FRA DAMASKUS...
Arvesynden er kommet for at blive – og vi skribenter er kommet for at anmelde den. Var der ingen dårlige nyheder, måtte vi derfor selv opfinde dem, som da Jyllandsposten af lutter kedsomhed over sine kanon-ortodokse molboabonnenter foretog sit blasfemiske eksperiment med den islamiske verdens fornemmelse for pressefrihed. Selv blev jeg snydt for fornøjelsen, idet jeg selv på samme tidspunkt foretog et anderledes autentisk eksperiment on location: i Damaskus.
Meget kan man sige om de indfødte, men udover at besidde en ypperlig madkultur er de bilister af Allahs nåde og klarer sig helt uden vore egne skolastiske ritualer på vejbanen: Til Søren Krarups og andre gudsgaranterede sekularisters glæde står der nemlig intet om trafikregler i Koranen, der tværtimod giver bilisterne hvad bilisternes er. Men frem kommer man alligevel mirakuløst uskadt – i Jylland ville man derimod ryge på hospitalet og derfra blive sendt anbefalet lukt i Hjørring Statsfængsel. Myldret af fodgængere anses af motoriserede muselmænd hverken for en tilstrækkelig eller nødvendig grund til uhøfligt at forsinke betalende turister, så folk advares i stedet fortløbende, så de på lige fod med Allahs øvrige kreaturer såsom høns og duer kan nå at sprede sig – omtrent som dengang Det Røde Hav på lignende vis måtte vige for de fremstormende israelitter.
Flittig håndtering af båthornet er nemlig i verdens ældste by det magiske sesam for at bestå køreprøven samt overleve i det byzantiske virvar – og af samme årsag akkompagneres turistens færd af et kakafonisk og synkoperet lydtæppe der slående påkalder Gershwins symfoniske digt fra modernitetens eventyrlige ungdom "An American in Paris". Den glædelige barselnyhed fra det danske kongehus med dets anderledes uheldige trafikkultur blev loyalt og uden karikaturer kolporteret i Damaskus Tidende – thi Allah kender til alt, og statsoverhoveder er nu engang statsoverhoveder.
Kriminalitet kendes derimod ikke i Damaskus, så som skribent kunne jeg heldigvis benytte lejligheden til at anmelde et grovt tyveri desto mere højlydt: Thi mit kamera blev som på et flyvende tæppe borttryllet af en hastigt bortilende taxichauffør. Mon ikke han havde lært et og andet i Vesten, ja måske havde han sågar lært kunsten under et periodisk virke i Århus, hvor et par stedelige pressefotografer jo derfor på lignende vis måtte gøre en dyd af nødvendigheden og omskole sig - til karikaturtegnere.
Nå, til sagen hører, at vi først pruttede med chaufføren for i henhold til de lokales råd ikke at skubbe prisniveauet op i et for dem urimeligt leje. Men han insisterede altså på det helt frie marked, og i hans oplyste øjne var det vel os andre der opførte os som forkælede bavianer og derfor fik løn som forskyldt. Måske skiftede kameraet altså ejer med Allahs gode vilje, og det skal hermed honoreres.
Da jeg derfor på en busstation så det obligatoriske billede af den nu hedengangne præsident Assad og hans to sønner, tog jeg mig den frihed at spørge: "Who is this guy – I see his picture everywhere? Allah and his two sons, I presume – you see, our God had only one son, and they killed him. Allah is wise." Ingen krumsabler blev draget, kun et høfligt smil. Det blev anledning til en senere refleksion: Hvis man med sin facon signalerer at man forventer modpartens indforståethed med en spøg, så opfattes den ikke som en provokation. Hvis man derimod tydeligvis hverken ønsker eller forventer delagtighed, så tages ens blotte hensigt som en hån – så det er rimeligvis den distancerende udelukkelse snarere end selve ordene der sårer.
Det samme gælder nok Jyllandspostens eksperiment: "I muslimske bonderøve forstår ikke dansk humor – se selv!"Indforståethed kan dog også bringe én i uføre. Da jeg på en stationskafé så en politibetjent give en plagsom og lidet betalingsdygtig kunde et spontant los i røven, måtte jeg slå en latter op ved denne herlige utyngethed af uniformens formalitet. Thi jeg har allehånde hæmninger – blot ingen moralske: Sådan luksus har jeg ikke råd til, for nok skal man elske sine fjender, men sgu ikke på læsernes bekostning. Og på det helt frie marked gælder, at hvis man kun lønnes ringe, har man ikke den sædvanlige gode undskyldning for at skrive noget bras. Jo, Allah er vis – men hans profet skrev noget bras. Nuvel, men da ordensmagten nu skulede fælt til mig, reddede jeg mig fra anholdelse med et skuldertræk og et overbærende nik i retning mod den uheldige kunde – der skulle betyde noget i stil med: "Jeg kender ikke det menneske". Sandelig – Allah er stor.
