Wednesday, July 23, 2008

BLÅ TIME: ZORBA ELLER KIERKEGAARD?

Hvad Søren - hænger I stadig på? Vi har ellers ligesom Ødipus gjort vort bedste for at undslippe vort ulønnede lod: Således rejste jeg med megen bagage mod Sverige, men grundet sporarbejde nåede jeg ikke færgen. Med alternativet Sundbussen var der en teoretisk chance for at fange mit tog, og fra landgangen i Helsingborg bestormede jeg derfor i veritabelt firspring togstationen - og nåede da også at se toget forlade perronen. End ikke en olympisk løber kunne have klaret det, hvorfor jeg vendte hjem med en Sisyfos' tilfredshed over at have gjort mit bedste og brugt alle ressourcer i mit Camus'ske oprør mod tilværelsens absurditet.

Allerede udturen var meditativ, for jeg bestilte intet andet end at stirre buddhistisk ufokuseret ud af togvinduet i det lejlighedsvise gråvejr, hvor landskab og vegetation gør sig bedst, ikke mindst den neonviolette gederams langs jernbaneskrænterne. Det apatiske helles gribende udfrielse af egoet samt ens sociale karma, hvorunder sindets stormpiskede vande lægger sig spejlblanke til ro, ville jeg ikke ofre for murmeldyrenes hektiske verdensforstandighed i døgnets rejsestald - hverken den indbildt nyttige orientering eller den sportsmæssige indhu, hvormed andre går til soduko, krydsord eller noget tredje for at fordrive den rene tomhed og forvisse sig om at de stadig er "konkurrencedygtige" på arbejdsmarkedet og berettigede til tyve forskellige slags piller - for sådan har vi jo så forskellige ambitioner og overlevelsestricks.

Som fremgået af sidste indlæg holder jeg for min egen del mere på "to gange minus" som recept - om end der ganske som ved dannelse af rim og snekorn kræves en prosaisk støvkerne, kort sagt en bagatel, for at kondensationen kan begynde, spørg os ikke hvorfor. Men det var nok derfor at selv Gud måtte inkarnere sig for at blive lidt klogere.

Nuvel; ligesom Sørens Regine i Det Kongelige Teater opnåede jeg altså til fulde forventningens glæde - og i tilgift hjemkomstens glæde: Ingen fredsforstyrrere ved endnu at man er hjemme, nisserne og dæmonerne har endnu ikke opdaget ens desperate krumspring, og som den snu og erfarne hare håber man derfor at være undsluppet ørnens kløer. Men ganske som med haren er det oftest kun et spørgsmål om tid, for også ørne lærer af erfaringen - ja, unge ørne er ligefrem uduelige jægere og henviste til smuler fra de riges bord.

Hjemturen forløb lige så meditativt, tilføjet den fysisk rensende forløsning efter mit hestesprint med fuld bagage. Ombord på færgen stod en svensk brevomdeler med arbejde i Helsingør - tidligere lærer, forstod jeg af hans samtale med en flok børn. Hans afklarede blik mindede mig om, at jeg tidligere på dagen havde talt med ejeren af Café Blå Time. Den levantiske uprætentiøse visdom hinsides al gold "kritik" lød dér således: "Når vi rejser, ser vi at livet lader sig leve på tusinde måder; så hvis én mulighed går galt, er det ikke verdens undergang. Gode bekendte kan man også hurtigt få overalt - virkelige venner er dog noget sværere, men kun familien uerstattelig. Den elementære glæde ved at være til her og nu gør os i stand til at udholde mange genvordigheder, dette "hvorfor lever jeg?": Stranden, solen, friske oliven, nybagt brød, en ren samvittighed, samt troen på at ens gode vilje til at give andre en chance på en eller anden vis i sidste ende tillige betaler sig karmisk."

Grækeren Zorba - ja, men den er jo god nok: Nogle er nærmere det væsentlige, og en kafé-ejer risikerer jo heller ikke at blive fyret, omplaceret eller noget andet urkomisk. Min snart 80-årige kafé-ejer i Lapland hylder i samme ånd glæden ved at møde alle mulige mennesker i arbejdet - mennesker som ofte betror sig som til en ufarlig gammel skriftefader. Kaffe og et venligt smil kan trods alt ikke digitaliseres i den dumme omstillingsparatheds navn. De arkaiske servicefag - herunder også Marie Magdalenes - kan åbenbart i tidens fylde befordre en hjertets renhed og en levevisdom, som man ikke kan læse sig til. Alle er lige overfor kafé-ejeren, døden og Gud. Måske skulle man overveje at blive kirketjener på en bar? Men min sjæl er nok for urolig i længden også for det.

Flere af de piger der har fattet godhed for mig i tidens løb, har trods gode evner været en anelse skøre, for krage søger opad inden for sin egen stand. Engang kørte en af dem i sin bil forgæves fra Sverige til København, hvor det lykkedes hende at få at vide at jeg besøgte en bekendt i Sverige - hvortil hun så ankom uanmeldt sent om natten og bortførte mig ambulant med 150 kilometer i timen, utilgængelig for al motorsagkyndig diplomati. Heldigvis havde hun fortræffeligt boldøje samt motorik og var en ypperlig bilist, så vi overlevede. Pointen er nu, at hele dette nervepirrende postyr morede hende katarsisk og kongeligt normaliserende, da hendes kaotiske Bond-mission omsider lykkedes. Og hun hørte til dem, der kan slå brat over fra gråd til perlende katarsisk latter, for hendes komiske sans fejler aldeles intet. Men historien minder en hel del om vor egen forløsende erfaring med lejlighedsvis tumultuarisk inkarnation i det virkelige liv.

Og nyhederne? Jeres prosaiske spørgsmål får mig til at mindes en excentrisk gammel engelsk pensionatsværtinde, der engang i min bedstefars påhør irettesatte en anden gæsts støjende børn med disse ord: "You behave in my house as if it were a hotel!"

Nå, men hvad de nyheder angår: En længe eftersøgt folkefjende er blevet anholdt, forklædt som alternativ behandler - som om han ikke i forvejen var rigeligt alternativ. Og en "Quisling-agtig" nyudklækket akademiker bedyrer fromt, at det er de arbejdsløses arbejde at være jobsøgende dagen lang - held og lykke på den lukkede afdeling! Vort eget forhold til arbejdsmarkedet er derimod et forbilledligt eksempel på fredelig sameksistens og derfor genstand for konfliktforskernes store bevågenhed - væbnet neutralitet er derimod i længden kedsommelig for alle arbejdsmarkedets parter. Og ligefrem at afvise en arbejdsgiver ville være ugalant: Således har jeg netop modtaget et tilbud, og det var dog en slags nyhed.
Informations Anne-Grethe Rasmussen indrømmer offentligt, at kanoniserede amerikanske romaner fra de brølende tyvere intet siger hende: Hun frygter at det beror på dumhed - men ret beset appellerer sådanne maskuline drømmescenarier nok mest til unge mænd. Selv nåede jeg heller aldrig helt igennem "Jørgen Stein".

Det minder mig om en fandenivoldsk dame, som overfor mig ofte provokerende bedyrede at hun fandt langt mere menneskelig erfaring og livsvisdom i populære serier og tårepersere end i den verdenslitteratur som hun i tidens løb havde læst. Og hun havde måske ret i den forstand, at når vi selv havner i saksen og jamrer, så er også vi oftest såre banale og ikke længere spor glimrende, uanset vore selvvigtige små kunster, vor anerkendthed eller vor eksklusive miskendthed. Det sjove var blot, at hendes komiske blik og egenrådige sigøjnernatur havde en del til fælles med just de sind, der kan skabe verdenslitteratur - blot tålte hendes stejle væsen ikke nogen art konventionelle spændetrøjer.

Min i tidligere indlæg omtalte kunstmaler havde en lige så mærkeligt begavet moder - ligeledes maler og med en lignende støbning som den omtalte dame. Blot var hun tillige sprænglærd - skønt børnehjemsbarn helt uden ydre stimulanser. Men måske kan kedsomheden undertiden være en bedre stimulans end emsige forældre. Vi kender skam flere eksempler på sådan proletarisk mønsterbrydning.
Også vi selv forsøgte jo i dag heroisk at bryde vort anderledes esoteriske skæbnemønster - men som I ser forgæves, ganske ligesom Sisyfos og Ødipus.

Friday, July 18, 2008

WEEKENDAVISEN, I PRESUME: OG SE - DER BLEV LYS.....

En selvbevidst blog som vor ville aldrig indrømme sin kompensatoriske karakter i forhold til de trykte medier, og vedgår derfor sine helt egne selvskabte genre- og dogmeregler. Derfor ville det være komisk på bloggen at fejre at vi i dette nummer af Weekendavisen efter mange års fravær bringer en kronik om Bermuda-trekanten – endsige udgive den i dens uforkortede udgave.

Apropos verdslig ære mødte jeg for nylig en pige der har begået to romaner for en del år siden, helt uden at forsøge at afsætte dem. Da hun er maler og kvinde, har hun slet ingen problemer med det – men da hun med det samme spottede vor stils kvaliteter, skulle det slet ikke undre om også hendes romaner holder vand. Det stille vand og den dybe grund.

Kompensation, sagde vi: Ja, for lad os betro jer, at visse ting kun er mulige i form af genuin kompensation og derfor hartad umulige for de privilegerede. Ingensinde har cornflakes med ymer smagt så overjordisk godt og smagssansens goder forekommet mig at stå så himmelhøjt over alle andre nydelser, som da jeg engang var faret vild et døgn i Lapland og kun drømte om dette måltid som den forjættende belønning for min ørkenvandrings arkaiske overlevelsesdrift. Jeg har mange gange siden forsøgt at efterligne situationen ved frivillig udsultning, men forgæves. Kierkegaard havde ret: Den fuldkomne Gjentagelse er en umulighed.

Når de privilegerede kan være sarkastiske og ironiske, men sjældnere egentligt morsomme, skyldes det den samme mekanisme: De forkælede har ikke den desperation, der kan bringe hypofysen op i stormfuld flyvehøjde for at sammentvinge alle tilværelsens og sindets modsætninger – og selv ikke raseriet derover nytter noget, for raseri er noget andet end fortvivlelse. Humoren er ufrivillig som livet selv, hvilket jeg oplevede så sent som forleden. Jeg havde i min ferie haft min cykel stående ulåst i min lejlighed, men cyklede nu ud i et fjernt ærinde – og låste den. Da jeg skulle hjem, opdagede jeg at jeg havde glemt cykelnøglen, og måtte derfor praje en taxa for at få cyklen med. Chaufføren spurgte om jeg kunne bevise, at den låste cykel var min. Dette aftvang det forløsende svar: ”Den der vil stjæle en så ramponeret cykel, har ikke råd til en taxa.”

Svaret fandt jeg ganske vist på for sent – som de fleste replikker og de fleste kys i mit liv. Men til gengæld fandt jeg også selv på spørgsmålet, så det var i praksis intet problem. For to gange minus giver plus, og just sådan skabte Gud the Big Bang ud af intet: Keine Hexerei, nur Behändighet. Og således kompenserer vi her i firmaet altid for intet mindre end – virkeligheden i al dens syndige kedsommelighed: Åhja, for selv syndernes forladelse er vi såmænd også mand for at uddele på en god dag, men kun hvis folk selv beder om det. Og det sker sjældent i vore dage – måske fordi vi ganske som Herren selv kun sjældent kommer i kirken: Thi hvor Herren er, der er også vi.

Jo mere der skal kompenseres, desto større komisk flyvehøjde – og den hurdle kan ”Bermuda” ikke klare, for alt andet kan tilsyneladende kopieres – men ikke humoren. Vi mangler som Richard den Tredje en hest og en impresario, så vor desperation er heldigvis ægte nok. Men i dag var der som sagt hul igennem – med et par forkortelser, som jeg i yngre dage var blevet ked af. Men når det som her skyldes rubrikkens formelle grænser, er det OK – selv om det er sjovt at tænke på den enorme plads og alvor hvormed ”Bermuda”s legitime kombattanter skælder hinanden ud over den rette læsning af hinandens bøger af jævn dansk landrace med areal-støtte fra EU. Men sig os dog, hvor bliver den braklægningsstøtte egentlig talt af?

For hvad vedkommer alt det dog eneforsørgende mulatmødre med kolikbørn, en sindssyg fætter, en syg mor og en psykopatisk ex-mand? Og hvorfor køber folk overhovedet spillet og føler sig forpligtede til at ”følge med” og ”mene noget” om denne og hin holmgang? Men jo, vi ved det godt: Deres egen virkelighed er jo endnu tristere, og Morten Sabros velrettede salver mod kritikerne kan vi skam godt le ad, uanset om han lyver eller ej. Men apropos løgn: Hvem kommer ikke til af og til at overskride den lovbefalede hastighedgrænse - og hvem i al verden gider dog af den grund at lade sig aktivere som hastighedskamera med løntilskud?

Den sande humor ser på engang indad og udad og ville øjne komikken i al denne prætention: I en verden hvor kineserne – eller hvem fanden det nu er for tiden – sulter, og hvor endog folk som os går ene rundt uden hverken hest eller impresario. Humoristen har nemlig også skam i livet, men gennemskuer også denne og ser det oppustede i sit selvpålagte ansvar for sin skyldfølelses højere kosmiske balance – især når man end ikke kan bestyre sin egen tilværelse.

Om kompensation kan vi endvidere fortælle, at redaktionel udeladelse af et guldkorn erfaringsmæssigt altid fører til kompensatorisk genbrug i en anden sammenhæng: Der kommer nemlig altid en pige og en sporvogn til – og hvis de skulle udeblive, opfinder vi dem bare selv på ovennævnte vis.

De undseelige på livets skyggeside kan kompensere på en helt anden og sagtmodigere måde: Alle de gange, hvor Du føler dig tilsidesat, bør du betænke følgende: De privilegerede er sjældent genstand for varme følelser; så hvis du af og til er lidt sølle, så kan du til gengæld være forvisset om, at vi andre har desto lettere ved at holde af dig – også fordi forkælelse (ganske ligesom kronisk mishandling) vitterlig ofte fører til arrogance samt til mindre forståelse for andres smerte. Omvendt bliver man altid som Biblens Josef smidt i brønden, netop som det gik lidt for strålende – og den skæbne undgår du ved at blive holdt på det jævne. Same old story, same old story – bye, bye, Casablanca.

Lad til sidst verdensånden uden hverken hest eller impresario demonstrere lidt selverkendelse. Vi talte om desperat kompensation som vort uforfalskelige løsen. Og belønningen er at kompensationen ikke blot erstatter, men overstiger og nærmest fordamper det der skulle kompenseres for, som et midlertidigt fatamorgana.

Hvis du ikke får den du vil have, trøster du med din bamse – indtil du nogle år efter finder en anden kæreste, der kan være lige så god som den første. Det første er et surrogat og det andet en fuldgod erstatning. Men hvis du nu i din sorg vælger at emigrere socialt eller geografisk og i dit nye liv møder den ”Helt Rette”, så vil du ovenikøbet takke dit fordums håb for, at hun i sin tid afviste dig: For den sorg blev jo nøglen til din sande lykke. Det er erstatning i betydningen dobbelt op – hvortil altså kommer at der her består en ejendommelig indirekte årsagsforbindelse mellem det oprindelige håb og dets senere erstatning.

Men den desperate kompensation, som vi selv dyrker, går endnu et trin videre: Selve forvandlingen af vore ulykker til noget kvalitativt helt inkommensurabelt og ”højere” gør også her den første ulykke til den senere lykkes nøgle; men denne gang er selve ulykken så at sige bevaret og indoptaget i den sande lykke som dennes ur-tema, klangbund og alkymistiske substrat. Det var det Karen Blixen mente med, at livet havde lært hende at gøre Satan til sin bedste ven og forbundsfælle – for dermed kunne hun med egne ord se en velsignelse i hvad der måtte forekomme andre at være den største ulykke.

Sådan sker det altid når vi ophæver virkeligheden til en practical joke – og prisen er så høj, at vi ikke behøver nogen patentbeskyttelse. Desuden kan enhver let se forskellen – og det er just derfor at verden med sådan søvngængeragtig sikkerhed oftest foretrækker klamphuggerne. Problemet er således ikke stort – men just derfor er det i praksis uløseligt.

Til Blixens recept kan vi dog heldigvis som trøst føje den omvending, at mens klovnerne gør forbandelsen til en velsignelse, så bliver velsignelsen omvendt ofte de privilegeredes forbandelse: Ikke blot fordi de som sagt derved er afskåret fra den dyrekøbte alkymistiske forvandling – men også fordi de i tænksomme stunder må spørge sig selv: ”Når sådanne folk render uglesete rundt på vand og brød, mens vi andre årligt udveksler priser for vore danske stile og indbyrdes offentlige skænderier – er alle de priser og ærestitler som vi får, så en velsignelse, eller er de ikke snarere tilværelsens dybe hån mod os og et uafvaskeligt kainsmærke?”

Monday, July 07, 2008

APROPOS PAULUS, JØRN LUND OG SPROGLIG TAJMING

FESTTALE UDEN ANLEDNING FOR DANSK SPROGNÆVN

At køre sydpå i den lyse sommernat befrier os for sol i frontruden samt for de fleste af vore medbilister. Timing er en god ting, som allerede vort vort lille rendez-vous med trafikpolitiet illustrerede sidste gang.

Min "tajming" var derimod ringere i henseende til en stor sibirisk lapugle, der angiveligt i år skulle yngle ved en skovvej langt fanden i vold. Da jeg omsider ankom og fandt reden efter beskrivelsen, var ungerne allerede fløjet ud - ja, ugleunger forlader endda ofte reden allerede før de kan flyve, og forældrene kan endda tvinge dem til det i tilfælde af forstyrrelser. Det konstaterede jeg forleden ved en mosehornuglerede med ret små unger på en tue - tre dage efter var de pist væk.

Skæbnens ironi ville imidlertid, at just en lapugle med (u)lovlig høj promille samt en endnu uheldigere sans for "tajming" forleden nat ramlede ind i sideruden på min bil. Den flaksede derefter noget dillettantisk rundt over vejen, inden den nødlandede på asfalten. Jeg standsede og tog den op, puslede om den og talte blidt til den med den aller ømmeste mildhed, som jeg gerne tiltror telepatisk rækkevidde.

Derimod bliver jeg altid forlegen når folk forventer at jeg skal kæle for deres spædbørn og hunde, selv om det undertiden sker at jeg vænner mig til dem og endda overvindes af deres ubegrundede kærlighed. Men når vilde dyr en sjælden gang af nød viser mig sådan uventet tillid, bliver jeg på stedet aldeles blød i knæene, hvorimod domesticerede dyr så at sige allerede er besudlede af syndefaldet.

Det samme forhold har jeg som bekendt til alt for domesticerede emner, tanker og udtryk. En stol skal naturligvis stadig kaldes en stol - men med sprogets billeder er det derimod som med fisk: De skal nydes i friskfanget tilstand - om end en veninde af min bedstefar nok overdrev lidt, da hun bedyrede at hummere smager bedst hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op. Men kort sagt: Fri os fra selvdøde hummere samt klicheer købt på hollandsk auktion i Blå Kors.

Nuvel, jeg placerede med et blidt lille afskedsknus min forliste lapugle på en tue i skoven, hvor den med et suk faldt sammen med det samme udtryk i sine store gule øjne, som man undertiden på krimifilm ser hos mordofre, hvis stirrende dødsmaske er fikseret i en mellemting af stor forbavselse og moderat bebrejdelse: "Det havde jeg virkelig ikke ventet fra din side - du kunne da i det mindste have spurgt om lov først!"

Ak, ak - Paulus havde ret: Det onde vi ikke vil, det gør vi. For måske var min uopfordrede næstekjerlighed for meget for den sibiriske ugle, der nok er vant til hårdhændet skånekost og derfor demoraliseres af sådan sød musik fra Østerland. For sådan er det: Organismen opgiver sjældent ævret midt i kampens hede, men når den letsindigt spænder forsvarsberedskabet helt af efter kampen - for så at opdage, at denne alligevel ikke er helt slut. Måske udåndede lapuglen således; men da jeg nogle minutter efter kørte videre, forekom det mig nu bestemt at den havde flyttet sig ti meter og havde rejst hovedet.

Vi har hidtil slet ikke talt om sprog. Åh, men apropos sprog: Hvis jeg skriver, at "Beruset på vej sydpå ramlede en lapugle ind min bil", er det så en sprogfejl? Kommunikationsmæssigt set nej, for alle ved jo at jeg var på vej sydpå i bil, hvorimod ingen af os kender den uheldige ugles destination og ærinde. Kun en sindsforvirret læser kan komme i tvivl om, hvad vi mener. Masser af formuleringer lader sig kun forstå entydigt takket være sådan stiltiende situationsforståelse, der fremgår mellem linierne i kraft af den mest elementære menneskekundskab.

Men med mig som dansklærer ville hammeren alligevel falde omgående: For hvor det gælder skriftsproget, kan man ikke påberåbe sig situationsfornemmelsens alibi. På den måde er skriftsproget nemlig autistisk i sin renfærdige vilje til at danne sin egen ubesmittede musikalske verden - for selv i et personligt brev ville nævnte formulering støde vor sproglogiske sans.

At sætningen meget vel lader sig forstå, er nemlig ikke ensbetydende med at den er sprogligt eller logisk korrekt. Når alle mulige i vore dages presse i overført forstand omtales som "gidsler" for dette og hint, så lader budskabets meningsfulde kerne sig således normalt let dechifrere: "Det går ud over NN". Men sådan cirka hver anden gang er udtrykket ikke desto mindre aldeles malplaceret, selv i overført forstand: For gidsler er ret beset en yderst speciel form for ofre.

Det er ligesom når masser af folk skriver: "Som far til en retarderet dreng er det for galt, at skolerne ikke integrerer de forskellige børn bedre". Vi ved skam udmærket, hvad der menes, for vi ved jo alle nogenlunde hvordan en retarderet far føler - men da vor sproglogik fordrer, at udtrykket "som far" henviser til sætningens subjekt, må den korrekte formulering alligevel være denne: "Som far finder jeg det forkasteligt, at skolerne ikke osv."

Imidlertid skrev vi selv ovenfor: "Med mig som dansklærer ville hammeren falde omgående". Begår vi dér ikke selv akkurat den samme fejl? Nej, for udtrykket "med mig" henviser modsat udtrykket "som far" ikke nødvendigvis til sætningens subjekt. Når også denne formulering måske alligevel kan lyde en smule kejtet, er det nok fordi adverbialet "med mig som dansklærer" stiller noget mere oplagt elevrelevant i udsigt end en hammer - som f.eks. i sætningen: "Med mig som dansklærer vil du snart blive en dygtig elev".

Imidlertid: Hvis nu en strengere lærer end jeg skulle fastholde, at også adverbialet "med mig" helst bør henvise til sætningens subjekt, så har han eller hun muligvis ganske ret deri. I så fald viser eksemplet, hvor flydende sproget er: For noget oprindeligt skrupforkert kan til sidst blive så udbredt, at vi fritager det for sætningsanalyse som en art stående udtryk efter devisen: "Men sådan siger vi nu engang." Et oplagt eksempel herpå er sætningen: "Det var mig." Akkusativformen "mig" opleves her ikke længere som genstandsmåde, og derfor føles den i vore dage helt rigtig.

Selv de ivrigste dansklærere må således før eller siden gå på pension. Imidlertid kan vi nok forsvare den påstand, at så længe folk kan manuduceres til selv at "høre" og forstå, hvorfor et udtryk er sprogligt malplaceret, så er det faktisk stadig forkert dansk. Dette så at sige gordiske hug har jeg nu møjsommeligt udviklet for flere år siden - for helt uden genbrug forsvinder al anciennitet i livet.

Men slap nu ikke af, for vi er endnu ikke helt færdige! Hvis vi nemlig i vort oprindelige eksempel skriver, at "I søvne fløj en lapugle ind i min bil", bliver det helt umuligt at give karakter, uagtet graden af vor sproglige ømtålelighed: For skønt jeg har det med at få farlige absencer bag rattet, kan det ikke udelukkes at også uglen havde automatpiloten slået til - hvis den da ikke ligefrem dumdristigt skrev sms'er i flugten og derfor mistede jordforbindelsen. Lapuglen har måske verdens blødeste og mest lydløse fjerdragt, og sådan klodsethed ved højlys nat ligner den nemlig ellers ikke.

Den mest ekstreme variant er imidlertid denne: "Jeg blev i nat påkørt af en lapugle". Her kan ingen være i den mindste tvivl om meningen - men ikke desto mindre vil selv de største sprogliberalister dog slå bremserne til: Simpelt hen fordi den barokke forestilling der tvinger sig på, absorberer al vor mentale energi - ja, måske endda i form af latterkramper.

Min Paulus-oplevelse med den russiske taigas legendariske ugle på vej mod Damaskus illustrerer, at når vore ønsker omsider går i opfyldelse, sker det ikke altid på lige den måde som vi håbede. De af vore læsere, der tidligere har efterlyst sprogklummer, vil muligvis give os medhold heri... Også døden samt kjerligheden kommer som fremgået ovenfor oftest som en overraskelse.

Som en sidste aperitif til fordøjelsen må jeg tilføje, at den næste nat fik jeg fra bilen et yderst kort glimt af en bjørn, inden den opdagede mig og forsvandt. Den var i færd med noget gravearbejde og gav mig den ejendommeligt transparente og magiske fornemmelse af at stå over for en fremmed, men dog aldeles personlig bevidsthed, ganske som hos gorillaerne og orangutangerne. Eller som når man i junglen pludselig støder ind i en ukendt stammes høvding i fuld mundering med truthorn og penishylster.

For mine oplevelsers ædruelighed taler sluttelig, at jeg natten til i går for anden gang på en uge blev pågrebet af politiet efter et kvarters skygning i hajagtig, selvbevidst glidende slowmotion: For også denne gang dokumenteredes såvel kørekort som promille at være forbilledligt velkonserverede.