Som sagt er bloggen sjovest at dyrke som en genre i sin egen ret frem for et surrogat for normale udgivelser. Det hindrer os dog ikke i at publicere dem sidenhen, ganske som forfattere førhen udgav deres ungdoms breve og dagbøger. Undertiden kan rækkefølgen dog være omvendt, så jeg bringer her en farceagtigt "virtuel" lille sag, trykt for nylig i Information.
SØMAND ELLER EFTERLØN?
Danmark er snart uden arbejderklasse, og vore sidste arbejdsmænd er en art folklore, der i fremtiden vil få lige så høj status som det nu giver at være medie-stjerne: For det er vi sgu snart alle sammen. Nej, børnlille – at slå et råbåndsknob, se det er en kunst.
Men Danmarks eneste sømand hedder Carsten Jensen, og han vil fremover blive hyret af Danmarks Turistråd for hver lørdag i turistsæsonen at optræde beruset med visesang på kommunebiblioteket i Marstal. Der vil blive lejlighed til at indhente hans autograf, såfremt den fornødne motoriske kontrol ellers kan mobiliseres. Af samme grund vil der altid være en læge til stede under seancen – for når der ikke er tale om konkurrencesport, men om vor sidste sømands enegang, kan doping ikke kaldes konkurrenceforvridende.
Nuvel – sømandkunst er mange ting. Det forlyder at afstanden over Atlanten vokser med 5 centimeter om året; heraf forstår vi at den der gentagne gange har skridtet afstanden af, kan gå på vandet – og sådanne folks ord står til troende. Men tro kan være upålidelig: Strindberg troede således at gorillaer var resultatet af stævnemøder mellem fulde sømænd og håbefulde hunaber – hvoraf vi tør slutte at han næppe tiltroede sømænd evner til at gå på vandet. Men han anså åbenbart hunaber for endnu mere tumpede end søfolk. Så blot vi sigter på en tilstrækkeligt tovlig målgruppe, kan vi alle håbe på høj status.
Men alligevel er det ikke alle og enhver givet at blive sømand. Men vi lever ifølge alle anerkendte sociologer i en taberkultur af ligemageri og misundelse: Så ligesom man i dag hører en evig klynken fra kunstnere og forfattere der beklager sig over snart det brede publikums dumhed, snart det smalle publikums falden på halen for det indspist opreklamerede, og atter snart over nepotismen i dørvogternes beskyttede cirkus – således vil redaktioner og TV-studier fremover blive bestormet af forurettede kandidater til rollen som Danmarks sidste sømand.
Men avisbud er vel lige så sejt? Jo - men da snart alle avisbude er polakker, vil vi alle snart gå igennem ild og vand for at opnå polsk statsborgerskab: For ellers kan vi ikke komme i betragtning – med mindre da kulturens lærde kanon-bådsudvalg i en enstemmig votering vil ISO-certificere os for vores umiskendeligt slaviske accent. Så ganske som vi i dag har forfatterskoler og malerskoler, så vil kurser i polsk derfor snart blive en indbringende levevej. For ligeså usikkert det er at skulle leve af sin egen forfængelighed, lige så sikkert er det at gøre de andres forfængelighed til sin levevej: Bliv selv på det jævne, og lad de andre stå til søs – men lad denne viden forblive de grå eminencers hemmelighed.
Men stop en halv: Amatørpolsk duer da vel ikke? Nej, men det opdager de lærde kanon-båddommere heldigvis ikke: For de sidder jo ikke tillige i det polske kanon-bådudvalg. Ak ja, genier har det hårdt i en kjøbstad – og det er nok derfor de holder sammen…
Nå, men skulle Deres polske avisbudkarriere nu alligevel glippe, så kan De jo altid håbe på efterløn. Efterløn er godt nok ikke særlig sexet, men er også kommet for at blive. Ganske vist må folk vente endnu længere på efterløn end på kærlighed – men oppebærer de den først, kan de til gengæld trygt stole på at den ikke render sin vej igen. Og i den alder påskønner mennesker rettelig moden sindsligevægt højere end det stormfulde hjertes velsignelser – for alt for mange går desværre bort før efterlønnen, just grundet nævnte ungdommelige hidsighed.
