AMANDAS RØV
Man har ofte lejlighed til at tænke over den underliggende biologi i de verserende spil mellem kulturens aktører såsom anmeldere, konsulenter, forfattere og forskere. Det er ikke noget, vi lærer om i skolen, og det bør det heller ikke være – den dag også livserfaring gøres til et skolefag, bør vi lave livet om bare for at ryste hackerne af os.
I vore dage er det ellers sådan, at ikke så snart nogen slår en prut, skal der partout oprettes et institut samt et nyt skolefag for at udnytte det til at pynte på beskæftigelsestallene. Kunsten er at få nogle velmenende politikere til at falde på halen for en velformuleret elite med gode kommunikationskanaler – mange politikere vil være glade for at kæmpe for en ædel sag.
Nu skal man ikke tro, at politikerne bare vil tage sig seriøse og ædle ud over for vælgerne og pressen – vi mennesker kan faktisk rigtigt godt lide at handle smukt. Men verden er sådan indrettet, at vi hele tiden må udskyde det gode, som vi vil, for ikke at bukke under i kampen mod de onde, kort sagt de andre – og således mener vi os tvungne til også selv at tilbageholde vor gode vilje. Og eftersom gode er det vi allerhelst ville være, så har vi ærligt talt ondt af os selv over, at verden og de rigtigt onde ikke tillader os at udfolde dette vort sande jeg. På den anden side: hvis verden ikke var i det ondes vold, ville ingen være i hjælp behov – og det er ingen kunst at være god, når slet ingen behøver vor hjælp. Så kan man nøjes med at sige "Pøj-pøj!"
Nå, politikerne er også mennesker og oftest både dygtige og velmenende. Men ganske som reklamefolk ingenlunde selv er immune over for reklame, så falder også politikere for alt, hvad der er præsentabelt, talstærkt overbevisende og "professionelt", det være nu nok så fjollet. Ingen politiker er i stand til at betvivle betydningen af Ørestaden eller et nyt monstrøst museum sammesteds, for noget så stort kan man ikke overse uden at være enten gal eller en krukke. Den udstillede kunstner interesserer derimod mindre og en van Gogh slet ikke – det velmenende "magtmenneskes" naivitet består i denne tyrkertro på pomp som det dybeste kriterium.
Disse nødtvungne eksperter i effekt falder selv for effekter og kan ikke forestille sig, at nogen ved sine fulde fem kan lade stå til på et så centralt område: "Skar Van Gogh måske ikke sit ene øre af? Javel, det venstre – jamen så slog vor almendannelse da heller ikke denne gang fejl, tør man nok antyde: vi må ikke overse noget af betydning og tror jo heller ikke som de udannede, at "Ars Amandæ" betyder Amandas røv. Men maleren selv var sølle og mellem os sagt overvurderet, sammenlignet med Kirkeby og Bjørn Nørgaard – omgås for øvrigt dem begge – men De ved: Janteloven – kender det som politiker... Nå, men kuratoren, opsætningen, katalogteksten, arrangementet: fremragende! Stakkels hr. Rindal, der undervurderede menneskeånden, men selv ikke havde forstand nok til at blive ved sin læst."
Hvis nogen stadig skulle betvivle vort museums værdi, laver vi en folkefest på stedet, som bør koste det halve af statsbudgettet, da hele Overdanmark – kort sagt det halve folk – forventes at deltage: det er demokrati! Og nu kan ingen længere være i tvivl: museet er en stor succes og en uvurderlig perle i Ørestaden. "Hele Europa kom til Øresund det år, for første gang siden den tyske Hansas tid – thi mennesket lever ikke af sild alene."
Nuvel, på samme vis må vi også plædere for museer og institutter for livserfaring, glæde, sjov og alvor: for gode stillinger. Ikke fordi vi selv er onde: men hvis ikke vi solidarisk gør vor ide profitabel for en ny elite, ender vi som van Gogh. Og så scorer de rigtigt onde bare profitten i stedet.
Saturday, September 09, 2006
LIVET ER EN CIRKUS
LIVET ER EN CIRKUS
Livet er en cirkus, siger Storm P., men det er nok en overdrivelse, for dels er det ikke altid sjovt, dels er det i livet nok så ofte os selv der ryger på røven, mens vi i cirkus kan nøjes med al le ad de andre.
Derimod kunne man sige at kulturlivet er et cirkus – for selv om tilskuerne her ofte må tro at det er dem selv der er til grin, så er udøverne nu også tit langt morsommere end de selv er klare over. Og uden nogen beregnende ærbødighed over for det forfordelte køn, som alligevel ikke falder for umandig underkastelse, tør jeg vedstå at det kulturcirkus som her tales om står helt i hankønnets tegn. Ja, bortset fra at de to køn næppe kan tænkes isoleret.
Egentlig burde vi jo så begynde med Adam og Eva, men det lader sig ikke gøre i praksis. Men apropos praksis kan jeg i stedet fortælle Dem, at der for et par år siden kom en lige så tyk som ulæselig humanvidenskabelig doktorafhanding i to bind med den tilsvarende humane titel "Praxis". Lyder det som en Storm P. opfindelse? Ja, men den fungerede – manden udførte kunststykket og blev så professor.
Jeg kan kun håbe på, at skulle jeg en dag behøve professorens gunst, vil han vise sig lige så humoristisk anlagt som titlen antydede. For jeg indrømmer straks at jeg ikke kunne leve op til mit forsæt om at læse nævnte værk, og det skønt en kulturredaktør havde tilbudt mig den utaknemmelige rolle som dets anmelder.
Hemmeligheden er jo at visse værker er endnu sværere at læse end at skrive, men alligevel er det ikke anmelderen, men forfatteren der belønnes med professortitlen.
Men her gjorde jeg regning uden vært, for i mændenes akademiske cirkus er anmelderrollen tit et afgørende springbrædt. Ved eftersyn viser det sig nemlig, at kultursektionernes læsere så langt fra at blive til grin for egne penge kan overvære, hvorledes humanvidenskabernes tunge drenge fra landets universitetsbyer skiftes til at anmelde hinanden for hinanden. At give afkald på sådan en tjans er naturligvis en fadæse.
At studere dette cirkus er dog i praksis også et stykke humanvidenskab, der er nok så genuint som disse hegelianske tankespind på femte og sjette hånd. Vi skylder nemlig at oplyse om, at dyr øverst i fødekæden gerne har en ram smag, og allerdårligst smager følgelig ådselsgribbene. Eller som Storm P.s kannibal sagde til en strandet zoolog:"Bare rolig, her på øen er vi vegetarianere – vi spiser kun botanikere".
Til værket. Anmelderen af en tung dreng må ved en art magisk smitte også selv være en tung dreng. og alle drenge på vej op i hierarkiet noterer det med benovelse. De ville være lykkelige for at få lov at anmelde den tunge anmelder, hvis han også selv en dag skulle begå et større værk.
Men den tunge anmelder håber naturligvis på i så fald at blive anmeldt af den tunge dreng, som han selv anmeldte skarpsindigt, men respektfuldt – og smådrengene på vej kan i stedet få lov at skrive opgaver om ham, det hjælper alt sammen.
Forholdet mellem den tunge dreng og hans anmelder er interessant, for de behøver hinanden – en forfatter uden anmelder er lige så ulykkelig som det modsatte. Men de gensidige anmeldere er samtidig rivaler, og det resulterer i en sær retorisk dans hen over hovedet på læserne – for troldmændene frygter med god grund deres lærlinge.
Sprog er svært, og ganske apropos må jeg bekende, at allermest morer jeg mig over semiotikerne, for de synes at tage det med kulturens cirkus på ordet – og hvem skulle ellers gøre det. Parentes (ja, tag mig nu ikke bogstaveligt), jeg gentager, parentes: En semiotiker til sin ligesindede borddame: "Må jeg tage Dem på ordet?" "Ja, hvor ellers".
Semiotikeren Per Aage Brandt lader sig næppe læse, og salig Poul Borum indestod af samme grund for geniets niveau. Og jævnligt begår han nye ting. I tid regnet tilstår jeg, at Per Aage (som en ambitiøs ung kollega in spe omtalte ham) er mere, end jeg har råd til.
Nogle har anbefalet mig lykkepillen Prosac, men udover at vi sadister nyder at se sjæl og legeme pine hinanden, så har jeg hidtil afslået det med at det er for dyrt. Men dyrere end "Per Aage" kan det vel ikke være.
Jeg foreslår hermed at vi omdøber Prosac til "Per Aage". Produktet markedsføres jo allerede under en række navne, og en af grundene siges at være den at placebovirkningen, som hævdes at være en væsentlig side af al medicin, aftager efterhånden, hvorefter et nyt navn såsom "Per Aage" kan gøre underværker. Det samme kan jeg desværre ikke love om Per Aage selv, hvilket kun ypperligt belyser forskellen på sprog og virkelighed. I Per Aages tilfælde mistænker jeg at hele virkningen er placebo, hvoraf følger at også han snarest bør skifte navn – så meget mere som det jo herefterdags vil spare ham for anklager fra medicinalindustriens side for tyveri af beskyttede navne.
Læsere med forhåbninger om avancement i mændenes kulturcirkus skal til sidst belønnes for deres tålmodighed. Undersøgelser har nemlig vist, at hvis man giver en abe Fontex, ryger den omgående til tops i abeflokkens benhårde hierarki.
Med Fontex kan De derfor ikke undgå at få succes – for skulle De mod forventning ikke ryge til tops, så har De jo dermed i stedet formået at bevise, at De ikke er nogen abe. Og det vil gøre Dem til pave – om ikke andet så i Rom.
Livet er en cirkus, siger Storm P., men det er nok en overdrivelse, for dels er det ikke altid sjovt, dels er det i livet nok så ofte os selv der ryger på røven, mens vi i cirkus kan nøjes med al le ad de andre.
Derimod kunne man sige at kulturlivet er et cirkus – for selv om tilskuerne her ofte må tro at det er dem selv der er til grin, så er udøverne nu også tit langt morsommere end de selv er klare over. Og uden nogen beregnende ærbødighed over for det forfordelte køn, som alligevel ikke falder for umandig underkastelse, tør jeg vedstå at det kulturcirkus som her tales om står helt i hankønnets tegn. Ja, bortset fra at de to køn næppe kan tænkes isoleret.
Egentlig burde vi jo så begynde med Adam og Eva, men det lader sig ikke gøre i praksis. Men apropos praksis kan jeg i stedet fortælle Dem, at der for et par år siden kom en lige så tyk som ulæselig humanvidenskabelig doktorafhanding i to bind med den tilsvarende humane titel "Praxis". Lyder det som en Storm P. opfindelse? Ja, men den fungerede – manden udførte kunststykket og blev så professor.
Jeg kan kun håbe på, at skulle jeg en dag behøve professorens gunst, vil han vise sig lige så humoristisk anlagt som titlen antydede. For jeg indrømmer straks at jeg ikke kunne leve op til mit forsæt om at læse nævnte værk, og det skønt en kulturredaktør havde tilbudt mig den utaknemmelige rolle som dets anmelder.
Hemmeligheden er jo at visse værker er endnu sværere at læse end at skrive, men alligevel er det ikke anmelderen, men forfatteren der belønnes med professortitlen.
Men her gjorde jeg regning uden vært, for i mændenes akademiske cirkus er anmelderrollen tit et afgørende springbrædt. Ved eftersyn viser det sig nemlig, at kultursektionernes læsere så langt fra at blive til grin for egne penge kan overvære, hvorledes humanvidenskabernes tunge drenge fra landets universitetsbyer skiftes til at anmelde hinanden for hinanden. At give afkald på sådan en tjans er naturligvis en fadæse.
At studere dette cirkus er dog i praksis også et stykke humanvidenskab, der er nok så genuint som disse hegelianske tankespind på femte og sjette hånd. Vi skylder nemlig at oplyse om, at dyr øverst i fødekæden gerne har en ram smag, og allerdårligst smager følgelig ådselsgribbene. Eller som Storm P.s kannibal sagde til en strandet zoolog:"Bare rolig, her på øen er vi vegetarianere – vi spiser kun botanikere".
Til værket. Anmelderen af en tung dreng må ved en art magisk smitte også selv være en tung dreng. og alle drenge på vej op i hierarkiet noterer det med benovelse. De ville være lykkelige for at få lov at anmelde den tunge anmelder, hvis han også selv en dag skulle begå et større værk.
Men den tunge anmelder håber naturligvis på i så fald at blive anmeldt af den tunge dreng, som han selv anmeldte skarpsindigt, men respektfuldt – og smådrengene på vej kan i stedet få lov at skrive opgaver om ham, det hjælper alt sammen.
Forholdet mellem den tunge dreng og hans anmelder er interessant, for de behøver hinanden – en forfatter uden anmelder er lige så ulykkelig som det modsatte. Men de gensidige anmeldere er samtidig rivaler, og det resulterer i en sær retorisk dans hen over hovedet på læserne – for troldmændene frygter med god grund deres lærlinge.
Sprog er svært, og ganske apropos må jeg bekende, at allermest morer jeg mig over semiotikerne, for de synes at tage det med kulturens cirkus på ordet – og hvem skulle ellers gøre det. Parentes (ja, tag mig nu ikke bogstaveligt), jeg gentager, parentes: En semiotiker til sin ligesindede borddame: "Må jeg tage Dem på ordet?" "Ja, hvor ellers".
Semiotikeren Per Aage Brandt lader sig næppe læse, og salig Poul Borum indestod af samme grund for geniets niveau. Og jævnligt begår han nye ting. I tid regnet tilstår jeg, at Per Aage (som en ambitiøs ung kollega in spe omtalte ham) er mere, end jeg har råd til.
Nogle har anbefalet mig lykkepillen Prosac, men udover at vi sadister nyder at se sjæl og legeme pine hinanden, så har jeg hidtil afslået det med at det er for dyrt. Men dyrere end "Per Aage" kan det vel ikke være.
Jeg foreslår hermed at vi omdøber Prosac til "Per Aage". Produktet markedsføres jo allerede under en række navne, og en af grundene siges at være den at placebovirkningen, som hævdes at være en væsentlig side af al medicin, aftager efterhånden, hvorefter et nyt navn såsom "Per Aage" kan gøre underværker. Det samme kan jeg desværre ikke love om Per Aage selv, hvilket kun ypperligt belyser forskellen på sprog og virkelighed. I Per Aages tilfælde mistænker jeg at hele virkningen er placebo, hvoraf følger at også han snarest bør skifte navn – så meget mere som det jo herefterdags vil spare ham for anklager fra medicinalindustriens side for tyveri af beskyttede navne.
Læsere med forhåbninger om avancement i mændenes kulturcirkus skal til sidst belønnes for deres tålmodighed. Undersøgelser har nemlig vist, at hvis man giver en abe Fontex, ryger den omgående til tops i abeflokkens benhårde hierarki.
Med Fontex kan De derfor ikke undgå at få succes – for skulle De mod forventning ikke ryge til tops, så har De jo dermed i stedet formået at bevise, at De ikke er nogen abe. Og det vil gøre Dem til pave – om ikke andet så i Rom.
Subscribe to:
Posts (Atom)