Her på bloggen er den politiske virkelighed tabu, delvis grundet en vis æstetisk idiosynkrasi i privatsfæren. Men også fordi vi har udviklet en næsten medicinsk intolerance over for alt hvad alle andre taler om og således ikke egner os til demokratiets vilkår. Ja, måske end ikke til virkeligheden. Den sproglige forskelsløshed taler vi slet ikke om: Hvorfor siger folk "metafor" stedet for "billede"? Ordet "billede" er således selv et billede (idet konkrete billeder på væggen jo her symboliserer sprogets analogier) og derfor livgivende - hvorimod ordet "metafor" kun for de græskkyndige er billeddannende.
Både at gentage andre og at kritisere dem forekommer os ligeledes træls i længden. Desuden er der allerede rigeligt af andre til de ting; hertil kommer endelig at i samfundsanliggender hvor pointen er at komme i majoritet, er det ueffektivt at dyrke en ret eksklusiv blog som andet end privat skitsebog samt lydisoleret øvelokale.
Yderligere ville det være storhedsvanvid at tro at verdenssituationen er Gud og vor mening om den hans profet. Denne formulerings kerne har vi stjålet og udsat for en kreativ operation - nemlig fra Heisenbergs erindringer. Heri siger Niels Bohr nemlig sarkastisk om en ung fysiker: "Der findes ingen gud - og Dirac er hans profet".
Faktisk lancerede vi allerede for to år siden nævnte kreative genbrug, hvorefter vi kunne konstatere at en af Danmarks angiveligt mest magtfulde sekularister kort efter genbrugte Bohrs ord udsat for en lignende sekulær mutation. Vi er heri omtrent lige gode tyve for herren - men da vi aldrig tidligere har set andre gøre noget sådant, tager vi det som et bevis for at vi læses i smug på højere sted af vor henrivende lille nomenklatura - for dens kvalitetssans er langt bedre end den foregiver. Efter denne sjove konstatering døbte vi den art sproglige musefælder til "radioaktive sporstoffer" på åndens gebet. Bemärk at både udtrykkene "musefälde" og "radioaktivt sporstof" selv er radioaktive sporstoffer grundet deres komplette uforudsigelighed hinsides tilfäldigt sammenträf: For der gives mange rammende billeder for én og samme tanke.
Apropos sprogligt detektivarbejde. Da jeg for nylig fra Lene "Knallhatt" Andersen fik svar på en mail, var det forsynet med nogle besynderlige tegn. Idet jeg frygtede at det betød "ikke-forstået" eller måske endda "fuck", fik jeg den idé at checke hendes tidligere mail med hendes fødselsdagsinvitation. Og da også den var forsynet med en "smiley" (thi en sådan var det, fortæller man mig), kunne jeg udlede, at tegnet måtte være velment. Hvis ordet "semiotik" - som vi godt nok aldrig har haft brug for, men bevares - nu absolut skal bruges, kunne det være til at betegne kunsten at finde ud af, hvad andres tegn betyder. Således ser vi atter, at hverdagen rummer kim til det hele; og det er vel også derfor det hedder humaniora. Og derfor er en blog i de rette hænder ingenlunde "for privat". For kun de talentløse behøver stof. PÅ den anden side: Selv Gud behövede stof og skabte derfor verden.
Nej, her danser vi uovertruffent på glødernes laksetrappe, når vi da ikke springer badut mellem isflagerne i vort eskalerende drivhusklima. Det er slet ikke let at være isbjørn, undtagen på (Nordisk) film. Nå, hvem skal vi nu fornærme i dag - for det er dårlig terapi at udgive nogle af de tons man har liggende, og der er kun sjælefrelse i det man gør her og nu - i hvert fald kortsigtet set. Og vi har det indrømmet yderst dårligt med realitetsprincippets lange sigt, for det overlader vi helst til de socialrealistiske typer som arbejdsmarkedet rettelig foreträkker. Anerkendelse for gamle (men for publikum endnu ukendte) ting gør det således indrømmet lettere at få afsætning også for nye ting, men markedsføring må vi altså have folk til.
Nå, men vi skulle jo fornærme nogen. Tja, Lars Bukdahl har indlemmet Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform blandt sine yndlingsaversioner på linie med Jørn Lunds barndomserindringer. Naturligvis egner den slags sig (modsat Bredals Proust-studier) da heller ikke til bogform: Og for nu at citere Johannes Riis, der ligeledes tilhører Bukdahls yndlingsaversioner: "Fordi noget har gjort fyldest i avissammenhænge, er det ikke nødvendigvis også egnet til bogform". Gæt hvem de ord var stilede til for henved fire år siden, og gæt tillige hvor malplacerede de var: Dels var der nemlig kun tale om et absolut beskedent omfang af (beriget) genbrug, dels var selv genbruget notorisk langt mere bogegnet end de fleste bøger - en last som pressebranchens folk da også altid har foreholdt mig.
Naturligvis har Riis forhørt sig hos en af systemets gnaveragtigt emsige kommissærer og tolket murmeldyrenes hektiske mimren med en glimrende semiotisk sans for tegn på regn i Bermuda. Fandens også at det ikke var Gyldendal der udgav Bredals samlede artikler, men således ved man på Bermudavej altid at gardere sig med en vis barnlig drilagtighed.
Til gengæld er Bredal sprogligt set absolut levende, munter og mundret - og derfor så langt at foretrække for hele den fremstormende hær af unge medieakademikere der konstant æder hinanden med hud og hår i tanke og sprog. Eksperter i spin alle til hobe, for spin og sladder er deres modersmælk og atmosfære i kibbutzens Uni-centre: "Forbrydelsens element", I ved. Så hellere et efterhånden lovlig forkælet søndagsbarn, der menneskeligt nok ikke siger nej tak til et utidigt mausolæum, når der er helt grønt lys. Faktisk vil sorgløse søndagsbørn med deres indrømmet utvungne sprog i fremtidens gennem-intrigante mediehelvede være et lige så stort særsyn som vi selv. Men selv får vi intet utidigt mausolæum, men må nøjes med at håbe på en klækkelig førtidspension med tilbagevirkende kraft.
Således fornyer vi på vor blog de gamle grækeres ord: "Allerbedst er ufødt at være - men den højeste invalidepension er heller ikke at foragte." Jo vi er skam højst omstillingsparate og derfor egnede til både dødsstraf og arbejdsmarkedet. Forskellen på disse to ting er dog, at mens vi ofte drømmer om at modtage vor dødsdom, har vi endnu aldrig drømt om arbejdsmarkedet. Hvad kan vi semiotisk udlede heraf? I følge vore naturvidenskabelige bekendte næppe noget, men den slutning kan som tidligere påvist være forhastet.
For et år siden tid siden drømte jeg således at jeg vågnede og så at hele min lejlighed var ribbet af tyve. Grædende løb jeg ned på min stamkafé og fortalte om min vanskæbne. Da jeg så vågnede i virkeligheden og til min forbløffelse fandt at hele rodebutikken lige fra Netto til Carl Zeiss og Louis Seize stod urørt, og da især af rengøringspersonalet, kunne jeg knap tro mine øjne og følte mig som Jeppe i baronens seng. Så føltes min skæbne straks lidt lettere. Og i følge Freud er dette netop "hensigten" med den art drømme. Biologisk set kan man faktisk heller ikke udelukke, at der vitterlig er tale om et overlevelsestrick for kriseramte organismer. Men der kan også være tale om en utilsigtet positiv bivirkning af drømme som blot skyldes at kriserne tvinger sig dramatiseret på, selv når man sover. Ligesom med krigstraumer. Who knows?
Nævnte drøm havde forresten endnu en positiv bivirkning i mit virkelige liv. Et par dage efter forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - for senere at opdage at det slet ikke var min cykel. Dette inspirerede mig på stedet til den idé, at en mand "løber grædende ned på sin stamkafé" og fortæller at hans hustru er stukket af med en anden.... - for senere til sin lettelse at opdage at det slet ikke var hans egen hustru.
Et mausolæum ville som sagt være det allerbedste - men stående ovationer er heller ikke at foragte...Tag den, Bukdahl. Nå, vi lader snarest en drikfældig teolog oversætte dette vort nye bonmot til flydende oldgræsk. Hvilket minder os om at sætningen "Ni talar bra latin" angiveligt er et palindrom. Heraf kan opmærksomme læsere semiotisk udlede, hvad ordet "palindrom" mon betyder. "Palimpsest" er noget helt andet og minder mere om incest - der lydligt set atter minder yderst betænkeligt om "en fest". Og hermed er festen ved at være slut for i dag.
Men som de sorte sagde til Karen Blixen: "Du vil aldrig glemme os". Nej, det glæder os sørme at høre: For nu har I atter taget så meget af vor kostbare tid, at vi igen har forpasset en bindende tidsfrist i en jobannonce, som vi ellers havde sat os for at byde ind på. I er sgu et dyrt bekendtskab og ender med at blive vort mausolæum. Og dagbladene? De bliver meget snart deres eget mausolæum, hvis de dumstædigt nægter at kende deres besøgelsestid. For: "There will never be another you".
