet ved dørene, når begavede folk fra de lavere klasser bankede på: Ja, i meget gamle dage skulle man kunne latin for at gøre sig gældende; og hvor mange gode tanker eliten stjal på den konto, kan vi kun gisne om. Og endnu for halvtreds år siden forekom der akademiske skandaler med grov udnyttelse af hvad man i tidens koloniale sprog kaldte ”negre”. Høfligheden gjaldt således også dengang mest folk fra ens egen kreds.
Men denne bandementalitet er i dag er rendyrket til det ekstreme, paradoksalt nok just i kraft af demokratiseringen: For mediernes dominans er jo en følge af den sociale mobilitet, som har gjort os alle til åleglatte aspiranter. I meget gamle dage regnedes de få der kunne læse, for åndelige overmennesker; og det gamle kulturborgerskab havde en sorgløs overbevisning om at være den naturlige elite, hvilket lagde en dæmper på deres indbyrdes aggressioner. Men i de moderne mediers tid accepterer ingen uden videre overmænd og overdamer.

Grundet vor demokratiske forventning om at ”hvad ikke alle kan lære på et kursus, må helst ingen kunne” er jalousien i vore dage lige så ekstrem som elitedyrkelsen: Tænk blot på at mens det endnu for en god snes år siden ansås for spøjst sådan frivilligt at have skrevet en rigtig bog, skriver gud og hvermand af pligt snart en debatbog om året. Men den emsige konkurrence bevirker samtidig stor konformitet, selv på højt niveau, både i sprog, tanke og humor – under meningsforskellenes højtråbende fernis: Omtrent alle undtagen Søren Krarup taler snart samme ”dialekt”, ganske ligesom unge mænd går til alle de samme ting samtidig for at blive lige stærke og smarte ude i byen.

Denne ensretning, der også befordres af uddannelsessystemet, er en følge af rivaliteten, men lægger også en dæmper på den: For så længe vi alle sammen er dygtige på den samme måde, har vi lettere ved at udholde hinanden – og vi er også nødt til det for ikke at komme til at slå os selv på munden. Ganske på samme vis foretrak fordums professorer gerne duksene, men måtte til gengæld anerkende dem som jævnbyrdige, efterhånden som de blev lige så dygtige som de selv til de samme ting.
Men den grænseløse rivalitet som følge af den sociale mobilitet har skærpet dette moment, sådan at alle kan komme frem – blot vi gør som de andre i banden og så for øvrigt lægger os i selen, ganske som dengang vi gik til fodbold, eller hvad nu der var tidens og alderens løsen.

Konkurrencen er således et tveægget sværd, og kun de fantasiløse ævler frejdigt om dens velsignelser. Konkurrence på varemarkedet er godt, men på de indre linier gør den megen skade – og et billede på denne enfoldighed kunne være tidens næsten religiøse benovelse over ret vilkårlige og standardiserede ”intelligenstest”, som derfor trænes i fjernøstens autoritære skolesystemer. Men har I nogensinde set japansk TV-humor, dette lands høje score uagtet?

Hvad så med mediernes egen rolle? Ja, i lidt ældre tid kunne selv højt begavede avisfolk være knarvorne over for ”akademikere”, undtagen de uomgængelige gamle – omtrent som akademikere jo heller ikke var velansete i folkeskolen. Det har ændret sig, for nu er snart alle akademikere – men det betyder så også at nævnte gammeldags vrantenhed er blevet afløst af en nivellerende nidkærhed, der under det forskønnende navn ”social intelligens” er blevet tidens pest. Ja, for sagen er at når dine foresatte udvælger dig i kraft af din følgagtighed, så er det chefens sociale intelligens og ikke din der i givet fald må roses – for mange chefer har det med at foretrække folk de kan forme, og som viser naturligt dørvogterhang.

Nu tilbage til Hjarvards pointe – nemlig mediernes betoning af selve evnen til at komme på, gøre sig kendt, seertal, bundlinier osv. For hvis vi ikke anerkender nogen art indre berettigelse hinsides gennemslagskraft og kollektiv magt til at monopolisere synlighed, så bliver både moral og kvalitet blot markedsnicher og påskud, omtrent som når tidens mediedarlings giver den som store individualister. For et stort ego er jo ikke ensbetydende med individualitet, selv ikke hos velbegavede folk.

Prøv i dag at appellere til menneskelighed i karrieremæssige forhold. I den gamle tid dyrkede man i det mindste en overflade af ædel korrekthed, selv om den heller ikke dengang sad så dybt som bekvemmeligheden – for generøsiteten gjaldt især nærstående. Men i vore dage er der – helt uanset politisk observans – end ikke nogen der gider give et skin af storsind, hvis en potentiel rival om opmærksomheden skulle behøve det.
For eftersom alle ansøgere jo i demokratisk ånd anses for lige gode på bunden, så måtte vi jo lukke alle og enhver ind, skønt vi kun behøver nogle få. Demokratiseringens sejr ad helvede til indebærer derfor paradoksalt nok, at enhver appel til rimelighed slås i hartkorn med klager over ikke at have vundet i lotto: Også lotto er jo per definition på engang klasseløst demokratisk og individuelt set ”uretfærdig” – og just derfor kan ingen pukke på nogen særlig ret til at vinde.

Når medieeliten har så travlt med at åle ”X-faktor”, kommer jeg til at tænke på, hvorledes mine bedsteforældres generation kunne sige: ”Det er synd for aberne, når man i cirkus klæder dem i kjole og hvidt!”. For denne følsomhed for abernes værdighed beroede nok i virkeligheden på ubehaget ved den tanke, at overklassen måske også selv var aber klædt i kjole og hvidt. I virkeligheden var det deres egen selvfølelse og ikke abernes, der blev såret ved den nærgående sidestilling; og på samme vis er det med den moderne elites punken i kor på ”X-faktor” – i Stein Baggers tidsalder, hvor næsten alt er blevet ”X-factory”: ”Vi på de højkulturelle medier vil sgu ikke sammenlignes med de populistiske aber på TV2”.

Men aldrig har vi da uddannet så mange mennesker. Nej, men hvem der så udvælges af bunken af jævnbyrdige, kommer til at ligne X-faktor. Og at vi alle er højtuddannede, er heller ikke altid kun godt: For det betyder, at enhver art autodidakter, passionerede specialtalenter samt kvalificerede vanskæbner bekvemt skrottes i første runde, selv på områder som slet ikke egner sig til uddannelse.

I andre lande såsom førnævnte Japan kan man sågar blive uddannet som komiker, og snart har vi vel også en kompetencegivende uddannelse som martyr: For når noget hidtil ringeagtet pludselig viser sig at kunne give status, så skal det partout autoriseres og ensrettes til døde. Fordums pukkelryggede kunne i ro og mag opdyrke en egen niche og til sidst endda høste en smule ære derved – for ingen velforvarede kunne seriøst misunde dem. Men hvis det pludselig blev oversmart i DK at være klassisk kulturmuslim, ville Tordenskjolds moderne elitekorps snart give den som det oplyste Islams diskrete fortrop. Præsident Eisenhower advarede i sin tid mod det militærindustrielle kompleks – gid Obama ville advare mod det medieakademiske kompleks.