SEKULÆRE TANKER OM HEKSE OG ENGLE
Det er svært at være menneske – men det er endnu sværere at være kvinde. Spøg til side, for formuleringen er blot en forvanskning fra min side for at lægge beslag på et bonmot, som skyldes en på mange måder usædvanlig vis ældre portrætmaler (forhenværende officielt vidunderbarn på feltet, dernæst for længst udstødt med væmmelse, for hvad skal vi dog med Rembrandt?) Desværre har han påbudt os ikke at nævne hans navn, omtrent lige som hans formidable selvportræt bevidst afviger lidt fra forlægget, grundet en anstændig frygt for blasfemisk opblæsthed. Hans fornavn er dog identisk med en af de store spanske portrætmestes efternavn.
I øvrigt er det undertiden ens forbandede pligt at være formynder, for det er lettere at ordne andres liv end sit eget, og mange er vitterlig deres værste fjende – ”with a little bit of help from your friends”. Det minder mig om en rørende lille historie af Herman Hesse om to gamle kristne eremitter, der deres høje ry til trods hver især føler sig fallerede og derfor opsøger deres vise overmand, som de hidtil kun har hørt rygter om: nemlig den anden eremit. De finder da ny mening i at støtte hinanden i deres gerning til det sidste.
Nuvel; førnævnte vismands galante formulering om kønnenes kår beror nok dels på en åndsbeslægtet og lige så usædvanlig mor, dels på at begavelse ofte viser sig i form af en evne til at opvurdere modparten: ”Hvordan ville jeg selv have klaret det mod de odds?” De der tillægger sorte, kvinder, børn, arbejdsløse samt dyr åndsevner, har alle dage været klogere end de der frakender dem disse træk. Selv Strindberg begyndte således med et yderst progressivt ”kvindesyn” – men vi mænd bliver nu engang let ude af chaketten, når mor ikke makker ret; hvortil kommer at det er risikabelt at idealisere virkeligheden blot på grund af et par pæne ben og et farligt glimt af den guddommelige gnist, der i sin tid indblæste liv i det døde ler.
På den anden side bliver livet kedeligere, når man efterhånden bliver lidt mere immun mod hedensk magi. ”Habituering” kalder biologerne sådan moderation af medfødte reaktionsmønstre, som hos de håndtamme hejrer og grågæs i Københavns voldgrave – der i sin tur atter svækker magien i vor oplevelse af de vilde fugle. Myten om den ufødte eller skumfødte Venus får således efterhånden såre verdslige dimensioner – men selv om vingerne falder af, bliver englene vel ikke hekse af den grund. Man kunne også kalde fænomenet for ”erotisk sekularisering” – for nu igen at bringe et af vore berømte radioaktive sporstoffer i omløb i Bermudas offentlige blodbane.
Nå, men er så også lettere at være mand? Umuligt spørgsmål - men hvis man ikke ligner en fotomodel, er det nok lettere for en mand at indtage en særrolle. Kvindelige profeter bør derfor helst ligne Marie Magdalene, for ellers gider ingen djævel (!) høre endsige se på dem. Præsten Ingelise Wagner i Hanstholm fik en hård medfart, men havde netop staturen til at klare mosten. Ellers var hun sikkert endt som enten posedame eller heks, uanset evner.
For enkelte kvinder kan det måske endda være en fordel ikke at skulle være nogen social succes, for vi mænd bedømmer jo sjældent kvinder på den sociale overflade: Hvis de har udstråling osv., så gør enegang dem kun desto mere spændende end de skolepiger, der med slavisk omhu altid gør som far vil, og som magtens mænd derfor i den kønspolitiske korrektheds navn belønner med en symbolsk flig af indflydelse for som loyale og klædelige racehunde at holde personligheder af begge køn udenfor – hvormed de samtidig travesterer kvindesagens sejre til en ren joke.
Helt gennemført enegang klæder derimod ingen: For i det scenario ser andre det jo end ikke og holder blot én for enten en posedame eller en stakkels nar uden selvkritik. Men hvis de udvalgte på den anden side slet ikke får modstand, så ender de let som deres egen karikatur; for så bliver det gratis attituder på de sande eneres bekostning. Så let får vi mænd det nu kun sjældent og da højst i nogle få ungdommelige år: For ved selv den mindste blottelse vil hyænerne straks være på pletten.
Vi mænd måles modsat kvinder på vor sociale succes – endog af dem der ved bedre, for de anerkender typisk kun én, indtil verden vedtager noget andet. Anerkendelse har således nok altid et element af tvang: ”Hvem er vi nødt til at anerkende?” Ganske som med penge – for hvis jeg kunne bestemme, hvem der måtte være mangemillionærer, ville der nok ikke blive så mange af dem. Især de klatretyper som oftest ender bag skrankerne, ser på den sociale status: Mange af dem afskyer instinktivt og ubevidst personlighed, men soler sig alligevel i lyset af de personligheder, som de er nødt til at anerkende, og som de derfor lige så ubevidst og instinktivt ”name-dropper” ved fornavn på konferencer, i medierne og i deres øvrige sociale omgang. For heldigvis kan naturens mange små indikatorer ikke sådan ”uddannes” væk, som brave folk synes at tro. Mange af personlighederne fornemmer givetvis selv komikken, men protesterer selvsagt ikke mod tingenes uforlignelige orden. Mr. Rifbjerg kunne udmærket være mand for sådan is i maven.
Det første som ængstelige kommissærer bag deres mahognibord spørger sig selv stillet over for en ny aspirant, er: ”Er NN mon med i klubben eller ej; har han/hun et bagland – samt fået lov til at have talent?” Det ses tydeligt bag deres nervøse små hamster-brillers trækninger, at dette spørgsmål farver deres hypofyse lakmusblå – og vi selv står bag vor afvæbnende borgerlige høflighedsfacon fra bedstefars tid, som heller ikke huer den moderne intrigante middelklasse med dens hæmningsløse klippe/klistre-kreativitet. Og fyren bag mahognibordet aner slet ikke at vi har scannet ham i 3D.
Til gengæld kan han være bedøvende ligeglad, for han kærer sig udelukkende om den mandsopdækning, uden hvilken han ville svinde ind og ligne sig selv til forveksling. Det er derfor at mange af os efterhånden foretrækker at skrive ud i det blå frem for at fornedre os ved uværdige sociale fremstød i en verden af myreflittige simili. Hvor lang tid tager det at skrive et forord, en indledning og et introduktionsbrev med åbenhed over for forhandling og redaktion? Ha – hvor langt havde Sisyfos i grunden op ad den forpulede bakke? Den tid er desuden for længst forbi da almindelige mennesker fandt det elementært spændende at møde en sær person der havde skrevet en bog: For i dag har alle skrevet bøger, og i den moderne verden af dygtighed i flok findes der hverken sære eller almindelige mennesker længere.
Nuvel, enegang er intet mål, men sådan kan det blive, og der har mænd det tit lettere end en del kvinder. Til gengæld kan en kvinde tillade sig at være ”naivt” idealistisk og humanitær, hvorimod mænd i den situation kan frygte at blive fejet af banen som ufarlige. Men også sådan en kvinde bør tillige enten udstråle en art skønhed eller også en åndelig værdighed og fattethed hinsides kønnet og alderen. Golda Meir var et eksempel; Indira Ghandi ligeså, selv om hendes moderlige følelser for hendes opløbne knægt vist løb af med hende til sidst.
Benezir Bhutto i Pakistan havde som bekendt det hele undtagen magten og kunne i sin tid utvivlsomt hypnotisere det halve Cambridge – og med så gode odds er det kun en pikant fordel at kæmpe op ad bakke for det rigtige frem for at være siddende (!) præsident med anderledes uromantiske ansvar: Idealer er nemlig romantiske, hvorimod ansvar er noget meget sekulært. Lene ”Knallhatt” Andersen med hendes kærlighed til både mr. Kierkegaard og mr. Bond har vist også den art muligheder skjult i ærmet, i henhold til vor egen scanning.
At kendte mandlige kulturpersoner uanset politisk observans hverken har takket for dem af hende tilsendte bøger eller besvaret henvendelser, skyldes at de bliver skræmt af et sådant overskud og derfor opfatter hende som om langt værre end endnu en mandlig rival med spalteplads mere end personlighed. Selv Goethe og Schiller ignorerede konsekvent det ensomme geni Hölderlins breve, ligesom Kleist gik for lud og koldt vand. Og uden at kende nøjere til disse cases tillader vi os at stille diagnosen: ”Lad for Guds skyld falde hvad ikke kan stå”. Men hvad kan vi så ikke forvente fra de langt jævnere typer der typisk stræber efter og med forkærlighed bevilges sæde på indflydelsesrige poster? Af lutter fornærmethed at simulere aldeles indifferent over for det usædvanlige er nemlig de privilegeredes forudsigelige forsvarsrefleks: For manglen på opfindsomhed i det store gentager sig altid i det små.
Men hvis tingene gik alt for stærkt, kunne også sådanne sjældne kvinder måske selv gå hen og blive lovlig forkælede – hvorimod mænd på toppen oftest plages af nedrakkende fjender og rivaler samt af os, der scanner deres hypofyser og deres barnlige sociale rokader med tinsoldaterne. Som sagt er selv engle gjort af kød og blod og kan derfor bestikkes: For det er såre menneskeligt at folk kun er modstandere af denne verdens bermudatrekanter, indtil de selv slippes ind. Og selv om det er sket at en ædel generalinde elle præsidentfrue ved sin forbøn har udvirket benådning af dødsdømte, bør vi ikke stille alt for ”gnostiske” fordringer til kønnets altforløsende magt.
En enkelt gnostisk illusion vil vi dog insistere på: Når mennesker overgiver sig til bestikkelsen og grimheden, bliver deres egen udstråling, deres sprog og hele virke efterhånden også tristere og fattigere, uanset hvor meget de roser hinanden og pynter sig med lånte fjer. Mennesker udstyrede med vinger bør derfor forsøge at bevare dem længst muligt; og vi andre behøver dem så inderligt.
Shakespeares nar har dog nok ret i, at på bunden har vi alle sammen fortjent en ordentlig dragt prygl. Jesus sagde som bekendt det samme – men hvis en fuld person nu sagde det på en bodega, ville det prelle helt af på bedre folk. Nej, havde det derimod været i det nye skuespilhus, måske endda citeret i borgmesterens indvielsestale. ”Hatten af: Tænk at vor borgmester kunne citere så åndfuldt og kulturelt – og vi som troede kun hun var til parkeringspladser og anden social logistik. Det skuespilhus har sandelig allerede gjort fyldest, og herefter må alt småligt gnaveri forstumme.”
Har vi mon overdrevne tanker om egen ”importance”? Næh, i grunden langtfra – men til gengæld undervurderer vi heller ikke forfængelighedens og jalousiens magt i verden: Og i praksis er de to ting tit meget svære at skelne – for det er lige så livsfarligt at blive overvurderet af andre som selv at gøre det. Selv kender vi såmænd udmærket vore svagheder, men nægter ikke desto mindre at købe et par komiske skulderklap for normaliseringens pris.
For det var Sisyfos’ forbandede pligt ikke at lefle for den forpulede bakke, som alle for længst har glemt. Enhver talentløs bakke kunne jo have lavet det samme beskidte trick ved hjælp af faste forsyninger af sæbe fra baglandet – og det helt uanset hvor ”stor” Sisyfos så var.
Åh, apropos storhedsvanvid: Nu har I endnu engang tilladt jer at tage vor tid og forhindret os i at forvalte vore mange sekulære ansvar rettidigt. Vi ved godt at I er moderne og hylder det interaktive princip, men I er jo nærmest ryggesløse. Sig os – hvad Fanden bilder I jer egentlig talt ind?
